Økonomisk vækst i den private sektor er kuren, som skal løse Afrikas og resten af udviklingslandenes problemer, mens behovet for investeringer i uddannelse og sundhed kraftigt nedtones. Sådan kan man opsummere det første fortrolige udkast til en ‘Ny dansk udviklingspolitik’, som Information er i besiddelse af.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) satte sidste år gang i et ‘ti-års eftersyn’ af dansk bistandspolitik, og dokumentet er et udkast, udsendt i en meget begrænset høring, til det der skal fremtidssikre dansk udviklingspolitik.
Ifølge flere bistandseksperter, som Information har vist udkastet, lægger det op til et decideret opgør med bærepiller i dansk bistand som det sociale fokus på sundhed, uddannelse og fattigdomsbekæmpelse:
»Det dokument lægger op til et klart paradigmeskifte i den danske bistandspolitik,« siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Frans Mikael Jansen.
»Det paradigmeskifte, man laver, er til en ensidig fokusering på privatsektordrevet økonomisk vækst. Men der er masser af eksempler på, at hvis væksten sker i de forkerte sektorer, bliver det spild af bistand, der ikke bekæmper fattigdom og i værste fald får den modsatte effekt,« siger Frans Mikael Jansen, der bakkes op af generalsekretær i IBIS Vagn Bertelsen. »Der er selvfølgelig brug for vækst i u-landene. Men bistandsmidlerne skal bruges til tiltag, der er fattigdomsorienterede og skal ikke erstatte det, som markedskræfterne selv kan klare. Det er uklart, om det vil ske med de nuværende formuleringer,« siger Vagn Bertelsen.
Insistere på privatsektor
Regeringen blev sidste år kritiseret kraftigt for at misbruge sit mandat fra den Fogh-nedsatte Afrika-kommission til at omlægge det danske udviklingsfokus til bistand til den private sektor. Regeringen hævdede at operere på kommissionens anbefalinger, men medlemmer af kommissionen påpegede, at de fra starten udelukkende havde haft mandat fra regeringen til at komme med anbefalinger til den private sektor.
Efter kommissionens rapport øgede regeringen bistanden til den afrikanske privatsektor med otte milliarder kroner frem mod 2014, på trods af at en række førende eksperter har kritiseret erhvervsbistanden hårdt for at mangle dokumenteret effekt og for at være mere til gavn for danske selskaber end for selskaber i udviklingslandene.
Herudover kritiseres den erhvervsorienterede bistand for reelt ikke at bekæmpe fattigdom, fordi den typisk aldrig når de fattigste, hvilket er et bærende princip for dansk udviklingsbistand.
Alligevel vægtes privatsektorstøtten endnu en gang markant i udkastet til en ny dansk udviklingspolitik. Og det er et problem, mener seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Steen Folke.
»En ting er at sige, at der skal være økonomisk vækst og beskæftigelse. Det er svært at være uenig i. Men noget andet er at sige, at det med djævelens vold og magt skal være privatsektordrevet,« siger han og vender sig særligt mod formuleringer i udkastet som, at »Danmark vil insistere på, at udviklingslandenes regeringer gennemfører de nødvendige reformer for privatsektordrevet økonomisk vækst«, og at »økonomisk vækst, der er holdbar også på lang sigt, skabes bedst af det private initiativ«.
»Det er et postulat ud i luften. Hvis man ser på, hvilke lande der har klaret sig godt, er det lande som Kina, Sydkorea og Vietnam. Her er den økonomiske vækst blevet bragt til veje med meget stærk statslig styring og med en betydelig del af væksten i en egentlig statslig sektor,« siger Steen Folke.
Ud med sociale sektorer
Både eksperter og ngo’er vender sig kraftigt imod, at støtten til den private sektor tilsyneladende skal ske på bekostning af fokus på de såkaldte sociale sektorer som uddannelse og sundhed, der næsten ikke optræder i notatets billede af en fremtidig dansk udviklingspolitik. Ifølge tidligere kontorchef i Danida Klaus Winkel er det »meget skidt«:
»De klassiske statslige sektorer som uddannelse, sundhed og infrastruktur er noget af det, der egner sig bedst til statsligt bistandssamarbejde. Det er meget mere oplagt end støtte til den private sektor, der bestemt ikke er let,« siger Klaus Winkel, der mener, at hvis man endelig skal støtte det private initiativ, så skal det ske i ‘den uformelle sektor’, hvor der langt billigere kan skabes arbejdspladser.
»Jeg tror ikke, det er, fordi Udenrigsministeriet ikke ved, at de sociale sektorer er vigtige. Men på grund af de mange andre prioriteter og interesser man har, ender det med at gå ud over noget helt grundlæggende,« siger han.
Flere af Informations kilder hæfter sig ved, at de sociale sektorer ikke er blandt de overordnede emner og nu primært nævnes i bisætninger - på trods af at for eksempel sundhed og uddannelse er blandt de vigtigste punkter i de FN-fastsatte 2015-mål, som Danmark har tilsluttet sig og skal lede en FN-konference om til sommer.
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær peger på, hvordan støtten til de sociale sektorer bliver gjort afhængig af en række usikre faktorer frem for at være et område man selvstændigt prioriterer:
»Et sted er det formuleret sådan, at Danmark vil støtte erhvervslivet, derigennem håber vi, at der kommer et bedre skattegrundlag, hvormed vi så håber, at det vil omplante sig til en god sundheds og uddannelsessektor. Det ender ude i tredje eller fjerde potens«, siger Henrik Stubkjær, der er en af de få, der har været inviteret til møde hos udviklingsminister Ulla Tørnæs om udkastet.
»Vi hører, at det ikke er et opgør. Men når de sociale sektorer er helt fraværende, så er der tale om et paradigmeskifte i dansk udviklingspolitik,« siger han.
Cheføkonom i konsulentfirmaet Development Associates, Poul Buch Hansen, kan heller ikke forstå begrundelsen for at reducere de sociale sektorer til bisætninger.
»De enkelte sætninger virker mest som en undskyldning for, at vi ikke vil støtte de sociale sektorer længere. Man fokuserer på vækst og regner så med, at u-landene selv kan finansiere de ydelser i fremtiden. Det er fint nok i princippet, men meget tvivlsomt om det kommer de fattige til gode,« siger han og forklarer:
»Hvis man bare lader det være op til landene selv at bruge en eventuel økonomisk vækst på sociale sektorer, så bruger de dem på allerede eksisterende institutioner, som ofte kun kommer de rige til gode. Hvis du ikke støtter direkte, får du ingen indflydelse, der kan give ændringer,« siger Poul Buch Hansen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udviklingsministeren.
Udkastet til en ’Ny dansk udviklingspolitik’ er et foreløbigt resultat af det ’ti-års eftersyn’ af den danske udviklingspolitik, som udviklingsminister Ulla Tørnæs satte i gang i august 2008.
- Siden processen med en ’ny dansk udviklingspolitik’ blev sat i gang, har det været muligt at komme med kommentarer på udviklingsministerens hjemmeside, og der har også været afholdt en række cafémøder.
- Selve udkastet er, ifølge Informations oplysninger, skrevet af en mindre skrivegruppe under ministeriet og er kun sendt i en meget begrænset høring.
- I en ny dansk udviklingspolitik skal der blandt andet fokuseres på demokrati, menneskerettigheder, kvinders ligestilling, sikkerhed, vækst og klima og miljø.
Kommentarer
INDEN der kommer en eller anden ignorant og siger, at dette er et absurd forslag, bør personen læse D. Moyos bog Dead Aid for at se, hvordan det nuværende system umuligt kan forringes.
Måske begår man den fejl i det nuværende system at mene, at det, der er tilkæmpede luksusgoder i vort samfund, er nødvendige forudsætninger for vækst i ulandene.
“Erst kommt das Essen, dann kommt die Moral”, skriver Brecht i Dreigroschenoper, og det er nok sandt.
Hvad vi skal væk fra, er ilandenes eget fokus på fordele af bistanden! Hvad vi giver, skal vi give med det for øje, at pengene er evig tabt, at de betyder et vist afsavn for os selv, fordi vi accepterer, at varer, vi kunne have eksporteret, i stedet fremstilles lokalt, og at indtægter, vi kunne have haft på lønforskel mellem u- og ilande, udviskes af højere priser, fordi der ikke længere er tale om eksport som eneste udvej, når også hjemlig produktion efterspørger råvarer.
Denne kommentar er anbefalet af:
hvordan får vi skabt vækst i disse hule hoveder, ku man implementere nationalte test for impotente ministre, en slags uhyggelighedbarometer…?
Der ville være trængsel i toppen af pyramiden
Jo men.
Sidste gang den var gal, for kun godt et halvt år siden, drejede kritikken af Ulla Tørnæs og bistands-indsatsen sig om forsøget på at omdefinere støtten til dansk erhversliv fremfor lokalt i modtager-landene, en stærkt kritisabel evaluerings-indsats og focus på sværvægtere i dansk erhvervsliv. Men der var ligeledes kritik af mangel på bæredygtighed i perspektiverne og stærk negative konsekvenser for lokale erhverv i modtagerlandene, som efter bistanden stod svagere end før, den blev givet. Det bærende element i kritikken handlede om Ministerens forsøg på i altfor høj grad at drive liberal ideologisk politik på bekostning af modtagerlandenes behov for en fornuftig indsats.
Det var en hård, men samtidig meget ræsonabel kritik, som såvel eksperter, embedsmænd og NGO-er og mange andre, med fingeren på pulsen, rettede imod den drejning af bistands-indsatsen, som Ulla Tørnæs stod for.
Med det nye forslag er man umiddelbart direkte tilbage til kritikken for at drive liberal ideologi på et område, der ikke kan tåle den form for ideologiske eksperimenter. For den ide spøger stadigvæk i et uproportionalt forhold i denne sammenhæng.
Det åbentlyse fravær af den sociale organisation i modtagerlandene (og dermed langt hovedparten af interessenter på de kanter) er, rent ud sagt, under al kritik. At man nu forsøger at give bistanden til de resource-stærke i modtagerlandene, er ligeledes grundlag for at genstarte dén kritik, som Udviklingsministeren aldrig rigtigt svarede på i forrige omgang. Der er derfor desværre påny grundlag for at mobilisere kritikken, som nærværende artikel er udtryk for.
Det ser nemlig ikke ud til, at Ministeren overhovedet har magtet at lytte til dén på vilkår, som forstyrrede hendes ideologiske enegang. Vi ser således frem til, at Information følger hende til dørs nok engang. Så hun måske lærer sit resort-område at kende på baggrund af den erfaring med bistands-indsatsen, som faktuelt er tilstede her til lands, fremfor at eksperimentere med et sart felt for mellemnational og nødvendig bistand.
Med venlig hilsen
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvem skal man fornuftigvis rette støtten til, Hugo Barlach?
Peter Hansen
Meget enkelt: der hvor den virker, i stedet for der, hvor den tilfredstiller en ideologisk fordring. Der er rigelig med erfaring, der godtgør en fornuftig indsats, og som styres af sit erfaringsgrundlag fremfor at forsøge at tilfredsstille en teoretisk, politisk og økonomisk teoretiseren, som ikke kender resultatet af sin virksomhed på forhånd. Der ér simpelthen ikke grundlag for at anvende bistandsindsatsen til yderlige eksperimenter af spekulativ karakter.
Du kan i øvrigt selv orientere dig om behovet over repræsentanterne for erfaringerne: NGO-erne såvel herhjemme som lokalt i modtagerlandene, de lokale regeringer og samarbejdspartnere, projektstyrelserne i modtagerlandene, de virksomheder som står med alvorlige løsninger på problemmassen, men som ikke inkluderedes i kredsen af interessenter med særlige forbindelser til Regeringen, de lokale modtagere og lokale erhverv, som influeredes af projekter, der medførte endnu større konflikter af nationaløkonomisk karakter i modtagerlandene, journalister i modtagerlandene, organisationer som monitorerer konsekvenserne af forfejlet bistand og rent ud sagt og så videre…
Med venlig hilsen
Først tak til Information for artiklen. Så en undring over OVKs slingerkurs i deres ulandsbistand.
Det første Fogh Rasmussen gjorde var at skære bistanden til Afrika næsten væk – Her kan nævnes hønseprojektet, der tidligere havde hjulpet afrikanske kvinder, der blev sparet væk.
Så så Fogh Rasmussen at der var stemmer i at hjælpe Afrika og satte et vandprojekt og hjælp til kvinder i gang igen. Endvidere kom uddannelse og sundhed også op på listen til Afrika igen, men nu vil OVK igen , igen lave en kovending og nedprioriter de af FNs anbefalede områder.
PS: at regeringen har en indskrænket og kort høring af forslaget er næsten blevet reglen for OVK og IKKE undtagelsen.
Det regeringen vil er ganske enkelt optimering af den danske befolknings skattekroner.
På nuværende tidspunkt gives de såkaldte bistandspenge til disse nødtrængende lande under fjerne himmelstrøg så de åbner (øjnene) op for dansk indflydelse - det kan være eksport, vidensbarbejde, opkøb eller andet. Det som gavner erhvervslivet bedst. Metoden har visse begrænsninger, f.eks. kan pengene hverken gå direkte til magthaverne eller til embedsmænd med de rigtige beføjelser. Det bedste man kan gøre her er at hjælpe inddirekte; f.eks. kan man udvælge magthavernes eller embedsmandens hjemstavn, skoler eller såd’n, så han kan vise fremgang nær sit magtcentrum. Projekter af den type.
Denne metode er forfærdelig spildsom. Alt for mange penge går til projekter som berører befolkningen og det gavner nødvendigvis hverken dansk eller det stedlige erhvervsliv, som foretrækker at samarbejde uden befolkningens påvirkning. De skal anvendes som billig villig arbejdskraft
Som sagt det vil være nemmere om dansk ervhervsliv kunne få pengene som de kunne anvende efter forgodtbefindende, men det er ikke muligt endnu.
I stedet rettes fokus mod at ændre den såkaldte bistandshjælp, så det stedlige erhvervsliv modtager pengene. Ved at skære befolkningen bort, hjælpes dansk erhvervsliv marginalt bedre, når det nu engang ikke er muligt at give den del af befolkningens skattepenge som direkte statsstøtte til dansk erhvervsliv. Der er regeringen ikke nået til endnu (mens de mest fascistiske randpartier dog allerede har foreslået dette offentligt)
Regeringens gave til erhvervslivet kommer i en tid, hvor de er trængt godt op i en krog og har brug for al den opbakning som er nødvendig. Her er ervhervsalivets journalister et vigtigt redskab til at vende billede i pressen af en korrupt ansvarsløs regering med indbydende artikler om dansk effektivitet og historier om hvor synd det err for stakkels Ali-baba som ikke kan få arbejde - med mindre lille betydningsfulde Danmark skaffer dem et job via parolen: “Bare giv flere penge til erhvervlivet - så skaber de flere job”. Det har (nøsten) aldrig været tilfældet - og i de få tilfælde har det været fordi erhvervlivet var nødtvugen at hyre folk. Det er ingenting erhvervslivet gør for at tækkes befolkningen. Deres syfte er at tækkes aktionærerne. En væsenlig forskel. Der findes ganske få ekspempler hvor en vildfaren regering har oprettet nye store projekter som har beskæftiget masser med mennesker i statsregi. Når projekterne er modne tilstrækkeligt gives de til det private erhvervliv som gaver. Fælles for alle disse projekter er at ingen af eksemplerne er danske.
Mest kendt er nok udviklingen af Internetttet og rumfartsprojektet NASA som holder på at privatiseres/gives bort i disse dage. Herhjemme i Norden er Svensk statistik og lysledernettet i Sverige ganske nutidige eksempler.
Forskellen mellem den danske befolkning og stort hele den trejde verden, er at danskerne stadig tror på den røverhistorie at penge til aktionærer giver job, mens folkene i de respektive ulande udemærket ved at det er løgn. Job skabes kun hsåfremt det er sidste udvej for erhvervslivet, idet mennesker er dyre, klager for meget og de giver sjældent arbejde om natten.
Derudover kommer, at danskerne helt overser at erhvervslivet for penege, men i aller bedste fald, så skabes jobbene et par tusinde mil borte. Nogen som har lyst til at pendle?
Det kan da ikke komme som nogen overraskelse at en borgerlig regering mener at u-landsstøtte luner mest i danske firmaers lommer.
Alle har tilsyneladende glemt tidligere regeringers “indsats” på det område. Ubrugelige og ubrugte fabrikker i fjerne lande trækker ikke overskrifter mere - og da slet ikke med det pressekorps, der pt. servicerer regeringen
“… at de sociale sektorer ikke er blandt de overordnede emner og nu primært nævnes i bisætninger - på trods af at for eksempel sundhed og uddannelse er blandt de vigtigste punkter i de FN-fastsatte 2015-mål, som Danmark har tilsluttet sig og skal lede en FN-konference om til sommer.”
Den her forskel mellem det regeringen siger i internationale sammenhæng og det regeringen gør i både internationale og nationale sammenhæng er jo ikke noget nyt. Tænk bare tilbage til klimaspørgsmålet og COP15.
Fattiges gårde og virksomheder er en vigtig og overset del af privat sektoren
Støtte til smålandbrug og den uformelle sektor er afgørende for at hjælpe de fattige, sætte gang i lokal efterspørgsel, levere produkter de fattige har brug for, sikre fred, fremme fødevare sikkerhed, undgå miljø ødelæggelser, hjælpe kvinder, mindske skader ved klimaændringer osv.
Der er især brug for pålidelig, tilpasset viden
hvis hjælpen skal være bæredygtig, og det kan kræve forskning, træning og uddannelse. De bedste løsninger for de fattiges virksomheder er ideer der er lette at kopiere og svære at sælge. Samtidigt er det en udfordring at nå udover veletablerede firmaer, og udover de bedst organiserede grupper af småproducenter.
Udiklingsøkonomierne Kina og Indien gør det økonomisk ( men ikke menneskeligt - mange sulter i de to lande) hamrende godt, og inden udgangen af dette århundrede, så har de overhalet USA og er begge supermagter - de har allerede atomvåben raketter , top moderne universiteter o s v.
Afrika er ved at bedre sig meget tydeligt flere steder - der er faktisk kun 2 større konflikter tilbage ( mod tidligere 25 - 30 stykker i større og mindre format), og i nogle afrikanske lande går det virkelig den rigtige vej så det kan ses.
Arrika bliver det næste økonomiske vækstområde - det har enorme naturressourcer og man ser store investeringer fra bl a Kina og Indien i Afrika - Europa og USA kommer fremover til at betyde meget mindre for Afrika , end man gør idag.
Hvis højrefløjen så dog bare ejede ærlighed nok til at sige det som de er: de vil afvikle dansk bistandshjælp og overføre midlerne til eksportstøtte. Borgerlig politik er den moderne udgave af “the crime that dares not speak its name”.
Der menes selvfølgelig den private sektor i Danmark.
Det har længe været bistandspolitik at støtte private igangsættere. Den sædvanlige varme luft.
Til Lisa Pedersen.
Nu er det sodan nor vi sender sindheds arbejder til udviklings landene med medicin, so er det en stotte til den private sektor, da medicinen ikke bliver givet gratis af medicinal industrien.
Samt hvor stor forskel gor denne indsats som sundshends arbejder laver i Afrika i forhold til hjalpe Afrika po vej.
Hvad er mest sundshedsfremmende end varm seng og rent drikke vand i vores hanner, eller pencilin til bekampelse af lungebetandelse eller diara.
Hvad har i Danmark og resten af nordlige europa forlanget for leve alder langst lage videnskaben eller voresforbedre boligforhold med vi varme i vores huse vi kunne tore vores toj og vi fik muligheden for vaske op efter vi havde spist.
So nor genensnits leve alderen fra 130 or siden var omkring de 30 or til i dag over de 75 or. so er det de forbedre leve forhold der har skabt langt den storste del af denne fremgang og lageviden skaben en mindre del.
So det er ok at begranse stotten til sundsheds arbejdet i Afrika og lade de lokale selv tage over, hvor stotte til uddannelses systemmet er meget mere vigtigt og den offenlige sektor til planlagning af udviklingen i afrikanske lande.
Selvom vi skal molrettet vores indstas imod det vi bedst foreksempelt er Brazilianerne meget bedre til at hjalpe afrikanerne med opbygge deres landbrud da klima betingelserne og jorden er anderledes end i vores del af verden.
Helt grundlaggende problemer som Afrika fattige for forsat for mange born har vores udvikling bistand til de afrikanske lande ikke hjulpet po, og at AIDS har udvikl;et til katestroffe i Afrika som den har viser jo kun hvor lille en indflydelse vores hjalp til deres sundheds systemmer har hjulpet.
Her po Philippinerne giver Danmark ogso udvikling bistand, selvom jeg laste at regeringen vil stoppe hjalpe og koncentere sig om Afrika. So ville det vare forkert hvis vi Danmark bruger penge po sundhedsprogrammer her po Philippinerne, for virkeligheden er de bruger penge inde for deres sundheds system po lang rakke overflodige omroder.
Som til Narko test af alle skole born og nor folk soger lage fortager de en masse test hvor en dansk lage vil sige vi venter et par dage og hvis du forsat er syg tager jeg en test.
So at give penge til erhevers udvikling i Afrika er bedre frem for bruge udviklings bistanden po stotte medicinal industrien i vesten men det er klart Afrikanske lande skal selvfolge lare at handle med hinanden og af den vej opbygge deres lande.
Det er for sukker sodt at tale om fri handel nor man ikke kan leve op til standarder vi har for lemmelmiddels kontroler i EU og USA eller man kan holde hons i gettoerne rundt om i fattige lande.
Og hvis dansk erhvers liv kan hjalpe med opbygge et tog net i Afrika er det kun positivt bygge en skole og selvom det er en dansk virksomhed der stor for opgaven so vil man jo bruge lokalt arbejdskraft og ikke som nor det sundsheds projekter hvor den storste % del af arbejderne er dansker og Medicinnen er kobt i EU og USA.
Men skal vi nedbringe antallet af fattige i verden bliver nod til gore noget ved at fattige for for mange born og man ikke i dag bruge til at arbejde nor man bor i en getto i en stor by.
Et af de fo lande i verden der nedbragt deres antal af fattige er Kina med omkring 300 millioner mennesker og det netop skedt ved indgreb i mennesker ret til bare at fode alle de born de vil have.
Jeg husker svagt at der blev stillet etiske spørgsmål da teleselskaberne tog sig godt betalt for indsamlingerne til tsunami-ofrene. Er det ikke det samme problem, men denne gang med statens penge? Er det acceptabelt at tjene penge på andre folks ulykke?
Faktum er at lande (Som USA, Canada, Kina) som har privatiseret deres ulandsbistand kraftigt, åbenlyst har gjort det for at give private virksomheder mulighed for tjene penge i disse lavlønnede områder. Hvor mange gange har man ikke hørt hvor fantastisk det er når Nike ind og giver de lokale en skål ris i timen for at lave sko. Er det den type nødhjælp vi vil rykke tættere på?
Hvis man virkelig ønsker at gøre noget burde man kigge på landbrugsstøtten, salget af våben til u-landende, de store selskabers lobbyisme plus alle de ildsjæle som rent faktisk har bedre ideer end at ‘smide penge efter dem’.
Ulandsbistand til AP?
Jamen det er da god OVK politik.
Carsten Jensen: Det borgerlige Danmark er rådnet op indefra
Ja så sandelig!
Jamen hun er da en pæn babe, altså
De vrider og vender sig alle disse gamle u-landspampere, som har satset deres liv og karrierer på offentlig sektor programmer i den tredje verden, der aldrig har kunnet fremvise nogen makro økonomisk effekt. Den u-landsorienterede venstrefløj er blevet reaktionære. Nærmest neurotiske angste for forandringer. Er Ulla mon i gang med at gøre dem brødløse?
Når der tales om støtte til den private sektor i ulandene er der mange der fejlagtig tror, at det er noget der kommer danske virksomheder til gode, men det er ikke rigtigt. Danske virksomheder er involveret i ulandsbistand gennem IFU /IØ (Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene/Østlande), BK (Blandede kreditter) og B2B Programmet. Ser man på hvor meget disse aktiviteter har kostet de danske skatteydere i 2008, så ser regnskabet sådan ud:
IFU -200 mio. kr. (IFU har betalt 200 mio. kr. tilbage til finansministeriet)
IØ -600 mio. kr. (IØ har betalt 600 mio. kr. tilbage til finansministeriet)
BK 349 mio. kr. (Bistandsmidler udbetalt )
B2B 183 mio. kr. (Bistandsmidler udbetalt
Samlet fortjeneste for den danske stat i 2008:
268 mio. kr.
Det vil sige at ulandene og fattige østlande bidrager til at dække hullet i den danske statskasse og det er ikke rimeligt. Det burde oppositionen tage op med udviklingsministeren
Ivan Breinholt Leth
Sikke da en gang vås, rent ud sagt. F.eks stammer en del mine erfaringer fra den offentlige sektor, men den anden halvdel fra den private sektor. Og det ser lige galt ud. Men du får da UG i forvrøvlede politiske fordomme…
Med venlig hilsen
Mogens Poulsen
Du overser fuldstændigt, at der er en lang række af danske virksomheder, som går direkte uden om Udviklings-midlerne. Af dårlig erfaring med Ministeriet. Og det simple forhold tager din beregning overhovedet ikke højde for. Ejheller, at der hár været og stadig er tale om out-sourcing til udenlandske partnere på netop denne baggrund.
Altså at DK, begrundet i den kritisable ideologiske indsats fra Udviklings-ministeren side, går eskalerende tab på +-siden i møde. Det forhold koster løbende danske arbejdspladser. Måske DA, DI og lign. burde tage den sammenhæng op med Regeringen. Og der er mere endnu fra den kant…
Med venlig hilsen
Hugo Barlach
Det er da fuldstændig ligegyldigt, hvor dine erfaringer stammer fra. 60 års udviklingsbistand uden nogen påviselige resultater er ikke vrøvl men faktum. Måske er det på tide at prøve noget nyt? Det kan aldrig blive værre mht. manglende resultater. Hvis pengene går i lommerne på dansk erhvervsliv med BtB så har de i det mindste gjort lidt nytte. Bedre end at spilde pengene på MS, Ibis og alle de andre parasitter.
Vel er det da ej ligegyldigt, hvor mine erfaringer stammer fra. Og der er da rigeligt med positive erfaringer. Men for øjeblikket er der langt imellem. Men man forstår jo nok, at du har mere travlt med automatisk at være imod NGO-erne, fremfor at deltage konstruktivt i debatten. Det er dit valg. Men, forstår du, det har jeg ikke tid til at spilde yderligere kræfter på. Sammenhængen er nemlig alvorlig nok. Også uden dien personlige betragtninger…
Med venlig hilsen
Ikke automatisk imod NGOerne, men imod de der bruger fattige mennesker til at gøre karriere med og spilde skatteydernes penge. I stedet for privat sektor bistand kunne man også følge den zambianske økonom Dambisa Moyo’s råd: Gør Afrika en tjeneste, afskaf u-landsbistanden. (D. Moyo, Dead Aid)
Er der nogen, der kan give et link til en liste over danske virksomhedsprojekter, der har modtaget bistand? Synes det ville være nemmere at forholde sig til debatten med nogle konkrete eksempler… mindes noget med en TDC/Boomtown spil cafe i Cairo, der fik midler…
@Mogens Poulsen
Hvordan er det, at virksomhederne / IFU / IØ betaler pengene tilbage? Er det gennem skat af fortjenesterne på deres udviklingsaktiviteter?
@Ivan Breinholt Leth
Der kan sagtens være problemer med projekter finansieret af ulandsbistand, men princippet om at give ressourcer til dem, der mangler, er jo… fint. En rigtig god grund til, at ulandsbistanden ikke har nogen effekt er, at den samlet set er en dråbe i havet. Der er ikke mad nok, skoler nok og sundhedsvæsen nok — så det er ikke, fordi vi har reddet kontinentet eller sendt bistand nok til at ødelægge det. Vestlige virksomheder udsugning af ressourcer, overfloden af våben, sygdom, dumpning af farligt affald og overskudslagre, klimaforandringer (tørke) — listen af ting som intet har med ulandsbistand at gøre er lang. At problematisere ulandsbistanden er at fjerne fokus fra de rigtige problemer og hvad man kan gøre for at løse dem.
Benjamin Bach
En dråbe i havet? Bistand og lån fra den vestlige verden udgør 50% af Ugandas bruttonationalprodukt. Dansk bistand alene udgør 12% af Tanzanias BNP. En lang række afrikanske lande er blevet bistandsjunkier til stor skade for deres egne økonomier. Læs Dambisa Moyo’s betragtninger over bistanden økonomiske skadevirkninger og hendes forslag til hvordan en afvikling af bistanden over 5-10 år vil gavne afrikanske økonomier (bogtitel: Dead Aid). Eller læs f.eks. FN rapport: Report of the Panel of Experts on the Illegal Exploitation of Natural Resources and Other Forms of Wealth of the Democratic Republic of the Congo (S2001/357)
FN’s expertpanel mener at kunne påvise, hvordan u-landsbistanden har medvirket til at skabe, hvad de selv betegner som den største humanitære katastrofe siden holocaust (5 mill døde, 2 mill flygtninge). Hvis du er interesseret i en uddybning, kunne du måske også læse min kronik i Berlingske Tidende http://www.berlingske.dk/debat/den-totalt-ukritisk…
Den hidtidige tilgang i “krigen mod fattigdom” har jo været ligeså effektiv som “krigen mod stoffer”.
I begge tilfælde er penge blot havnet i korrupte og kriminelle lommer og har holdt hære af organistationer af behandlere af den ene og anden art beskæftigede.
Det er på tide med et paradigmeskift på begge områder.
Niklas Monrad
Hvis der er noget de frygter alle disse do-gooders der sidder i deres gode stillinger i de forskellige u-landsorganisationer, så er det et paradigmeskift. Derfor vil vi i denne tid høre en masse jammer om, at hvis man opprioriterer støtte til den private sektor i den tredje verden, vil det ramme fattige mennesker i Afrika. Jeg kan forsikre om, at fattige mennesker i Afrika er bedøvende ligeglade med, om danske skatteyderes penge går i lommerne på deres egne korrupte regeringer eller i lommerne på dansk erhvervsliv. Diskussionen handler primært om, hvem der i Danmark skal have kontrol over disse penge, som er sat af på finansloven til u-landsbistand. Er den nuværende regering ude på at svække danske ngo’ers indflydelse og deres adgang til skattekronerne? Det handler det om. Derfor brokker de sig over, at Ulla Tørnæs har udelukket dem fra processen. Jeg ville have gjort det samme, hvis jeg havde været i Tørnæs’ sko.
@Ivan Breinholt Leth:
Enig i at udviklingsbistand - dansk eller ej - har fejlet, hvis man sammenstiller penge givet ud i Afrika over de sidste ca. 50 aar med reel udvikling.
Enig i at der skal findes paa noget revolutionerende nyt - og at det naermest synes umuligt fordi dem der deler midler ud har en saa stor selvisk interesse i hvordan de skal bruges.
Enig i at der forudsigeligt nok vil vaere modstand hos NGOerne imod alle forslag der gaar i anden retning.
Det er jo basal psykologi.
Og det er ogsaa sandt, at danske udviklingsNGOer er blevet graenseloest populistiske i deres konkurreren om danskernes gunst, og at de givetvis nedprioriterer dem det hele handler om i processen med at vedligeholde deres fundament.
Og at det er et reelt problem, at danske NGOer, saavel som danske politikere nedprioriterer deres politiske vaerdier og i stedet navigerer efter trends.
Men at argumentere: ‘Hvis pengene går i lommerne på dansk erhvervsliv med BtB (B2B) så har de i det mindste gjort lidt nytte. Bedre end at spilde pengene på MS, Ibis og alle de andre parasitter.’ er jo direkte latterligt.
Penge skal da ikke gaa i lommerne paa dansk erhvervsliv, de skal ikke gaa i lommerne paa nogen, de ikke er tiltaenkt. Udviklingsbistand er da langt mere komplekst, og Afrika er ikke et land, og at antage at B2B per definition goer nytte (isaer hvis modsaetningen var en dansk NGO), er userioest.
Og at skrive: ‘Jeg kan forsikre om, at fattige mennesker i Afrika er bedøvende ligeglade med, om danske skatteyderes penge går i lommerne på deres egne korrupte regeringer eller i lommerne på dansk erhvervsliv’ - er arrogant.
Er du selvudraabt talsmand for Afrikas fattige befolkning, eller?
Og fint at laese Moyo, desvaerre den eneste - men mest hypede kritik af udviklingsbistand produceret af en veluddannet afrikaner pt. - maaske skulle du laese kritikken af hendes bog: Fex: http://en.wikipedia.org/wiki/Dambisa_Moyo
Og her til sidst - du henviser til dine kritiske artikler, som jeg ser er skrevet fra Afrika. Du er her maaske paa den rigtige maade…?
Pernille
B2B:
http://www.um.dk/en/menu/DevelopmentPolicy/Busines…
Svar til Benjamin Bach
Fagbladet 3F skrev den 6. juni 2005 om, at Danida støttede en TDC-spillehal i Kairo. Der var ikke tale om en TDC spillehal, men en internetcafé, og det var også formålet at etablere et internet gaming selskab (Boomtown Middle East) for Mellemøsten. Det lokale selskab “Boomtown Middlle East” var ejet 100% af den lokale partner og ikke af TDC, som påstået af 3F.
I 2008 købte det egyptiske firma alle TDC’s Boomtown aktiviteter.
Hvilke samarbejder der er støttet af B2B/PSD programmet kan findes på UM’s hjemmeside. (www.um.dk/udviklingspolitik/Erhvervssamarbejde/B2B)
IFU er en statslig fond og overskuddet kan inddrages af finansministeriet. Hvor meget det drejer sig om, står i IFU’s årsrapporter, som kan findes på: www.ifu.dk
Pernille Bærendtsen
Først det personlige eftersom det åbenbart interesserer dig: Jeg blev fyret fra et EU financieret projekt, der angiveligt havde fattigdomsreduktion som overordnet mål. Jeg ragede uklar med ledelsen bl.a. fordi jeg brokkede mig over, at kun 5% af pengene gik til målgruppen.
Mit argument var, at det sådan set er ligegyldigt, om skatteydernes penge går til ansatte i profit foretagender, karrieremagere i not-for-profit foretagender eller korrupte politikere og embedsmænd i den tredje verden. Det er en grov forenkling men åbenbart velegnet til at få dig ud af starthullet. Jeg er udmærket klar over, at der indenfor disse parasitære ngo’er findes folk, som arbejder seriøst. ‘Searchers’ som William Easterly kalder dem. Jeg har mødt en del af dem, og har desværre måttet konstatere, at de ofte arbejder mod alle odds og er dybt frustrerede. Nogle giver op, og slår sig på cocktail parties og safari ture.
Fattige i Afrikas landområder og i byernes slumområder ved ikke hvad Danmark og Danida er, og alene af den grund er de ligeglade med denne diskussion. De har andet at tænke på. Hvad angår afrikanske intellektuelle, har jeg i omkring 12 år (i Afrika) forgæves ledt efter en, som åbent vil stå op og forsvare u-landsbistanden. Selv de, der lever af den, vil ofte fortælle dig åbent - måske især efter et par drinks - at de udmærket ved, at det ikke har og aldrig vil få nogen effekt mht. bekæmpelse af fattigdom.
Mht. Dambisa Moyo’s bog er hendes kritik af ulandsbistanden gammel vin på nye flasker. Hun gentager, hvad mange afrikanske intellektuelle har sagt i årevis - f.eks. Sydafrikas Moeletsi Mbeki eller Patrick Bond eller Ghana’s Emmanuel Kwesi Aning, som forlod DK i protest over Danida. Nej, Moyo er ikke en enlig stemme, som du vistnok tror. Hun er bare en af de få, som det er lykkedes at blive kendt på vores breddegrader. Hendes største svaghed er hendes forslag til alternativer. Hun skrev bogen i opgangstider, og foreslog bl.a. at følge Ghana’s eksempel og låne penge til bistand på det alm. private lånemarked. Mindre end et år efter var Ghana reelt sat under administration af IMF. Derfor kan man godt bruge nogle af Moyo’s forslag - med et gran salt. Hun anbefaler også varmt mikro kredit til meget små virksomheder, men det er jo som bekendt ikke hendes egen ide.
Hvis du synes, at der ikke er mange tredje verdens intellektuelle, som ytrer sig, vil jeg foreslå dig at undersøge www.southcentre.org Direktøren Yash Tandon har bl.a. skrevet bogen: Ending Aid Dependency
Prøv også www.pambazuka.org (social rights)
Hvis du er interesseret i bøger prøv Fahamu Books
www.fahamu.org
Du kunne også læse tidsskriftet New African.
Der er faktisk mange andre end de fodformede hængerøve i MS, som har meninger om denne problematik - også udenfor andedammen.
Lige for en ordens skyld: Jeg har aldrig påstået, at B2B gør nytte.
@Ivan Breinholt Leth
Du sammenligner ulandsbistand med landenes egne BNP’er.. fint, men deres BNP’er i sig selv er jo en dråbe i havet. Bistanden er en dråbe i havet, fordi den på ingen måde kan brødføde og uddanne et helt kontinent.
Mht. Tanzanias BNP: Den er på $58 mia. Og 12% af det: $6.4 mia. DKs BNP: $208 mia. Dermed skulle vi i følge dine tal give Tanzania 3% af vores BNP.
Du forholder dig ikke til BNP pr. indbygger som er det eneste væsentlig, og du forholder du dig heller ikke til det essentielle: Nemlig om vores støtte er principiel rigtig eller forkert. I stedet søger du fejl i tildelingen af støtten og søgte kausaliteter. Som jeg sagde tidligere, har Afrika masser af problemer, som på ingen måde kan være direkte forårsagede af bistand. Først beslutter man sig for, om bistanden er korrekt, dernæst kan man tale konstruktivt om de rammer, den skal tildeles i.
Jeg er spændt på at høre dit alternativ til bistanden… f.eks. at afbryde bistanden til Uganda for at true deres præsident: i en situation hvor befolkningen sulter er det måske lidt kontroversielt, synes du ikke?
Men det er en spændende beretning, du har, og jeg er som sådan fuldstændig enig med dig i, at der er masser af korruption i støtten, og at den sagtens kan være destruktiv — i de forkerte hænder. Fidusen er vel at sende den i de rigtige hænder og eksponerer korruptionen.
Til Benjamin Bach
Jeg synes, at det er kontroversielt, at man ikke afbrød bistanden til Uganda på et tidspunkt, hvor landet (især Museveni’s bror) var dybt involveret i at skabe en af verdens største humanitære katastrofer. Jeg synes også, at det er kontroversielt, at det tog så lang tid for DK at trække sig ud af Zimbabwe. (”Vi truer med at blive” udtalte DK’s daværende udviklingsminister Jan Trøjborg). Vi skal ikke give bistand til regeringer, som systematisk arbejder på at nedbryde deres egne økonomier. Om bistand er korrekt eller ej handler i høj grad om de rammer, som bistanden gives i.
Forskellige statistikker fremviser forskellige tal. Her er nogle af OECD’s tal for udviklingsbistand i % af GDP: DR Congo 21,3 – Ethiopien 21,7 – Burundi 24,2 – Mauritanien 30,6 – Eritrea 30,8 Mozambique 60,2 etc.
Andre steder har jeg læst, at for Ethiopiens vedkommende er tallet omkring 65%. Det afhænger måske af om, man inkluderer lån til udvikling i statistikken?
Ifølge OECD udgør bistand 0,6% af Botswana’s GDP. Botswana havde i 2009 verdens højeste økonomiske vækstrate. Hvis man vil finde en vej for afrikanske lande, kunne man måske studere Botswana. Et land som har skabt sin egen udvikling uden bistand.
Den totale internationale ulandsbistand udgjorde i 2008 $119,8 mia. Det er det højeste beløb, der nogensinde indtil da var doneret, og 10% mere end i 2007. Og de forskellige ulandsorg., som lever af disse penge, påstår år efter år, at vi bare skal have nogle flere penge, så skal det nok gå.
Ulandsorganisationerne er dygtige rent propagandamæssigt. Det er f.eks. lykkes dem at bilde hele verden ind, at Afrika er fattigt. Men der findes meget få lande i Afrika, som er ligeså ressourcefattige som DK. I Nigeria, som sidder på en af verdens største olieressourcer, lever ca. 70% af befolkningen for under $2 om dagen. I Angola, har vi en lignende situation, hvor en parasitær elite suger olierigdommen ud af landet, og ikke udviser synderlig interesse for at udvikle deres eget land. Men de vil gerne have vores såkaldte ulandsbistand.
I 2007, da jeg opholdt mig i Lesotho, var der hungersnød på landet. Regnen havde slået fejl, og der var ikke vand nok til at bønderne kunne vande deres afgrøder. FN’s World Food Programme rykkede ind for at afværge en katastrofe, og landets premier rejste verden rundt med hatten i hånden. Hvad han undlod at fortælle, dem han mødte på sin rejse, var at Sydafrika havde bygget enorme dæmningsværker i Lesotho, som ledte store dele af landets vand til de rige forstæder i fortrinsvis Pretoria og Johannesburg. (Lesotho Highland Water Project – underskrevet af Nelson Mandela i 1995). Lesotho tjener ca. R35 mill om måneden på dette vand af meget høj kvalitet. Hvis der er tørke i Afrika er Lesotho det sidste sted, som bliver ramt. Vandressourcerne er enorme, og alle u-landsorganisationerne i Lesotho hoppede på historien om tørke i Lesotho. Ikke fordi de er dumme, men fordi de lever af at sende billeder til Europa, med stakkels børn der sulter i Lesotho. En journalist ved den lokale avis Public Eye skrev en artikel med overskriften: Buy them shoes too! Alle landets 26 ministre havde netop fået store rentefrie lån, nye biler, nye mobil telefoner etc. (26 ministre i et land med 1,5 mill. indbyggere!) Ifølge den pågældende journalist var sko til dem selv den eneste udgiftspost disse ministre ikke havde fået på finansloven. I 2007 gik en stor del af FN’s penge altså indirekte til swimmingpools og golfbaner i Sydafrika og til Mercedes biler i Lesotho. Det er den fidus, som en del eliter i den tredje verden har opdaget: Vi tager hvad vi vil ha’, og så overlader vi fattigdomsproblemet til vestlige skatteydere. Og dette er en af de værste skadelige virkninger af ulandsbistanden. Et incitament til ikke at udvikle sine egne ressourcer og støtte sine egne befolkninger.
I slutningen af det 19. årh. var DK’s økonomi i en elendig forfatning og fattigdommen var stor. Andelsbevægelse, ’hvad udad tabes skal indad vindes’, etc. etc. fulgte derpå, som befolkningens eget svar på en krise. Det tog DK 30-40 år at udvikle sig til en af Europas førende producenter af højt forarbejdede landbrugsprodukter – uden udviklingsbistand! Der findes mig bekendt ikke et eneste eksempel i historien på at udviklingsbistand har virket. Måske med Marshall hjælpen som eneste undtagelse. Men det var hjælp givet til lande, som allerede havde nået et højt niveau.
Da den peruvianske økonom Hernando de Soto i 90’erne udførte sine berømte undersøgelser, kom han frem til, at fattige i den tredje verden sidder på enorme ressourcer, som de ikke kan udnytte, fordi systemerne ikke tillader det. Det tal hans forskergruppe nåede frem til var astronomisk. Dvs. det udgjorde ca. 40 gange den samlede bistand til den tredje verden i 1998. Hernando de Soto’s forslag er ikke nogen snuptags-løsning. Sådanne løsninger findes ikke, selvom ulands-organisationerne, arbejder hårdt på, at få os til at tro på, at vi bare skal sende nogle flere penge. Det ’lange seje træk’ som MS har snakket om i omkring 30 år, er meget langt og meget sejt – men det skal ikke trækkes af MS, for det virker ikke. ’Planlæggerne’, som William Eastely skriver om i sin bog, The White Man’s Burden, lever af at kolportere den myte, at der findes et ’big push for Africa’. Det er fup og fidus. Vi kunne starte med at fyre dem fra deres fede jobs og sende pengene til de fattige. Hvor mange Afrika komiteer fra England til Danmark og hvor mange topmøder og internationale konferencer om fattigdom skal skatteyderne betale for, når de blot fortæller os, at vi skal blive ved med at bruge penge på noget, som ikke virker?
Easterly skelner mellem ’poverty reduction’ og ’poverty alleviation’. Det første dækker over ideen om, ’the big push for Africa’ – hvilket ikke er andet end mytologi og levebrød for hele det slæng af bureaukrater i vores del af verden og i den tredje, som lever fedt af det. Det sidste handler om at møde den fattige person i Afrika ansigt til ansigt og følge hans egne ideer om, hvordan han kan forbedre sit liv. Det kan lade sig gøre – men det løser ikke Afrikas problem. Også indenfor MS og Ibis findes der personer, som forsøger at arbejde i øjenhøjde med fattige mennesker. Det skal u-landsbistanden bruges til. Men løse Afrikas problemer, det hverken kan eller skal vi.
På hjemmefronten kunne vi arbejde på, at forsøge at få vores politikere til at undlade at underskrive aftaler, som er direkte skadelige for u-landenes økonomier. F.eks. EU’s EPA aftale, som pålægger en række u-lande at afvikle deres told på EU varer med 80-98%. Ingen lande - fra England til Holland, Japan, Korea og Kina – har udviklet deres økonomier ved at åbne op og undlade at subsidiere udvalgte sektorer i deres egne økonomier. Vi bør tillade u-landene at gøre det, som vi selv har gjort for at udvikle os – noget i retning af ’en omvendt IMF’. Men det gør vi måske ikke, fordi u-landsbistand og lån er et væsentligt styringsmiddel, for vores adgang til deres ressourcer? Selv dele af u-landenes egne eliter er ved at være trætte af os og vores bistand, og anbefaler en ’kinesisk løsning’- investeringer og gensidige handelsaftaler uden bistand givet med betingelser om dit og dat. (Anbefalet læsning vedr. økonomisk udvikling for tredje verdens lande – såkaldt infant industry protection: Ha Joon Chang, The Bad Samaritans)
@Ivan Breinholt
Enig i din betragtning om at vi skal stoppe med at styre Afrika til vores egen fordel. Og enig i, at bistanden i alt for høj grad benyttes til at opnå politisk kontrol. Jeg tror ikke, at kineserne har noget specielt mindre egoistisk alternativ — det ville være naivt at tro, at kineserne investere i Afrika for afrikanernes skyld. De asfalterer sikkert vejen fra havnen og ned til minen.
Bilaterale initiativer vil aldrig løse u-landenes problemer. Men multilaterale løsninger er jo ikke så sjove for det danske erhvervsliv.