Ordlyden på det postkort, der gemmer sig bag titlen Postcard to Daddy, kan man næppe nogensinde viske ud af sin erindring. Det er en tysk dokumentarfilm i festivalsektionen Panorama lavet af Michael Stock, der for åbent kamera fortæller sin egen historie. Første billede er fra Nollendorf Platz i Berlin, hvor Michael poster sit kort. En location, der for berlinkenderen straks signalerer bøssemiljø. Men den, der tror, at vi nu skal have en historie om en ung mand, der springer ud af skabet på et postkort til faderen, tager så grueligt fejl.
Michael Stock vokser op som det yngste af tre børn i 1970’erne i en venstreorienteret familie i det sydlige Vesttyskland. Faderen Roland er en kvindebedårer med latino look. Moderen Margret er en køn tiltalende kvinde, der tidligt i Michaels barndom går ind i Amnesty International, hvor hun lægger meget af sin tid. Desværre for Michael. For mens moderen er til møder og forsøger at hjælpe nødstedte kvinder, misbruger hans alkoholiserede far ham seksuelt. Det står på i otte år, fra Michael er otte, til han er 16 år. Da smider han endelig sin far ned af trappen.
Dødsforagt
Yderligere ti år tager det ham, før han kan betro sig til sin familie. I de ti år kaster han sig med dødsforagt ud i Berlins bøssemiljø, tager stoffer og opfører sig med egne ord »promiskuøst og uden selvrespekt. Jeg stillede mig seksuelt til rådighed for andre.« I 1993 laver han på opfordring af den tyske bøsselegende Rosa von Praunheim filmen Prinz in Hölleland (Prins i Helvede), der beskriver bøsse- og narkomiljøet i berlinerbydelen Kreuzberg. Filmen blev en succes, og Michaels rejse med HIV og hepatitis, men også mod en erkendelse af fortidens lidelser, var begyndt.
Hverken Michaels mor, bror eller søster tvivlede på sandheden i hans historie, da han betroede sig til dem. De bliver alle interviewet i filmen. Søsteren Anja, der er socialpædagog og selv har to små drenge, har afbrudt al kontakt til faderen.
»Jeg ønskede ikke, at han skulle være bedstefar til mine børn,« siger hun. Broderen Christian, der er politolog og redaktør, har bevaret kontakten til faderen.
»Det var også min far, og jeg har gode minder fra min barndom,« siger han.
Da Michael endelig fortalte dem det, var han på selvmordets rand.
»At min mor troede på mig og erkendte det, reddede mit liv i første omgang,« siger han i filmen. Ærligheden, hvormed familien optræder, Michaels åbenhed over for dem, og især kærligheden mellem mor og søn er de store lyspunkter i filmen. Vi følger dem på en rejse sammen til øen Ko Lanta i Thailand. Her fortæller Margret, hvordan et par dage af hendes liv faldt ud, da Michael betroede hende, hvad der var foregået. Man tror på, at hun aldrig opfattede, hvad der var galt, da Michael i forbindelse med sin pubertet trak sig mere og mere ind i sig selv, samtidig med at man mærker et indre raseri vokse over den generation, der havde så travlt med at frelse verden, at de glemte deres børn, der altså til tider blev voldtaget i ægtesengen.
Michael Stock er et usædvanligt sympatisk menneske. Postkortet til faderen sender han efter ferien til Thailand. Faderen, som Michael aldrig har kunnet se meningen i at retsforfølge, fik efter skilsmissen kone og et nyt barn. Nu har han haft et slagtilfælde. Hadet, mener sønnen, bringer ham ikke videre i livet. Et antiklimaks opstår til sidst, da den gråskæggede Roland sidder i sit hjem og siger til sin søn, at han da aldrig har følt behov for at gå i terapi på grund af det, han gjorde mod ham. På sønnens sidste spørgsmål, om hvordan han kunne fortrænge begivenhederne så massivt, svarer han blot: »Jeg har nok en tykkere hud end du.«
Fra fængslet til Genova
Hendes rå hæse stemme har man endnu for sit indre øre, længe efter at man har forladt biografen. Den transseksuelle Mary fra den italienske instruktør Pietro Marcellos La bocca del lupo (Ulvens gab), der bliver vist i dette års Forum-sektion på Berlinalen, er en af de ægte originaler, man bliver konfronteret med på filmfestivalen.
Forum, der i år kan fejre 40 års-jubilæum, er stedet, hvor de film, der politisk og kunstnerisk ligger langt fra mainstream, bliver vist. I Marcellos film er man aldrig helt klar over, hvad der er dokumentation, og hvad der er fiktion, hvad der er fortid, og hvad der er nutid. Den er en hyldest til havnebyen Genova. Der har været tæppefald for dens fordums glans ligesom for andre store europæiske havnebyer som Marseille og Napoli.
Men Marcello giver et portræt af det storladne forfald, fortiden blander sig med nutiden, og byens sjæl trænger igennem i de langsomme billeder af dens usædvanlige eksistenser. Alle skildres med en vis distance, men derfor så meget desto mere indtrængende. Både de transseksuelle lidt hysteriske donnaer i de trange gyder og de gamle tavse mænd, der har indrettet sig i en art huler ved havnen. Lang tid flyder vi blot med rundt i denne livserfarne by, der har havet som sin puls - det er jo også Columbus’ fødeby. Først i den sidste del lader instruktøren de to hovedpersoner Mary og hendes livs kærlighed Enzo fortælle deres kærlighedshistorie.
Som i flere af filmene i hovedkonkurrencen er hovedpersonen også her en mand, der vender hjem, efter at have tilbragt mange år i fængsel. Sicilianeren Enzo vender tilbage til den lille lejlighed i en af de mørke gyder i den fortryllende gamle bykerne. Men først gennemtrawler han nattelivet ved havnen og støder på gamle bekendtskaber, der deler skæbne med Genova. Heller ikke dem er årene gået sporløst hen over.
Hjemme har hans elskede Mary ventet på ham. De mødtes i fængslet, hvor han var den eneste, der tog sig af hende og beskyttede hende, og det blev til en livslang kærlighed. Mary holdt trofast fast i de månedlige besøg, sendte madkurve og indtalte kasettebånd. Deres mest brugte kælenavn for hinanden er »bastardo« og »bastarda«. Deres drøm er et lille hus på landet. En drøm, der går i opfyldelse omend meget langt fra vor verdens indre billede af et hus i Italien med alle moderne bekvemmeligheder. La bocca del lupo er et postkort på vrangen, et af dem, man vemodigt og nænsomt hænger op på sin indre opslagstavle.
Kommentarer