DET MÅ VÆRE en vanskelig opgave i Danmark at opspore nogen, som ønsker at indskrænke ytringsfriheden. Mange mener, at man burde tale pænere til hinanden her til lands, og at debatten havde gavn af, at nogen tillod sig selv den luksus at tænke før de taler. Men det er noget andet. Vanskeligt er det også at finde nogen, som i juridisk forstand føler denne ret til at ytre sig begrænset og trådt under fode. I Danmark er der frihed til at sludre og vrøvle, forhåne og latterliggøre, og denne ret bliver brugt i rigelig udstrækning. Men ud over nogle imamer og rettroende muslimer, som mener, at det skal forbydes at forhåne deres profet, så er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved denne grundlovssikrede fundamentale frihedsrettighed. Ikke desto mindre er der nu i Danmark hele tre foreninger, der kæmper for den. Torsdag så den seneste forening dagens lys. Fri Debat, hedder den. Fine folk som forfatteren Frederik Stjernfelt, chefjuristen Jacob Mchangama og højskoleforstanderen Thue Kjærhuus har valgt heroisk at tage kampen op og vil nu sætte alt ind for at sikre den frie debat i Danmark - censuren må fjernes.
Det vigtigste indsatsområde for foreningen bliver at få fjernet racismeparagraffen og blasfemiparagraffen fra straffeloven. Nu skal det være. Selv om disse paragraffer yderst sjældent tages i anvendelse - var der noget med Trille og Guds øje i det høje? - så er det tilsyneladende en uhyre vigtig sag, som den nye forening nu vil tage fat på. En monumental uretfærdighed, som har kuet danskerne alt for længe, får man en fornemmelse af.
UD OVER DEN nystiftede Fri Debat, så kæmper PEN-klubben, som er den ældste, og Trykkefrihedsselskabet, med den bramfrie Lars Hedegaard i spidsen, for ytringsfrihed. Når de mange ytringsivrige herrer ikke slår sig sammen i en stor fælles hyggeklub, så er det fordi de ikke kan være i stue sammen. Trist er det, at denne vigtige kamp for ytringsfrihed er ramt af en fraktionsdannelse af et hidtil uset omfang. Mindelser fra venstrefløjen i de gode gamle dage står i kø.
Splittelsen blandt de stolte frihedskæmpere begyndte da Lars Hedegaard, der i sig selv er et levende bevis på, at man kan sige hvad som helst i Danmark, søgte om optagelse i PEN. Det fik han nej til, hvorefter han dannede sin egen klub, Trykkefrihedsselskabet, som først og fremmest har følt sig kaldet til at kæmpe mod formørkede muslimers forsøg på at sætte grænser for ytringer. Selskabet inviterede endog den hollandske provokatør Geert Wilders til Danmark, som har udmærket sig ved at ville forbyde en bog - nemlig Koranen.
Trykkefrihedsselskabet havde gyldne år i kølvandet på Muhammed-krisen, her kunne alle enes om, at religiøse hensyn ikke skal sættes over friheden til at ytre sig. Da især Lars Hedegaard blev stadig mere skinger i sine angreb på eksempelvis muslimske fædre med påstande om, at de voldtager deres døtre sådan over en kam, så blev det for meget for flere af selskabets medlemmer, som meldte sig ud - deriblandt CEPOS chefjurist Mchangama og højskoleforstander Kjærhuus. Ironisk nok har denne type selskaber det mest med at diskutere, hvem der ikke må ytre sig.
KONKLUSIONEN FOR initiativtagerne bag Fri Debat er, at PEN er for venstresnoet og Trykkefrihedsselskabet for højresnoet, derfor skal der nu kæmpes for den ægte upolitiske ytringsfrihed - i et lukket selskab, hvor forfattere, debattører og journalister kan debattere frit - helt og aldeles frit. Studerer man Fri Debats teser - for sådan nogen har de - og skræller man den svulstige - men frie - ordflom fra, er der kampen mod racismeparagraffen og blasfemiparagraffen tilbage - god kamp ønskes herfra.
Eller skulle man snarere sige: Få jer dog et liv. Find dog en mere ædel sag at kæmpe for. Tag til Haiti eller Afghanistan og gør lidt nytte, livet er da for kort til at spilde på to bedagede paragraffer, som det ikke gør nogen forskel om de står i straffeloven eller ej.
Hvis det virkelig handler om fri debat, som klubbens navn antyder, så eksisterer der andre og større trusler mod debatten, der er værd at diskutere. De er af mere strukturel karakter - det kunne være mediemarkedet, som styres af store kapitalkoncentrationer, at en stadig større gruppe i samfundet hverken læser eller forstår, hvad der skrives i medierne. Det kunne være den accelererende lukkethed i offentlige institutioner, der betyder, at ingen tør ytre sig af frygt for at miste deres job. Det kunne være politiets og efterretningstjenestens muligheder for at aflytte i hemmelighed og uden dommerkendelse - både forfattere og journalister og alle mulige andre. Det er en trussel mod alle frihedsrettigheder.
Mistanken er, at alle tre foreninger, Hedegaard, Stjernfelt og Mchangama i grunden helst vil diskutere islam og muslimsk indflydelse på dansk kultur og lovgivning. Så gør dog det. En debat, som tilsyneladende næsten er uden ende. Bare kom i gang.
Kommentarer
Som jeg husker det, fik Lars Hedegaard ikke nej, da han søgte om optagelse i PEN. Han trak selv sin ansøgning tilbage, da bestyrelsen ikke kunne blive enig og måtte sende spørgsmålet videre til næste generalforsamling.
Blasfemi forbindes ofte med religiøse opfattelser og med sproglige ytringer, dvs. at mange er afskåret fra debatten eller kan blive anklaget af et kristeligt indgreb i dansk lovgivnng, selv om de ingen trosbekendelse har.
Et sidestykke er da også forfølgelse af politiske partier, navnlig afvigende mindretal eller eksempelvis Forbundsregeringens forbud mod offentlig tilkendegivelse med nazistiske symboler, der vel kommer nærmest den danske blasfemisparagrafs anvendelse i 1938. Blasfemi fungerer bedst som et moralsk memento fra børneværelset: Tal ordentligt til andre! (underforstået: ikke bare til troende medlemmer af en menighed).
Det er stadig ikke rimeligt bare at gentage i en uendelighed, at Wilders vil forbyde Koranen - selv om han har sagt det!
Da diskussionen drejer sig om ytringsfrihed kan man ikke bare se bort fra, at Wilders går ind for ophævelsen af det hollandske forbud mod hate speech. Det er uhæderligt helt at se bort fra, at hans ønske om forbud mod Koranen i det mindste KAN ses i den sammenhæng, at hvis Mein Kampf skal være forbudt, så skal Koranen også være det - MEN det skal ingen af dem være!
Også Churchill så Mein Kampf som: “…the new Koran of faith and war: turgid ( svulstig), verbose (vidtløftig), shapeless (formløs), but pregnant with its message”.
En god artikel om ytringsfrihed. Prisen vi betaler for ytringsfrihed er at den anvendes til politiske formål. Men det er absolut det værd og vi blot husker på, at alle indskrænkninger af ytringsfriheden i bund og grund handler om kontrol over befolkningen og de svage.
Vi må karikere muslimernes allerhelligeste og udskælde deres mindste forseelser, mens vores egne kristne idealer med barnehor i præsterummene går uanfægtet hen. De tusind år gamle karikaturer af hedninge som berider djælven eller jøder med krogede næser burde jo afstedkomme en artikel som beskriver karikaturer som funktion af samfundsynet på de svage - men den artikel lader vente på sig.
Jeg giver artikelforfatteren ret - lad os åbne sluserne for ytringsfriheden, så vi frit kan diskutere de ting som er væsentlige - også selvom vi må finde os i at politiske bagmænd med umenneskelige dagsorden anvender den selvsamme frihed til at undertrykke befolkningen.
En oplyst befolkning med fuld ytringsfrihed vil træffe de rigtige valg. Tilbage er bagmændene, magthaverne, som ikke ønsker at oplyse befolkningen mere end højst nødvendig. De ved også at viden er magt, men de vil anvende den til at forgylde deres eget liv - på befolkningens bekostning. Dagsordner skjules, ansatte får mundkurve på, rige får lukkede retsdøre.
Lad os nedbryde alle forhindringer for fri ytringsfrihed - også når den skader virksomhederne og magthavernes politiske dagsorden.
Også under besættelsen ytrede man sig frit, men følgerne kan være forskellige. Betragter man sig som “frihedskæmper” findes nogle modstandere, og man må stille sig som f.eks. Lars Hedegaard, der med sin enorme viden om islam, har fundet ud af, at Koranen foreskriver, at kvinden skal være uberørt, indtil hun giftes, men forinden, påstår han, har været misbrugt af sin far, ganske logisk! Har han læst Koranen, har han altså kunnet forudse reaktionerne på en tegning af selvmordsbomberen, og det er egentlig et interessant udgangpunkt for Trykkefrihedsselskabets korstog.
Jeg tror der er nogen som har glemt hvorfor vi har ytringsfrihed. Ytringsfrihed har vi, fordi vi skal kunne kalde statsministeren og andre politiske ledere til orden, diskutere politiske ting åbent og frit. Vi skal også frit kunne debattere en forsvarsministers gøren og laden - uden at være bange for, at stats-magten kommer og tager os (og sætter os i fængsel).
Aldrig har det været meningen, at ytringsfriheden skulle bruges til at mene, at en gruppe vil undertrykke den…
Denne kommentar er anbefalet af:
Præcis, Karsten. Ytringsfrihed handler om beskyttelse mod statsmagten.
Pointen er stadigvæk (og det synes nogen at have glemt totalt) at ytringsfriheden opstod fordi stats-magten ikke brød sig om at blive set i kortene, kongen brød sig skam ej om at blive kritiseret (man kan vist stadig i teorien dømmes for fornærmelse af majestæten?). Ej heller brød statsmagten sig om at nogen mente, at demokrati skulle indføres, eller at styreformen skulle være en anden.
Ytringsfrihed har vi ganske enkelt, fordi vi skal kunne sige, at Søren Gade bør gå af, diskutere om Søren Gades spin-doktor skal gå af eller ej. Eller diskutere Løkkes bilagsrod eller om Birthe Rønn har vildledt Folketinget eller ej. Også almindelige mennesker skal kunne diskutere dette - uden at være bange for at statsmagten kommer og banker på døren og sætter dem i fængsel for at udtale at de mener, at Søren Gade er en nar eller at Lars Løkke er en klovn.
Meningen med min sidste sætning er at påpege, at visse grupper ønsker at råbe, at ytringsfriheden er i fare, bl.a. ved at henvise til at visse grupper (måske) vil indskræke ytringsfriheden. Her vil jeg gerne blot påpege, at ingen forhindrerede KW i at udgive sin tegning, ingen forhindrede Lars Hedegaard i at komme med sine udtalelser. Eller andre personer i at komme med udtalelser om visse grupper.
Når de her grupper siger noget, synes det mig som om de slet ikke er indstillet på, at de kan blive modsagt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Bedste artikel jeg har læst længe her. Tak for det! Gud, hvor kan folk være latterlige og opblæste. Og alle rundt i for små sko, Trykke, trykke…
Copy-cats: Stjernfeldt, Mchangama og Kjærhuus - og Hedegaard og kumpaner er helt bagefter tiden. Jacob Haugaard og venner gennemførte mediestuntet får årtier siden. Varme pølser, el-kogekedler til pensionister og medvind på cykelstierne endte med at udstille den såkaldt politiske kamp i medierne som det den er: En kamp mellem folk som vil frem i livet: »Og for hvem ambitionerne ikke er politiske på landets vegne, men er private karriereambitioner. Ligesom man i en virksomhed gerne vil være direktør, så vil Helle Thorning-Schmidt gerne være statsminister«. citat af Carsten Jensen i politiken.dk.
Stjernfeldt, Mchangama og Kjærhuus - og Hedegaard har jo - som Winther tydeligt peger på - ingen væsentlige budskaber, men det formår overbetalte understimulerede deadlinetruede dovne journalister ikke forholde sig til. De har bare ikke nok i deres personlige position og gage, og søger at surfe på en kvalmende mediebølge.
Tak til Bent Winther for dette skarpe peg ind i virkelighedens ulækreste selvfede og selvoptagede afkroge.
Denne kommentar er anbefalet af:
god artikel,
I Danmark er det svært at få øje på den store fare for juridiske indskrænkninger af ytringsfriheden akkurat nu.
Man risikerer ganske vist at bliver overfaldet af en øksemand hvis man har tegnet noget, der opfattes som blasfemisk, men det må nok tilskrives enkelte galninges værk, og ikke en generel folkestemning eller motivation hos muslimer.
Lad os alligevel ikke se bort fra udviklingen i Irland og England, hvor blasfemi er forbudt. Som i Middelalderen og mellemøsten. OIC, FN, EU, Pavestolen og mange andre kræfter kæmper for et globalt forbud mod krænkelse af religiøse figurer og “alt der holdes helligt”.
Man kan indvende at det ikke har nogen praktisk effekt. Men hov: “Life of Brian” var forbudt en periode i Norge - i henhold til den daværende blasfemiparagraf. I Danmark mistede Jens Jørgen Thorsen statsstøtten. Jeg tror vi vil se et stigende antal retskrav i fremtiden som kræver religioner beskyttet - bare et gæt!
Jeg mener derfor hverken at debatten er slut eller overflødig - men nok overdrevet på dansk jord. Der er faktisk stadig brug for nuancerede indlæg. Hvor går grænsen mellem racisme, blasfemi, idioti og saglig religionskritik, f.eks.?
Alt, hvad der kan siges, siges.
Ytringsfriheden er gået over gevind, fordi ingen hører efter, eller hører det, som man gerne vil høre. Også kendt i reklamebranchen. Grundlaget for mediernes angreb på demokratiet - overlevelse i forbrugersamfundet.