Tillad mig at lade suppen koge lidt videre på det publicistiske principrytteri, der har ledsaget den seneste tids mange divergerende meninger om, hvad der er ret og vrang i mediernes behandling af den såkaldte ‘Gade Gate’-sag.
En ting er, at alle vi læge mediebrugere ofte kan have svært ved at se, om de presseetiske grænser overskrides, når det f.eks. drejer sig om anvendelsen af skjult kamera, om navngivning af tiltalte i en retssag, eller om en vinkling af en historie er blevet så skarp, at det er gået ud over saglighed og balance. Noget ganske andet er det med den aktuelle uenighed om fortolkningen af principperne om kildebeskyttelse.
For det første er det her de professionelle vogtere af reglerne, chefredaktørerne og andre med indsigt i og/eller ansvar for håndtering af god presseetik, der er gerådet i uenighed. For det andet er vi - som det fremgik i denne spalte for en uge siden - ikke nede i presseetikkens småtingsafdeling, men jonglerer med en af relikvierne i presseetikkens katedral.
For det tredje ville det måske være nærliggende også at pege på sagens alvor og mulige konsekvenser som noget, der ville give et større fodslag blandt de indsigtsfulde. Vi står jo ikke med en sag om fordærvet kød i en køledisk eller nullermænd på en hospitalsgang. Lækagen, eller det der er værre, i Forsvarsministeriet blev i sin tid hævdet at kunne koste soldaterliv og kan meget vel i det videre forløb gøre flere af de mest centralt placerede personer i regeringsmaskineriet et hoved kortere.
Netop sagens alvor er paradoksalt nok måske en af grundene til uenigheden mellem eksperterne. Hellige principper synes lettere at håndtere i småsager, hvor deres alternative bøjninger er relativt omkostningsfrie, eller når konsekvenserne kun viser sig i samfundets grebning. Er der tale om store sager og afgørende samfundsforhold, vil stridende parter ofte finde divergerende fortolkninger at støtte deres interesser på.
De spidsfindiges frirum
Egentlig burde det være omvendt. Når vi blandt mange normer og regler ophøjer nogle til den særlige status at være principper, giver vi dem jo en karakter af ufravigelighed. »Ytringsfriheden er ukrænkelig«, og »kildebeskyttelsen er hellig«, siger vi, men tilføjer så ofte et »rent principielt«, hvorved vi åbner op for, at der kan være relevante modgående hensyn. Det var der, synes nogle af os, med ytringsfriheden i sagen om ‘Muhammed-tegningerne’, og det er der også med kildebeskyttelsen i ‘Gade-gate’. Ja - for kildebeskyttelsens vedkommende er der i Retsplejeloven lige frem fastsat en række undtagelsesbestemmelser. Regler og principper er med andre ord ikke altid, hvad de giver sig ud for, og virker somme tider heller ikke efter hensigten. Hverken når det drejer sig om presseetiske retningslinjer eller regelstyring på alle mulige andre samfundsområder. Når vi støder på en handling, vi ikke synes om, leder vi efter regler, ifølge hvilke den er forbudt. Hvis der ingen dækkende regler findes på området, efterspørger vi nye eller mere klare regler, der kan sætte en stopper for dårligdommen. Det er en af forklaringerne på Folketingets stadig mere detaljerede regelstyring, og det er baggrunden for, at mange medieredaktioner løbende udbygger og finjusterer deres presseetiske regelsamlinger.
Men den menneskelige natur og virkelighedens verden underkaster sig ikke uden videre detaljeret regelstyring, heller ikke på redaktionsgangene. Jo flere regler, principper og særbestemmelser, der opstilles, jo mere fristes opfindsomme journalister til at definere lige netop deres forehavende ind i sprækkerne mellem paragrafferne. Herved adskiller de sig ikke fra skattejurister og revisorer - eller fra alle os andre borgere. Det kan så søges imødegået med yderligere redaktionelle regler for at stoppe hullerne, og yderligere anstrengelser for at finde undtagelser. Man kan næsten sige, at hver ny regel skaber to nye grænseflader, hvor de spidsfindige kan finde frirum.
Helt ud af kurs
Det værste ved dette regelrytteri er, at hele opmærksomheden - både blandt dem som udsteder reglerne og de, der forventes at efterleve dem - flyttes væk fra de grundlæggende hensyn til betydning og effekt ude i den virkelige verden og fortaber sig i ørkesløst juristeri. Det publicistiske kompas mister forbindelsen til den journalistiske etiks magnetiske nordpol.
Den aktuelle sag i Forsvarsministeriet illustrerer, hvor langt ud af kurs man kan komme. Chefredaktører skændes om kildebeskyttelsens grænser i stedet for selvransagende at diskutere, hvordan det kan være, at der skulle gå flere år, før ‘lækagen’ (der jo blev konstateret allerede i 2007) nu bliver taget op til alvorlig pressebehandling. Folketingsflertallet afventer private injuriesøgsmål og en langtrukken, tvivlsom politiefterforskning i stedet for hurtigst muligt at få ryddet op i det, der måske er et betændt politisk-administrativt miljø. Og fra forsvarsministeren, som forhåbentlig er den, der er allermest interesseret i at få fundet lækagens kilde, udsendes et mistænkeliggørende røgslør over mange hundrede ansatte i forsvaret.
Det ser ud som om, den ‘fjerde statsmagt’ har fundet en tvivlsom plads i sadlen sammen med den lovgivende og udøvende, mens de venter på den dømmende.
Kommentarer
Christian Nissen har fat i noget MEGET centralt – Hvorfor blev Gade Gate- sagen ikke en sag i 2007.
Alene det at regeringen og Per Stig Møller forsøger at tørre lækken af på Frank Aaen og da de så ikke har held med det lukkes sagen . Den fremgangs måde virker i mine øjne meget betændt. Det undre mig at vi i Danmark ikke har en mere vågen presse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvorfor skriver den tidligere direktør for DR så ligegyldigt i en sag, hvor hele medieverdenens sammensværgelse, DRs og TV2s totale underlæggelse i forhold til regeringen skriger en i møde med så tykke beviser, at man for længst er tvunget til at indrømme, at vi lever under noget der er værre end italienske tilstande, noget der er fuldt ud på højde med de værste bananrepublikker!
Ledelsen på DR ved, at medarbejdere på stationen har den rygende pistol, men man har forbudt medarbejderne at bruge materialet, under henvisning til at man ikke offentliggør telefonoptagelser uden at de involverede er bekendt med at de optages. Det er en faktuel løgn, for DR bruger sådanne optagelser vidt og bredt, f.eks. i programmet ”kontant”.
Eneste forskel er, at det drejer sig om meget prekære, fældende beviser, i en sag, som rammer selve regeringen lige midt i hjertekulen!
Kennet Plummer, har helt ekstraordinært forbudt medarbejderne på DR at bruge beviserne, hvilket kun kan forklares med helt utilstedelig indblanding fra arbejdsgiverens side, nemlig regeringen.
Faktisk har journalister pligt til at bidrage i sager hvor strafferammen er mere end 4 års fængsel! Denne sag kan give helt op til 12 år!
http://politiken.dk/indland/article899361.ece
Hr. Nissen burde udtale sig langt mere entydigt i sagen. Lige som den kære lille modstandsavis, der tilsyneladende heller ikke hverken vil eller kan udfylde rollen som den frie selvstændigt tænkende kritiske avis.
Der står bananrepublik over hele forsiden af den italesatte orden.
Til samtlige medier, til regeringen og hele molevittet: I KAN RENDE MIG NOGET SÅ LÆSTERLIGT I RØVEN MED JERES PRESSEETIK! I ER EN SKÆNSEL FOR ALT HVAD I PÅSTÅR AT GÅ IND FOR! FY FOR SATAN HVOR ER I ELENDIGE!!!!!
Denne kommentar er anbefalet af:
Presseetik:
- vi afslører alle forbrydelser som de officielle fjender begår..
- men når regeringen siger stop må vi hellere stå stille..
- Saddam Hussein var en fin fyr indtil han på et par dage blev forvandlet til en led karl…
- Kurderne i Irak er stakkels ofre, men kurderne i Tyrkiet er ikke en kommentar værd..
Man kan komme med mange eks. på hvad medierne burde have skrevet. Men grunden til at jeg bliver lettere forbløffet over Hr. Nissens vage formuleringer i denne sag, er at han om nogen ved hvad det er for et pres, som gælder ledelsen på DR. Og da han jo er trådt ud, så kunne han ærlig talt godt have markeret sig lidt mere hæftigt. (han behøver jo ikke tale lige så grimt som mig, han kunne bare sige det lige ud ad landevejen).
Nu ved vi jo godt, hvordan regeringen henvender sig til DR’s bestyrelse:
Til formand for DR’s bestyrelse Jørgen Kleener.
Dato 25.03.2003 (Fra Brian Mikkelsen)
Kære Jørgen
Blot til orientering så blev DR’s dækning af regeringen og specielt Irak krigen taget op på ministermødet i dag, først under morgenmaden af mange ministre og dernæst under det formelle møde.
Der er meget stor utilfredshed med DR’s dækning, som er meget ensidig - de har specielt set sig sure på et par kvindelige værter og Ole Sippel (som mange nævnte som ekstrem i sine udtryk mod koalitionen)
Det kom derhen til at udenrigsministeren mente at vi ikke burde privatisere TV2 som var fair i Irak dækningen, men snarere DR.
Netop det forhold er det stærkeste borgerlige argument mod privatiseringen af TV2.
Mange borgerlige mener at vi burde privatisere DR, som er anti regeringen, mens de ikke forstår at vi privatiserer TV2, som er positiv overfor regeringen.
Jeg ved godt, at det er svært for dig - i morges var jeg så i skudlinien, for det var pludseligt mit ansvar - men du skal have besked om regeringens holdning.
Jeg nævnte henvendt til statsministeren, at jeg løbende havde en fortrolig dialog med dig om tingenes tilstand. Og jeg havde indtryk af at bestyrelsen og Nissen tog det meget seriøst, men at problemet lå hos Lisbeth Knudsen.
Mvh. Brian
(Kilde: Christian S. Nissens kommende bog: ‘Generalens veje og vildveje’
Eksemplet forklarer fuldt ud, hvorfor Plummer vælger at droppe offentliggørelsen af optagelsen, som ville afsløre Jacop Winther og dermed endnu engang blotlægge regeringens nære medarbejderes giftige omgang med sandheden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ups! “Generalens veje og vildveje” er allerede udkommet.
Hvad siger pressens minister, Lars Løkke Rasmussen, som utvetydigt har efterlyst den rygende pistol, til sin underordnede, Kenneth Plummer, som i øjeblikket har kastet hele sin autoritet ind i forsøget på at forhindre at den rygende pistol bliver kendt for enhver?
http://politiken.dk/politik/article900725.ece
Denne kommentar er anbefalet af:
Vi overværer elefanterne kamp om en lille uskadelig mus.
Til almen orientering, så havde man i den kritiske filosofi anliggendet omkring tydning og be-tydning på bordet for tyve år siden og mere. Vi trækker derfor på smilebåndet, når nu andre bånd tilsyneladende ikke kan udleveres…
Med venlig hilsen
DR og TV2 gør alt hvad de overhovedet kan for at forhindre offentligheden i at få oplysninger om, hvad der egentlig er sket i forbindelse med afsløringen af hemmelige oplysninger fra forsvaret. Det er utroligt at de såkaldte public service kanaler ikke forsøger at oplyse befolkningen men derimod bestræber sig på at gøre det stik modsatte!
I deres bestræbelser på at pålægge journalisterne selvcensur går TV2 og DR end ikke af vejen for at afskedige ulydige journalister eller at sende dem på ”orlov”.
Man kommer uvilkårlig til at skrige af grin ved tanken om at den slags finder sted i netop det land i hele verden der har allermest travlt med at belære andre nationer om ytringsfrihedens glæder.
Mig bekendt er Nils Giversen blevet bortvist fra DR, efter at have brugt kanalens hardware til at forsyne sin værdikæmpende makker, Guldbrandsen, med ammonution til hans og Politikens utrættelige kamp imod regeringen.
Det seneste i sagen er, at der er indikationer på at den famøse optagelse er manipuleret/fabrikeret af Giversen.
Oppositions-limboen vil ingen ende tage: how low can you go?
@ Peter Olesen
Er det sådan, at forsvarsministeriets folk, spinmestre m. fl. nu skal undskyldes med, at andre stopper ord i munden på dem!
Er det sådan, at de ikke længere står til ansvar for deres udtalelser, fordi deres uheld, deres selvmodsigelser og løgne i princippet, dvs. (u) bevist, (u) bevidst, (u) etisk, (u) sandt i en eller (u) kendt grad kunne undskyldes med, at der var nogle andre end dem selv, som var med til at italesætte deres realitet, realitetens italesættelse?
Kan alt, hvad man ser og hører tilbagevises med, at nogle andre end dem, der nu aldeles ufrivilligt er blevet kendt for så svinsk at manipulere med kriterierne for hvad der almindelig god og anstændig omgang med sandheden, i princippet kunne have sat dagsordenen, på en måde som går imod de afsløredes hæmningsløse forsøg på at italesætte dagsordenen uden hensyn til andet end deres institutioner, magtbase?
”Når jeg sidder her nu og hører det her og tænker mig om, har jeg ikke den viden. Jeg beklager overfor DR og ikke mindst Jægerkorpset, at jeg får givet det håndfaste indtryk, at jeg har en viden om hvor TV 2 har det fra - for det har jeg faktisk ikke”, siger Jacob Winther.
Som spinmester må han se i øjnene, at hans virkemidler slipper op, når det afslører sig, at de kriterier mesteren kvalificerer gyldigheden af sine udsagn ud fra, er alt for tilfældige for almindelige mennesker.
Men det kan være belejligt ind imellem at se sig hævet over de alt for udbredte og ufleksible forskelle mellem løgn og ikke løgn.
Det var også belejligt for den tidligere statsminister ind i mellem at få reduceret en udtalelses høje negative værdi og position som klokkeklar løgn, til det blot at være en politisk udtalelse, med en sådans langt mindre skadelige betydning for ministerens omdømme. Kun ”politiske/manipuleret” udtalelser klæber ikke til nogen på samme måde som den simple løgn. De er bare politiske/spundet.
Omvendt er der så en ulempe i det at påkalde sig retten til med tilbagevirkende kraft at neutralisere sine udtalelser til det blot at være ”politiske/manipulerede”. For man tenderer på den måde mod at fjerne sine muligheder for overhovedet at gøre en forskel med sine ytringer.
Den, der forbeholder sig ret til med tilbagevirkende kraft at neutralisere sine udtalelser til ”blot politisk manipulerede udtalelser”, kan ikke engang lyve, for selv påstanden om at tale sandt kunne jo også være rent spin, altså hverken sand eller falsk!
Steen Ole Rasmussen:
Selvfølgelig skal diverse personer i sagen stå til ansvar for deres handlinger og udtalelser, men sgu da ikke på baggrund af fabrikerede eller manipulerede “beviser”!
Afsnit II om igen:
Kan alt, hvad man ser og hører, tilbagevises med at nogle andre - end dem, der nu aldeles ufrivilligt er blevet kendt for så svinsk at manipulere med kriterierne for hvad der er almindelig god og anstændig omgang med sandheden - i princippet kunne have sat dagsordenen, på en måde som går imod de afsløredes hæmningsløse forsøg på at italesætte dagsordenen uden hensyn til andet end deres institutioner, magtbase.
Når systemets folk selv producerer falske beviser, planter historier, skifter forklaringer og de i andre sammehænge iler med ønsker om undersøgelse af borgerne, konstant indfører stramninger af lovgivning og i øvrigt optræder i det røde felt, hvis de kan få det til at handle om landets sikkerhed, landsforræderi, og andres skyld, og når en regering med støtteparti så pludselig intet vil undersøge, hvis ministeren er populær, om så det handler om lemfældig omgang med statshemmeligheder, fare for liv, høje strafferammer og løse anklager imod oppositionen - og når man gerne snakker om god moral og fine principper og pressen i flere år har gået rundt med mundkurv, så er det en blot det seneste vådeskud til det retssamfund og demokrati, som man er så glad for at belære andre om og vil trække ned over hovedet på folk i andre lande. Planen er utvivlsomt den sædvanlige med at udpege en eller to personer, som de sande skurke. Farvel til en forsvarschef eller et par journalister og videre med krigen imod demokratiet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Undskyld men jeg forstår ikke dette cirkus. Forsvarsministeriet tilbageviste ”Den hemmelige krigs” kritik af ,at regeringen via. Danske soldater havde udleveret 32 afghanere til amerikanerne . . I denne rapport påstod Søren Gade og regeringen, at regeringen ikke kendte noget til de ændre fangebehandlinger før udleveringen. Senere er det kommet frem at Fogh Rasmussen var medunderskriver af en protest skrivelse fra EU til USA ang. disse ændre fangebehandlinger. Enten talte regeringen og Søren Gade allerede dengang usandt eller også vidste Fogh Rasmussen ikke hvad han skrev under på - hvad der er værst ved jeg snart ikke.
Denne kommentar er anbefalet af:
Påstanden om at andre end spinmesteren selv i princippet kunne have manipuleret med mesterens manipulationer, fritager ikke mesteren for at stå til ansvar for sit spin, sine løgne i første omgang. Jacob Winther står måske til 12 års fængsel? Det skal han ikke kunne spinde sig ud af.
Og når han tilmed har bragt sig i en situation, hvor hans udsagn ikke længere hverken kan kvalificeres som sande eller falske, fordi han i et væk forbeholder sig retten til med tilbagevirkende kraft at sige om dem,
- at de ikke var sande,
- at han ikke ved, hvad han siger at han ved,
ja så er vi kommet dertil, hvor beskyldningerne om at være blevet manipuleret har mistet enhver vægt.
Der findes 3 slags løgn: løgn, forbandet løgn og spin….
At læse Brian Mikkelsen skriverier er som at læse en stil fra 1.G…..
Roalds Als tegnede engang Plummer som Brian Mikkelsens lænkehund. Det gælder åbenbart stadig, uanset om ministeren hedder Søren Gade.
PS: Forvent ikke noget epokegørende fra Chr. Nissen.
Ikke mere røgslør “avis burka”
Nu vil vi vide hvem “lækagen” er og have vedkommende dømt den strængeste straf.
Hvad parti farve “lækagen” har er helt uinterresant.
Jeg sætter dog kr 100 på at det J.Winther, som fler her har nævnt har mistet sin troværdighed helt, ved at beskylde alle andre end sig selv for lækagen.
Jeg er rystet over DR “lemminge tiden” hvor er den skarpe journalistik, den pantsatte de i det kæmpe underskud de fik oparbejdet, så de nu må spise af regeringens hånd.
Hvorfor skulle DR ellers lade Fogh og co. slippe af krogen med udleveringen af fanger til tortur, Romsfeldt sagde det jo højt i medierne, lige som ham skrev doktrinen i slutningen af halvfemserne om en indvasion i mellem østen.
DR TV er blevet VK regeringens fjerde støtte parti og de gør grin med min inteligens.
Tidligere fandtes to slags løgne, den sorte og den hvide løgn, men her finder man åbenbart selv på løgne, til trods for at sandheden ikke kan være ilde hørt for offentligheden.
Offentlighedens vagthund eller beskytter af magten?
Når der er noget at komme efter, tør medierne ikke klæde magthaverne af.
Dette faktum kan skjules på mange måder: Bl.a. ved en teori om kildebeskyttelse.
Elefanterne kan fortsætte med at trampe på musen, for i nærværende tilfælde angår sagen ikke sandheden.