En af de ting, jeg beundrer ved Amnesty International, er den ildhu, hvormed organisationen bekæmper enhver slags vold imod kvinder. Tidligere fyldte problematikker som vold i hjemmet, voldtægter og sex-trafficking ikke meget på menneskerettighedernes agenda, og AI’s beslutning om at sætte fokus på sådanne sager var både modig, prisværdig og kontroversiel. Jeg har selv været glad for at holde foredrag i AI-regi, om kvinders rettigheder. Så meget desto mere forstemt er jeg nu over, at jeg må melde mig blandt de kritikere, som anklager AI for svigtende dømmekraft.
AI’s har begået den elementære og markante fejl at koble sit gode navn sammen med et individ, som offentligt har udtalt sin beundring for en islamistisk bevægelse, der forkaster kvinders rettigheder. Og AI har gjort det hele desto værre for sig selv ved at afskedige et medlem af sit internationale sekretariat, Gita Sahgal, fordi hun udtalte sin kritik af AI’s samarbejde med den tidligere Guantánamo-indsatte, Moazzam Begg. Siden han slap ud af lejren, har Begg været en ledende kraft i kampagnen imod Guatánamo. Han har skrevet en bog om sine erfaringer og har i tv og på radio udtrykt sin velformulerede fordømmelse af interneringssystemet. Han er desuden leder af en organisation kaldet Cageprisoners.
Sahgal benægter naturligvis ikke, at Begg og andre fanger blev udsat for grusom og uretmæssig behandling - tværtimod har hun konsekvent bekæmpet »den illegale tilbageholdelse og tortur af muslimske mænd i Guantánamo Bay og under den såkaldte Krig Mod Terror«.
Hvad hun derimod ikke kan bifalde er, at for nogle af hendes kolleger i AI er Begg »ikke blot offer for menneskeretskrænkelser, men tillige en markant forsvarer for menneskerettigheder«. Sahgal rejste denne problematik internt i organisationen, men spørgsmålet har stor principiel væsentlighed og fortjener at sættes under offentlig debat.
Mange eksempler
Tankegangen er omtrent som følger: En person, som er blevet offer for forfærdende menneskeretsovergreb, må nødvendigvis være imod, at tilsvarende overgreb begås imod andre. Det lyder besnærende logisk, men historien belærer os om, at sådan behøver det absolut ikke at være. Vor tids samvittighedsfanger kan, når de sættes fri, blive markante fortalere for menneskerettigheder - det er der mange eksempler på. Men de kan ligeså vel blive til morgendagens terrorismeapologeter - det er der også mange eksempler på.
Lad os vende tilbage til Begg. Medbringende kone og børn slog han sig i 2001 ned i Afghanistan, der på dette tidspunkt var under Talebans åg. Kvinder måtte snige sig langs husmurene iført burkaer og måtte påregne prygl, hvis en talebaner øjnede så meget som en centimeter hud. At tale med læger var dem forbudt, medmindre det foregik gennem en mandlig slægtning. Regimets rædsler er velbeskrevne, læs f.eks. Khaled Hosseinis Under en strålende sol.
I Beggs egen bog beskriver han, hvordan CIA afhørte ham for at finde ud af, hvorfor en ung mand fra Birmingham var udvandret til Afghanistan.
»Det var mit ønske at leve i en islamisk stat - en stat, som var befriet for den øvrige muslimske verdens korruption og despotisme,« svarede han. Og da de amerikanske forhørsledere udtrykte skepsis, beklagede han sig: »Jeg vidste, I ikke ville forstå. Taleban er det bedste, der er sket for Afghanistan.«
Beggs entusiasme for Taleban deltes af en anden britisk muslim, som ønskede selv at opleve regimet. »De var fantastiske mennesker. Deres kærlighed til Allah var så stor. De var blide, venlige og ydmyge over for muslimer og skånselsløse over for muslimernes fjender. Netop sådan bør en islamisk stat være.«
Behørig afstand, tak
Dette skudsmål stammer fra Omar Khyam, en mand, der nu afsoner en fængselsstraf på livstid for sin andel i et komplot om at bombesprænge butikscentret Bluewater og natdiskoteket Ministry of Sound (sidstnævnte var udtrykkeligt udvalgt, fordi det ville være fyldt med »tøjter, der morede sig«). Khyam kan man også møde på Cageprisoners webside, som angiveligt »alene er oprettet for at udbrede det offentlige kendskab til de fanger, som tilbageholdes i Guantánamo Bay og andre steder som led i krigen mod terror«. Og han er i godt selskab. Webstedet oplyser selv, at det også sponseres af Abu Qatada, som en spansk dommer engang betegnede som »Osama bin Ladens ambassadør i Europa«, og af den berygtede hadprædikant, Abu Hamza.
AI afviser nu »enhver antydning af, at organisationens samarbejde med grupper eller enkeltpersoner skulle påvirke vores indsats til fordel for ofre for religiøst motiverede overgreb«.
Men det er slet ikke det, som AI bebrejdes. Hvad der bekymrer kritikerne er, at Amnestys navn bliver brugt som platform og legitimationsgrundlag for ideologiske bestræbelser, som er i direkte modstrid med menneskerettighedernes kerneværdier. Qatada, Hamza og Khyam er ikke samvittighedsfanger, og Taleban er ikke bare en smule vildledte, når det gælder kvinderettigheder. Amnesty International bør overveje, hvad dets ry kan holde til - og holde en behørig afstand.
Joan Smith er engelsk romanforfatter og journalist. Hun er tidligere leder af engelsk Pens Writers in Prison Committee
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer