Opslag til denne artikel

Emneord:beskæftigelsespolitik, kultur , liberalisme, ligestilling
Personer:Inger Støjberg
Steder:Danmark

Det meste af mit liv har jeg kendt Inger Støjberg. Hun er nogle år ældre end mig, så hun har ikke kendt mig, men vi har gået på den samme skole og på det samme gymnasium, og som resten af Salling og Mors har jeg fulgt hendes karriere tæt som en dokusoap. Inger, der allerede i efterskoletiden var overbevist venstrekvinde og politisk aktiv. På gymnasiet, hvor hun som elevrådsformand væltede de røde fra Operation Dagsværk og splittede gymnasiet i to med sin egen ’operation’. Fra valgplakaterne op til amtsrådsvalg, fra hun var 20 og til Folketingsvalg, hvor hun var blevet en erfaren politiker midt i 20’erne. På torvet i Skive og gågaden i Nykøbing Mors. Inger Støjberg er én af vores, hvad enten man kan lide hendes politik eller ej. Men det kan de fleste derfra, hvor vi kommer. Da jeg fortalte min mor om interviewet, reagerede hun, som om det var Obama, jeg havde fået en aftale med, og hendes første indskydelse var »Åh nej. Nu er det ikke noget med, at du skal prøve at gå efter hendes person eller spille kritisk journalist over for hende.« Inger Støjberg har så stærke ben i næsen, at de er brugt til bærende dele af Sallingsundbroen, siges det, og derfra hvor vi kommer, kan vi godt lide ben i næsen.

Jeg er aldrig nervøs, når jeg skal interviewe. Om det er rockstjerner, forfatterkrukker, narkomaner eller ministre – jeg bliver aldrig nervøs, og hvis jeg skulle mærke den mindste flig af ængstelse, tænker jeg som regel bare på det sted, jeg kommer fra, og dem jeg er vokset op med. Jeg tænker på ham, der blæste alle sine hamstere op med en kompressor, jeg tænker på Søren Hønerøv fra hallen og Aage Damerøv fra skoven, på toptunede knallerter, på slåskampene til byfesten, på oppustede døde grise i sommerens grøfter og på de bank, jeg har fået for at have langt hår, svare igen eller ’danse moderne’. Jeg tænker på Neger Alex, Ghetto Jan, Økse Kenneth og Skuffe Klaus, der ville slå én ihjel i det sekund, man fik øjenkontakt med dem. Jeg prøver at genkalde mig deres ansigter og tænker, ’nå ja, jeg har mødt underlige mennesker før i mit liv’, og så forsvinder den nervøsitet, der måtte være.

Men taktikken virker ikke med ligestillings- og beskæftigelsesminister Inger Støjberg. Hun er vokset op syv kilometer fra mine forældres gård. Hun har den samme baggrund og den samme referenceramme, så jeg får intet ud af at tænke på mit ophav – tværtimod viser det sig, og da jeg træder ind på hendes kontor til vores første aftale er jeg rystende nervøs. Bogstaveligt talt – jeg ryster.

Hjemmefra

Måske i håb om, det kunne berolige mig og gøre Inger Støjberg mere usikker, konfronterer jeg hende som noget af det første med vores fælles ophav. Det har den modsatte effekt. For Inger Støjberg er ikke på flugt fra et ophav – hun er sit ophav: »Jeg har aldrig følt mig som en bondepige herovre,« siger hun på jysk.

»For mig betyder det, at jeg har et meget solidt fundament at stå på, når jeg går ind på Christiansborg. Det handler om at stå ved, hvor man kommer fra, og være stolt af det. Turde forsvare det. Og jeg er glad for det, jeg kommer fra.«

Inger Støjberg er vokset op på en gård ved en samling huse nord for Skive. Hendes forældre er aktive foreningsmennesker og forsamlingshuset, hallen, Venstre, Liberalt Oplysningsforbund og diverse landbrugsorganisationer har været omdrejningspunkter for familien hele hendes liv.

»Jeg kommer ud af en selvstændighedskultur, kan man sige. Jeg har altid haft helt frie rammer, og det betyder også, at det aldrig har været et spørgsmål for mig, hvor jeg stod politisk. Jeg har grundlæggende altid været Venstre.«

Bag hendes skrivebord med udsigt over til Christiansborg, hænger et billede af Grundt­vig. Billedet har fulgt hende, siden hun sad i amtsrådet og var en del af hendes første rigtige løn som redaktør af Viborg Bladet. Hun er vokset ud af den grundtvigianske del af venstre, forklarer hun.

»Det betyder, at der er plads til rummelighed, og at der er en ægte liberal tilgang til dagligdagen, og så er det et meget aktivt miljø, hvor man tager del og ansvar i det lokale og sociale liv – det betyder også meget for mig.«

 Stigninger

Man skulle tro, at en liberal politiker ville have svært ved at provokere med sine ideologier efter ni år med en borgerlig-liberal regering, men allerede dagen efter Inger Støjbergs ministertiltrædelsestale sidste forår opstod der heftig debat.

»Jeg sagde to ting ved min tiltrædelse som minister, som kunne opfattes politisk. Jeg sagde, én arbejdsløs, er en arbejdsløs for meget, og så forklarede jeg, at det går godt med ligestillingen i Danmark, men at vi må sætte særligt fokus på indvandrerkvindernes frihed. Den slags ytringer er der en del, der ikke har været helt tilfredse med, men det synes jeg sådan set kun er sundt og godt. Selv om man er et regeringsparti, skal man stadig være med til at udvikle politik og sætte en retning. Vi må aldrig blive systembevarende i Venstre – ja, det ser jeg egentlig som en stor opgave for enhver regering uanset, hvilken farve den har.«

– Hvordan viser de visioner sig i beskæftigel­sespolitikken?

»Lad mig tegne et billede af, hvor vi står: Beskæftigelsesproblemerne lige nu, er som en tur op af Alpe d’Huez. Nu skal man passe på med cykelmetaforer i disse dage, men jeg brugte altså metaforen allerede ved min tiltrædelse, og det er altså en tur op af Alpe d’Huez, vi skal i gang med,« begynder hun.

»Ledigheden vil blive ved med at stige i år og formentlig også et stykke ind i 2011. Hele turen op ad bjerget kommer i den grad til at trække tænder ud, så det er utrolig vigtigt, at maskinen er i orden,« hun stopper sig selv.

»Eller cyklen. Ja, cyklen er i orden – det er nok bedre. Der skal smøres på tandhjulene, så man kommer op på toppen i ordentlig stand, og derfor har jeg har lavet en gigantisk ungesatsning, som giver den bedst tænkelige hjælp til at komme i job, hvis man bliver arbejdsløs. For vi ved, at har man været ungdomsarbejdsløs, så bliver det svært at være på arbejdsmarkedet resten af livet, og vi ved, at når ledighedskurven knækker, kommer vi til at mangle hænder. Det bliver min helt store udfordring. Det er den ene helt store stigning,« siger hun og trækker vejret dybt.

»Den anden store forhindring er en ny kurve, der er begyndt: langtidsledigheden, og særligt de ufaglærte og indvandrerne er sårbare her. Den gode nyhed er, at indvandrerne i mindre grad bliver afskediget, end jeg havde frygtet, men bliver de først afskediget, har de størst risiko for at blive langtidsledige. Derfor er jeg på vej rundt i hele landet og tale med folk, der arbejder med de her ting, for at samle inspiration til en langtidsledighedsplan, der kommer i løbet af foråret.«

– Hvad kunne man forestille sig at gøre?

»Jeg tror, det er vigtigt at sætte ind med uddannelse der, hvor det er nødvendigt. Men selv om fagbevægelsen gerne ville, har vi ikke ressourcer til at sende alle ledige på skolebænken med dagpenge, så jeg er i gang med at finde ud af, hvor vi kan sætte ind og hjælpe lige præcis dem, der har allermest behov – og det er for mig at se de ufaglærte og indvandrerne, og nogle gange lapper de grupper også over hinanden.«

– Kommer vi til at skulle acceptere, at nogen vil stå uden for arbejdsmarkedet uden anden forklaring end, at de ikke kan finde noget job.

»Vi skal aldrig acceptere, at vi lader folk i stikken. Tværtimod handler beskæftigelsespolitik om at vise, at alle er noget værd, og alle har en værdi for samfundet. Derfor skal man også turde at stille krav til mennesker.«

– Ser du det primært som en hjælp for samfundet eller en hjælp for de mennesker, der bliver ramt?

»Det synes jeg ikke man kan skille ad, men det vigtigste for mig er mennesker. Det er utrolig vigtigt, vi ikke lader folk stå på perronen, mens toget kører. Der har været en berøringsangst over at stille krav til folk, og for mig er det er et rigtig godt signal at sende til folk, at samfundet forventer noget af dem – at vi regner med dem, og regner med de kan. Hvis man vil modtage ydelser fra staten, så skal man også give noget tilbage, hvis du på nogen måde har en mulighed.«

– Har det tidligere været for let at være arbejdsløs?

»Nej, jeg føler med dem, der mister deres job. Det er en kæmpe belastning for én selv og for familien. Langt, langt, langt de fleste vil gerne arbejde, og det er ikke nævneværdigt at tale om dem, der ønsker at slippe udenom. Derfor er jeg ikke bange for at stille krav. Man er med til at skabe et tabersamfund, hvis man ikke vil stille krav. Til børnene, til indvandrerne eller til den arbejdsløse. Alle skal vide, at de kan bruges.«

Ligestillingspatent

Også på ligestillingsområdet har Inger Støjberg mødt modstand på sine udmeldinger. Særligt har kvindeorganisationer som Kvinfo og Selskabet for Ligestilling været i oprør over, at hendes fokus ikke vil være på dagsordener som barselsordninger, ligeløn, og at hun blankt har afvist enhver form for kønskvotering. I stedet fremhæver Inger Støjberg igen og igen indvandrerkvindernes forhold og voldsramte kvinder, som et fokuspunkt.

»Venstrefløjen og den gamle feministbevægelse tror, de har patent på, hvad ligestilling skal være, men hvis du ser på de kvinder, der kæmpede for kvinderettigheder tilbage i slutningen af 1800-tallet, så var det liberale kvinder, og jeg ser en lige linje fra dem til mig. De kæmpede for lige muligheder og lige rettigheder, og det samme kæmper jeg for i dag. Jeg mener store dele af venstrefløjen og den gamle kvindebevægelse har svigtet fatalt på ligestillingsspørgsmålet. De fører li­ge­stil­lings­politik for dem, der ligner dem selv – de hvide og de veluddannede. De er også meget lettere at blive enige med og meget nemmere at forholde sig til, men de har ikke turdet tage debatten, der hvor det gør ondt.«

– Mener du, ligestillingsproblemerne blandt de kvinder er løst i Danmark?

»Jeg er ikke blind over for uligheder mellem kønnene, men jeg har fået spørgsmål om, hvordan det kan være, at kvinder skal betale mere for at få renset skjorter end mænd, og hvorfor det koster penge for mænd at komme ind på nogle diskoteker, der er gratis for kvinder. Det kan godt være, at det er spørgsmål, der fylder meget for nogen, men som minister må jeg fokusere og sige, der er store problemer, og der er små problemer, og så tror jeg ærlig talt nok, vi skal komme over de små problemer. Ligestillingspolitikken har været alt for ufokuseret.«

– Hvad er så dine fokuspunkter?

»Indvandrerkvinderne er ikke ude på arbejdsmarkedet – generelt har vi en beskæftigelsesprocent på 71 procent, men den er kun 56 for kvinder med en baggrund fra et ikkevestligt land. Samtidig ved vi, at der er for mange indvandrerkvinder, der er underlagt social kontrol, og at halvdelen af de kvinder, der dukker op på landets krisecentre, har indvandrerbaggrund, så der er så mange indikatorer på, at det er de kvinder, der er taberne i ligestillingsdebatten. Derfor er det mit fokuspunkt nummer et.«

– Hvordan ved du, at disse kvinder ikke selv føler sig frigjorte?

»Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange indvandrerkvinder, der bliver hjemme og bærer tørklæde helt frivilligt. Slet ikke. Det er ikke det, at man vælger at gå med tørklæde, jeg sætte mig op imod. Jeg er helt ligeglad med, hvad folk vælger – jeg vil bare have, de vælger i frihed. Men for mig er tørklædet et kvindeundertrykkende symbol.«

– Det kan det jo godt være for dig, uden at være det for andre?

»Ja, men for mig er det et undertrykkende symbol, der siger, at manden og kvinden ikke er lige.«

– Kan det ikke blive et problem at føre politik på den baggrund?

»Jo, det er også derfor, jeg siger, at folk må vælge, hvad de vil – bare de vælger i frihed. Men værdipolitik er ekstremt vigtigt. Det er ekstremt vigtigt, at vi sender nogle signaler om, hvad det er for et samfund, vi lever i. Derfor siger jeg: Folk må vælge, hvad de vil – bare de gør det i frihed.«

– Hvordan forestiller du dig, at kunne gøre noget ved det som minister?

»Man kan ikke lovgive sig ud af det her. Det her er værdipolitik, og det kommer til at tage rigtig lang tid. Jeg har sat en stor rettighedskampagne i gang målrettet indvandrerkvinder, og her taler vi om rettigheder, der for os, der er vokset op med en dansk kultur, er helt basale: Retten til at bestemme over sin egen krop, retten til at have sin egen lønkonto, retten til at se sine børn, hvis man bliver skilt – alle de ting, der er helt almindelig for os, men som desværre bare ikke er det i mange indvandrermiljøer. Det er den bane, jeg vil fortsætte ud af.«

– Men vil du med det her fokusområde mene, at de hvide kvinder i Danmark ikke har problemer, der er værd at tage hånd om?

»Nej, slet ikke. For eksempel synes jeg, vold i nære relationer er én af de ting, vi må være meget opmærksomme på. 28.000 kvinder har været udsat for vold i nære relationer og 18.000 af dem er unge – det kan vi ikke acceptere. Og så er der stadig for få kvinder på ledende bestyrelsesposter, så jeg er konstant i dialog med virksomheder om mulighederne for at få kvinder ind i ledende stillinger. Jeg er sammen med Økonomi- og Erhvervsministeren i gang med at lave en værktøjskasse, der skal gøre det lettere for firmaer at arbejde med lønpakker målrettet kvinders behov, som er anderledes end mændenes og så videre. Jeg har naturligvis en stor forpligtelse til at levere på den her dagsorden, når jeg har meldt så skråsikkert ud, at der ikke kommer noget kvotesystem, mens jeg er minister.«

– Har du selv oplevet nogen særstatus ved at være kvinde på vej mod toppen?

»Nej.«

– Du har aldrig tænkt på dig selv som kvinde i en mandeverden?

»Nej, jeg har tænkt på mig selv som mig selv. Sådan må det også være. Det er ikke kromosomer, der skal afgøre, hvem der får et job – det er kvalifikationer.«