Da jeg for en lille måned siden nok engang var i Cairo, afsatte jeg som altid tid til et besøg hos Diwan. Diwan er vel nok mega-byens bedste boghandel, hvor man blandt andet finder størstedelen af de 330 bøger der ifølge en Arab Human Development Report oversættes til arabisk hvert år. Diwan kan også bryste sig af en efterhånden glimrende video- og musik-afdeling, hvor især det nyeste arabiske musik er interessant, og hvor de bliver solgt på en måde, så kunstnerne faktisk også tjener lidt på deres værker. Det er ellers helt almindeligt i regionen at sælge cder og dvder i fristende billige kopier på snart sagt ethvert gadehjørne. Ikke desto mindre er det næsten altid en skuffelse at komme i Diwan. I umm al-dunya, i verdens moder, i hjertet af den arabiske verden burde man kunne købe alle bøger, der omhandler det moderne Mellemøsten, som er det felt, jeg målrettet går efter. Men nej. Det er et aldeles begrænset udvalg, der præger hylderne. Men heldigvis var der også denne gang et værk der fængede mig og det er der trods alt altid.

Fodnoternes Gaza

Denne gang var det en gammel kending, der havde udgivet et nyt værk, som jeg ikke havde registreret. Joe Sacco. Journalisten der laver gra-phic novels. Det var Sacco, der i 1990erne lavede en fremragende fremstilling af den første palæstinensiske intifada, der udspillede sig kort før indgåelsen af Oslo-aftalerne i 1990ernes begyndelse. Siden har han lavet flere værker om Bosnien, og krigen på Balkan. Nu er han tilbage i Palæstina. Værket hedder Footnotes in Gaza, og det udkom i december sidste år. Det er et syret projekt, Sacco har haft gang i. Sacco satte sig i begyndelsen af den såkaldte al-Aqsa intifada (det palæstinensiske oprør, der begyndte i 2000, da fredsprocessen brød sammen) for at skrive historien om Israels overgreb i Gaza-striben i 1956. Saccos interesse for 1956 blev vakt, da han i 2001 fik en opgave for et amerikansk tidsskrift i Gaza. Han havde læst i en fodnote, inden han kom til området, at der i 1956 (i forbindelse med Israels deltagelse i krigen mod Egypten sammen med England og Frankrig, som en konsekvens af, at Egyptens præsident Nasser nationaliserede Suez-kanalen) var blevet begået massive overgreb af de israelske styrker, mens de var i Gaza.

1956

Udgangspunktet i 2001 var, at Sacco og hans kollega var stationeret i Khan Younis og ville skrive om, hvordan byen forholdt sig til den nye opstand. Da det blev klart, at massive overgreb havde fundet sted gentagne gange før og meget voldsomt i 1956, blev det omtalt i artiklen, da denne begivenhed konstituerer en del af byens historie og identitet. Det blev aldrig trykt. Sacco kunne ikke slippe historien. Og året efter satte han sig for at skrive om netop dette emne: Israels overgreb i 1956 i Khan Younis. Sacco blev siden opmærksom på mindst lige så massive overgreb i nabobyen Rafah. Det er disse to episoder især begivenhederne i Rafah der er omdrejningspunktet for Saccos bog om fodnoter. Om det, som ikke kommer med i historiebøgerne som andet end lige præcis fodnoter. Saccos metode er dels oral history, altså interview med hundrede af nu ældre palæstinensere som overværede overgrebene samt omfattende arkivarbejde. Han var i FNs arkiver, og Sacco ansatte tillige to israelske forskere til at efterforske i det israelske forsvarsarkiv, i Statsarkivet og i parlamentets arkiv.

Når begivenheder fra 1956, som ingen tilsyneladende orker at høre om, er interessant er det, ifølge Sacco, fordi den type af overgreb, som han beskriver i bogen, er med til at forme mennesker. I et interview med Khan Younis-borgeren Abdel Aziz Rantisi, en Hamas-leder, der blev likvideret af Israel i 2004, fortæller han om, hvordan begivenhederne dengang har præget ham. Rantisi var ni år i 1956, og han er i bogens indledning citeret for at sige:

»Jeg husker stadig min faders gråd over tabet af sin bror. Det efterlod et sår i mit hjerte, som ikke er helet. Den type af handling kan ikke glemmes De plantede had i vores hjerter.«

Fortsættelse følger

I værket veksler Sacco mellem samtiden (2002 og 2003), og rekonstruktionen af, hvad der skete omkring 50 år tidligere. Og det fungerer formidabelt. Det, som Sacco leverer til læseren, er ganske enkelt blændende. Sproget, stregen og indholdet. Og ikke mindst humoren. Forståelsen for omgivelserne. Det er nybrydende og forfriskende historieskrivning. Alle der har den mindste interesse for konflikten ville nyde godt af at være i selskab med Sacco og hans palæstinensiske venner og bekendte.

I Gaza fortsætter begivenhederne. Desværre. Og der er mange flere dramatiske, modbydelige, tragiske og chokerende fodnoter at skrive i fremtiden for de, som har mod.