Opslag til denne artikel

Emneord:regeringsgrundlag
Personer:Henrik Sass Larsen, Lars Løkke Rasmussen
Organisationer:Socialdemokraterne, Venstre
Steder:Danmark

At sætte ambitiøse målsætninger for Danmark bliver også af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) selv betegnet som en af regeringens vigtigste opgaver. Han gjorde det, da han i efteråret opstillede en række drømmemål for Danmark i 2020 - og flere mål vil komme til, når regeringen om kort tid præsenterer sin plan ud af den økonomiske krise og senere forventes at offentliggøre et nyt regeringsprogram.

Men regeringen har mildest talt ikke haft succes med at opfylde de samfundsmål, den hidtil har opstillet.

I dag, den 18. februar, er det præcis fem år siden, at V og K offentliggjorde sit forrige regeringsgrundlag ‘Nye Mål’. Her beskrev regeringen bl.a. 13 konkrete målsætninger for, hvordan Danmark skulle se ud i 2010. Men fem år senere er det kun lykkes at opfylde én enkelt af dem, viser en gennemgang, som 3F har foretaget.

»Billedet af regeringen, der til punkt og prikke holder, hvad den lover, det holder ikke til en nærmere efterprøvning. Regeringen har et medansvar for den krisesituation, vi står i i øjeblikket - og den har ikke i opgangstiderne sat penge af til at nå målene, men brugt pengene på tant og fjas i stedet,« siger 3F-formand Poul Erik Skov Christensen.

Lidt for popsmart

De 13 målsætninger fordeler sig under overskrifter som »uddannelser i verdensklasse«, »Danmark som førende videnssamfund«, »Danmark som førende iværksættersamfund« og »verdens mest konkurrencedygtige samfund«.

Overskrifterne er gået igen igennem hele regeringens politik og er også at finde i det seneste regeringsgrundlag fra 2007.

Alligevel er man flere steder langt fra at nå målene. Antallet af unge, der tager en ungdomsuddannelse, er ikke stigende. Der er ikke blevet flere, men færre praktikpladser. Frafaldet på erhvervsuddannelserne er ikke faldet, men steget. Sygefraværet er ikke blevet mindre, men større. Kun på integrationsområdet kan regeringen prale af en succes: Langt flere indvandrere, end man regnede med, er kommet i arbejde.

»Det har en tendens til at blive lidt for popsmart, når man ikke også indfrier sine visioner. Og når ham, der blev udråbt til Danmarkshistoriens mest driftssikre statsminister, ikke kunne, så har jeg ikke megen tiltro til, at Lars Løkke Rasmussen kan. Han har jo været en del af den samme regering gennem alle årene« siger Poul Erik Skov Christensen.

En del af målsætningerne - for eksempel, at beskæftigelsen skulle øges - er direkte ramt af krisen. Men selv, når man sorterer dem fra, er der grund til kritik, mener Henrik Sass Larsen, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne.

»Det særligt katastrofale - hvor man virkelig kunne have gjort noget - er for eksempel frafaldet på erhvervsuddannelserne og behovet for flere i ungdomsuddannelse. Det er saftsuseme en katastrofe for fremtidens samfund, at man ikke har løst den problemstilling,« siger han.

V: Det er krisens skyld

Venstres finansordfører Tina Nedergaard erkender, at det er slået fejl med en række af målsætningerne.

»Men da vi lavede regeringsgrundlaget for fem år siden, var der ingen, der kunne forestille sig, at vi kom ud i den værste krise siden Anden Verdenskrig,« siger hun.

Hun henviser til, at krisen eksempelvis har haft indflydelse på både beskæftigelse, manglen på praktikpladser, en øget tilbagetrækning og en dalende investeringslyst.

Ifølge Tina Nedergaard er det »klart ikke tilfredsstillende«, at frafaldet ikke er nedbragt, og at der ikke er flere, der har valgt en ungdomsuddannelse. Men hun venter sig resultater af en række tiltag, som er sat i værk på netop de områder.

»Og når jeg sidder og kigger på det og tænker på, hvilken situation landene omkring os er ude i, så må jeg sige, at vi er langt bedre stillet, end man kunne frygte - også i forhold til at opnå vores mål.«

Men selv om målsætninger og pejlemærker kan være nyttige, når man skal dirigere et regeringsapparat, så betyder krisen, at de er ved at miste deres værdi i politik, siger professor i statskundskab Ove K. Pedersen fra CBS.

»Kontraktpolitikken ligger der stadig som et museumsredskab, som nogen synes, det er vigtigt at have i montren. Men det er svært at se, om det overhovedet er realistisk at opstille målsætninger med så langsigtet perspektiv, når man nu ser, at regeringen i betydelig grad ikke har kontrol over omgivelserne. Dermed er kontraktpolitik blevet til symbolpolitik,« siger han.

Ikke længere seriøst

Ove K. Pedersen henviser til, da Lars Løkke Rasmussen i november på Venstres landsmøde opstillede sine »drømmemål« for Danmark i 2020:

»Med dét prøvede han vel at signalere, at han var en anden statsminister end Fogh - og at han havde et program, der kunne sætte oppositionen skakmat. Men i stedet kom debatten til at handle om, hvor realistiske hans mål overhovedet var - og om det overhovedet var relevant at opstille dem. Selve redskabet kontraktpolitikken er undermineret og bliver i stigende grad ikke taget seriøst,« siger Ove K. Pedersen.

Hos Venstre afviser Tina Nedergaard derimod, at tiden for ambitiøse målsætninger er forbi.

»Selv om vi så langt fra har nået vores mål, så er den form for målsætninger afgørende at navigere efter. Og netop nu, hvor vi i stigende grad skal prioritere og ikke kan være rundhåndede over for alle, er de vigtigere end nogensinde før,« siger Tina Nedergaard.