Mens præsident Obama med besvær forsøger at kæmpe sig ud af skyggen fra Guantanamo, kan jeg som naiv betragter af verdenspolitikkens mysterier ikke slippe det foregående årti af tankerne; tanker der fylder mig med både afsky og forundring. Afsky over den politik den vestlige verden har ført i demokratiets navn - uretfærdig krig, sofistisk legitimeret tortur, undergravning af basale borgerrettigheder ( ‘24-årsreglen’, ‘Lømmelpakken’), o.s.v., o.s.v. Forundring over den totale mangel på bred, folkelig protest mod denne politik. For man lytter her to fejlslåede krige og et fejlslået integrationsprojekt senere stadig forgæves efter et rungende: hvad sagde vi! Måske fordi der aldrig var nogen, der sagde noget. Men hvem burde have protesteret? Man kan i hvert fald tage fat på tre grupper, der har svigtet deres kritiske rolle: Kunstnerne, medierne og venstrefløjen.

Der har været en del modstand mod den ovennævnte politik blandt kunstnere, men ud fra en samlet betragtning har den været spredt og ret tandløs. Måske går kunstnerisk modstand mod for eksempel tortur in and out of style - i modsætning til torturen selv, der altid er på mode. Måske kan den vakte patos vanskeligt veksles til handling. Som Vonnegut skrev, kan kunsten ændre lige så meget på verdens uretfærdigheder som en vaffelis kastet fra en trappestige. Lad mig derfor haste videre til medierne, den såkaldt fjerde statsmagt.

Venstrepressens død

Mediernes svigt af deres kritiske rolle har været noget nær total. Det er en international tendens, men det har stået særdeles slemt til i Danmark. I modsætning til f.eks. USA, hvor man stadig har det gamle arbejderblad the Nation eller i England the Guardian, er den venstreorienterede presse i Danmark død. Derfor er det også kun gennem læserbreve og kommentarer, at man kan støde på klar venstreorienteret argumentation. I avisernes ledere og analyser leder man forgæves efter andet end den liberalt-borgerlige tankegang (med en enkelt hæderkronet undtagelse, Informations egen Georg Metz). Vi er således endt med medier, der i forhold til for eksempel terrorproblemet er blevet meget lig de militære efterretningstjenester, hvis rolle er at diagnosticere sig frem til et korrekt trusselsbillede (i øjeblikket er der for eksempel ifølge The Economist fare på færde i Yemen). Noget ønske om at analysere sig frem til dybereliggende politiske, sociale og historiske årsager til terrorisme har efterretningstjenesterne naturligt nok ikke, men at medierne frivilligt vedbliver på samme analyseniveau er en kilde til undren. Men måske er det ikke mediernes rolle at føre politik, måske skal vi kigge på venstrefløjen?

Mere demokrati

Det er sandelig ikke noget kønt syn ude på venstrefløjen. Med hensyn til den akademiske venstrefløj, så blev den på trods af i årtier at have distanceret sig fra østblokkens regimer brudt ned sammen med Berlinmuren. Frem af murbrokkerne voksede en generation af nihilistiske Foucaultianere - i deres jagt på et decentralt magtbegreb forsvandt magten helt ud af syne for disse tænkere. I år 2001 var både mennesket og staten for længst forvist til samme gravplads som Gud. Dette var også en tid hvor gode gammeldags højredominerede nationalstater påbegyndte et godt gammeldags imperialistisk røvertogt i den tredje verden. Men den akademiske mode er løbet fra den slags banale genfærd, og hvad er der så tilbage? En populist som Søvndal, fra et SF der mistede sjælen, da de indgik kontrakt med DF om at forsvare 24-årsreglen, og som nu løber om kap med Pia Kjærsgaard om at nedgøre en religiøs minoritet, som bestemt ikke mangler skælud i mediebilledet.

Den sørgelige konklusion må være, at den traditionelle kritiske offentlighed har spillet fallit. Og et demokrati uden kritisk selvregulering er ikke en tilstrækkelig betingelse for retfærdig politik. Dette gælder ikke bare i pseudodemokratier, for det er netop med oprindelse i fuldblods, vestlige demokratier som de skandinaviske, hollandske og amerikanske, at nogle af det foregående årtis værste uretfærdigheder er begået. Disse uretfærdigheder bliver forstørret så meget mere, fordi vi kunne forvente bedre af disse stater og befolkninger - af os selv!

Løsningen på demokratiets problemer vedbliver at være mere demokrati. Men det vil kræve et radikaliseret, direkte demokrati, hvis vi skal komme ud af de nuværende magthaveres vold og ind i en ny og mere menneskeværdig fremtid.

Martin Mose Bentzen er ekstern lektor, Roskilde Universitet