Opslag til denne artikel

Emneord:essays, integration, kvindefrigørelse, kvindekampen, muslimer
Personer:Karen Jespersen
Organisationer:Folketinget
Steder:Danmark

Efterhånden burde det vel ikke overraske en, at mangt og meget i disse år bliver vendt på hovedet, men alligevel forbløffes man over en så bagvendt debat som den om Holbergskolens cafémøde for elevernes mødre den 4. februar i år.

Ord som integration og demokrati bliver brugt til at argumentere for præcis det modsatte. Og et gruppemøde kun for kvinder bliver til religiøse hensyn, fordi en del af kvinderne er muslimer.

Der er allerede skrevet og sagt meget om sagen, som ikke skal gentages her, men et spørgsmål står måbende tilbage. Hvorfor kan et møde i en ren kvindegruppe vække så stor ståhej, når kvindegrupper erfaringsmæssigt kan være ikke bare nødvendige men en stor og vigtig gevinst for ja, integrationen og demokratiet.

De første kvindegrupper

På dansk grund var jeg selv med til at opfinde og knæsætte de rene kvindegrupper i sin tid, nemlig i rødstrømpebevægelsen. I øvrigt sammen med blandt andet den nuværende forkvinde for Folketingets Integrationsudvalg, Karen Jespersen, der har benyttet den aktuelle sag til at foreslå en komplet kortlægning af alle religiøse hensyn i danske offentlige sammenhænge!

Lidt pudsigt at høre fra en gammel rødstrømpe, at udelukkelse af mænd fra bestemte sammenhænge skulle være et religiøst hensyn. At det i dette tilfælde sker af hensyn til muslimske kvinder, ændrer ikke ved, at de er kvinder, der angiveligt skulle have behov for at tale sammen uden mænd.

Så indledningsvis bedes man notere sig ordet kvinder. Jeg skal nemlig først på en lille ekskursion tilbage i historien, for at man kan forstå mine indvendinger.

Definitionsretten

Rødstrømpebevægelsen opstod blandt en lille snes kvinder på nogle københavnske universitetsinstitutter. Der var studenteroprør, antiautoritær bevægelse, vietnambevægelse, seksuel frigørelse og andet godt i sving. Der var forandring, oprør og utopier i luften. Men det vigtige i denne forbindelse er, at vi som kvinder følte os udenfor, selv om vi var med. Vi lavede te til revolutionen, som vi slagordsagtigt udtrykte det. Vi forsøgte at være en del af det, der foregik omkring os, men når vi forsøgte, viste det sig, at det rigtige bare flyttede sig. Netop når vi syntes, at vi havde fattet, hvad revolutionen gik ud på, trådte nye teorier og aktører ind på scenen, båret frem af mænd. Definitionsretten var deres.

Det er glemt nu, men i rødstrømpebevægelsens spædeste start, var der faktisk også rødsokker med, mænd der sympatiserede med kvindernes befrielse. Så vidt gik dog kun nogle få, men faktisk blev vi i begyndelsen mødt med udstrakt velvilje fra velmenende mænd, der imødekommende ilede til med gode råd om hvordan vi skulle organisere os, om hvilke krav, der burde være vores hovedkrav, og om, at vi jo skulle passe på ikke at gå for vidt. Hvis vi blev rabiate, ville det skade sagen.

Overraskende hurtigt vandt bevægelsen imidlertid momentum, kvinder fra Kunstakademiet og fra foreningen Individ & Samfund sluttede sig til, og på et stort møde i Kunstakademiets festsal blev det besluttet, at bevægelsen kun var for kvinder.

Bombe!

De chokbølger, kvindemødet på Holbergskolen har sendt gennem velmenende politikerhjerter, er for intet at regne med den reaktion, vores beslutning dengang udløste.

De søde mænd blev bange for os. De kunne ikke forstå, hvorfor de skulle udelukkes, når de kun ville os det så godt.

De bedrevidende mænd blev vrede og aggressive. Pludselig var der ingen at give gode råd, ingen at planlægge for og dirigere rundt med, ingen autoritet at udøve. Deres magtgrundlag var pist væk. Ravruskende uansvarligt og selvisk af os!

Hul på historien

Hvordan vi oplevede det, set fra kvindeside, er svært at beskrive præcist. Først og fremmest var vi vel forbløffede over reaktionen. Måske kom vi også til at føle os helt betydningsfulde. Men der var først og fremmest en stemning af, at verden åbnede sig, en stemning af at befinde sig lidt ved siden af det samfund, vi normalt alle er en del af. Som om der pludselig var gået hul på historien, og en anden virkelighed vågnede og stak følehornene frem.

Ind imellem har jeg genkendt følelsen, når jeg er stødt på den i litteraturen. Uden at jeg vil påstå, at den danske rødstrømpebevægelse og den spanske borgerkrig på nogen måde rangerer på linje, så beskriver George Orwell i Hyldest til Catalonien en fuldstændig lignende stemning i det Barcelona, der er overtaget af republikanerne og anarkisterne før kommunisterne og dernæst fascisterne får nedkæmpet dem. En slags åbning i historien, hvor de gamle regler ikke længere gælder, og ideerne og utopierne om nogle andre stadig er i støbeskeen. Inden hullet atter lukker sig, og forestillingerne bukker under eller formes til nye faste regelsæt. Som ikke nødvendigvis behøver at være dårlige demokrati er ret beset et sådant regelsæt, selv om man ser reglerne bøjet på mange ubehagelige måder i disse tider.

Frihed

Det er imidlertid den pludselige følelse af frihed, jeg vil have fat i. Af muligheder, der åbner sig, og chancer, der opstår for løsning af hele problemkonglomerater, hvor der lige før var uflyttelige betonvægge og ubøjelige normer og koder. Erfaringen af, hvordan forhindringer i bestemte situationer nærmest kan evaporere på et øjeblik.

Det var den opdagelse, vi søgte at institutionalisere i rødstrømpebevægelsens gruppestruktur, og det var sådan det fungerede en tid. Den slags eksisterer altid kun en tid, før det atter stivner. Hvis man er heldig, og tiden er med en i en ny og bedre form.

En ønskedrøm

Når jeg før betonede ordet kvinder i sammensætningen muslimske kvinder, så er det fordi, jeg mener, at det er her, man skal lægge vægten, eftersom muslimsk i denne sammensætning først og fremmest betyder patriarkalsk. Hvis det er rigtigt, som det er blevet anført, at en del af Holbergskolens muslimske mødre ikke dukker op til forældremøder, fordi de ikke vil/må være sammen med mænd, så er de underlagt en ærkepatriarkalsk kode, den være sig muslimsk eller ej.

At den skulle være specielt muslimsk er noget ahistorisk sludder. Så godt som alle eksisterende, traditionelle samfund er patriarkalske, men pointen i denne sammenhæng er, at grupper som mødregruppen på Holbergskolen jo lige netop underminerer den traditionsbestemte magt. Gruppen burde være en ønskedrøm for integrationsforkæmpere og -ordførere.

I en situation, hvor man er underlagt patriarkatets regler, er det ufatteligt befriende pludselig at befinde sig i en konkret sammenhæng, hvor man ikke frygter at blive bragt til tavshed og ikke er bange for at sige, hvad man tænker, fordi det nu engang tilkommer far at sige, hvad der skal siges. Hvor man ikke behøver at frygte repressalier. For slet ikke at tale om, at far siger noget, man er dybt uenig i, uden at turde eller føle, at man kan sige ham imod. Det var alt det, rødstrømpebevægelsens basisgrupper lærte os.

At man samtidig lytter til andre kvinders erfaringer, til hvad kvinder fra en anden kultur, som for eksempel den danske, mener, og hører, hvordan de griber problemer med deres børn an, kan virke både chokerende og inspirerende. Og provokere til at overveje det tilvante. Rene kvindemøder kan kun være fremmende for integrationen. De fremmer modet til at stole på sig selv, de fremmer kendskabet til anderledes og måske fremmedartede forhold, de er fordomsnedbrydende. Tolerancen øges. Styrken til at sige fra ligeledes. Begge dele uundværlige forudsætninger for at begå sig i et demokrati.

En mistanke

Når derfor såvel Villy Søvndal som Pia Kjærsgaard fører demokratiet i marken som modargument mod kvindemøder, er det en abstrakt indvending mod konkrete forhold. Ingen vil vel bestride, at forældremøder i det danske skolesystem må være åbne for skolens forældregruppe, men hvorfor skulle det udelukke kvindegrupper?

Nu fik mødremødet hurtigt efter debattens start prædikatet cafémøde, og det fik alle, undtagen Kjærsgaard og Jespersen, til at trække i land.

Men jeg kan ikke undslippe mistanken om, at reaktionens voldsomhed i første omgang skyldtes, at en gruppe signalerede, at de ville sætte deres egne præmisser. At nogen følte sig undertrykt og derfor vendte sig bort fra nogle andre, der på den måde automatisk blev gjort magtesløse.

I den aktuelle sag hedder det særhensyn, hvis man accepterer kvindegruppen, men på andre tidspunkter kan det hedde rundkredspædagogik eller gruppeeksamen. Når den borgerlige regering, siden den kom til magten, har kæmpet så indædt og tilsyneladende stik imod sund fornuft mod enhver form for gruppedannelse, så vækker det mistanken om, at det dybest set skyldes gruppens anarkistiske og subversive potentiale. Man risikerer jo, at den finder på noget nyt!

Og man kan ikke i samme omfang kontrollere og stille hver enkelt til regnskab, når de optræder som gruppe. Man mister kontrol! Og det, gruppen har fundet ud af, er noget, medlemmerne er enige om. Man mister magt! Grupper er kort sagt et faresignal!

Læg i den forbindelse mærke til, at muslimer efterhånden uden reservationer automatisk bliver opfattet som netop en gruppe, uanset hvad de selv mener om sagen.

Og særlige grupper kan vi ikke have. De skal opløses, og er det ikke muligt, så skal de kontrolleres. Karen Jespersen vil blandt andet have undersøgt, om gymnasieelever har bedt om bederum eller om lov til at holde fredagsbøn. (Hvorfor må de ikke det?) Om der er ansatte på offentlige arbejdspladser, som bliver fritaget fra arbejde for at deltage i fredagsbøn eller kræver at bære tørklæde. (Skulle de ikke have lov til det? Og skulle hun ikke lade arbejdsgiverne om den sag?) Om der er kommunale svømmehaller med særlige åbningstider for kvinder. (Hvad er der i vejen med det?)

Jeg kan godt svare på, hvad der er i vejen: Definitionsmagten, her retten til at bestemme hvad der er danske værdier, glider magthaverne af hænde. Som Karen Jespersen selv udtrykker det: »Der er en risiko for, at det bliver betydeligt mere omfattende, og når noget sådant først er etableret, er det svært at ændre på.«

Og hun er jo gammel rødstrømpe, så hun må jo vide det.