Kære Peter Kemp.
Tillad mig i al elskværdighed at sige dig, at du er en dårlig teolog, hvad jeg altid har vidst, men at du også viser dig at være en dårlig tænker, hvad jeg ikke på samme måde var klar over.
For der kan jo kun tales forkyndende om kærlighed til næsten. Det er ikke tilfældigt, at buddet om at elske din næste som dig selv er det andet bud og står efter det første, som siger, at du skal elske Herren din Gud. Det er heller ikke tilfældigt, at lignelsen om den barmhjertige samaritan slutter med Jesu ord: Gå du hen og gør ligeså!
Der er tale om en fordring. Der er tale om en ubetinget fordring, fordi troen på Gud er forudsætning for kærlighed til næsten, og derfor er fordringen om kærlighed til næsten absolut og uopfyldelig. Den stiller mig ind i det forhold til min næste, hvor jeg altid er skyldig og altid ansvarlig. Jeg har aldrig opfyldt fordringen. Men jeg er altid skyldig at gøre det, og således er mit liv blevet til skyld og ansvar, og således er næsten altid konkret og mit liv altid fordret.
Du står i farisæerens position. Det var ham, der skulle have Jesus til at fortælle, hvordan man øver næstekærlighed. Det var ham, der skulle have opskrifter og moralske anvisninger. I stedet fortæller Jesus altså lignelsen om den barmhjertige samaritan, der slutter med fordringen: Gå du hen og gør ligeså! og således sættes farisæeren i den tomhændedes position, som aldrig har nogen godhed at prale med.
Men det er jo denne godhed, du leverer opskrift på. Det er denne velbjergede, bredbagede position, du stiller dig selv i, når du vil tale om næstekærlighed uden for forkyndelsens sammenhæng. Det er slet ikke nogen tilfældighed, at du i din seneste tekst bruger begrebet godhed. Her har du forvandlet den ubetingede fordring til den moralske og nødhjælpspolitiske opskrift, og resultatet er den selvretfærdige farisæisme, som vores politiske korrekthed dyrker som den industri, der med rette kaldes godhedsindustrien.
Nej, det er ikke kærlighed til næsten at øve nødhjælp. Det kan være en klog og rigtig handling, fordi det er den forsikring, som i nødssituationen kan gavne én selv, men med kærlighed til næsten har det intet at gøre. Næsten er den enkelte, den nærmeste her og nu, ikke en nødstedt befolkning på den anden side af kloden. Jo, vi hjælper dem, der er i nød. Det er klogskabens og selvforsikringens handling. Vi har med rette ondt af de nødstedte og tænker på, at vi selv kan komme i samme situation, hvor vi har brug for hjælp.
Men der er ikke tale om kærlighed til næsten, og dine krampagtige forsøg på at begrunde denne meningsløse snak med udtrykket den globale landsby, hvor verden på grund af »aviser, bøger, fjernsyn, mails, nettet osv.« nu består af »næster«, er kun til at grine ad hvis det ikke var den sørgelige demonstration af din manglende evne til at tænke klart.
Dårlig teologi, javist. Men derfor også fad og dårlig tænkning.
Med venlig hilsen, Søren Krarup.
Kommentarer
”#”
Sikke dog en gang ordgejl fra Krarup.
Som sædvanligt uden nogen form for indhold.
Ja, den nye politiske korrekthed byder vel nærmest at man skal hade næsten. Ikke bare næsten, men helt og aldeles.
Og hadindustrien har kronede dage….
Denne kommentar er anbefalet af:
Det ville være befriende, hvis S.K skrubbede over på sit elskede Tidehverv.
Så kunne vi andre trække vejret mere frit.
Søn og skam, at Mærsk smider så mange penge i det latterlige parti på den yderste højrefløj.
VH Heidi Madsen
Ligesom i Iran skændes præsterne hertillands, gode præster mod onde præster.
Det må have været en forfærdelig erkendelse, at finde sig indelukket i en tom skal, her på jorden, udstødt, smidt ud fra himmelen, en forbryder henvist til straffens afsoningssted jorden, guds straffeanstalt for syndere, dødsrigets evige straf.
Ikke en engel men en forbryder.
Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig?
Mit skrig til trods er frelsen mig fjern.
Min gud, jeg råber om dagen, du svarer ikke,
om natten, men finder ej hvile.
Men jeg er en orm og ikke en mand,
til spot for mennenker, folk til spe;
alle der ser mig, håner mig,
vrænger mund og ryster på hovedt:
>>Han har væltet sin sag på Herren;
han fri ham,
han har jo velbehag i ham.
Åh, jamen så blev misforståelsen til at opklare: hjælpen til næsten i krisesituationer overalt på jorden ER bare en udstrækning af den ubetingede kærlighed til næsten. Der er ikke noget modsætningsforhold, for det er af barmhjertighed og uden at ville sit eget, man hjælper.
Derimod er der i hjælpen til tiggeren iblandt os en ubehagelig forskel, som gør, at den tiggende fornedrer sig, og giveren ikke for alvor kan hjælpe, men blot tvangsmæssigt må gentage sin fattige almissegivning.
Alt er bestemt, gud har bestemt det, ikke Søren! Så, det er som gud vil, eller hvad?
Der skal altså forkyndes, når man yder nødhjælp - men det gør vi jo også, vi forkynder demokrati og markedsøkonomi, nogle gange som betingelse, andre gange underforstået.
Denne kommentar er anbefalet af:
Gab. Endnu en gang gør Krarup rede for kronen i det Tidehvervske synderegister: “Du skal ikke tro du er bedre andre”
Og i næste uge “Er onani værre end at hjælpe næsten uden for den umiddelbare familie og nation?”
Denne kommentar er anbefalet af:
Og hvad kan man så lære af det?
At visse mellemøstlige kulturer for 2000 år siden var mere tankemæssigt udviklede, end Søren Krarup er i dag!
Snork…Hvis Kemps artikel, hvad jeg iøvrigt mener er indlysende forkert, er udtryk for dårlig tænkning, hvad kalder man det så, når Krarup vælger den dovne løsning med at undlade at forholde sig til argumenter, og bare gentage en tidligere (mange, mange gange…) udtalt position? Formelt er det vel en udgave af den fejlslutning som kaldes argumentum ad nauseam (og hvilken rammende betegnelse, i netop dette tilfælde). På det mere pragmatiske plan er det vel ikke så meget udtryk for dårlig tænkning, som for manglende tænkning overhovedet.
Det eneste overraskende i denne forbindelse er at Information vil lægge spalteplads til. Jeg er med på at det er en god ide at give folk mulighed for at tage til genmæle, men havde det været en lidt mere vågen redaktion, så havde de stillet krav om at et genmæle var det, dvs. svar på kritikken. Ikke blot en retorisk skummende gentagelse af de synspunkter som Kemp så effektivt punkterede. Alt andet er spild af alles tid.
Denne kommentar er anbefalet af:
Krarup er fantastisk til to ting: At føre sig selv frem og til at nedgøre andre.
Hvem er det, der giver ham råderum, og hvem er det, der bliver ved med at opretholde den kirke, hvor han kan svømme som en fisk i vandet?
Denne kommentar er anbefalet af:
Frej Klem Thomsen,
Jeg er enig med dig i: Snork og ”hvad kalder man det så”.
Det hedder teologi, der betyder kunsten af fortolke hellige skrifter efter forgodtbefindende.
Slagsmålet om næstekærligheden har i næstekærlighedens navn givet anledning til nedslagtning af utallige af, der ikke forstod den sande næstekærlighed og af bar næstekærlighed.
Lad dem slås, vi andre ved med historisk erfaring, at vi kun kan hjælpe slagsbrødrene ved at adskille dem, og ved at henvise dem til deres bedehuse – sekularisering.
Vi andre har jo ikke noget problem med at finde ud af, hvem, hvorfor og hvordan vi vil hjælpe andre. Vi gør det , også selvom det er på trods af deres hellige skrifter.
Der er det kedelige i denne polemik, at Krarup, som man jo helst ikke vil være enig med, ikke desto mindre har ret i, at Peter Kemps artikel er totalt underlødig.
Men folk reagerer jo refleksmæssigt, og hepper uden videre på Kemp, uden et øjeblik at spekulere over, hvad manden egentlig skriver. Fordi når han er imod Krarup, jamen, så må han jo være rigtig.
Det er han ikke.
Det er uhyggeligt. Den slags, der giver grobund for fascisme.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis troen på Gud er en betingelse for kærligheden til næsten, som Søren Krarup skriver, så står det slemt til for næsten.
grete jørgensen,
Og som Per Klemp skriver eller som alle kristne hævder, så ville osv.
P.S. Og i øvrigt er jeg som amatørteolog, mere enig med Søren Krarup end Per Klemp med henvisning til den virkelige virkelighed og den videnskabelige psykologiske kendsgerning, at evnen til empati er omvendt proportional med afstanden.
Men hjælp begrundet i fornuft og ikke religiøst eller følelsesmæssigt begrundet er langt mere næstekærlig i sin generøsitet har erfaringen vist.
Tjah, hvad kan galopperende religionsforstyrrelse dog ikke føre til af skriblerier!
Religion synes at være en fejlprogramering fra Guds side:
Forskere: Hjernen er skabt til religion - ikke til forskning
http://ing.dk/artikel/96665-forskere-hjernen-er-sk…
@Hans Jørgen Lassen
‘Der er det kedelige i denne polemik, at Krarup, som man jo helst ikke vil være enig med, ikke desto mindre har ret i, at Peter Kemps artikel er totalt underlødig. Men folk reagerer jo refleksmæssigt, og hepper uden videre på Kemp, uden et øjeblik at spekulere over, hvad manden egentlig skriver. Fordi når han er imod Krarup, jamen, så må han jo være rigtig.’
Jeg udtrykker hermed min respekt for HJL. Flot gået, uanset holdning til teologi, som jeg jo kender fra andre tråde.
Kemp tror nemlig at man kan læse bibelen og bruge dem til at slå hinanden i hovedet med. Det er jo noget der ligner fundamentalisme..Og i hvert fald er det at tro at bibelen kan bruges politisk. ‘Når der står sådan og sådan i bibelenj, så må vi da også gøre sådan og sådan…’ osv. Hvor tit hører man det ikke..? Jeg plejer gerne at anføre at specielt kritikere af kristendom er gode til at være fundamentalister og politiske bibelfortolkere.
Og det er lige præcist det Krarup så bruger en fortælling, - den barmhjertige samaritaner, til at illustrere. Betyder fortællingen at man som menneske, - efter bibelens forfatter, skal gøre det som den barmhjertige samaritaner gør, eller betyder det at det er umuligt at at gøre det rigtige, så man ubetinget som menneske er underlagt skyld og ansvar, som Krarup mener.
Jeg tror ikke bibelens utallige forfattere og redaktører er idioter. På det punkt er jeg enig med Krarup.
@Per Holm Knudsen
De forskeres hævdelser undrer stadig meget her - så vidt vides blev vore hjerner udviklede under naturforhold - og religion fremkom jo FØRST efter
kulturerene’s opkomst.
Kim Gram: Ja men hjernen udviklede sig fortsat efter kulturens opkomst -derfor er det ikke helt let at skille de to ting ad
@ Kim
Måske var religiøse forklaringer noget der kom før videnskabelige forklaringer - det vil jeg næste tro.
Ole E. Mikkelsen,
Ja, det er godt med dig.
Jeg har allerede lagt mit pund i vægtskålen til fordel for Søren Krarup, men ikke fordi han tolker Bogen rigtigt, men fordi det er i bedst overensstemmelse med virkeligheden og videnskabelige kendsgerninger.
Det er her Søren Krarup skal hente krudt til sine politiske holdning og ikke i Bogen.
Men det korte og det lange er: Tolkningsdiskussioner af De Hellige Skrifter, hører til på præsteseminarier, teologiske fakulteter, Kristeligt Dagblad mv, altså blandt de frelste og ikke blandt os hedninge. Vi er jo ikke engang omvendt, så hvordan f….., skulle vi kunne deltage i den lærde debat om mytologiens tolkninger
Denne kommentar er anbefalet af:
Hans Jørgen Lassen
Nu er Krarup udvidede udgangspunkt, at det er kærligheden til Gud, der er betingelsen for næstekærlighed.
Det ekskluderer jo på forhånd dig, i Krarups optik - det kan man vel snarere kalde for fascisme?
Du er jo af SK på forhånd frakendt evnen til næstekærlighed i hans udlægning.
Men du mener at han har ret?
Niels,
hvis du læser, hvad jeg har skrevet, vil du til din forbløffelse opdage, at jeg ikke lovpriser Søren Krarup, men alene kritiserer Kemps makværk af en artikel.
Hvad Søren Krarup i øvrigt måtte mene, har jeg ikke ved denne lejlighed taget stilling til.
Begrebet “næstekærlighed” overlader jeg (som Svend vist nok foreslår) gerne til troende og teologer.
Jeg kan - for det meste - nok finde ud af at opføre mig nogenlunde rimeligt, ganske uden brug af kristne begreber.
Gad vide hvad “kærlighed” er for en størrelse? Er kærlighed overhovedet noget vi er enige om? Findes kærlighed som andet end en fantasi? Er kærlighed til en gud, det samme som kærlighed til røde bøffer?
Hans Jørgen Lassen:
“vil du til din forbløffelse opdage, at jeg ikke lovpriser Søren Krarup, men alene kritiserer Kemps makværk af en artikel”
Peter Kemp har skrevet to indlæg, og Søren Krarup ligeså. I din jargon, er nærværende udgydelse fra Søren Krarup, hans duplik.
Mener du, at (også) Peter Kemps andet indlæg (replikken) var makværk?
Herligt spørgsmål, Per,
Jeg har selv ofte undret mig over det der med kærlighed til en gud. Det giver jo ikke rigtig mening.
I skolen kom jeg engang i en religionstime (eller hvad det nu hed) til at sige: Hvordan kan nogen elske Jesus, en mand, de slet ikke kender?
Det spørgsmål blev ikke vel modtaget, skal jeg lige love for.
Heinrich,
Kemps andet indlæg er forbigået min opmærksomhed. Jeg snakkede om det første.
Men jeg vil straks læse nr. 2 - nah, måske skulle jeg cykle i Brugsen først, inden jeg sner inde.
Niels Mosbak
Krarup har dokumenteret sin totale mangel på tankemæssig udvikling gennem mange år. Der er intet der har flyttet sig, Krarup er en misdannelse, cerebral atrofi er det bedste bud på en diagnose.
@Ole Falstoft
Kim Gram: Ja men hjernen udviklede sig fortsat efter kulturens opkomst..
–-
Tvivlsomt, men gid det var gået så vel te’ ;-)
–––––––
Per Holm Knudsen
Måske var religiøse forklaringer noget der kom før videnskabelige forklaringer - det vil jeg næste tro.
––-
H.m. Næh religiøse forklaringer er vist først fremkommet EFTER kulturerne kom til.
Sagen er nok egentlig den at de videnskabsfolk definerer enhver(!) af vore fejltagelser eller mangler som: Religion. ( Hvilket dog end ikke er tæt på at
være så )
At da naturen - af nogle besynderlige ( og os ukendte ) grunde ;-) ikke har gjort os alvidende eller i det mindste gjort os umulige at narre -
ka’ de forskere jo slippe meget nemt om ved at påpege: At så er vi jo allerede fra naturens side gjort modtagelige for religion.
@hans Jørgen lassen
I skolen kom jeg engang i en religionstime (eller hvad det nu hed) til at sige: Hvordan kan nogen elske Jesus, en mand, de slet ikke kender?
–––––-
Måske netop derfor ! Netop FORDI vi ikke kender ham selv.
Heinrich,
nu har jeg både været i Brugsen (skål!) og læst Kemps andet indlæg.
Og det er mere sobert. Langt mere sobert.
Men for nu at tale om indholdet: hverken du eller jeg kan tage alverdens lidelser på vore skuldre. Så derfor er det - uden at jeg vil gøre det til et dogme, slet, slet ikke - jo nok mere oplagt at tage sig af folk i nærmeste omegn, i hvert fald i først omgang.
Her kan jeg tilslutte mig nogle af Svends bemærkninger til dette tema.
Men det udelukker naturligvis ikke, at også andre bliver hjulpet, måske ikke direkte af en selv, men så indirekte via staten. Og i hvert fald udelukker det ikke helt principielt, at også fjernere personer får hjælp.
Jeg vil dog gerne understrege og gentage, at alverden er sgu ikke mit ansvar. Så ville jeg ikke kunne sove om natten, få nervøse trækninger, tyndskid og dø af sult.
Men jeg sover godt om natten, har ikke nervøse trækninger, regelmæssig afføring, og jeg hverken tørster eller sulter.
“Der er tale om en fordring. Der er tale om en ubetinget fordring, fordi troen på Gud er forudsætning for kærlighed til næsten, og derfor er fordringen om kærlighed til næsten absolut og uopfyldelig. Den stiller mig ind i det forhold til min næste, hvor jeg altid er skyldig og altid ansvarlig.”
(Søren Krarup, citat fra artiklen)
Igen
Jeg kan læse hvad der står, men jeg forstår simpelt hen ikke, hvad SK mener. Men åbenbart mener han, at næstekærlighed kun kan forstås i forkyndelsen og ved forkyndelsen. Og at troen på Gud er forudsætningen for næstekærlighed? Og jeg aner virkelig ikke, hvad Krarup mener. I stedet for at argumentere for dette synspunkt eller folde det ud teologisk mv. , ja så synes SK mere optaget af at skælde Peter Kemp ud…
Og han gider åbenbart ej heller at fortælle, at det er Søren Kierkegaards position, han argumenterer for. Hin enkelte tales der til. Netop derfor kan SK tolke denne lignelse (historie med en pointe) som om at næsten er den man møder på sin vej, ikke at give nødhjælp til f.eks. Haiti eller hjælpe kvinder i Afrika.
Hvordan tror Krarup at vore hospitaler er opstået? Hvordan tror Krarup at ideen om at hele de syge og de sårede er opstået? Middelalderens klostre var åbne for alle, også syge og sårede, fattige og arme, som intet ejede - netop fordi de forsøgte at levendegøre Jesu ideal om at hjælpe de svage.
Præcist som Luther også opfordrede til…
Hvis Krarup vil diskutere hvorfor vi giver nødhjælp i stedet for teologisk diskussions-rytteri er han velkommen til det. Der kan nemlig godt være en pointe i, at vi giver nødhjælp for selv at få det bedre.
Og så er det altså Krarup selv, der har opfundet ordet ‘godhedsindustrien’.
Pointen i lignelsen om Manden fra Samaria er stadigvæk den, at det var en fremmed, en udstødt som hjalp hebræeren (eller snarere en mand fra Judæa), ikke hans to stamme-fæller - som det ellers var meningen at man skulle gøre på den tid.
Netop derfor er lignelsens pointe jo den at næsten også er den fremmede - og det kan Krarup altså ej argumentere sig ud af, hverken retorisk eller teologisk.
Hans Jørgen Lassen:
“hverken du eller jeg kan tage alverdens lidelser på vore skuldre”
Næh, det ville være en uoverkommelig og dermed urealistisk opgave at pålægge sig, og det ville jo være dumt at forsøge at påvirke mere end det, man personligt har mulighed for at gøre noget ved.
De kristne kan derimod frasige sig åget med et andet argument, et teologisk, der selvfølgelig fordrer en vis portion selvbedrag. Nemlig at Jesus har påtaget sig at bære lidelserne (læs: den dårlig samvittighed, medlidenheden, medmenneskeligheden overfor de personer der ikke indgå i den nærmeste kreds), og dermed være ligeglad med verdens gang og andres lidelser. Hvad rager den slags en kristen?
Hvilket jo i øvrigt også er essencen af Søren Krarups forestilling om, hvad det vil sige at være kristen. Han virker jo snarere til at være calvinist, end lutheraner, så vidt jeg kan vurdere - men det vil han jo nok selv afvise på det kraftigste…
Karsten Aaen:
“Og så er det altså Krarup selv, der har opfundet ordet ‘godhedsindustrien’. “
Godhedsindustrien, som modpol til hans egen position. Hvad mon den kunne kaldes?
Søren Krarup er tættere på Calvins udlægning af Bibelen og Kristendommen end Luthers, vil jeg mene. I andre tilfælde mener jeg bestemt, han er mere tættere på katolsk tolkning af kristendommen end Luthers tolkning af samme. Han bl.a. kaldt ægteskabet et sakramente. I Lutherdommen, i protestantismen, er dette noget vrøvl, der findes kun to sakrementer i Lutherdommen; Nadveren og Dåben.
Tidehverv’s tolkning af Kristendommen er nok tættere på Calvins forestilling og tolkninger end Tidehverv vil indrømme, vil jeg tro.
Tak, Karsten, for at bekræfte min opfattelse, af Søren Krarups teologiske ståsted.
DEN GODE GERNING.
Søren Krarup har det med avisredaktioner som kvinder på bal, de ønsker at blive budt op, og vil ingen inklinere, for det sker for de uheldige, byder de sig selv til og danser med hinanden. Mon teologer har det sådant? For her gik man forventningsfuld at skulle høre dem berette om,. hvilke gode gerninger de siden sidst havde udrettet med objektet, subjektet i vejkanten. Ak nej, alt ved det gamle, Næsten!
Og Næsten handler fremforalt om filosoferen et sted mellem danskeren og verdensborgeren. For Kemp globalt, for Krarup danskeren og sig selv.
I en anmeldelse af Kemps ‘Verdensborgeren’ skrev Esben Bock i 2005 i en anmeldelse bl.a.: “Kant er det helt store omdrejningspunkt for Peter Kemp. Kants moralfilosofi og oplysningsfilosofiske essays udgør ikke bare kernen i det historiske afsnit, men nåske hele ærindet med bogen. Kant lever eller bør leve i højere grad i vores bevidsthed som verdensborgere.”
Foruden Jens Kruse, marxister og flygtninge findes altså her til Krarups glæde, hans nye modstykke, i en disput på bibelcitater. Et par år før Kemps bog udsendte Krarup beretningen om sit eget levnedsløb og genfandt heri en af sine egne pjecer på Tidehverv, der handlede om danskernes stillingtagen til det store udland, og ikke overraskende kunne han her citere sit forbillede, Harald Nielsen, om forsvarbevægelsen for landets og folkets eksistens: “- hvem har kunnet gennemføre nogen? Kun de, der ikke begreb, hvad der stod på spil, som ikke begreb, at landet ad afvægningens vej måtte ende med at blive et blot beboet område, glædede sig over umuligheden deraf” (- en slags omvendt pessimisme).
Med så ulige forudsætninger blivet det svært, måske især for teologer, at fortolke, hvem Næsten er. Lidt naivt kunne man forestille sig indkaldelse til en fælleskirkelige synode, men da vil borgerkrigen mellem Kemp og Krarup udvikle en regulær religionskrig, og den bliver med Krarups positive holdning til sådanne krige, af international karakter, som Kemp taler om. “For næsten er den nærmeste, og kun i den betydning af ordet bliver næstekærlighed konkret og forpligtende” (citat fra Krarups ‘Loven’ 1980).
Vi må afvente at se den konkrete og forpligtende og måske gode gerning.
Søren Krarup er da den fremmeste fortaler for Ondskabsindustrien.
KIm Gram: Jeg ved godt det er lidt ‘off the subject’ men menneskets kulturelle udvikling går mindst 100.000 år tilbage og der er sket meget med vores hjerner siden ikke mindst som følge af vores kultur -den blev en vigtig parameter i overlevelseskampen. Der er f.eks. ikke tvivl om at Homo sapiens udkonkurrerede Homo neanthertalis på grund af deres overlegne kultur
Bernhard Dragsbjerg,
” Krarup er en misdannelse, cerebral atrofi er det bedste bud på en diagnose”.
Det kan du sgu selv være. Søren Krarup har en misundelsesværdig intellektuel skarphed, der gør, at man kunne ønske at han brugte den på noget bedre og at han var på ens side.
Han er en guds benådet retorikker og debattør og provokatør, der gør at vi alle nu endnu engang diskuterer hans dagsorden og på hans præmisser. Hvad kan man (han ) ønske sig mere !
Karsten Aaen
“Middelalderens klostre var åbne for alle, også syge og sårede, fattige og arme, som intet ejede - netop fordi de forsøgte at levendegøre Jesu ideal om at hjælpe de svage.
Præcist som Luther også opfordrede til…”
Bortset fra at klostrene blev lukket ved protestantismens indførelse, overvejende ved naturlig afgang, når bortses fra gråbrødrene der blev jaget på porten.
Men ellers foregik afviklingen tilsyneladende fredeligt. Mange abbeder blev lensmænd for kongen i stedet, og klostrene krongods.
Svend W:
“Han er en guds benådet retorikker og debattør og provokatør”
Man må da håbe, at hans gud benåder ham for alle de horrible udsagn, han er kommet med i tidens løb.
Eller rettere: calvinister behøver jo netop ikke benådning, dvs. de har ingen anledning til at tilpasse deres opførsel, da de alligevel ikke vil blive dømt på denne.
Bortset herfra, er det sandt, at Søren Krarup er en eminent demagog. I samme klasse som Viggo Hørup.
Svend W:
“Han er en guds benådet retorikker og debattør og provokatør”
Fri os for den gud! Det kan da ikke være en af de gode.
(Det er udtryk for næstekærlighed at skrive ind i Word, hvor der er stavekontrol).
@Svend: ”Han er en guds benådet retorikker og debattør og provokatør”.
Det har aldrig slået mig. I mine øjne er han intelligent, men dum. Hans Hauge har engang sagt så noget lignende som, at han er Danmarks bedste tænker. Det er heller aldrig faldet mig ind.
DR har en gammel montage, hvor Krarup sammen med Glistrup og en tredje (som jeg ikke husker navnet på) giver en opvisning i kristen næstekærlighed imod fremmede.
Krarup er medlem af den skånske forening, der vil have Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Han ønsker også Danmark til Ejderen, og så nærmer vi os essensen: Næstekærligheden kan sagtes gå i krig. Det kan almindelige mennesker med almindelig menneskeforstand ikke fatte, og det taler til deres fordel. Krarup er bare en kristen nørd og ekstremist.
Hans Jørgen Lassen:
“Det spørgsmål blev ikke vel modtaget, skal jeg lige love for.”
Lærere tåler sjældent, at få vedtagne dogmer udfordret.
Jeg spurgte engang, hvorfor vi (i “alfabetsangen”) skulle synge “28 skal der stå”, når enhver jo kunne se, at der hang 29 bogstaver på tavlen, og om vi ikke kunne ændre teksten.
Defamering af gud, konge eller fædreland kunne næppe have udløst en markant voldsommere reaktioner…
Niels-Simon Larsen,
At man ikke kan lide (fordrage) en mands synspunkter, er ikke det samme som, at den anden er dum, de værste modstandere er dem, der er bedre begavede end en selv. Man skal aldrig undervurdere sin modstander.
P.S. Vedrørende Skånes tilbagevenden. Det kommer helt af sig selv efter Øresundsbroen. Der er immervæk meget langt til Stockholm.
Egentlig er disse artikler fra Kemp og Krarup en kedelig teologisk diskussion, som kan fortsætte i årevis.
Det er jo ikke noget nyt at ekstrem fundamentalistiske højre radikale kristne som Karup har deres version. Personligt tror jeg ikke på Karup version, idet kun kan passe hvis ordet nærmeste havde været brugt i stedet.
Det er jo helt klart ud fra de artikler Krarup har skrevet, at han mener at det danske samfund skal fraskrive sig et ethvert ansvar over for mennesker udenfor Danmark.
Han mener ikke at samfundet har nogen forpligtigelser overfor flygtninge eller fattige i andre lande som ulandene.
Krarup gør jo også kristendommen til en såkaldt lovreligion, ved at bruge en lignelse i evangelierne til at legitimere politiske til- og fravalg. Krarup blander civil og kirkelig lov sammen.
Krarups udtalelserne om Kemps intellektuelle formåen, siger vel mest noget om Krarups snæversynethed.
Det danske samfund er et velfærdssamfund, der er baseret på at ansvaret indenfor visse rammer er institutionaliseret , dvs samfundet tager over ved sygdom, arbejdsløshed, alderdom mm. Det er ikke op til den enkelte eller velgørenheds-organisationer. Det er jo her Krarup ikke mener at vi har noget ansvar for andre end de han definere som den næste, altså en meget snæver kreds af personer.
Jeg mener ikke at velfærdssamfundet har nationale grænser, og at vi har en fælles forpligtigelse ansvar for at velfærdssamfundet er så udbredt som muligt. Det er vel også det der har været ideen i EU og undgå nationale konfrontation i EU (krige). Vi lever i en global verden hvor mange af vores materielle goder er produceret i fattigere lande end Danmark.
Der er jo masse af krydsrelationer mellem den fattige del af verden og den rige, bla at det er Kina der låne finansiere det amerikanske overforbrug ved at købe for milliarder obligationer fra USA.
Vi lever med andre ord i en verden der bliver mere og mere tæt knyttet sammen og hvor ansvaret for mennesker i andre lande bliver større og større.
Den vestlige verden har ikke påtaget sig et rimeligt ansvar for resten af verden, men udbyttet fattige lande. Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12).