JERUSALEM - Når man sidder over for Naomi Chazan, mens hun piller ved sin beskedne frokost bestående af humus og salat, er det svært at tro, at den elskværdige 63-årige universitetsprofessor med den selvforklejnende humor pludselig er blevet den mest omtalte for ikke at sige den mest dæmoniserede kvinde i Israel. Chazan er forkvinde for en veletableret fond med et stort antal jødiske donorer i USA og Storbritannien, der har forpligtet sig til at kæmpe for »social retfærdighed og lighed for alle israelere«.
New Israel-fonden har i løbet af de sidste 30 år udbetalt 200 millioner dollar til omkring 800 foreninger, der arbejder for at forbedre sociale forhold og menneskerettigheder og kan gøre krav på en stor del af æren for opbygningen af et stadig levende civilsamfund i det moderne Israel.
Men i de sidste 14 dage er det tidligere medlem af Knesset, der efter eget udsagn elsker sit hjemland »uden forbehold«, blevet fyret som klummeskribent på Jerusalem Post efter 14 års ansættelse, haft larmende demonstranter, der svingede med en uhyggelig karikatur af hende med horn i panden, foran sit hus, og er i en avisartikel, som regeringens pressetjeneste har distribueret til udenlandske journalister, blevet beskyldt for at »gå Irans og Hamas’ ærinde«. Dette stormløb har fået Nicholas Saphir, den jødiske forretningsman, der står for New Israel-fonden i Storbritannien, til at advare om, at »jødiske værdier som social retfærdighed og tikkun olam (pligten til at forbedre verden, red.) er alvorligt truede i staten Israel«.
Systematisk kampagne
Polemikken symboliserer en ny israelsk intolerance i forhold til menneskerettighedsgruppers kritik af episoder som f.eks. sidste års militær-operation i Gaza. Denne stemning næres af ministre, højreorienterede politikere og ledere i militæret, som hævder, at Richard Goldstones FN-rapport om krigen, hvor begge parter i konflikten beskyldes af krigsforbrydelser, bliver brugt til at »delegitimere Israel«.
New Israel-fondens kvaler begyndte, da en højreorienteret gruppe kaldet Im Tirtzu påstod, at »hvis det ikke havde været for New Israel-fonden, ville der ikke have været nogen Goldstone-rapport, og Israel ville ikke blive udsat for internationale anklager om krigsforbrydelser«. Abe Foxman, som er leder for den amerikanske Anti-Defamation League og ikke nogen stor tilhænger af den israelske venstrefløj, udtalte til New York Jewish Week, at denne påstand er »absurd«.
Naomi Chazan taler ikke selv om McCarthyisme, men flere af fondens forsvarere, herunder Isaac Herzog, en af Arbejderpartiets ministre i regeringskoalitionen, har gjort det.
»Alle lande har deres eget syn på tingene, men det generelle klima er meget problematisk. Det er modbydeligt,« siger hun til The Independent.
Hun mener, at stemningen minder om den hadefulde optakt til mordet på Yitzhak Rabin i november 1995.
»Men det er alligevel anderledes, fordi der dengang var erklæret politisk uenighed. Dette er begyndelsen på en temmelig systematisk kampagne mod nogle meget væsentlige elementer i det israelske demokrati,« siger Naomi Chazan og nævner anholdelserne af israelere, som demonstrerede mod de jødiske bosættere i det arabiske Sheikh Jarrah-kvarter i Østjerusalem som eksempel.
I sidste måned blev hendes ven Anat Hoffman fra reformgruppen Religious Action Center, der i 20 år har udfordret ortodokse jøders kontrol over den Jerusalems vestmur ved at forsøge at skaffe kvinder i sjaler ret til at bede, anholdt og fik taget sine fingeraftryk af politiet:
»Det er et angreb på de grundlæggende principper om lov og orden, men jeg ser det først og fremmest som et meget ødelæggende forsøg på at kvæle alternative stemmer og sidestille kritik med forræderi. Og der ligger politiske motiver til grund for dette. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at der findes en gruppe af mennesker, som ikke ønsker en politisk løsning. De ønsker ikke fred og forsøger derfor at delegitimere menneskerettighedsgrupperne.«
Loyale israelere
Chazan hævder, at Im Tirtzu har gjort krav på udtrykket zionisme, men har handlet på den mest anti-zionistiske måde, man kan forestille sig:
»De har glemt at læse Uafhængighedserklæringen (fra 1948, red.), der taler om, at alle borgere er lige uanset race, hudfarve, tro, køn, nationalitet osv. De har også glemt de kapitler i erklæringen, hvor Israel rækker hånden mod sine naboer, og de har glemt de grundlæggende demokratiske principper. De er fast besluttede på at fordømme enhver, der afviger fra regeringens linje, eller afviger fra deres definition af, hvad det vil sige at være en loyal israeler. Det er latterligt. Demokratier handler om uenighed.«
Er hun selv zionist? »Lige nu har de fornedret udtrykket. Er jeg en person, der mener, at Israel har ret til at eksistere som en demokratisk stat med et jødisk flertal? Mit svar er et rungende ja. Ligesom palæstinenserne har ret til en palæstinensisk stat med et palæstinensisk flertal ved siden af Israel. Og jeg tror, at jeg i den sammenhæng giver udtryk for holdningen hos et stort flertal i den israelske befolkning.«
Parlamentsundersøgelser
New Israel-fonden er blevet gennemheglet af en række højreorienterede klummeskribenter, men har foreløbig undgået en parlamentarisk undersøgelseskommission. Og Naomi Chazan glæder sig over udsigten til, at Knesset vil nedsætte et udvalg til undersøgelse af udenlandsk finansiering af ngo’er, men tilføjer:
»Vi håber og insisterer på, at de undersøger finansieringen af alle ngo’er, også højrefløjens.«
Im Tirtzu, hvis formand var en fremtrædende modstander af Ariel Sharons tilbagetrækning af bosættere fra Gaza, har bl.a. modtaget midler fra den ultrakonservative, amerikanske evangelistpræst John Hagee, der mener, at Holocaust var en god ting, fordi det førte til staten Israel.
Organisationens anklager var baseret på en besynderlig læsning af fodnoterne i Goldstone-rapporten og indeholdt en påstand om, at 92 pct. af de »uofficielle« israelske kilder kom fra menneskerettighedsorganisationer, der støttes af New Israel-fonden. De grupper, som New Israel-fonden støtter, tegner sig for 14 pct. af citaterne i Goldstone-rapporten, og mange af disse omhandler slet ikke Gaza og er endda ikke alle kritiske over for Israels politik. Selv om de vigtigste menneskerettighedsorganisationer - Den Israelske Borgerrettighedsforening og militærveteranernes i Bryd Tavsheden - støttes af såvel New Israel-fonden som de europæiske regeringer, modtager de mindre end 10 procent af fondens midler, som også går til nye jødiske indvandrere, handicappede, kvindegrupper og mange andre.
Menneskerettighedsgrupper, som er finansieret af New Israel-fonden, var blandt de første fortalere for en uafhængig undersøgelse af operationen i Gaza. Det bredt respekterede B’Tselem har konstant fremhævet civile dødsfald blandt palæstinesere, men har sat spørgsmålstegn ved Goldstone-rapportens konklusion om, at det israelske militær målrettet gik efter civile.
Naomi Chazan støtter gruppens krav om en uafhængig undersøgelse, som den israelske regeringen indtil videre har modsat sig:
»Israel har undersøgt alle krige siden 1973. Dette er den første krig, som ikke har medført en parlamentsundersøgelse. Det er svært at forstå.«
Har Netanyahu regeringen skabt plads til de højreorienterede angreb på New Israel-fonden? »De har ikke protesteret mod bagaskelsen. Det må du drage dine egne konklusioner af.«
© The Independent og Information
Oversat af Mads Frese
Kommentarer
At tænke sig, at de folk hører til dem, som vi hjalp i sensommeren 1943, for at de ikke skulle lide samme skæbne som kommunisterne, som mange af os følte sig forbundne med.
Præsidentkandidaten Mccarthy førte så hensynsløse angreb på kommunisterne, at han ganske vist blev fjernet fra offentlige hverv af senatet, men fik indpodet amerikanerne en evigtvarende kommunistforskrækkelse, som ikke blot viste sig under Den kolde Krig, men fortsatte til i dag i forholdet til Mellemøsten (og Mellem- og Sydamerika), og hidtil har betydeet støtte til det højreorienterede Israel i kampen mod palæstinenserne og ikke har modvirket jødernes anskffelse af atomvåben og nærmest modarbejdet FN’s resolutioner om menneskerettigheder. Også i den ameríkanske uafhængighedserklæring er alle lige uanset køn, race, hudfarve, tro m.v.
Det var jøderne, der fik en hjælpende hånd i aug-okt.43.
Faktisk er knap halvdelen af Israelerne fornuftige mennesker i forhold til mulighederne for fred.
Desværre findes der en i USA bosat lobby, der dels kan lukke munden på enhver amerikansk præsident (selv Obama), dels skubbe de rigtige Israelere i en mere uforsonlig retning.
I Danmark har 5 ud af 6 vælgere valgt IKKE at sætte deres kryds ved DF.
Alligevel er det DF’s udlændingepolitik der lægges mærke til - altså bestemmer vores ansigt udadtil mod omverdenen.
Og vi har såmænd ikke engang en DF-lobby bosat i USA.
Jeg kan ikke udtale mig om Naomi Chazan og New-Israel fonden og deres virke, for jeg kender dem ganske enkelt ikke. Men deres tankesæt virka da sympatisk.
Alligevel jeg ved da, at der i ethvert land findes borgere der hader deres samfund af et godt hjerte og vil være parate til at undergrave det på en hvilkensomhelst måde.
Tanken falder på diverse bogstavkombinationer i Danmark i de gode gamle 70’ere …
Vi kan jo forestille os en verden hvor kommunisterne dengang fik magten i hele Syd og Mellem Amerika, Afrika og Sydøst Asien. Så ville vi ikke bare have at gøre med et råddent og vaklende Rusland og diverse korrupte vasalstater i dets nabolag. Sikke en verden vi ville have haft i dag … meget værre end den vi har.
´Nu skete det imidlertid, at amerikanerne fik magten i Mellem- og Sydamerika og en ret stor magt i Afrika og en millitær magt i Asien. Er du bange for kommunisternes solidaritet, og vil du foretrække Pinoche frem for Allende eller den gamle US-regering i Bolivia frem for Morales?