EU skubber ansvar for flygtninge væk

Forestil dig, at der i løbet af et enkelt år ankommer 36.000 bådflygtninge fra Afrika til den danske ø Anholt i Kattegat. Alle har de krav på sagsbehandling, appeller og eventuelt asyl hvis en efterforskning viser, at de er flygtet fra forfølgelse. Det var den situation, den italienske premierminister Silvio Berlusconi stod med i 2008, efter Libyens diktator Muammar Gaddafi meddelte, at han ikke længere ville forhindre flygtninge og migranter i at tage sejlturen fra den libyske kyst til den lille italienske ø Lampedusa. Eksplosionen i antallet af bådflygtninge var Gaddafis måde at straffe Italien for at have udnævnt den stærkt højreorienterede politiker Roberto Calderoli til minister. En mand, der tidligere havde iført sig en t-shirt med motiv af Kurt Westergaards Muhammed-tegning og derved udløst omfattende uroligheder i Libyen.

Den libyske leder udnyttede flygtningestrømmen som politisk pression, og resultaterne udeblev ikke. Sidste år rejste Silvio Berlusconi til Libyen med 5 milliarder dollar, en uforbeholden undskyldning for Italiens opførsel under kolonitiden, økonomisk støtte til etableringen af flygtningefængsler og en motorvej i ørkenen, samt en smuk senantik statue af Venus af Cyrene, som Italien engang havde stjålet. »EU kom ingen vegne med forhandlingerne med Libyen. Så italienerne lavede en bilateral aftale, og fik dermed gjort Libyen til en del af EUs grænseregime,« siger Hans Lucht, der er antropolog på Københavns Universitet med speciale i migration.

Efter en venskabsaftale var underskrevet, blev antallet af bådflygtninge til Lampedusa halveret allerede samme år. Ved hjælp af koordineret patruljering i libysk farvand bliver bådflygtningene nu stoppet og returneret til et libysk ørkenfængsel, længe inden de så meget som overvejer at udtale ordet »asyl«. Her sidder de så under elendige forhold, indtil deres pårørende har råd til at købe dem fri.

Selvom aftalen mellem Italien og Libyen blev kritiseret af EU og ifølge eksperter er lodret i strid med internationale konventioner, følger den et mønster i den europæiske migrationskontrol. Flygtningestrømmen skal stoppes længe inden den når EUs grænser, forklarer Hans Lucht:

»Man forsøger at outsource grænsekontrollen til de transitlande, som flygtninge og migranter rejser igennem. Hvis de først når til Europa, kan de efter konventionerne søge asyl, og dermed ikke umiddelbart sendes tilbage,« siger han.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, der forsker i EUs asyl og migrationspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier, har kritikken fra EU, da også været ret afdæmpet:

»Man har kritiseret den lidt, men så alligevel ikke. For alle ved godt, at aftalen får EU til at ligge i læ for indvandringen,« siger han.

Alle øjne vendt mod Tyrkiet

Mens den libyske aftale midlertidigt lagde EU i læ og løste en indenrigspolitisk krise i Italien, rykkede migrationen dog blot videre. Simultant med nedgangen i antallet af migranter på Lampedusa skete der en stigning på 86 procent på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland.

»Libyen og Italien har indtil videre været den vigtigste rute. Men hver gang man lukker en rute, opstår der en anden. I takt med at man har strammet kontrollen med Nordafrika, så sker der en ændring, så migranterne nu går igennem Tyrkiet. Tyrkiet er blevet den brik, der mangler i kontrollen,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Dermed stiger presset på den tyrkiske regering for at underskrive en tilbagesendelsesaftale, så EU kan sende de migranter, der rejser gennem Tyrkiet tilbage igen. En opfattelse som tyrkiske eksperter og organisationer bekræfter:

»Tyrkiet skal integreres i det europæiske grænsekontrols maskineri. Koste hvad det vil,« siger Oktay Durukan, fra Helsinki Citizens Assembly, en organisation der rådgiver flygtninge i asylsager.

»Siden 2006 har Tyrkiet klart afvist at underskrive en aftale, da man frygter at blive EUs skraldespand for illegale indvandrere. Men inden for de seneste måneder er det politiske pres blevet dramatisk forøget. Og til det sidste møde var der for første gang en fælles forståelse. En aftale om tilbagesendelser kan sagtens blive underskrevet allerede i år,« siger han.

Den opfattelse deler Kemal Kirisci, professor i politisk videnskab på det tyrkiske Bogazici University med speciale i migration:

»Der ser ud til være en vilje til at underskrive en tilbagesendelsesaftale. Det virker til, at der bag lukkede døre er blevet etableret en sammenhæng mellem en aftale og nemmere visa-adgang til EU for tyrkiske borgere,« forklarer han.

Jubel i Athen

Tyrkiet har grænser til både Irak og Iran og modtager store andele af flygtningene fra Afghanistan. Den stigende ustabilitet i regionen har medført et stort pres på Tyrkiets eget system, mens over hundredetusinde migranter vurderes at passere gennem Tyrkiet hvert år og ind i Grækenland. De to lande har allerede en bilateral tilbagesendelsesaftale, men den virker ikke, og ud af de 11.309 indvandrere som Grækenland ville sende tilbage i 2008 tog Tyrkiet kun imod 108.

Ifølge Kemal Kirisci er der gode grunde til at Tyrkiet afviser at tage flygtninge tilbage med det nuværende asylsystem.

»Tyrkiets system kan slet ikke klare det, og der vil komme mange, mange flere rapporter der kritiserer Tyrkiet for menneskerettighedskrænkelser. Med mindre EU er i stand til at indføre et meget seriøst program for at dele byrden, og det tvivler jeg meget på vil ske,« vurderer han.

EUs forhandlere gør ellers deres for at overbevise om sine gode intentioner. Der bliver sørget for videreuddannelse af det tyrkiske embedsapparat og støttet opbygning af nye moderne asylfængsler med en halv milliard kroner. Bistand, der har virket efter hensigten.

»Regeringen har været gode til at tiltrække sig masser af europæiske penge, og det har sat gang i reformarbejdet. Hvis Tyrkiets optagelse i EU kun var afhængig af asyl og udlændingelovgivningen, så ville Tyrkiet være klar til optagelse om få år,« forklarer Oktay Durukan.

Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at det er forventeligt, at man nu forsøger at presse Tyrkiet til en aftale:

»EU har fået tilbagesendelsesaftaler hele vejen ned langs grænsen ved at gøre det til en betingelse for økonomisk bistand, handelsaftaler og lempeligere visaregler. Man presser landene til at fungere som en stødpude mod indvandring til Europa,« siger han og påpeger, at det er i EUs klare interesse at investere penge i forbedringer af landenes asylsystemer: »Udover at få outsourcingen til at fremstå mere spiselig, er bistanden, koblet til en klar egeninteresse. Når EU poster penge i asylsystemerne, er det nemmere at erklære dem som sikre tredjelande, og dermed kan EU sende flygtninge, der har rejst igennem landet tilbage uden overhovedet at behandle deres sager,« siger han.

Opløsning af rettigheder

Hos den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch vækker strategien absolut ikke begejstring. Outsourcingen skubber flygtningene tilbage til lande, hvor der er meget svære arbejdsbetingelser, og hvor det er stort set umuligt at holde øje med overgreb. Samtidig bliver grænserne for konventionerne bøjet, når EU-lande pludselig begynder at operere igennem andre landes myndigheder eller med egne myndigheder uden for eget territorie.

»Det er ulovligt at sende mennesker tilbage til forfølgelse. Det fastslår konventionerne helt klart. Men hvad nu, når Italien opererer i libysk farvand og helt forhindrer folk i at komme i nærheden af Italien? Jeg mener, det er en ulovlig tilbagesendelse, men det gør de tydeligvis ikke selv,« siger Bill Frelick, chef for Human Rights Watchs flygtningepolitiske program.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen fører outsourcingen af grænsekontrollen, ikke kun til at andre lande overtager kontrollen med migranter på vej til Europa, men også en eksport af selve måden at håndtere problemet på:

»Man ser en kopiering af EUs politik hvor grænselande som Tyrkiet vil lave sine naboer til sikre tredjelande, som de så kan sende flygtninge tilbage til. Men det er altså lande som Irak og Iran, der på ingen måde har et asylsystem,« siger han.

»Det er en kædereaktion, for jo mere EU har succes med at få mennesker sendt tilbage til transitlandene, jo længere rykker problemet væk. Der er ingen, der ønsker at ende som endestationen, for de mennesker der gerne vil flygte,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen. Om det bliver Tyrkiet, Iran, Irak eller Libyen, der bliver endestation, er der ingen der ved. Men i flere nordafrikanske havnebyer meldes der om tusindvis af hjemløse, der er strandet på vejen til Europa.

»Det kan føre til, at mennesker reelt ikke længere kan flygte ud af deres eget land. Globalt kan vi se, at der kommer færre flygtninge internationalt, mens der er en kraftig stigning i de internt fordrevne. I yderste konsekvens vil det betyde, at det bliver umuligt at flygte, selvom man er forfulgt,« siger Thomas Gammeltoft Hansen.

Bill Frelick peger på, at ophobningen af flygtninge i grænselandene er en trussel mod den beskyttelse konventionerne giver, da de enkelte landes forpligtelser bliver voldsomt uklare:

»Når flygtninge er inden for landets grænser, er man bundet til at hjælpe dem på grund af konventionerne. Men så snart de sidder i lejre uden for dit lands grænser, bliver din forpligtelse i langt højere grad til et politisk valg,« siger han.

Dermed fører outsourcingen af grænsekontrollen til et opgør med den måde, man har håndteret flygtninge på i årtier.

»Man ender med at skubbe alle flygtninge langt væk fra Europas grænser. Her kan de så sidde i kø i lejre, mens europæiske lande kan tage ud og håndplukke dem, de mener har en god mulighed for at integrere sig. Det er reelt et forsøg på at lukke mulighederne for at søge asyl,« siger han.