Liberaliseringen af det europæiske elmarked er en af de største mislykkede projekter i EU’s historie. Konkurrencen eksisterer ikke, og EU-Kommissionens redningsforsøg vil ifølge eksperter kun føre til endnu højere priser, uhæmmede monopoldannelser har ikke gjort markedet mere gennemskueligt, og regeringerne har mistet kontrollen med et af de vigtigste områder, når det gælder forsyningssikkerhed, udnyttelse af energiressourcer og ikke mindst nedbringelse af CO2. Information kunne i går på baggrund af nye tal fra Klima- og Energiministeriet fortælle, at elprisen for private kunder i løbende priser er fordoblet siden liberaliseringen af elmarkedet i 1998. Brancheorganisationen Dansk Energi be­tvivler tallene og mener, at de korrigeret for den almindelige prisudvikling og højere kulpriser ligger meget godt. Det skal ses i lyset af løfterne fra 1998, hvor EU’s direktiv om liberalisering blev implementeret i Danmark. Dengang lovede både Finansministeriet, Industrirådet og vismændene i Det Økonomiske Råd markante prisfald i kølvandet på liberaliseringen. Det er ikke sket.

Konklusionen efter 12 år med et frit elmarked er, at det forbrugerejede elsystem, som eksisterede i Danmark indtil liberaliseringen, var bedre til at sikre effektiv produktion af el til lave priser end de store private aktieselskaber. Forklaringen er, at de nye mastodonter på elmarkedet skal tjene penge på at sælge deres strøm, og den fortjeneste er nu lagt oven i prisen. Derimod er der ingen synderlige effektiviseringsgevinster at hente ved liberaliseringen som på andre områder. Som professor ved Ålborg Universitet Frede Hvelplund sagde til avisen i går: Tidligere var prisen på el lig omkostningerne, nu er prisen lig omkostninger plus fortjeneste. Hvis en liberalisering skal føre til lavere priser, så forudsætter det, at der eksisterer en konkurrence mellem producenterne, og det gør der ikke. Producenterne er de samme, de er blot blevet langt større gennem fusioner og opkøb, og den konkurrence, der foregår, finder sted på administrationsomkostninger og lignende. Bor man eksempelvis i en lejlighed i Vanløse, kan man i dag vælge mellem 70 forskellige leverandører, der er på årsplan godt 200 kroner at spare ved at skifte DONG ud med det billigste selskab, som er SEAS NVE.

Liberaliseringen af elmarkederne fulgte i kølvandet på den store dereguleringsbølge i 1990’erne. Det var en del af den Lissabon-proces, som EU-landene var enedes om skulle genrejse europæisk økonomi. Markedskræfterne skulle være med til at effektivisere de store offentlige eller offentligt regulerede sektorer – luftfart, telefoni, postomdeling og produktion af strøm. Men på det nye elmarked har forudsætningerne fra de økonomiske lærebøger om fri konkurrence ikke været til stede. Og de store energimonopoler DONG i Danmark, Vattenfall i Sverige, E. ON og RWE i Tyskland, franske EdF, italienske ENEl og spanske Endesa har stort set kunnet tage den pris, de ville for elekticiteten.