Efter statsminister Lars Løkke Rasmussens offentlige nedtur foranlediget af en række forskellige mere eller mindre medieskabte faktorer - fra hans humør på pressemøder over kritik af badeferie til manglende handlekraft - er der nu ifølge ham selv kun et punkt på dagsordenen: Økonomisk smalhals. Den danske offentlige økonomi skal i lighed med resten af Europa tilpasses euro-samarbejdets krav om underskud, der højst må udgøre tre procent af bruttonationalproduktet (BNP). I øjeblikket er underskuddet på 5,5 procent af BNP. Det betyder, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) skal finde 29 milliarder kroner i finansårene 2011 til 2013 - godt ni milliarder om året. Og det er ganske mange penge, når man tager i betragtning, at de offentlige budgetter er vokset år for år, og at det ikke hidtil har været muligt at holde budgetmålene i staten og kommunerne.

Når finansloven skal hænge sammen, og underskuddet nedbringes, kan det som bekendt ske på to måder: Enten ved at øge indtægterne eller nedbringe udgifterne. Alt tyder på, at regeringen koncentrerer kræfterne om det sidste. Berlingske Tidende mener med henvisning til kilder i embedsværket at vide, at regeringen vil trække en gammel kending frem af laden - grønthøsteren. Altså en procentvis ensartet barbering af samtlige konti på finansloven. Dertil kommer, at kommuner og regioner vil blive underlagt stramme budgetkrav i omegnen af nulvækst.

Claus Hjort Frederiksen bebuder smalhals, men er samtidig bekymret for, om den rette krisebevidsthed er til stede i befolkningen til at ville acceptere de skrappe sparemål. Og den bekymring kan han roligt have. Medmindre man er blevet arbejdsløs eller tvunget til at sælge sin bolig, mens priserne var i bund, er der ingen krisetegn i privatøkonomien. Tværtimod har regeringen sørget for både skattelettelser og frigivelse af SP-penge til at sætte humøret i vejret. Og en meget lav rente betyder, at flekslånere bor meget billigt i disse år. Så mens privatøkonomien vokser, lægger Lars Løkke Rasmussen op til nulvækst og nedskæringer i det offentlige, hvilket vil føre til en endnu større uoverensstemmelse mellem, hvad almindelige lønmodtagere kan købe i privatøkonomien, og den service, de møder i den offentlige sektor.

Man skal passe på med at skyde regeringen for mange skjulte motiver i skoene, men effekten af de forskellige stigningstakter i det private og offentlige forbrug vil være, at flere i den brede middelklasse vil fravælge tilbuddene i den fælles offentlige sektor og vende sig mod de private alternativer. De private skoler, private sygehuse, private plejehjem og så videre. Spørgsmålet er, om der findes en anden vej? Og det gør der.

Grønthøsteren er for politikere, som ikke tør prioritere, og som ikke tør træffe ubehagelige beslutninger, eller som har en skummel bagvedliggende masterplan om privatiseret velfærd. VK-regeringen har bundet sig selv på hænder og fødder i den økonomiske politik. Skattestoppet forhindrer regeringen i at skrabe ekstra indtægter hjem ad den vej. Løfter om ikke at ville røre ved efterlønnen og overførselsindkomsterne betyder, at nogle af de største poster på finansloven er fredede.

Når det har taget så lang tid at nå frem til, hvor stort det offentlige budgetunderskud vil blive og hvordan, skyldes det angiveligt en meget skarp uenighed mellem Venstre og Konservative. De Konservative ønsker strukturreformer, mens Venstre frygter vælgernes dom, hvis der pilles ved middelklassens velerhvervede rettigheder, såsom at man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet som 60-årig. Så tilbage står den gamle grønthøster, som vil betyde fyringer og besparelser overalt med undtagelse af de områder, som regeringen og Dansk Folkeparti vælger at friholde. Mon ikke både Forsvaret, politiet, efterretningstjenesterne og kriminalforsorgen slipper for den frygtede landbrugsmaskine?

Det er indlysende, at underskuddet på 95 milliarder kroner skal nedbringes, ikke kun fordi EU-samarbejdet kræver det, men først og fremmest fordi laden stå til ville betyde, at en urimelig stor regning sendes til i kommende generationer. Og det er også logisk, at EU må stramme op over for budgetdisciplinen i de enkelte medlemslande, det ligger i kontrakten omkring euroen, og sker det ikke, er hele valutasamarbejdet truet.

Men i stedet for at fokusere så meget på at nedbringe udgifterne, burde regeringen se på, hvordan man kan få indtægterne i vejret. Det sker blandt andet ved at sætte nogle af de mange ledige til at udføre nogle af de renoveringsopgaver, som alligevel venter på at blive iværksat i de kommende år, eller ved at føre en mere aktiv erhvervspolitik, der gennem lovgivning støtter udvalgte brancher inden for eksempelvis klimateknologi. At investere sig ud af krisen er en mulighed, selv om den på kort sigt vil forøge underskuddet.