Opslag til denne artikel

Emneord:kriminalitet
Personer:Frank Aaen, Thomas Rathsack
Organisationer:Folketinget, Forsvaret, Jægerkorpset, Politiet
Steder:Danmark, Irak

Det er ikke, fordi vi er vilde med krig, at vi har et militær, som vi kalder Forsvaret. Det koster 20 milliarder kroner om året, hvilket er nogenlunde det samme som den efterløn, som de fleste finder umådeligt økonomisk belastende. Vi har et forsvar, fordi vi vil forsvares, og fordi der ikke er fred i verden. Det er med andre ord, fordi verden er farlig, at vi har et forsvar, og alle er enige om, at vi skal have et forsvar.

Man skulle mene, at Forsvarets opgave er at skabe tryghed. For en markedsbetragtning er Forsvaret en producent, som leverer sikkerhed. Og det er i den logik vanskeligt at anerkende Forsvaret som en rationel aktør. Først fører man en veritabel kampagne og en sag mod Thomas Rathsack, der skriver en bog, som man regner for farlig og som, det lykkes at overbevise en fogedret om, vitterligt er farlig. Derefter producerer Forsvaret en arabisk oversættelse, som man selv sørger for at cirkulere på nettet, hvor den er tilgængelig for alle vores formodede fjender.

Fjender både ude og hjemme

Noget tilsvarende gælder tilsyneladende den efterhånden meget omtalte lækage fra 2007: Det hedder sig, at Forsvaret i den dybeste fortrolighed valgte at sende Jægerkorpset til Irak i 2007. Det skulle være så hemmeligt, at forsvarsministeren ikke engang anførte udsendingen på dagsordenen ved det møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor Folketinget skulle informeres om ekspeditionen. Det viser sig, at oplysninger om ekspeditionen alligevel er nået ud til pressen. Hemmeligheden er ude, fortroligheden er brudt, og regeringen antyder, at en anden historisk fjende af det åbne samfund, den forhenværende kommunist Frank Aaen skulle stå bag lækagen. Der er både fjenderne ude i verden, som jægerne skal ud og bekæmpe, og så er der fjenderne i Folketinget, som man ikke skal stole på. Endnu er farlige informationer ifølge vedrørende farlige ekspeditioner sluppet ud i offentligheden. De siger, at denne lækage kan bringe danske soldaters liv i fare.

Og igen forekommer det sandsynligt, at Forsvaret selv står bag lækagen. I hvert fald kom det allerede i 2007 frem, at lækagen ikke kunne stamme fra Udenrigspolitisk Nævn, da oplysningerne var ude i offentligheden allerede inden mødet, og en hæderkronet journalist kunne uden offentlige kontroverser i 2008 skrive i en bog, at Forsvaret selv havde spredt informationen.

Det interessante er, at Forsvaret insisterer på selv at definere, hvad der er farligt, og hvad der ikke er farligt. Og de bruger absolutte advarsler: De siger, at dem, der ikke følger deres anvisninger, bringer danske soldaters liv i fare. Og Forsvaret forvalter deres definitionsmonopol ganske karakteristisk: De bestemmer først oplysninger, der forekommer almindelige mennesker temmeligt tilforladelige, som ekstremt farlige. Og bagefter sørger de selv for at sprede disse oplysninger til offentligheden. Det er igen påfaldende, at forsvarsministerens pressechef Jakob Winther i den båndoptagelse, der netop er blevet offentliggjort, selv gætter på, at Forsvaret har lækket deres egne oplysninger. Det er åbenbart almindelig praksis i Forsvaret.

Og derfor må man i en markedslogik revidere synet på Forsvaret: De er ikke leverandører af tryghed og sikkerhed. De producerer lige præcis det modsatte: De skaber uvished og utryghed. Forsvarets opgave er med andre ord ikke at forsvare os. Den er at overbevise os om, at vi har brug for et forsvar. De skaber fornemmelser af en ond og utilregnelig verden. Derfor fører de en sand smædekampagne mod pensionerede soldater som den tidligere chef for Jægerkorpset Poul Dahl, når han siger, at der intet som helst fortroligt eller farligt er ved oplysningerne om udsendelsen af Jægerkorpset i 2007. Det var helt forudsigeligt, at vi sendte vores elitestyrker, da vores tropper i Irak blev angrebet, og det er ifølge Dahl utænkeligt, at vores arabiske fjende skulle læse i danske aviser om hvilke særlige eliteenheder, som nu dukker op dernede. På samme måde bliver det et problem, når forhenværende jægersoldater som Rathsack bryder deres tavshedspligt. Dahl og Rathsack udfordrer nemlig en af Forsvarets kerneydelser: At sælge verdensbilleder. At give offentligheden indtryk af en verden, hvor der mere end nogensinde før er brug for et militær.

Vi ved ikke, om der var et angreb

Forsvaret adskiller sig ikke fra andre centrale institutioner: Efterretningstjenesterne lever ikke af at få terrorismen til at forsvinde. De lever af, at terrorismen ikke forsvinder. Og de insisterer på deres monopol på at definere trusselsscenariet: Gang på gang træder efterretningschefer frem med beretninger om, at man netop har reddet os alle fra et forfærdeligt angreb. Vi kan ikke vide, om der var et angreb. Vi kan indimellem gribe dem i en løgn og indimellem gribe os selv i at tænke, at dem, der dømmes som terrorister, ikke ligefrem ligner ødelæggelsesmaskiner. Og politiet lever ikke af at skaffe os af med kriminalitet, de lever af, at forbrydere bliver flere og flere og farligere og farligere. Medicinalindustrien lever ikke af at bekæmpe influenzaepidemier. De lever af at sætte dem i scene som pandemier, så vi bliver så bange, at vi får brug for medicin.

De lever af det samme som kirken tidligere: De lever af at male fanden på væggen og tilbyde sig selv som frelser. Det betyder ikke, at krigen, forbrydelser, sygdommen og terroristerne forsvinder, hvis bare vi fjerner Forsvaret, Politiet, lægerne og efterretningstjenesten. Det gør de netop ikke. Og det er derfor, det er så ubehageligt, når Forsvaret, medicinalindustrien og Efterretningstjenesten bliver grebet i at misinformere og manipulere. Vi er afhængige af dem, der misbruger os.