Børnene fra det grå betonbyggeri i Bent Hallers roman Katamaranen fra 1976 har ikke umiddelbart meget til fælles med den handlekraftige og retsindige Puk fra 50’ernes Puk-bøger.
Men ud af de 35.000 bøger, der er blevet skrevet til børn på dansk siden 1555, er de begge repræsenteret i en ny antologi over klassikere i børnelitteraturen. Værker i børnelitteraturen består af 100 nedslag, som enten viser et brud eller en tendens i den alsidige produktion af bøger, der har det ene til fælles at være skrevet til børn.
»Med udvalget af børnebøger ville vi gerne give et billede af, hvad børn har kunnet lide at læse gennem tiderne,« forklarer professor i børnelitteratur Torben Weinreich om det omfattende sorteringsarbejde. Han har udarbejdet den alfabetisk ordnede liste sammen med leder af Forfatterskolen for Børnelitteratur, Kari Sønsthagen.
»Der er egentlig ikke nogen forskel i litteratursynet eller udvælgelseskriterierne i forhold til voksenlitteratur. Vi vurderer værkerne ud fra deres kunstneriske kvalitet, men tager nok i højere grad også højde for bøgernes udbredelse, hvilket man ikke altid gør ved voksenlitteratur. Når det handler om børnelitteratur, er bøgernes popularitet meget vigtig, så børnenes egne præferencer respekteres,« forklarer Torben Weinreich.
Ufærdige individer
Selv om det er i børnenes møde med litteraturen, bøgerne skal bevise deres værd, er der inden for børnelitteraturen en lang tradition for, at bøgerne formidler voksnes ønsker på børnenes vegne.
»En af de første børnebøger, vi kender til, er Børne Speigel fra 1500-tallet, som selvfølgelig er strengt opdragende. Men det interessante er, at den er skrevet til både drenge og piger. Senere er børnebøger ofte målrettet kun det ene køn.«
Den samfundsmæssige og religiøst opdragende linje fortsætter langt frem i børnelitteraturens historie, men synet på børn ændrer sig.
»H.C. Andersen skabte et nyt grundlag for, hvordan man kunne skrive til børn. Hans forfatterskab bryder med det syn, man indtil da havde haft på børn som ufærdige individer, der manglede dannelse for at blive rigtige mennesker. Han så i stedet barndom som en værdi i sig selv,« siger Torben Weinreich og understreger, at H.C. Andersen fortsat er helt central.
»Mange senere børnebogsforfattere refererer til H.C. Andersen som den store inspirationskilde. Hans opfattelse af børn har præget hele børnelitteraturen og skabt en tradition, hvor barnets erfaringsverden er i centrum.«
En af de forfattere, som netop er meget inspireret af H.C. Andersen, er Ole Lund Kirkegaard. Torben Weinreich beskriver Ole Lund Kirkegaard som børnelitteraturens anden store fornyer.
»Med bogen Lille Virgil fra 1967 viser Ole Lund Kirkegaard en helt ny måde at tale og skrive om børn på,« siger Torben Weinreich og refererer til en lignende tendens hos Cecil Bødker og hendes roman Silas og den sorte hoppe fra samme år.
»Her ser vi nogle børn, som ikke har brug for de voksne. De lever et liv uden deres forældre, men klarer sig sammen med de andre børn og er ofte i konfrontation med de voksnes normer og regler. Det var helt uhørt i 1967,« fortæller Torben Weinreich og sammenligner med årtierne inden, hvor seriebøger om friske og frejdige drenge og piger, som Jan- og Puk-bøgerne var populære.
»Dengang beskrev børnelitteraturen børn, der så på forældre og skolelærere som gode autoriteter. De voksne blev, dog med få undtagelser, beskrevet som samfundets støtte og dem, der tog sig af børnene. De var børnenes fundament, så børnene kunne ikke finde på at handle imod deres interesse. Lille Virgil og Silas er derimod fundamentløse. Før fik børnene i børnelitteraturen påduttet verden af autoriteterne. Nu skulle de skabe sig selv og deres egen verden.«
Børnemagt
Bruddet med den pæne og opdragende litteratur i 60’erne og 70’erne skabte også debat og mødte kritik. »Tiden var præget af mange diskussioner om børn og medier. Man var i gang med at nedbryde tabuer inden for børnelitteraturen ved at skrive om skilsmisse og alkohol, og hvad der i det hele taget omgav børn af konfliktfyldt stof,« siger Torben Weinreich.
Han fremhæver Bent Hallers roman Katamaranen, som kom i 1976 og blev voldsomt kritiseret og diskuteret for sin måde at skrive til børn på.
»Katamaranen gik længere end de andre. Den var meget rå i sin beskrivelse af vold og seksuelle overgreb og foregik i et trøstesløst betonbyggeri. Mange bøger kunne have udløst denne debat i 70’erne, men Katamaranen gjorde det ved at gå til et yderpunkt.«
I kølvandet på disse brud med børnelitteraturens didaktiske linje fulgte spørgsmålet om, hvad børnelitteraturens nye formål var.
»Inden 1967 var børnelitteraturens eksistensgrundlag bøgernes opdragende og oplærende funktion. Efter 1967 retfærdiggjorde man i stedet børnelitteraturen ved, at den på en anden måde end før var i børnenes interesse. Den kunne give dem oplevelser, styrke dem i deres identitetsdannelse og give dem mod på livet og til at stå imod autoriteter. Og fordi man måske nu ikke længere fokuserede så meget på børnelitteraturens opdragende elementer, blev der også en meget større interesse i at udvikle børnelitteratur i en kunstnerisk retning.«
Det opdragende element forsvandt dog ikke helt med 60’erne og 70’ernes fornyede tilgang til de yngste læsere.
»Noget af børnelitteraturen efter 1967 fortsætter med at opdrage, men efter nye dogmer. Før skulle børnene følge autoriteterne; nu skal de gøre oprør imod dem.«
Nye klassikere
Den plads, der blev til at skrive børnelitteratur med kunstneriske ambitioner, er ifølge Torben Weinreich blevet endnu større de seneste 15 år. »Det interessante ved udviklingen i 60’erne er, at den startede en bølge, som betyder, at flere og flere forfattere nu skriver børnelitteratur med et litterært sigte. Forfattere som Louis Jensen, Christina Hesselholdt, Hanne Kvist og Cecilie Eken.«
»Børnelitteratur i dag har derfor fået meget større kunstnerisk anerkendelse. Derudover blev Center for Børnelitteratur oprettet på Danmarks Pædagogiske Universitet i 1998 sammen med en forfatterskole for børnelitteratur. Sådan en satsning er ligeledes en tydelig markering af, at børnelitteratur er værd at satse på og beskæftige sig med,« siger Torben Weinreich.
Han mener, der er god plads til den nye, litterært stærke børnelitteratur, men at de enkelte børnelitterære værkers langtidsholdbarhed kan være kort.
»Det er svært at sige, hvad der vil stå tilbage om 50 år. Generelt er der ikke mange børnebøger, der overlever. Bøger bliver ikke klassikere uden skolens hjælp, og her får børnelitteraturen ikke altid så stor opbakning som de traditionelle voksenlitterære klassikere. Derfor er det i det lange løb nok kun helt enkelte forfattere som H.C. Andersen og Ole Lund Kirkegaard, der står tilbage.«
‘Værker i børnelitteraturen - 100 danske børnebøger 1555-2008’ af Kari Sønsthagen og Torben Weinreich er udkommet på Høst&Søn
Født i 1946. Professor i børnelitteratur og fra 1998-2004 leder af Center for Børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitet i København. Torben Weinreich har tidligere udgivet ’Leksikon for børnelitteratur’ (2003), ’Historien om børnelitteratur’ (2006) og ’Børnenes litteraturhistorie’ (2008).
Syv børneklassikere ifølge Weinreich
H.C. Andersens eventyr (1835-1872)
’H.C. Andersens eventyr taler både til barnet og den voksne, da hans eventyr kan læses på så mange niveauer. Hvis jeg skulle vælge ét ud, er det ’Den standhaftige tinsoldat’. H.C. Andersen brugte børns sprog, blik og måde at opfatte verden på i sine historier. Det var en revolution i datiden og fik afgørende betydning for, hvordan man siden har kunnet skrive for børn.’
Ole Lund Kirkegaard: ’Lille Virgil’ (1967)
’’Lille Virgil’ er på mange måder lige så vigtig i børnelitteraturens historie som H.C. Andersens eventyr. Med ’Lille Virgil’ kommer et barn ind i litteraturen, som står alene. ’Lille Virgil’ har ingen forældre, men klarer sig sammen med de andre børn. Hans barnlige naivitet er et våben, han vender de voksnes tankegang på hovedet med – hvilket ofte er enormt morsomt for begge aldre.’
Halfdan Rasmussen: ’Halfdans ABC’ (1967)
’Når man nævner Halfdan Rasmussens nonsensdigte, bliver man også nødt til at nævne Ib Spang Olsens tegninger til samme. Illustrationerne er i den grad halvdelen af bogen, hvor der sættes billeder på absurde scenarier. Halfdan Rasmussen tillader sig alt i sine remser, blot det rimer. Men det er et fantastisk greb, at lade billederne give den umulige tekst en slags virkelighed.’
Bjarne Reuter: ’Busters Verden’ (1979)
’’Buster er vidunderlig, men vi er glade for ikke at have ham i vores klasse’. Sådan har jeg ofte hørt lærere omtale Buster. Buster er et barn, man betragter som uegnet. Men han ser selv en sejr i alle sine nederlag. Selv da han bliver kulisseholder i stedet for at få hovedrollen i skolekomedien. Bjarne Reuter får os til at more os over og nærmest beundre en person, som vi uden for bøgerne nok ikke ville acceptere.’
Bent Haller: ’Silke’ (1991)
’Silke er fortalt som en klassisk skabelseshistorie, men beskriver et menneske, der må skabe sig selv. Pigen Silke får skæl, gæller, og hendes ben gror sammen. Alligevel må hun kæmpe for at få sine forældre til at sætte hende ud i havet. Fra bølgerne vinker Silke ind til forældrene og forsøger at fortælle, at alt er godt. Bent Hallers særlige sprog er fantastisk. Det er råt og direkte, også når det er poetisk.’
Kim Fupz Aakeson: ’Mor’ (1998)
’Mor handler om en lille dreng, som har en tyk mor, som rydder kagebordet og fylder to sæder i bussen. Det er så pinligt, at drengen finder sig en ny, tynd mor. Men han kan ikke få sin mund til at sige mor til hende. Kun ord med m som makrel, mødding, muuh og morgensko. Børn elsker, når forældre eller lærere læser bogen op og pludselig skal tale nonsenssprog.’
Cecilie Eken: ’Mørkebarnet’ (2007)
’Mørkebarnet er noget så sensationelt som en sonetkrans skrevet for børn. Den er højst sandsynlig den første af sin slags på verdensplan. I 1700-tallet skrev man sonetter for børn, men ikke sonetkranse. Og hos Cecilie Eken er sonetkransens skema overholdt hele vejen. Bogen er en smuk og enkel historie om barnets håb om ubetinget kærlighed fra forældrene.’
Kommentarer