En gang må blive den første, og da jeg med snart 55 år på bagen (af Information, vel at mærke - den biologiske alder er slet ikke til tænke på) i den grad og så længe har været bestemte mennesker tak skyldig, så er det vel på tide, at de får den: Tak, at nogen af jer engang imellem har orket læse nogle af mine ufatteligt, urimeligt mange mange mange mange ord, bladet har ofret papir og nu også digitale sider på at viderebringe.
Det skal altså siges til de/jer mennesker: Tak.
Og så er det sagt.
Anledninger har der ellers været nok af, årti efter årti. Til den enkelte eller enkelte grupper ved bestemte lejligheder er det da også blevet sagt, at uden ‘hin enkelte’ bliver det i længden for ensomt eller rettere sagt: trods alt for selvoptaget - med alle de words, words, words, som en anden, oven i købet noget mere interessant, dansker ligefrem vrængede.
Så hellere et hadefuldt, ondskabsfuldt møgfald, en perfid latterliggørelse eller prompte abonnementsopsigelse (!), man dog får som svar, end slet ingen hin læser at dele noget som helst med. Men at bruge en hel artikel og endnu flere ord på at sige tak for, at nogen overhovedet har gidet læse nogen som helst af dem, er det aldrig blevet til.
Og så var anledningen der igen: 60 kommentarer på websiden affødte Frie Ord om »Banaliteter« forleden, 67 bidrag kan læses i tråden »Efter København: Brat opvågnen«, 58 efter »Verden har igen to supermagter«. Mens den mest kommenterede klumme i seneste søndagsudgave af The New York Times opnår 47 indlæg!
Nok har NYT som bekendt slet ikke læsere, der måler sig med Informations, dets oplag er dog meget større. For slet ikke at tale om, hvor mange i hele verden, der kan engelsk, og hvor få der kan dansk.
- Var det ikke snart på tide, du fik sagt ordentlig tak til alle dem, uden hvilke dine seneste 55 år kunne have været temmelig meningsløse?
hørtes en vis fru Nielsen fra Valby Langgade hviske.
»Jamen, det virker jo som pral,« hviskede jeg tilbage.
- Såe, gør det det? lød det med stentor-røst fra Langgaden.
- Du har måske bemærket, at alle ‘dine’ såkaldte tråde aldeles ikke meget hurtigt længere handler om dine Løsagtige Ord, men at læserne kommenterer hinanden? Det kunne du passende bemærke i din taksigelse.
Hvilket hermed være gjort.
- Du er springbrættet, læserne springer op og falder ned på. Hvad brættet må være glad for, at det engang imellem bruges til,« lød hendes sidste ord.
Der ikke var ment som trøst. Hvad jeg - som sagt - heller ikke har brug for. Tværtimod.
Ikke mere sortseere
Nu er det så heldigt, at tråden efter »Banaliteter« noget nær afsluttes af en formidabel sammenfatning, begået af læser Niels-Simon Larsen: »En banalitet: Somme tider er det gavnligt at spørge, hvad det er, der diskuteres. Så det gør jeg nu. (…)
1. Vi deler os i sortseere og ikke-så-meget-sortseere om klodens redning. Jeg er sortseer, men da jeg ikke kan bruge det til noget, er jeg faktisk ikke-så-meget-sortseer.
2. Nogle er tilhængere af kapitalismen (i fald den er sød, hvad andre hævder, den umuligt kan være).
3. Nogle er tilhængere af en økonomi, som vi ikke har set før, men de hævder, at den ikke er en belastning. Den er som en rigtig god ven, og den vil f.eks. have hjemsted i Transition Towns (senere Transition Countries).
4. Nogle taler om, at vores problem (med miljø osv.), blot er et udslag af et dybere problem, og at det er selve den måde, vi tænker på, taler med hinanden på, og lever på, som vi skal tage fat i, før vi kan løse de store problemer.
5. Endelig er der problemet med tiden: Har vi fem år eller 50 år til at skifte kurs? Vi må ikke fortabe os i ‘fagligheder’. (…) Vi skulle jo gerne overleve, og det ville være en katastrofe, hvis man ikke brød sig om at overleve med sine debatvenner, fordi de var for kedelige og borede sig ned i detaljer. Nu hvor vi alle har lært at slukke for vandet, mens vi børster tænder, skal vi videre, og ‘omstillingstanken’ har min fulde sympati, men for at det skal lykkes, må der skabes et nyt menneske (det tror jeg ærlig talt allerede findes inde i os). De fleste vil nok straks tænke på Stalins ‘sovjetmenneske’, og lignende misfostre, så der skal mod til at tænke nyt.«
Hvilket nye efter min og nogle gamle grækeres opfattelse igen kan yderligere sammenfattes eller sammentrænges i ordet oxymoron: »Stilistisk figur bestående af to modstridende begreber f.ek.s ‘talende tavshed’ eller ‘næsten gravid’,« forklarer ordbogen.
Sortseer kan man kun være, hvis man har det lyse syn, at det nytter noget at pege på alt det sorte, der truer. Ond derimod bliver den dialogiske cirkel - eller hermeneutik, for stadig at tale græsk - hvis man slet ikke kan dele sit lyse sortsyn med nogen.
Men det kan jeg! Og når så efter sidste Frie Ord »Holberg og skolen - og Dickens’ Muggleton« tråden (der ikke er så lang, men det er jo heller ikke kvantiteten, der tæller) ender med Maria Francisca Torrezão de Moura F.’s ord: »Poesien længe leve! Og længe leve Ejvind Larsens poetiske Frie Ord!« - er det svært at bevare pessimismen og ikke blive ikke-så-meget-sortseer.
I hvert fald for en stund.
Kommentarer
G o o gle er gud
Mit navn er et ansigt
Uden det andet øje var ”jeg” Ingen
“Sortseer kan man kun være, hvis man har det lyse syn, at det nytter noget at pege på alt det sorte, der truer.”
Jeg håber, at en tiltagende resigneret-formørket person som mig trods alt kan kvalificere sig til denne kategori.
Og tak for takken.
Vidste jeg, at vi her fører debatter der batter? Gik jeg og tænkte på, at nogen læste andres indlæg med interesse ud over nogle ganske få? Heller ikke.
Næh, jeg leder bare efter et sted, hvor der er nogle andre, der har et minimum af interesse for det, jeg selv går op i, fx tyngdepunktet: Den truende fremtid.
Findes der journalister, der utrætteligt (nej, de bliver også smadret engang imellem) fortsætter kampen, en kamp der ikke har noget navn, men som ikke kan beskrives som andet end en kamp for ’noget bedre’. En kamp for noget højere end dem selv, det forkætrede ord der hedder ’andre’.
Vi diskuterer tit om ’helheden er større end summen af de enkelte dele’, hvor de fleste af os nok ikke kan lade være med at holde et frirum til noget andet, dybere, højere, mere spændende, mere flyvende ud og op, og frem for alt mere overbliksgivende.
Det bliver let for luftigt og kan ende i et lille rasende overfald på en tidligere debatven.
Og så, ja, så har vi for mig at se et lysende eksempel på, at nogle har denne helhedsopfattelse – jeg er ikke alene, der er andre og noget andet.
Ejvind er en af dem.
Desværre er det sådan, at jeg ikke kan prale over for andre af, at jeg kender en, der hedder Ejvind, for ikke mange kender ham, og hvor mange af dem, der kender ham, følger med i, hvad han skriver. Så Ejvind har jeg kun sammen med jer, som jeg kalder mine debatvenner. Vi fungerer i enrum, og sender vores indlæg ud i luften. Derfor er det så vigtigt, at vi har en lille smule sammen, god respons, og allervigtigst noget aldeles upåagtet, nemlig opbevarelse af et indlæg i hjertet. Nå, det var måske lidt for tæt på, men af og til føler jeg varme over det, jeg læser. Det må i meget undskylde.
Man er ikke alene. ’Summen af de enkelte dele’ kunne jeg huske, og så skrev jeg det i søgefeltet og fik hele sætningen foræret. Sikken hjælp man har der.
Og nu skal der ikke være mere lagkage:
Alle goe debatøre skriver in i Word hvor der er stavrekontrold!
Alle gode debattører skriver kort og ærligt om sig selv og sætter et vellignende billede på. Hvorfor i hede hule h…… gør folk ikke det, der er meningen? Uhyggeligt få gør det!
Til helvede med de fleste ’one-liners’.
Alt sagt i ønsket om god debat fremover.
@Niels-Simon Larsen: Jeg vil gerne benytte lejligheden til at give dig en forsinket men uforbeholden undskyldning for min kommentar http://www.information.dk/223590#comment-206037, der bærer præg af en knottenhed, der på ingen måde skulle have været rettet mod dig.
På ingen måde føler jeg mig gået for nær. Jeg synes, du fører en god debat, og jeg læser med interesse, hvad du skriver.
Når jeg ikke har svaret direkte på det sidste, hænger det sammen med, at du i mine øjne hænger lidt mere med skuffen, end jeg selv gør. En gradforskel, vi også kan notere blandt de andre debattører, hvor den samme tendens gør sig gældende: Man må gerne selv hænge med mulen, men man tillader ikke andre at gøre det samme. Det er lidt trygt, hvis man selv hænger mest, for så har man ligesom støvsuget bunden, og så kan det kun gå fremad.
Nej, jeg bryder mig ikke om hængeri, hverken hos mig selv eller andre. Jubeloptimisme er der bestemt heller ikke grund til, men så noget derimellem.
Vi er nærmest forudbestemt til at leve og tro på morgendagen. Det er et helvedes arbejde at nedbryde den tro (buddhisterne bruger livet på det for at opnå nirvana).
De positive pointer jeg har læst i dine indlæg er ikke ringe. Mange kommer med positive ideer, men det nedslående her er, at de hurtigt bliver underkendt som utilstrækkelige. Selv kommer jeg med tanken om ’et nyt menneske’. Jeg ser for mig en papmand hængt op i et skydetelt, fuldstændig gennemhullet. Det ved jeg på forhånd, men når jeg nu mener, at det er det, der er løsningen, tager jeg ham ned hver dag og fornyer overfladen (jeg lægger dog mærke til, hvem der er bedst til at skyde, og de kan bare vente sig).
For mig hænger både Ejvind og Metz sig selv op i teltet. Desuden er de selv gode skytter, som det er en fryd at læse. Desværre skriver Ulrik Høy ikke for Inf.. Han skriver fantastisk, selvom jeg kan være frygteligt uenig med ham.
Hvem vover pelsen, og hvem står for noget? Vi skal selv gøre det. Jeg synes debatforummet er en fin tumleplads. Jeg tror også at flere af os skriver noget mere og får måske også afslag. Desværre er det ikke sådan, at man selv kan oprette en tråd, men det kommer måske. Her måtte man så acceptere at blive ironiseret over og på anden måde trampet på, ja tænk, hvad gode journalister bliver udsat for.
Lad os køre videre, og opmuntre andre.
Jammen selv tak, fornøjelen er da på vores side.
Tak, Ejvind Larsen, fordi du bliver ved med at dele dit lyse sortsyn med os, for også jeg, og sikkert utallige andre, har svært ved at bevare pessimismen, når vi læser dine livsbekræftende Frie Ord. Ord som ofte får mig til at tænke på et digt, som jeg holder meget af:
Det foraar kom
Det foraar kom
før vi troede det muligt.
Fyret gik ud og alligevel
sprang sveden frem paa kroppen.
Det aabne vindue
bragte læskende solskin,
køligt og med maageskrig
uafbrudt og uendeligt oppe.
Luften udenfor
stak lungerne ganske fint,
og piletræet blev beklædt
med det lystigste guld.
Om natten saa vi
for første gang Venus
og da senere
maanen kom til
begyndte vor klode at danse.
Ejvind Larsen 1962
@Niels-Simon Larsen: Det glæder mig at læse, at jeg ikke har gjort dig ked af det.
Jeg er enig med dig: Jeg hænger nok mere med skuffen, end du gør. I dine kommentarer evner du bedre end jeg at balancere mellem optimisme og pessimisme. Jeg arbejder mig desværre ofte længere og længere ned i dyndet for der som en anden sugemalle i et akvarie at støvsuge bunden.