Informations leder fra i lørdags er en direkte kritik af Fri Debat - en ny forening, der vil forsvare og promovere ytringsfriheden. Uheldigvis afslører lederskribenten, Bent Winther, at han hverken har sat sig ind i det aktuelle pres mod ytringsfriheden, eller i hvad Fri Debat er for en størrelse.

I sin forivrelse får Winther eksempelvis både meldt Fri Debats medstifter Jacob Mchangama både ind og ud af Trykkefrihedsselskabet. Men Mchangama har aldrig været medlem af TFS. Lad gå at Winther ikke har styr på den slags elementære fakta.

Det er imidlertid straks mere problematisk, når han lufter den absurde antagelse, at det vil være vanskeligt at opspore nogen her i landet, der ønsker ytringsfriheden indskrænket. Han har tydeligvis ikke gidet at anstrenge sig synderligt. For det er faktisk ualmindelig let at opdrive folk, der ønsker denne basale frihedsrettighed underkastet alle mulige mærkelige indskrænkninger.

Masser af forbudsønsker

Hvis Bent Winther var stødt på juraprofessor Eva Smiths udtalelser i kølvandet på Muhammedtegningerne, ville han have vidst, at selv prominente jurister her til lands ønsker blasfemiparagraffen fortolket strammere, end domstolene gør i dag. Amnesty International har i lang tid efterlyst yderligere skærpelser af racismeparagraffen, så man kan straffe folk, der siger deres mening, hårdere, end vi gør idag.

Havde han kigget i nærheden af EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder, hvor danskeren Morten Kjærum har sin daglige gang, Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance og diverse FN-eksperter, ville han vide, at man også her ønsker endnu flere dømt i henhold til blasfemi- og racismeparagrafferne.

Hvis han havde kigget i en undersøgelse lavet af Cepos og Danmarks Statistik, ville han desuden kunne se, at der blandt indvandrere er 50 procent, der sidste år erklærede sig enig i følgende udsagn: »Lovgivningen bør forbyde bøger og film, der angriber religion.«

Dansk Folkeparti har søgt at lukke munden på både Hans Jørgen Bonnichsen og Bashy Quraishy og vil indføre et indrejseforbud for folk med demokratifjendtlige holdninger. SF har senest markeret sig med at ville forbyde såkaldt ‘terrorrelaterede’ hjemmesider på internettet,

Selv Dansk PEN er fortalere for, at såkaldt ‘hate speech’ skal straffes, og medlemmer af Trykkefrihedsselskabet har talt varmt om burkaforbud.

Nej, det er ikke svært at opdrive folk, der ønsker ytringsfriheden indskrænket. Det er faktisk ret let. Det er underligt nok også umådeligt let at finde folk, der til det sidste vil benægte, at presset mod ytringsfriheden i disse år er stigende. Folk, der nægter at anerkende, at presset sker fra både FN’s side, fra EU, fra hjemlige lovgivere, fra den udøvende magt (Jægerbogs-sagen) og så naturligvis fra islamister, der i mere eller mindre voldelig grad forsøger at implementere et udenomsparlamentarisk regelsæt, som ytringsfriheden bør følge.

Ja, og så var der naturligvis også det efter al sandsynlighed politisk motiverede, voldelige angreb på den højreorienterede blogger Kim Møller i sidste uge for bare at nævne et nyt eksempel. Den radikale venstrefløj er skam også med i kampen om at true ytringsfriheden.

Hævet over den slags

Informations redaktion har de sidste fem år været blandt de hårdeste benægtere af presset mod ytringsfriheden her til lands. Til dato har avisen stadig ikke trykt en Muhammedtegning for at vise sin solidaritet med Jyllands-Posten. Man føler sig muligvis hævet over den slags. Det er i hvert fald en nærliggende tanke.

Ikke desto mindre er det efterhånden et særdeles provinsielt synspunkt at benægte presset mod ytringsfriheden, der ikke bare er lokalt, men globalt. Presset foregår på gadeplan såvel som på de bonede gulve i FN, hvor opportunistiske mellemøstlige statsledere i OIC i øjeblikket har held med at presse på for resolutioner, hvor religionskritik gøres i strid med menneskerettighederne.

Lederskribentens holdning er et eksempel på den ulykkelige og dybt provinsielle tendens, hvorved et principfast forsvar for ytringsfriheden gøres til noget politisk suspekt og automatisk forsøges affejet som ‘islamofobisk’. Som om det åbent at støtte ytringsfriheden er det samme som at stemme Dansk Folkeparti. Det er korrekt, at Trykkefrihedsselskabet til tider ikke kan finde rundt i islamkritikken og forsvaret for ytringsfriheden, men Fri Debat er netop stiftet bl.a. som en reaktion på denne tendens.

Det er vigtigt, at kampen for ytringsfrihed ikke gøres til noget suspekt, eller at den bliver taget som gidsel i det ene eller det andet politiske projekt.

Søren K. Villemoes, bestyrelsesmedlem og medstifter af Fri Debat, webredaktør på fridebat.nu