Dengang i 60’erne, hvor min intersse for udviklingspørgsmål blev fanget, var udviklingsbistand en gave fra de rige (f.eks. Danmark) til de fattige, i Asien, Afrika og sidenhen også i Mellem- og Sydamerika. Med en vis ret kan man kalde tilgangen fra dansk side for altruistisk. Selv under den kolde krig støttede man fra dansk side frihedsbevægelser, også dem, som var klart socialistiske, kriteriet var nemlig folkelig frigørelse. Vi støttede folk, som stadig levede eller for nylig havde levet under koloniherrer, så de kunne frigøre sig herfra og blive herrer i eget hus. Vi var solidariske med deres ideal og kamp for frihed, og det danske folk støttede med glæde og med pengegaver, som i årenes løb er vokset betragteligt.
Det var enklere dengang, ‘hvor få havde for meget, og mange for lidt’, for nu at give en dansk vending en drejning. Det hed ulandshjælp i mange år - vi ville jo gerne hjælpe. Men nogle mente, at dette giver-modtagerforhold satte os på en piedestal og forudbestemte andre som nogle, der altid skulle hjælpes - det forekom nedværdigende og smagte af »vi alene vide«, og det opfattes klart som u-dansk. Så blev det kaldt udviklingsbistand. Og bistand blev hurtigt til noget, som staten via Danida, og siden Udenrigsministeret tog sig af. Jo, der var jo før og er også stadig de store folkelige indsamlinger: Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og nu Haiti-indsamlingen. Men taler vi om de store penge, så er udviklingsbistand i høj grad et stat-til-stat forhold. Nu er modtagerne frie, kommet til ved, mere eller mindre, frie valg, og så støtter vi med god samvittighed deres regeringer, og administrativt er det også bare så meget lettere at sende et stort beløb et sted hen i modtagerlandet - noget som et Udenrigsministerium på konstant slankekur mht. ansættelse af personale er meget opmærksom på.
Giver vi til de rigtige?
Bistand er i det hele taget blevet noget automatiseret. Nogle siger ondskabsfuldt, at det er overførsel fra de fattige i de rige lande, altså skatteyderne, til de rige i de fattige lande, fordi eliten er bedre til at opfange bistanden end de fattige, som vi har som mål. Vi giver som nation ca. 0.8% af værdien af vores bruttonationalprodukt: mere end de fleste, lidt mindre end få andre. Om det er nok, kan man altid diskutere, her er spørgsmålet snarere, om vi giver det på den rigtige måde til de rigtige?
Mit ærinde er, at denne vilje til at hjælpe betingelsesløst, altså altruismen, bestemt ikke er lige kærkommen alle steder. Jeg har netop afsluttet et par år med Danida, hvor jeg har arbejdet for den ugandanianske regering, bl.a. for at få sat skub i de politiske og navnlig administrative systemer, som i deres land skal gøre det lettere for dem at nå de fattige med de ydelser, som staten har at gøre godt med: Sundhed, uddannelse, veje osv. Alligevel har styret ikke - i hvert fald offentligt - meget pænt at sige om udviklingsbistand. Det siger endda, når pressen er på, og mange lytter, at man hurtigst muligt vil frigøre sig fra den. Man vil være herre i eget hus. Styret tror, at folket gerne vil høre denne ‘stol-på-egne-kræfter’-retorik. Da Ugandas præsident ved en ungdomskonference for nogen tid siden blev mindet om, at han og hans styrker i deres »bush-war« på vej til at erobre magten i landet havde fået livsvigtig moralsk og materiel støtte fra bl.a. de nordiske lande, sagde han med et skævt smil: Nå ja, de gav os vist noget cholkolade!
Spytter giveren i ansigtet
Mange udviklingslande siger, at bistand var overflødig, hvis handelsbarrierer fra de rige landes side blev droppet. Hvis I gav os handel fremfor bistand (Trade - Not Aid), kunne vi klare os uden Jeres bistand, lyder tænkningen. Men ville styret sikre, at almindelige mennesker fik del i den øgede rigdom? At der overhovedet er noget bistand, som når de fattige, skyldes efter min mening i høj grad donor-pres, ikke en lokal ‘vi er jo alle i samme båd’-mentalitet i landet. For den tanke, at man skal hjælpe andre, også fra andre stammer end ens egen, er ikke selvindlysende. Så vi presser fortsat på for at overtale regeringen til at afsætte en eller anden del af bistanden, som vi giver, til de fattige. Det opfattes ofte som utidig indblanding.
Hvis det pågældende land i virkeligheden bliver mere og mere afhængigt af bistand , og det bliver Uganda og siger at de ønsker donor-andelen af dets statsbudget skåret ned, selvom den rent faktisk fortsat stiger, så tror jeg ikke, at vejen frem er at spytte giverne i ansigtet. Det kan den, som arbejder systematisk og målrettet på at stå på egne ben gennem kløgtig regeringsførelse bedre tillade sig.
Dette er ikke sagt for at hænge Uganda ud - landet er jo blot et eksempel, men som sådant interessant, da det er et af de lande, som modtager flest bistandskroner fra Danmark. Landet kan helt åbenlyst ikke uden hjælp udefra løse de store udviklingsproblemer, som det bokser med: Overbefolkning, udpining af jorden, mangel på naturbeskyttelse, for blot at nævne nogle af de udfordringer, Uganda står over for.
Alt ses som vestens skyld
Hvor fører det hen, at ledere af befolkningseksploderende systemer plaget af mis-management på alle nivauer slipper afsted med at skyde ansvaret fra sig for dårlig ledelse, korruption og elitær politik til skade for meningmand og placere ansvaret hos Vesten?
Man kunne selvfølgelig spørge: Jamen, hvem tager det alvorligt? Danmark og andre lande børster pænt fornærmelserne af sig og øger alligevel bistanden år for år. Men er det den rigtige vej frem? På internationalt plan hedder trylleordene ‘lokalt ejerskab’ og ‘resultat-orientering’ - de vigtigste principper i Paris-erklæringen fra 2005. Man kan spørge sig selv, om ejerskabet egentlig stiger lokalt, hvis landets leder bruger gavegiverne som syndebuk for at stille sig selv i bedre lys. Det er jo god regeringsførelse, ikke fingerpegeri, som producerer robuste resultater. Måske tiden for længst er inde til at genoverveje vores politik om at satse så hårdt på støtte til regeringer, når disse kun støtter deres egen magtbasis i befolkningen og har svigtet deres oprindelige idealer, som var at kæmpe for deres folks selvbestemmelsesret. Har vi været mere tro end de mod disse idealer? Arbejder vi fortsat sammen, som vi gjorde i afkoloniseringens dage, på at skabe frihed for folk? Overfor denne ‘bland jer udenom’-holdning burde vi ikke tage dem på ordet og smække pengekassen i og sige: OK, så finder vi bedre måder at bruge vores bistandskroner på - jeres folkelige bevægelser f.eks., altså dem, som tager bedring af befolkningens daglige levevilkår alvorligt - det er dem, som vi deler idealer med - hvorfor ikke give dem vores midler i stedet?
Sammen skal det løses
I udviklingspolitikkens barndom skulle vi give, fordi de andre havde et behov, men det er ikke længere dagens melodi i international udviklingsbistand. Nu får vi at vide, at vi er patriakalske, hvis vi stiller betingelser til den bistand, som vi stiller til rådighed. Partnerskab fordrer dog, at vi finder løsninger sammen. Men partnerskabet duer jo ikke, hvis samarbejdet skal udfolde sig inden for systemer, hvor vores samarbejdspartnere er folk, som har travlt med at fylde egne lommer fremfor deres landsmænds maver. Med dem ved roret bliver de nødvendige reformer i landene ikke gennemført, problemerne vokser sig kun større, som tiden går. Men på vores side viger vi for de nødvendige beslutninger - det er jo ikke vores job at vælge andre folks ledere, siger vi - vi har jo netop støttet deres frigørelsesproces, så de kunne tage hånd om deres egen udvikling i det lokale ejerskabs navn. Så vi ser mod fremtiden med hårdt sammenpressede øjne. Det går jo nok alt sammen. Så vi giver den en tak til og sender bistanden til folk, som sagtens kan bruge pengene, samtidig med at de fortæller deres egne, at alle har det bedre uden. Jamen, det hænger jo slet ikke sammen! Det er ikke bæredygtigt, for nu at bruge et andet af udviklings-jargonens yndligsudtryk. Jo, der var engang hvor det hele var meget enklere. Men det er også meget længe siden.
Erik Winther-Schmidt har i mange år arbejdet som udviklingsmedarbejder, primært for Danida
Kommentarer
Her er noget om at stille krav:
Læs om USA’s hurtige militære indsats på Haiti, som ikke først og fremmest gælder nødhjælp, men formentlig skal sikre en neoliberal plan indført – om nødvendigt med våbenmagt.
http://www.alternet.org/world/145647/more_pain_for…
Joeh, Helle
Danida har jo igennem tiden stået for en lang række af de værste fejlfix med udviklings-bistanden. Det er derfor med nogen skepsis, at man læser indlægget. Ikke mindst fordi man i DK for øjeblikket har store vanskeligheder med at støtte virksomheder, der ikke umiddelbart står i en positiv relation til de største danske virksomheders sikring af den eksport til udvikling, som Danida har været formidler af.
Der er faktisk ret mange eksempler, som aldrig når frem til offentligheden. Dén er som regel bekendt med den svært relative success af FL- Schmidt’s eksport o.lign. En lang række af muligheder er af samme årsag gået til udlandet. Og samtidig har udviklingslandene lært at gå direkte til og udenom de nationalt politisk besatte organisationer for at opnå resultater. Ikke mindst set i relation til bæredygtigt byggeri. Det kan der siges uendeligt meget mere om. Så hermed foreløbigt en begrundet skepsis med indlægget…
Med venlig hilsen
Afskaf EUs toldmure og landbrugsstøtten. Indfør rigtig konkurrence på produkterne og lad bønderne i den 3. verden komme til på vores markeder.
Hvis ikke vi indfører en eller anden verdenssocialismen men fastholder at den stærkeste magt er markedet kan vi ikke udvikle nogen der ikke kører på markedsvilkår.
Tænk på hvis vi i sin tid havde støttet Sovjetunionen - hvis f.eks. muslimerne den gang havde været vore fjender. Hvad havde vi fået for støtten? Mindre produktivitet, mindre frihed og intet marked. Resultatet havde nok ikke været bedre end det er i dag.
Jeg tror også vi må gentænke hvordan vi laver udvikling. Lande i krig kan få nødhjælp, den afrikanske union må stille med fredsbevarende styrker der hvor det er lykkedes at forhandle en fred, men vi skal ikke fortsætte med at sende vestlig bistand til de regimer der undertrykker befolkningerne. Vi kan lave lokale mikrolånsprojekter og lære folk hvordan de bygger f.eks. vedvarende energi eller andet. Uddannelse er vejen til udvikling.
Landesamarbejderne har jeg ligesom forfatteren ikke altid nemt ved at se resultaterne af.
Vi kan sandsynligvis ikke afgøre hvad god regeringsførelse er og hvilke instrumenter der skal til for at sikre en demokratisk udvikling i et land der har en helt anden kultur end vores egen.
Verden har brug for et stærkt Afrika. Der er et helt kontinent med mennesker der trænger til at deres liv får et perspektiv som bare kunne give en illusion af fremtid. Jeg har også medlidenhed med mennesker der lever i ekstrem fattigdom og elendighed, men vi kan ikke bare sende pengene og så løser det sig tror jeg.
Taenk, om vi ventede med at give bistanden, indtil landene kom til os og anmodede om hjaelp til at ivaerksaette projekter, som de selv havde formuleret. I stedet for at komme anmasende og naermest insistere paa at yde bistand paa grund af den hjemlige politiske dagsorden. Lad do landene selv bestemme. Vi opfoerer os som en forklaedt kolonialmagt. Uganda er et af Danidas yndlingslande. Det er Tanzania ogsaa. Med saa mange aars massiv bistand er det dog utroligt magre resultater, der kan fremvises. Lad os erkende det, som det er. Danmark yder ulandsbistand for vores egen skyld. Og den er en hellig ko i den hjemlige politik. Men den flytter ingenting der, hvor den gives. Det er derfor paa hoeje tid at stille spoergsmaalstegn ved, om vi skal blive ved med at smide danske skatteyderes penge vaek. Vi ynder endda at give bistanden til gamle engelske kolonier. Bistand til de saakaldte udviklingslande er en anakronisme nutildags. Desvaerre er det umuligt at nedlaegge utidsvarende institutioner. Det ser ud til, at naar de foerst er etableret, maa vi leve med dem, selv om de ikke leverer. Af indenrigspolitiske grunde. For nu har vi jo vores egen business at beskytte saasom den veletablerede danske velmenende hjaelpeindustri i form af bl.a. internationale loesarbejdere, NGOere etc. Luk butikken. Og taenk nye veje. Den gamle model har spillet fallit og der er brug for nytaenkning. For milliarderne ruller.