»Udtrykket au pair betyder ‘på lige fod’, forstået på den måde at en au pair skal have samme status i husstanden som familiens medlemmer og altså ikke behandles som tyende,« skriver LO Ligestilling på deres hjemmeside.

Selv om sammenligningen mellem tyende - tjenestefolk fæstet i op til flere år ad gangen - og au pair måske virker en anelse anakronistisk, er der noget om snakken, fremgik det af et forskningsseminar om migration og privat omsorgsarbejde på Københavns Universitet i sidste uge.

Men i modsætning til det 19. århundredes Danmark, hvor tyendet især kom fra den lokale landlige arbejderklasse og i et vist omfang fra Polen og Skåne, så ansætter stadigt flere husholdninger i Danmark og resten af Vesteuropa kvinder fra Østeuropa, Latinamerika og Asien - især Filippinerne.

Således var der ifølge tal fra Udlændingeservice knap 2.000 au pair i Danmark i 2004, mens der i dag er over 4.000 - og siden 1996 er antallet af opholdstilladelser til au pair mere end syvdoblet. Mindst to ud af tre au pair i Danmark kommer i dag fra Filippinerne.

»Disse migranter tager sig af de tre C’er: cooking, cleaning and caring,« siger Helma Lutz, der er professor i Women and Gender Studies in the Social Sciences ved Goethe Universitet i Frankfurt.

Lutz kalder denne udvikling en »offentlig hemmelighed«: Alle ved, det foregår, men dels er det ikke god tone at tale højt om, og dels foregår en stor del af det private rengørings- og omsorgsarbejde ‘illegalt’ eller ‘semi-legalt’. Dermed er der heller ingen sikre data - men et kvalificeret skøn er ifølge Lutz, at 10 procent af de europæiske husholdninger i dag har ‘pige i huset’, heraf mange migranter.

Ikke kun regulært arbejde

Ifølge Lutz adskiller privat husarbejde sig fra andre sektorer på flere måder: Den intime karakter af arbejdet, at det er ekstremt feminiseret - og dermed lavstatus - at relationen mellem arbejder og arbejdsgiver er følelsesladet, hvilket ofte betyder, at der ikke er nogen kontrakt eller klare regler for f.eks. overarbejde, samt at der er en stærk gensidig personlig afhængighed. På den ene side er husarbejderes forhandlingsposition meget svag, på den anden side er arbejdsgiveren ekstremt afhængig af arbejderen.

»Det er ikke bare de samme logikker, der gør sig gældende inden for husarbejde som i andre sektorer, og migranterne ‘erstatter’ heller ikke bare national arbejdskraft som i f.eks. byggesektoren: Migrant-husarbejdere udfører betalt arbejde, der tidligere blev udført ‘gratis’ af europæiske kvinder - eller var statsligt,« siger Lutz.

Karina Märchen Dalgas, der har skrevet speciale om ukrainske husarbejdere i Italien, føjer til problematikken:

»Husarbejdere er meget sårbare, fordi de udfører ‘usynligt’ arbejde, som er forbundet med moral, med omsorg osv., som man ikke på samme måde kan ‘tillade’ sig at kræve penge for. De bor ofte hos deres arbejdsgiver, og deres livsgrundlag er derfor meget konkret bundet op på arbejdsgiveren, ligesom de udvikler tætte relationer til familierne, som gør det svært for dem at stille krav.«

Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale studier, pointerer dog, at man skal være varsom med at overbetone ‘særligheden’ ved husarbejde:

»Man kan let komme til at fastholde husarbejde som noget, der har mere at gøre med følelser og moral end med økonomi - og dermed understøtte den ideologiske legitimering af, at såkaldt reproduktivt arbejde ikke er lige så meget værd som ‘produktivt’ arbejde.«

Den indvending får Lutz til at præcisere:

»Det ‘særlige’ ved husarbejde er ikke en væsensforskel, men et spørgsmål om, at det netop bliver opfattet og reguleret anderledes end andre former for arbejde. Disse skel mellem faglært og ufaglært, produktivt og reproduktivt arbejde, er det vigtigt at stille spørgsmålstegn ved.«

Arbejdsgivers definition

Problematikken med privat ‘omsorgsarbejde’ i hjemmet illustrerer Dalgas med et eksempel fra sin research, hvor en husarbejder havde arbejdet i døgndrift med pasning af familiens lille barn på en ferie: »Da hun forsøgte at diskutere overarbejdsbetaling med arbejdsgiveren, afviste de blankt, og informerede samtidig om, at de skulle være bortrejst hele august, og at hun ikke skulle med. Det betød, at hun ingen indtægt ville få i en hel måned,« fortæller Dalgas, og fortsætter:

»For denne kvinde indebar det på den ene side en økonomisk katastrofe og en ekstrem udbytningssituation, og på den anden side en følelsesmæssig afvisning. Hun opfattede sig som en del af familien, omtalte altid husstanden som ‘vi’, og pludselig skulle de væk en måned uden hende.«

Ifølge Dalgas bliver grænserne let slørede mellem, hvad man gør for penge, og hvad man gør af omsorg for den familie, som over halvdelen af de ukrainske husarbejdere, Dalgas interviewede i Italien, beskrev sig selv som en del af.

»Men pointen er,« siger Dalgas, »at definitionen af, om husarbejderen er en del af familien eller blot en ansat kan skifte fra situation til situation - og ikke mindst at definitionsmagten ligger hos arbejdsgiveren.«

Hjernespild

Et andet karakteristisk træk ved husarbejdermigration er, at det for mange indebærer en såkaldt de-kvalificeringsproces:

»Husarbejdere har ofte højere uddannelse end det job, de udfører, så care drain bliver til brain waste. Desuden migrerer mange af kvinderne ikke, fordi de ønsker at slå sig ned et andet sted, men fordi de vil sikre den økonomiske basis for deres familie hjemme, som de forventer at vende tilbage til inden for en overskuelig fremtid,« siger Lutz.

Men både hun og de andre forskere på seminaret konstaterer fra deres empiri, at kvinderne ofte ender med at blive mere permanente migranter, end det oprindelig var meningen.

»Problemet er ofte også, det gælder f.eks. Filippinerne, at der ikke er job at vende hjem til. Så sker der typisk det, at en kvinde migrerer for at skaffe penge til hendes datters universitetsuddannelse, og når datteren så er færdiguddannet og ikke kan få job, overtager hun sin mors husarbejde i udlandet,« siger Lutz.

Rac, køn, klasse

Helle Stenum, phd.-stipendiat ved Aalborg Universitet, påpeger, at au pair-problematikken også viser, at gamle koloniale strukturer langt fra er fortid:

»Au pair bliver nævnt i aviser og magasiner som forudsætning for frigørelse af hvide middelklassekvinder - altid som sidebemærkning, som tilbehør til en fortælling, hvor den hvide middelklassekvinde er det interessante. Samtidig bliver au pair - uafhængig af alder - ofte refereret til som ‘piger’ f.eks. i me-dierne,« siger Stenum og uddyber:

»Ordet ‘piger’ i stedet for f.eks. ‘kvinder’ nedtoner kønsaspektet - holder dem ude af ligestillings- og kvindefrigørelsesligningen. At kalde dem ‘piger’ er også en måde at infantilisere migranten over for arbejdsgiveren, der så bliver ‘forælderen’. Det trækker på koloniale diskurser, og slører det faktum, at au pair’en reelt ofte er en voksen arbejder.«

Og forbindelsen mellem klasse, køn og race bliver sommetider talt overraskende tydeligt frem, siger Stenum:

»Jeg har hørt folk diskutere, om russere, filippinere eller polakker er bedre au pair, jeg har hørt regeringsrepræsentanter sige, at filippinere har et ‘omsorgsgen’ - og jeg har hørt folk slet og ret bruge ordet ‘filippinere’ synonymt med ‘tjenestefolk’.«

Fakta

Au pair reglerne anno 2010

Hvem kan blive au pair?

»Man skal være mellem 17 og 30 år, ugift, og må ikke medbringe mindreårige børn.«

Au pair opholdet

»Som modydelse deltager au pair-personen i de huslige pligter (f.eks. rengøring, tøjvask, madlavning, børnepasning) i værtsfamilien i maksimum 5 timer om dagen, maksimalt 6 dage om ugen. Hvis au pair-personen udfører huslige pligter udover disse tidsgrænser, udfører andre opgaver end huslige pligter, eller udfører opgaver for andre end værtsfamilien, så arbejder han/hun ulovligt i Danmark.«
Hvad sker der, hvis au pair personen bliver syg?

»Hvis au pair-personen bliver syg under opholdet, skal værtsfamilien yde gratis kost og logi og en passende pleje, indtil de nødvendige foranstaltninger er arrangeret. Det er desuden værtsfamiliens ansvar at tilmelde au pair-personen til sygesikringen.«

Tyendeloven anno 1854

Hvem kan bortfæste sig som Tyende?

»Den, der har fyldt det 18de Aar, kan gyldigt bortfæste sig som Tyende.«

Tyendeforholdets Bestaaende

»Om et Tyende endog har ladet sig fæste til en vis Art Tjeneste, skal det dog være pligtigt at deeltage i anden til dets Stilling og Evner passende Gjerning, som Omstændighederne kunne fordre (…) ligesom det i Almindelighed efter Evne bør fremme Huusvæsenets Bedste. Ethvert Tyende maa underkaste sig den huuslige Orden hos Huusbonden.«

Om Tyendets Sygdom

»Paaføres Tyendet en Legemskade eller en anden Sygdom som Følge af Utilbørligt Forhold fra Huusbondens Side (…) bør han bekoste Helbredelsen og kan desuden tilpligtes at give Tyendet en billig Erstatning for det Næringstab, som det lider, efter at Tjenesten er ophørt. Paadrager Tyendet sig en Sygdom ved eget Utilbørligt Forhold, maa det selv afholde de med Helbredelsen forbundne særegne Omkostninger.«