Af: Christopher Hitchens
11. februar 2010
Lagt på information.dk 11. februar 2010 kl. 19:55. Bragt i den trykte udgave 12. februar 2010 på side 19 i 1. sektion. Senest opdateret 12. februar 2010 kl. 10:16.

Opslag til denne artikel

Emneord:diktaturer, propaganda, racisme, totalitarisme
Personer:Kim Jong-Il
Steder:Nordkorea, Sydkorea

Da jeg besøgte Nordkorea for nogle år siden, var jeg så heldig at have en storartet rundviser. Tålmodigt førte Mister Chae, som jeg vil kalde ham, mig rundt i det mishandlede, udhungrede land, idet han bortforklarede alskens beskæmmende fænomener ved en slags fornægtelsesmekanisme, og aldrig så han ud til at tabe sin levende interesse for de mange grotesk store monumenter, der er rejst til ære for verdens mest hysteriske personkult. En aften under middagen, da vi forsøgte at sætte nogle miserable andelår til livs, fremførte han en yderligere grund til, at den dag ikke var fjern, da hele halvøen ville forenes under Den Kære Leders lysende styre. Sydkoreas folk, således påpegede han, var ved at gå til grunde som følge af bastardisering. De giftede sig med udlændinge - selv sorte amerikanske soldater, det havde han i al fald hørt til sin synlige afsky - og ville herved miste sin renhed, særpræg og sammenhængskraft. Næ nej, Mr. Chae havde sandelig ikke blik for charmen ved etniske mosaikker, så hellere rigid og uforurenet uniformitet.

Det slog mig dengang hvor lidenskabsløst, hans bemærkning faldt. Som om han tog for givet, at jeg ville finde hans bemærkning ukontroversiel. Jeg husker, at jeg kortvarigt undrede mig over, hvorvidt denne form for totalitarisme (thi intet er mere totalitært end racistisk nationalisme) var del af den toneart, Nordkorea anvender over for sine undersåtter. Mere optaget var jeg dog, som de fleste af dette lands uhyre få turister, af de mere eksotiske totalitarismeudtryk, som blev stillet til skue - gigantiske mausoleer, nøje koreograferede parader osv. - som forekom at mikse klassisk stalinisme med en eller anden afart af konfucianismens ærbødige og paternalistiske etos.

Ideen er død

I sin Attende Brumaire skrev Karl Marx, at de, som stræber efter at beherske et nyt sprog, altid begynder med at føre det tilbage til kendte udtryk. Hermed har jeg altså begrænset mig selv (og vildledt læserne) ved at gribe til en forud eksisterende forestillingsverden om stalinismen og orientalsk ærbødighed. Men efter at have læst den meget oplysende bog af B.R. Myers, The Cleanest Race: How North Koreans See Themselves and Why It Matters, forstår jeg nu, at jeg har vendt billedet på hovedet: Kommunismens hele idé er nemlig død i Nordkorea, og landets seneste ‘forfatning’, som blev ‘ratificeret’ i april 2009, er aldeles blottet for referencer til dette ord. Tilsvarende er parallellerne til konfucianismen af den letkøbte slags, som regimet gerne drager selv for at dupere udenlandske besøgende.

Myers tese er, at vi i stedet bør opfatte Kim Jong-il-systemet som en slags patologisk udartning af højreekstremisme. Det bygger på en totalitær ‘militæret først’-mobilisering, holder sig oppe ved slavearbejdskraft og udbreder en ideologi, der bygger på skamløs racisme og potenseret fremmedhad.

Således er Myers konklusioner, og det rummer den bekymrende og ubehagelige implikation, at regimets propaganda muligvis tror på sin egen propaganda, hvilket igen betyder, at fred- og nedrustningsforhandlinger er spild af tid - i værste fald farligt spild af tid.

Tvunget til abort

Selv i kommunismens storhedstid kom der meldinger fra Østblokken og cubanske diplomater om systemets paranoide karakter og intense had til udlændinge. En sort cubansk diplomat blev næsten lynchet, da han ville vise sin familie Pyongyangs seværdigheder. Nordkoreanske kvinder, som kom gravide hjem fra Kina - regimets væsentligste protektor - blev tvunget til abort.

Vægaviser og bannere, som skildrer japanere som en barbarisk race, matches kun af karikaturerne af amerikanere som krumnæsede uhyrer. USA og dets partnere forsøger at udfylde de enorme huller i Nordkoreas fødevareproduktion - uden mindste påskønnelse fra regimet, som bilder sit fængslede folk ind, at kornsækkene med Stars and Stripes på er en tribut fra et skræmt Amerika til deres Kære Leder.

Myers påpeger også, at mange af de slagord, som den nordkoreanske stat anvender og eksponerer, er hentet - og her kan man virkelig tale om ironi - direkte fra den japanske imperialismes ideologi. Hver et nordkoreansk barn skoles i dag i de vidunderlige muligheder, der ligger i at ofre sit liv i moderlandets tjeneste og lærer ikke at frygte krig, selv ikke atomkrig.

Regimet kan ikke herske ved terror alene, og nu har det kun en racebaseret militærideologi at falde tilbage på.

Kuede dværge

Elsker disse slaver deres lænker? Folket i den isolerede mareridtsstat har selvfølgelig ingen ret til at drage sammenligninger med andre, og skulle nogen finde på at mukke eller beklage sig, kan de være sikre på at blive gemt af vejen i lejre, der - at dømme efter ernærings- og sundhedstilstanden i ‘det øvrige samfund’ - må leve i et helvede, der ikke rummer andre forsonende momenter end opholdets korte varighed.

Racearrogance og nationalistisk hysteri er magtfuld social cement for de mest odiøse samfundssystemer, hvilket europæere og amerikanere har gode grunde til at ihukomme. Selv i Sydkorea er der dem, som anser Kim Jong-ils regime - som de ikke selv ville kunne holde ud at leve i så meget som en enkelt dag - som på en eller anden måde mere ‘autentisk koreansk’.

Her er de to tilintetgørende kendsgerninger om Nordkorea. For det første: Landet er et område af ubodelig mørke, når man ser det på satellitfotos taget ved nattetid - selv ikke fra hovedstaden øjnes en gnist af lys. For det andet: En gennemsnitlig nordkoreaner er 15 centimeter lavere end en sydkoreaner. Så man kan selv regne ud, hvor meget merværdi der er vredet ud af en sådan slave igennem hvor lang tid, for at brødføde og opretholde en militariseret kriminel familie, som fuldt ud ejer både landet og dets folk.

Just dette beviser Myers tese: I modsætning til tidligere racistiske diktaturer har Nordkorea vitterlig formået at frembringe en ny race: Udsultede og kuede dværge, der lever i mørke, holdes i evig uvidenhed og frygt, hjernevaskes til at hade andre og ensrettes til at hylde en dødskult. På et eller andet tidspunkt i fremtiden bliver dette horrorshow også vores problem, men så uhyggeligt er synet, at vore egne kære ledere lige nu hellere lukker øjnene for, hvad der kan være på vej.

© New York Times Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen