FNs klimapanel IPCC er sat i verden for at forudsige fremtiden. Panelets seneste statusrapport på 3.000 sider rummer en række scenarier for, hvordan tingene kan udvikle sig her på planeten ved fortsat udledning af klimaforstyrrende drivhusgasser.

For denne evne til at spå om fremtiden har IPCCs 2.500 forskere og dets formand, inderen Rajendra Pachauri, kollektivt modtaget Nobels Fredspris foruden megen anden hæder og anerkendelse.

Nu har Pachauri så på mere tvetydig vis demonstreret sin evne til også at forudsige den nære fremtid. Den 4. januar skrev han i avisen The Guardian, at »magtfulde særinteresser« med stor sandsynlighed »bliver hyperaktive de kommende måneder« for at så tvivl om klimavidenskaben og hindre en ny klima-aftale på COP16 i Mexico ved udgangen af 2010. Præcis en måned senere befinder Pachauri sig i centrum af en medieorkan, hvor stærke røster forlanger hans afgang som IPCC-formand og politiske indgreb over for klimapanelet. Samtidig er en gruppe IPCC-forskere omkring det britiske University of East Anglia (UEA) under så hårdhændet beskydning fra kritikere, at gruppens leder, professor Phil Jones, i et interview oplyser, at han har overvejet at tage sit eget liv som konsekvens af det pres, han og hans kolleger i øjeblikket er udsat for.

Klimaskeptikerne er p.t. i en eskalerende medieoffensiv, der antagelig forklarer, at meningsmålinger i Storbritannien, USA og Australien viser stigende tvivl i offentligheden, om der sker en global opvarmning, og om den i givet fald er menneskeskabt. En Washington Post-måling i december fortæller også, at et stigende antal amerikanere nu 62 pct. tror, der er stærk uenighed blandt forskerne om den globale opvarmning. En forestilling, der er helt ude af trit med situationen i den videnskabelige verden.

Klimaforskerne befinder sig netop nu i et flerdobbelt dilemma. Ét dilemma er, at de på den ene side er så sikre som nogensinde på, at klimaforandringerne er menneskeskabte, alvorlige og accelererende; samtidig med at de på den anden side må medgive, at der vitterlig er afsløret fejltrin i både IPCCs arbejde og i adfærden omkring UEAs klimagruppe. Et andet dilemma er, at kampagnen for at miskreditere klimaforskningen sætter forskerne under pres for igen og igen at forklare tingenes rette sammenhæng vel vidende, at det går ud over forskningsindsatsen og i øvrigt bare ægger skeptikerne til nye angreb.

Som professor Eigil Kaas, klimaforsker ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, siger: »Mange af mine kolleger i USA er frustrerede. Man kan blive ved og ved med at svare på angreb fra en lille gruppe af skeptikere, og man kan bruge hele sin forskerkarriere på det i stedet for at forske siger de. Til sidst orker man bare ikke mere.«

Climategate

Det er dér, Phil Jones har været. Den erfarne klimaforsker, IPCC-deltager og leder af Climate Research Unit (CRU) på UEA er nøglepersonen i den såkaldte Climategate, der handler om indholdet af 1.073 e-mails fra perioden 1996-2009, som kort før klimatopmødet blev stjålet fra universitetets server af en hacker og lagt på internettet. Indholdet af den mangeårige mailkorrespondence mellem en række internationale klimaforskere udløste øjeblikkeligt anklager i blogosfæren og en række medier om hele klimaforandringsbudskabet som »en sammensværgelse«, »et bevidst svindelnummer« og »århundredets globale opvarmningsskandale«. Phil Jones og bl.a. hans amerikanske kollega Michael Mann blev anklaget for at have holdt data hemmelige for kritikere, manipuleret med videnskabelige fakta, holdt forskere med ubekvemme budskaber ude af IPCC-processen m.m. Jones blev før jul midlertidigt frataget sin position som leder af CRU, mens en officiel undersøgelse af sagen rullede. Samtidig eskalerede angrebene fra klimaskeptikere.

»Der kom dødstrusler. Nogle sagde, jeg burde tage mit eget liv. De sagde, at de vidste, hvor jeg boede,« fortalte Phil Jones forleden The Times.

»Og ja, jeg overvejede det. Selvmordet. Jeg tænkte over det adskillige gange, men jeg tror, jeg har passeret den fase nu,« sagde Jones, der har måttet ty til beroligende piller og sovemedicin for at klare sig igennem.

De lækkede e-mails blev op til og under klimatopmødet i København brugt til at så tvivl om selve FNs klimapanel og det omfattende videnskabelige materiale, der lå til grund for politikernes forhandlinger om en ny klimaaftale. En forhandler fra oliestaten Saudi-Arabien forlangte f.eks. drøftelser om CO2-reduktionsmål droppet, fordi forestillingen om en menneskeskabt opvarmning nu var tilbagevist. Og den republikanske ekspolitiker i USA Sarah Palin forlangte, at præsident Obama blev hjemme fra COP15, fordi grundlaget for klimatopmødet var smuldret med Climategate.

Pachauris jakkesæt

Samtidig indledte klimaskeptikere en række personangreb på IPCCs formand. Med den britiske avis The Telegraph i spidsen er Rajendra Pachauri blevet anklaget for at berige sig personligt som konsulent for bl.a. Toyota, Deutsche Bank og Credite Suisse. Aldrig så snart er anklagerne blevet tilbagevist af IPCC-formanden »ikke en penny er gået i min egen lomme«, alle honorarer er gået til det institut, Pachauri er ansat af før nye er dukket op. Pachauri flyver himlen tynd og udspyr store mængder CO2, skrev The Telegraph. Han kører benzinbil, går i Armani-jakkesæt til 1.000 dollar forkert, mine jakkesæt sys af en skrædder på det lokale marked og koster knap 50 dollar, siger Pachauri og har sågar på sine flyveture skrevet en diskutabel roman, som »drypper af sex og romantik«.

»Vi har ret til at få at vide, hvad vi alle betaler til Dr. Pachauri som formand for IPCC, en sum der holdes hemmelig,« skrev The Telegraph sidst i december. »IPCC betaler mig ikke en eneste penny,« har Pachauri efterfølgende oplyst.

Klimaskeptikernes hyperaktivitet de seneste måneder skal ses i sammenhæng med de politiske processer i bl.a. USA og Australien for at vedtage en klimalovgivning, der sætter CO2-mål og indfører regulering for at nå dem.

»Vi er vidne til ekstraordinære anstrengelser fra magtfulde lobbyer, specielt i USA og Australien, som er modstandere af indgreb mod drivhusgasudledningerne,« siger Bob Ward, direktør ved det britiske Grantham Research Institute, til New York Times.

»Der er en stærk alliance mellem ideologisk drevne højrefløjsfolk, der afviser miljølovgivning af princip, og lobbyister fra nogle selskaber i den fossile energiindustri, som placerer deres klienters kortsigtede økonomiske interesser over den bredere offentligheds interesser. Begge har som mål at forsinke klimalovgivning, og begge bruger den strategi, tobaksindustrien introducerede: De skjuler deres sande motiver bag ukorrekte og vildledende påstande om tvivl i videnskaben.«

Forskere under belejring

Dilemmaet for klimaforskerne er, at de hidsige angreb fra klimaskeptikerne på ét niveau er helt hen i vejret og ubeføjede, mens kritikken på et andet niveau faktisk har noget på sig og deles af mange i det videnskabelige samfund.

»Jeg finder det helt forkasteligt, at man forsøgte at holde nogle ude af IPCC. Forskningen skal være åben er den ikke det, får man jo netop denne type angreb. Det var meget, meget forkert,« siger Eigil Kaas om Phil Jones og hans kolleger, som i nogle af de stjålne e-mails fra 2003-4 diskuterer, hvordan bestemte, efter deres mening fagligt underlødige, artikler fra klimaskeptikere kunne holdes ude af IPCCs næste statusrapport. Artiklerne blev ikke holdt ude, men mail-udvekslingen dokumenterer, hvordan forskerne dannede vognborg og brød videnskabens princip om åbenhed, pressede som de følte sig af skeptikere, der ville sabotere handling på klimaområdet.

Andre episoder handler om, hvordan Jones og hans kolleger vægrede sig mod at imødekomme velkendte klimaskeptikeres begæringer om aktindsigt i forskernes data, interne e-mails m.m. »Efter min opfattelse var de blot ude på at spilde vores tid. De ville bremse os,« siger Phil Jones.

F.eks. modtog CRU på et tidspunkt 40 begæringer om aktindsigt i visse temperaturdata. Begæringerne var afsendt fra forskellige steder, men var næsten enslydende og anmodede hver især om data fra fem forskellige lande. Reelt var der altså tale om 200 sager, som Jones og hans lille stab var forpligtet til at bruge tid på. Andre begæringer handlede om at få udleveret baggrundsoplysninger om kinesiske målestationer i et nu 20 år gammelt studie af Jones, atter andre om historiske temperaturmålinger via aflæsning af årringe i en håndfuld gamle træstammer fra Sibirien. I juli sidste år ankom i gennemsnit to nye anmodninger om dagen.

Stephen Schneider, en af klimaforskningens veteraner fra Stanford University, skrev sidste år til en række kolleger, at »dette vedvarende mønster af chikane, fremstillet som rettidig omhu, er efter min mening et forsøg på en fisketur for at finde små kiks eller stumper af udokumenteret information hvilket optræder i næsten enhver type komplekse undersøgelser for derefter at hævde, at hele materialet er suspekt.«

Ifølge The Guardian har Phil Jones afdeling modtaget i alt 105 aktindsigtsbegæringer, hvoraf 77 blev afvist, seks delvist og 10 helt imødekommet, mens 11 ikke er færdigbehandlet og én trukket tilbage. Den britiske myndighed, der forvalter loven om offentlighed i forvaltningen, har sagt, at CRU ikke har håndteret et antal begæringer efter reglerne, og Phil Jones siger selv, at »jeg fortryder, at jeg ikke behandlede dem på den rette måde.«

I sidste ende sigtede de alle mod at finde fejl i den afgørende hockey stick-graf, der med temperaturdata 1000 år tilbage i tiden dokumenterer, at det var fra slutningen af det 19. århundrede, den globale opvarmning tog fart. Skeptikerne angriber forskerne og heriblandt Phil Jones amerikanske kollega Michael Mann for at have manipuleret med figuren og temperaturmålingerne. Manns universitet, Penn State University, har på baggrund af de lækkede e-mails gennemført en undersøgelse af anklagerne og frikendte forleden fuldstændig Mann for at have manipuleret, undertrykt eller misbrugt data.

En uafhængig undersøgelse af Phil Jones og hans hold på UEA blev først søsat i torsdags og vil antagelig vare et par måneder. Men som det er tilfældet med Michael Mann, er der ingen myndigheder, videnskabelige organer eller informerede fagfolk, der mener, at afsløringerne af Jones kritisable adfærd i spørgsmålet om åbenhed påvirker selve substansen i CRUs klimaforskning.

Den britiske miljøkommentator George Monbiot har forlangt Jones afgang som forskningsleder, men siger samtidig:

»Den enorme masse af klimaforskning viser fortsat, at menneskeskabte klimaændringer er reelle og udgør en massiv udfordring for menneskelig overlevelse.«

The Guardians erfarne miljømedarbejder Fred Pearce, der i en lang artikelserie har kulegravet Climategate, skrev forleden: »Er videnskaben om klimaændringerne blevet fatalt undergravet af Climategate-afsløringerne? Absolut ikke.«

Og professor Eigil Kaas fra Niels Bohr Institutet siger:

»Der er altså ikke snydt med data på UEA. De samme data bliver brugt i USA, de viser de samme temperaturstigninger, og de er frit tilgængelige.«

Himalaya-bommerten

Samme billede tegner sig i forbindelse med det stormløb, der nu er indledt på IPCC og klimapanelets formand.

I kølvandet på personangrebene på Rajendra Pachauri kom det i januar frem, at klimapanelet i sin 3.000 sider store statusrapport fra 2007 fejlagtigt har anført, at den globale opvarmning kan føre til Himalaya-gletsjernes bortsmelten allerede i 2035. Oplysningen er forkert, og kilden viser sig at være et mundtligt forskerudsagn til en journalist tilbage i 1999, siden medtaget i en WWF-rapport og derfra inddraget i IPCC-rapporten. Altså i strid med IPCCs princip om så vidt det er muligt at basere sig på peer-reviewed materiale, dvs. studier offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter efter forudgående blåstempling af fagfolk.

Pachauri har åbenlyst trådt i spinaten ved at sidde på denne viden i ugevis og ved først at have afvist konkurrerende vurderinger af gletsjer-afsmeltningen som »voodoo-videnskab«.

Afsløringen af fejlen, som Pachauri og IPCC senere i januar har erkendt og beklaget, inspirerede prompte skeptikere til at lede med lup efter flere fejl, og i den seneste uge er nye anklager blevet fremsat, bl.a. via The Telegraph og The Times:

IPCC har brugt en artikel i et bjergbestigermagasin som kilde til oplysninger om issmeltning på verdens bjerge.

En figur, der viser potentialet i bølgeenergi, har fejl i tallene.

IPCC har benyttet en upubliceret videnskabelig artikel som kilde til fejlagtig påstand om sammenhæng mellem opvarmning og tab efter naturkatastrofer.

En sætning i IPCC-rapporten siger, at 55 pct. af Hollands areal befinder sig under havniveau det rette tal er 26 pct.

IPCC har brugt WWF, ikke videnskabelige artikler, som kilde til oplysning om, at Amazonas risikerer stærk udtørring på grund af opvarmningen.

Rapporten hævder uden videnskabeligt godkendte kilder, at landbrugsudbyttet i Nordafrika kan falde 50 pct. i 2020.

Et par af anklagerne er tilbagevist af fagfolk eller IPCC selv, andre står endnu ubesvarede. Faktum er, at de har udløst et råbekor af krav fra klimaskeptikere om Rajendra Pachauris afgang og en kulegravning af IPCCs virke.

»Lige siden 1995 har der været en stribe skandaler omkring IPCC. Den videnskab, de praktiserer, er ikke af høj standard, de forsøger at manipulere granskningsprocedurerne, eller de ændrer i visse tilfælde rapporter, efter at forskerne har afleveret dem,« siger den australske maringeolog Bob Carter, kendt klimaskeptiker der bestrider den menneskeskabte opvarmning.

Bl.a. den republikanske senator i USA John Barrasso fulgte forleden op med anklager om »korrupt« IPCC-adfærd bag klimapanelets »forfalskninger«, og han forlangte, at præsident Obama »udøver hele det nødvendige pres for at sikre, at Dr. Pachauri bliver fjernet.«

Han støttes af Senatets klimaskeptiker nr. ét, republikaneren James Inhofe, som på Fox News forlanger USAs bidrag til FNs klimaarbejde standset, nu da som Fox-studieværten kunne oplyse »alle scenarier (fra IPCC) har vist sig at være forkerte.« Inhofe byggede i øvrigt i denne uge en igloo i det snedækkede Washington som ny bolig til Al Gore, nu da den globale opvarmning tydeligvis er afblæst.

Fornægtelse som forsvar

Dilemmaet er som i Phil Jones-sagen: Der er vitterlig påvist brister i klimapanelets arbejdsrutiner og kontrolprocedurer, som må kalde på selvransagelse og justeringer i panelets virke og kvalitetskontrol. Det tales der meget om i IPCC-forskernes egne rækker disse dage. Og formand Pachauri har udvist nonchalant adfærd over for kritikken. Det tales der også om. Men samtidig er der ikke rokket ved det samlede billede og det massive videnskabelige materiale, der fortæller om truende, globale klimaforandringer.

IPCC »er fortsat og uden for enhver tvivl det bedste og mest solide grundlag« for vurdering af klimaforandringerne, sagde i denne uge chefen for FNs Miljøprogram UNEP, Achim Steiner.

»Den helt overvældende dokumentation fortæller i dag, at udledningerne af drivhusgasser er nødt til at toppe inden for det nærmeste tiår, hvis vi skal have nogen rimelig chance for at holde den globale temperaturstigning nede på niveauer, vi kan klare,« siger Steiner, der mener, at kritikken af Rajendra Pachauris person »har antaget proportion af heksejagt.«

Problemet er, som påpeget forleden i tidsskriftet Science af formanden for Videnskabernes Akademi i USA, Ralph Cicerone, at der uanset klimaforskningens »usvækkede« soliditet »er sket en bevægelse i den offentlige mening hen mod den opfattelse, at forskere ofte forsøger at undertrykke alternative hypoteser og ideer, og at forskere vil tilbageholde data og forsøge at manipulere kvalitetskontrollen for at bremse uenighed.«

Den britiske filosof James Garvey forsøger at forstå den opblussende klimaskepsis som et psykologisk værn mod en truende fremtid, en »fornægtelse som forsvarsmekanisme.«

På Niels Bohr Institutet er Eigil Kaas overbevist om, at det hele driver over.

»Jeg tror, det vil gå op for folk, at kritikken er forfejlet og ikke har hold i videnskaben. I hvert fald når virkeligheden for alvor begynder at vise, at forskningen er rigtig. Dilemmaet er naturligvis, at det kan tage endnu nogen tid.«

Denne artikel er anbefalet af: