Klassikere kræver sin skuespiller

For skuespillerinden Tammi Øst var det nærmest en bevidsthedsudvidende oplevelse at optræde i Frank Castorfs opsætning af Stuk på Det Kongelige Teater sidste år. Det var blandt andet rollen som chanteuse i Herman Bangs Københavner-portræt, der sikrede hende en Reumert for bedste kvindelige hovedrolle. Der var ellers delte meninger om tyske Castorfs Bang-fortolkning, der satte nye standarder for dekadence og visuelt udtryk og pillede Bang helt fra hinanden.

»Jeg synes det dekonstruktivistiske er enormt interessant,« siger den erfarne skuespillerinde Tammi Øst, der næsten har prøvet alt indenfor klassikere: »Den måde Castorf arbejdede på, åbnede nogle sprækker ind til Bangs historie, som udvider klassikeren. Det gør det tydeligere, hvorfor det er en relevant historie i forhold til den tid, vi lever i.«

Arbejdet med en klassiker kan blive lidt for kendt for en erfaren skuespiller, mener Tammi Øst:

»Den største udfordring for en skuespiller, der skal optræde i en mere traditionel fortolkning af en klassiker er at undgå bekvemmeligheden. Det kan jo godt blive lidt for nemt. I arbejdet med Castorf var der intet, der var givet på forhånd.«

Men Tammi Øst følte sig ikke styret af en skør instruktørs vilde idé.

»Han var en enormt velforberedt og engageret instruktør, der lyttede meget til os og respekterede vores idéer. Han bad selv om, at vi kom med idéer. Ofte var de dårlige, men vi følte da, at vi havde en form for indflydelse,« siger Tammi Øst og griner.

Kræver stor selvtillid

Dog kunne hun godt mærke, at den tyske instruktør kom fra en helt anden kontekst.

»I Tyskland har de en helt anden form for frihed overfor klassikerne. De tillader sig selv meget mere. Og det kræver da en del af en skuespiller, at man skal smide den ærbødighed og måske lidt for store høflighed overfor klassikerne, som vi har i Danmark. Man skal være i stand til at levere en meget uangst optræden. Man kan vel godt sige, at det kræver stor selvtillid. Eller ja, ego, og jeg er da også selv typen, der godt kan råbe højt og blande mig til prøverne. Jeg fylder meget, men på en positiv måde, vil jeg mene.«

Efter at have optrådt i Stuk har Tammi Øst i den grad fået lyst til mere af den slags.

»Man kan godt savne det ekspressive lidt. Det stærke visuelle udtryk, der provokerer. Det udfordrede mig som skuespiller enormt meget, for hvordan finder man ud af hvad det er, man selv vil med rollen, når alt kan lade sig gøre indenfor instruktørens rum? Og jeg tror faktisk også, at det udfordrede publikum, selv om der var mange, der ikke brød sig om det.«

Ikke andet end ordet

Men generelt må man som skuespiller abstrahere fra, at publikum går ind til en klassiker med en bestemt forventning, mener hun.

»Jeg tænker ikke over, at det er en kendt historie for publikum. Der er så mange vaner og forventninger, og man ville slet ikke kunne lave teater, hvis man skulle tænke over det. Men jeg er da godt klar over, at den ærbødighed, der er overfor klassikere, også hænger sammen med publikums traditionelle reaktion. Men det er bare et spørgsmål om tilvænning,« siger hun. Skuespillerkollega Søren Sætter-Lassen er enig med Tammi Øst i, at man ikke kan forme sin optræden efter, hvad man tror, publikum forventer. Han fik stor anmelderros for sin optræden i Staffan Valdemar Holms meget minimalistiske fortolkning af Richard III på Det Kongelige Teater. Men det var med en hvis uro, at Søren Sætter-Lassen gik til første prøve i rollen som Shakespeares lettere psykopatiske Richard III. Den sceniske enkelhed var udtalt, og al reference til tid og sted var fjernet.

»Der var jo ikke andet end ordet,« som Søren Sætter-Lassen selv beskriver det: »Da jeg sad og læste op til prøverne, tænkte jeg: Det her er simpelthen for puritansk. Det kan jeg ikke. Men jeg opdagede, at det i virkeligheden var enormt generøst fra Staffans side. Det var op til skuespillerne selv at komme med deres fortolkning. Jeg troede, at det ville virke begrænsende for mit spil, men det var det slet ikke, tværtimod oplevede vi en stor frihed.«

Da Søren Sætter-Lassen gik og forberedte sig på rollen, foreslog mange ham at se forskellige film:

»De sagde for eksempel: Du skal se den dér Looking for Richard, men det nægtede jeg. Jeg var bange for, at hvis jeg gik ind til det her med alle mulige andres versioner af Richard, så ville det aldrig blive mit eget. Jeg ville hellere lade mig inspirere af mig selv og af mine kolleger og af instruktøren. Det kan godt være meget lammende at spille en rolle, som alle kender.« Derfor mener Sætter-Larsen, at det også er vigtigt, at man konstant videreudvikler arbejdet med klassikerne. Gør det relevant for et moderne publikum.

»Jeg har aldrig tidligere set en tolkning af Richard III, hvor der var sat så stor fokus på denne mærkværdige moderbinding, så det er jo også et nyt greb. Men forestillingen er stadig tro mod historien, man har bare opdateret den,« siger Søren Sætter-Lassen.

Men han mener alligevel, at der er grænser for, hvor langt man kan bevæge sig væk fra det oprindelige oplæg.Han har oplevet fortolkninger, der har fjernet sig fra klassikerens kerne, og så forsvinder idéen med at spille dem, synes han.

»Så tænker man: Hvorfor ikke vælge et andet stykke? Det er ikke den fortælling, der ligger i stykket, så hvorfor forsøge at presse noget ned over det, som slet ikke er intentionen. Grunden til at en klassiker bliver en klassiker er jo ofte, at selve den grundlæggende fortælling eller kerne, eller hvad du vil kalde det, er tidløs og relevant, og det er ærgerligt at se, når det går tabt.«