Opslag til denne artikel

Emneord:journalister, medier, presseetik
Personer:Søren Gade
Organisationer:Folketinget, Forsvarsministeriet, Jægerkorpset
Steder:Danmark

Tillad mig at lade suppen koge lidt videre på det publicistiske principrytteri, der har ledsaget den seneste tids mange divergerende meninger om, hvad der er ret og vrang i mediernes behandling af den såkaldte ‘Gade Gate’-sag.

En ting er, at alle vi læge mediebrugere ofte kan have svært ved at se, om de presseetiske grænser overskrides, når det f.eks. drejer sig om anvendelsen af skjult kamera, om navngivning af tiltalte i en retssag, eller om en vinkling af en historie er blevet så skarp, at det er gået ud over saglighed og balance. Noget ganske andet er det med den aktuelle uenighed om fortolkningen af principperne om kildebeskyttelse.

For det første er det her de professionelle vogtere af reglerne, chefredaktørerne og andre med indsigt i og/eller ansvar for håndtering af god presseetik, der er gerådet i uenighed. For det andet er vi - som det fremgik i denne spalte for en uge siden - ikke nede i presseetikkens småtingsafdeling, men jonglerer med en af relikvierne i presseetikkens katedral.

For det tredje ville det måske være nærliggende også at pege på sagens alvor og mulige konsekvenser som noget, der ville give et større fodslag blandt de indsigtsfulde. Vi står jo ikke med en sag om fordærvet kød i en køledisk eller nullermænd på en hospitalsgang. Lækagen, eller det der er værre, i Forsvarsministeriet blev i sin tid hævdet at kunne koste soldaterliv og kan meget vel i det videre forløb gøre flere af de mest centralt placerede personer i regeringsmaskineriet et hoved kortere.

Netop sagens alvor er paradoksalt nok måske en af grundene til uenigheden mellem eksperterne. Hellige principper synes lettere at håndtere i småsager, hvor deres alternative bøjninger er relativt omkostningsfrie, eller når konsekvenserne kun viser sig i samfundets grebning. Er der tale om store sager og afgørende samfundsforhold, vil stridende parter ofte finde divergerende fortolkninger at støtte deres interesser på.

De spidsfindiges frirum

Egentlig burde det være omvendt. Når vi blandt mange normer og regler ophøjer nogle til den særlige status at være principper, giver vi dem jo en karakter af ufravigelighed. »Ytringsfriheden er ukrænkelig«, og »kildebeskyttelsen er hellig«, siger vi, men tilføjer så ofte et »rent principielt«, hvorved vi åbner op for, at der kan være relevante modgående hensyn. Det var der, synes nogle af os, med ytringsfriheden i sagen om ‘Muhammed-tegningerne’, og det er der også med kildebeskyttelsen i ‘Gade-gate’. Ja - for kildebeskyttelsens vedkommende er der i Retsplejeloven lige frem fastsat en række undtagelsesbestemmelser. Regler og principper er med andre ord ikke altid, hvad de giver sig ud for, og virker somme tider heller ikke efter hensigten. Hverken når det drejer sig om presseetiske retningslinjer eller regelstyring på alle mulige andre samfundsområder. Når vi støder på en handling, vi ikke synes om, leder vi efter regler, ifølge hvilke den er forbudt. Hvis der ingen dækkende regler findes på området, efterspørger vi nye eller mere klare regler, der kan sætte en stopper for dårligdommen. Det er en af forklaringerne på Folketingets stadig mere detaljerede regelstyring, og det er baggrunden for, at mange medieredaktioner løbende udbygger og finjusterer deres presseetiske regelsamlinger.

Men den menneskelige natur og virkelighedens verden underkaster sig ikke uden videre detaljeret regelstyring, heller ikke på redaktionsgangene. Jo flere regler, principper og særbestemmelser, der opstilles, jo mere fristes opfindsomme journalister til at definere lige netop deres forehavende ind i sprækkerne mellem paragrafferne. Herved adskiller de sig ikke fra skattejurister og revisorer - eller fra alle os andre borgere. Det kan så søges imødegået med yderligere redaktionelle regler for at stoppe hullerne, og yderligere anstrengelser for at finde undtagelser. Man kan næsten sige, at hver ny regel skaber to nye grænseflader, hvor de spidsfindige kan finde frirum.

Helt ud af kurs

Det værste ved dette regelrytteri er, at hele opmærksomheden - både blandt dem som udsteder reglerne og de, der forventes at efterleve dem - flyttes væk fra de grundlæggende hensyn til betydning og effekt ude i den virkelige verden og fortaber sig i ørkesløst juristeri. Det publicistiske kompas mister forbindelsen til den journalistiske etiks magnetiske nordpol.

Den aktuelle sag i Forsvarsministeriet illustrerer, hvor langt ud af kurs man kan komme. Chefredaktører skændes om kildebeskyttelsens grænser i stedet for selvransagende at diskutere, hvordan det kan være, at der skulle gå flere år, før ‘lækagen’ (der jo blev konstateret allerede i 2007) nu bliver taget op til alvorlig pressebehandling. Folketingsflertallet afventer private injuriesøgsmål og en langtrukken, tvivlsom politiefterforskning i stedet for hurtigst muligt at få ryddet op i det, der måske er et betændt politisk-administrativt miljø. Og fra forsvarsministeren, som forhåbentlig er den, der er allermest interesseret i at få fundet lækagens kilde, udsendes et mistænkeliggørende røgslør over mange hundrede ansatte i forsvaret.

Det ser ud som om, den ‘fjerde statsmagt’ har fundet en tvivlsom plads i sadlen sammen med den lovgivende og udøvende, mens de venter på den dømmende.