Man troede, det drejede sig om et par hundrede operationer om året. Makismalt. Om få år ville det måske have udviklet sig til et par tusinde, men det var så også det. Det var i hvert fald, hvad man troede i 2006, da det britiske National Institute for Clinical Excellence anbefalede, at meget overvægtige skulle få tilbudt operation for at få bugt med vægtproblemerne.
Men for nyligt kom chokket: En million briter er i dag så overvægtige, at de er berettiget til at få operationen, viser de nyeste tal fra kirurgernes forening i Storbritannien. Briterne har spist sig så store, at sundhedsvæsenet ikke længere kan følge med: Mens knap en kvart million briter gerne vil opereres mod deres overvægt, har kun 4.000 fået lov. Og det billede genfinder man i det meste af den vestlige verden.
I Danmark er 25.000 i dag så overvægtige, at de opfylder kravene for at blive opereret, skønner Dansk Selskab for Plastik- og Rekonstruktionskirurgi. Det betyder, at de har et body mass index (BMI) på over 40 eller har et BMI på 35 og samtidig døjer med følgesygdomme som sukkersyge, der ofte kommer med en alt for stor krop.
»Det kan ikke blive ved med at gå, det siger sig selv,« lyder det fra Bente Klarlund Pedersen, overlæge og professor på Rigshospitalet.
De nyeste data viser da også, at 21 procent af den voksne befolkning er svært overvægtig med et BMI på mere end 30. Det svarer til 800.000 danskere, lyder vurderingen fra Dansk Sundhedsinstitut.
»De skal så bare tage få kilo på, og så er de også med i den pulje, der er berettiget til at få en operation, der rundt regnet med alle efterbehandlinger koster omkring 200.000 kroner. Vi kan ganske enkelt ikke løse det samfundsproblem, som overvægt er, ved bare at operere flere og flere. Vi har været alt for tilbagelænede de seneste år i forhold til at forebygge, og vi har ikke turdet se konsekvenserne af en meget individualistisk tilgang til folks privatliv.«
For man har ment, at det er folks eget problem, hvordan de lever deres liv, mener Bente Klarlund Pedersen, der i en kommentar i nyhedsmagasinet Mandag Morgen påpeger, at de ressourcer, vi bruger, og kommer til at bruge på behandling af fedme er grotesk store i forhold til de ressourcer, vi bruger på at forebygge problemet.
»Tanken om, at 25.000 danskere i dag har krav på en fedmeoperation til 200.000 kroner og at yderligere 800.000 er linet op til at få det, bør få ansvarlige politikere til at skrige forebyggelse,« skriver hun og spørger om begejstringen for fedmeoperationer ikke reelt er et udtryk for, at vi har givet op.
»Man oplyser befolkningen om, at det er væsentligt at holde vægten, men man bruger ikke de tiltag, man kunne, eksempelvis at regulere emballagestørrelse, at regulere portionsstørrelse, at regulere priser på usund mad. Der har været nogle ideologiske undertoner blandt politikere, der handler om folks frie valg. Men man kan diskutere, hvor fri ens vilje er, hvis man fra barnsben bliver udsat for meget store portioner mad, usund mad og meget lidt bevægelse,« siger Bente Klarlund Pedersen.
Det sidder ikke i maven
I stedet for at forebygge har man brugt skalpellen. De seneste år er antallet af operationer steget fra 80 i 2004 til 1.830 i 2008 og 2.700 i 2009. Og operationerne er effektive.
En stor svensk undersøgelse ved Sahlgrenska Sjukhuset i Stockholm, hvor man fulgte 4.000 patienter over 10 år, har vist, at dødeligheden blandt overvægtige faldt med 30 procent efter en operation.
Diabetes som dødsårsag forsvandt stort set, og risikoen for at dø af hjerte-karsygdomme eller kræft blev reduceret med 60 procent. De, som blev opereret, havde i gennemsnit tabt sig en fjerdedel af deres vægt efter 10 år, mens kontrolgruppen, der ikke var blevet opereret, ikke havde tabt sig et eneste kilo.
»For mig var det et spørgsmål om liv eller død,« siger Mona Larsen, der er formand for GB-foreningen Gastric Bypass/Banding Foreningen. For fem år siden vejede hun 219 kilo.
»Når du er oppe og veje så meget, taler vi ikke længere om bare at tabe nogle kilo. Da taler vi om, om du vil leve eller dø,« siger hun.
Det er derfor, hun og foreningen er dybt bekymrede for tiden. Forhandlingerne mellem regionerne og privathospitalerne om priserne på operationer er gået i stå. Og fordi næsten 90 procent af alle fedmekirurgiske indgreb i dag bliver udført af privathospitalerne, er udsigten til at privathospitalerne ikke længere kommer til at udføre fedmeoperationer bekymrende, mener Mona Larsen.
»Følgerne kan blive, at folk skal vente på operation i flere år. For sådan nogle som os kan det blive fatalt,« siger Mona Larsen og forklarer, at hun ikke havde kunnet vente så længe på at blive opereret.
Men spørgsmålet handler også om kroner og øre. Da Region Midtjylland i sommers lavede en opgørelse over regionens forbrug på privathospitaler efter at behandlingsgarantien igen var blevet indført viste fedmeoperationerne sig at være en særdeles tung post.
»Når 22 af 38 millioner kroner går til fedmeoperationer, må vi spørge os selv, om vi bruger pengene på den rigtige og mest hensigtsmæssige måde,« sagde SFs sundhedsordfører, Jonas Dahl, dengang til Berlingske Tidende.
Og var det overhovedet rimeligt, at fedmeoperationer skulle indgå i behandlingsgarantien en garanti, der giver patienter med ikke-livstruende lidelser ret til at behandling på privathospitaler på det offentliges regning, hvis ventetiderne på de offentlige hospitaler overstiger en måned.
Nu kan regionerne og privathospitalerne så heller ikke blive enige om prisen for en operation. Forhandlingerne er strandet og bliver nu behandlet i et voldgiftsnævn.
Mistede overblikket
»Før operationen kunne jeg ingenting. Mit hjerte var konstant på overarbejde, mine knæ kunne ikke holde til det længere, jeg kunne ikke være nogen steder. Bare det at komme i bad tog mig nærmest en hel dag at komme over, så forpustet blev jeg. Heldigvis er jeg folkeskolelærer, så jeg kunne stadig arbejde. Men jeg var aldrig mæt, jeg havde en konstant sultfornemmelse, også selv om jeg lige havde spist et kæmpe måltid,« siger Mona Larsen, der først fik udført en banding, hvor mavesækken bliver indsnævret.
Da operationen ikke hjalp hende til at tabe sig, fik hun den drastiske Gastric Bypass-operation, hvor fordøjelsen ikke længere foregår i mavesækken, men i tarmene. Med det resultat, at hun i dag tre år efter operationen stadig ikke kan spise mere end halvdelen af en sandwich på en gang og ikke selv kan optage de vitaminer, hun har brug for.
Hver anden måned bliver hun nødt til at få indsprøjtninger med de vitaminer, hun mangler. I dag vejer hun 130 kilo.
Mona Larsen tager fat i huden, der stadig sidder som en krans omkring hendes mave.
»Jeg har endnu ikke fået fjernet huden, det er derfor, jeg stadig ser større ud, end jeg er. Men det er fantastisk. I dag ser jeg almindelig ud. Jeg kan gå på gaden og falde ind i mængden. I dag er det ikke min skyld, at familien ikke kan komme på ferie.«
Men hvorfor kunne du ikke bare lade være med at spise, hvis du så gerne ville tabe dig?
»Fordi det ikke sidder der,« siger Mona Larsen og fejer hånden ned mod underkroppen. »Det sidder heroppe,« siger hun og banker pegefingeren let mod tindingen.
»Og efter 150 mistede jeg overblikket, jeg opdagede det ikke og fik et chok, da vægten viste 219 kilo en dag, jeg blev vejet oppe hos lægen. Det er lige som at være afhængig af alkohol. Operationen er min antabus. I dag kan jeg ikke spise sukker eksempelvis, det går direkte i blodet, og jeg bliver syg, jeg får det dårligt, får kvalme, hovedpine og bliver nødt til at gå i seng. Og det er, fordi jeg ved, at jeg bliver syg, at jeg lader være. Ellers ville jeg stadig spise det.«
Livsfarlige råd
Men det handler ikke kun om Mona Larsen på 219 kilo. Det handler om os alle sammen, påpeger Lotte Hvas, der er praktiserende læge og næstformand i Etisk Råd.
»Vi kører for meget i bil, vi kører vores børn i skole, vi får for lidt motion, vi sidder foran computeren, vi spiser fastfood og hygger os omkring mad. Det er en del af den danske kultur, nogle af os bliver overvægtige af denne her kultur, og nogle af os klarer frisag. Vi må væk fra, at der er nogle få usunde, der er umoralske, for overvægt handler om os alle sammen. Vi har en uhensigtsmæssig livsstil, der fører til overvægt,« siger Lotte Hvas.
Netop derfor kan vi ikke operere os ud af problemerne, vi bliver nødt til at ændre de strukturelle rammer for, hvordan vi lever.
»De her operationer handler ikke om luksusproblemer. For nogle kan det være den eneste løsning, for når man er tippet over i så mange kilo, er det næsten urealistisk at tabe sig på egen hånd. Vi har ikke nogen superkur, der hjælper svært overvægtige til at tabe sig på langt sigt. Det er langt mere komplekst end rygning. Rygere kan holde op med at ryge, men overvægtige kan ikke holde op med at spise,« siger Lotte Hvas.
Men det er klart, at vi ikke kan sende en femtedel af Danmarks befolkning på operationsbordet, fordi de er blevet for tykke, mener Ulla Astman (S), der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.
»Det er en bombe under sundhedsvæsnet og en ganske uhyggelig udvikling. Det kan jo ikke passe, at vi skal operere os ud af alle de dårligdomme, vi lever os til, fordi vi er blevet for dovne og for velnærede. Det er en dyr og risikofyldt operation,« siger Ulla Astman og understreger, at vi bliver nødt til at forebygge i stedet.
»Det holder overhovedet ikke at sige, at vi jo bare kan operere os ud af det. Når der er liv og helbred på spil, og alt andet er prøvet, er en operation på sin plads. Men jeg er dybt bekymret for, at nogle så tror, at man kan blive ved med at spise, fordi man jo bare kan blive opereret. Man bliver simpelthen nødt til at tage fat noget før. Man bliver nødt til at forebygge allerede helt nede i folkeskolealderen. Her gør man overhovedet ikke nok,« siger Ulla Astman.
For samfundet har ikke råd til, at så mange bliver så overvægtige, at de bliver syge af det.
Men hvordan skærer man i antallet af overvægtige, der skal opereres?
I Storbritannien har man taget konsekvensen og sat adgangskravene for operation op fra et BMI på 40 grænsen for svær overvægt til et BMI på 45 eller 50, lyder meldingen fra kirurgernes Royal College of Surgeons. Men her ramler man i sidste ende ind et stort etisk dilemma. For tykke mennesker kan gøre sig selv tykkere, og det er netop sådan, nogle praktiserende læger har rådgivet deres patienter.
Med sukkersyge, hjerte-karsygdomme og muligvis døden som følge.
Ved gastric banding sættes et bånd omkring mavesækken, som reducerer dens størrelse og dermed fødevareindtaget
Ved gastric bypass kører maden kører fobi mavesækken direkte ned i tyndtarmen. Det begrænser fødevareindtaget, fødevalget og fødevareoptaget
Kommentarer
arh…Dét må folk altså selv betale for .
Skal man nu til at sidde og græmmes over grovspisende medmennesker fordi man ved at skattekronerne går til fjernelse af spandevis af ophobet fedt - når de kunne bruges til - ja - sygdomme man ikke selv har kontrol over .
Det dér med at “tage sig sammen ” m.h.t. livsstilsændringer , er blevet så upopulær og ufølsom en vinkel - men prøv det alligevel….
Det er vel et spørgsmål om viden og formidling af samme.Mange forældre,har ikke haft det fornødende
overskud(indsigt). Eller økonomi.
Det er SELFØLGELIG et samfunds anliggende.
Og nu er de begyndt at fyre folkeskole lære!!!!
At slippe af med den uduelige regering,kan sku kun gå for langsomt.
Det relevante spørgsmål er vel i virkeligeheden ikke OM Jeppe spiser, men HVORFOR Jeppe spiser (eller hvorfor Jeppe ikke-spiser: Overspisning - som ligger bag virkelig meget overvægt er jo en spiseforstyrrelse på linie med Bulimi og Anoreksi). Og ligesom anoretikere ikke bliver raske af at blive tvangsfodrede, så bliver overspisere ikke raske af at få snøret mavesækken af - de bliver “bare”mindre overvægtige. Men årsagen er der stadig, nedenunder.
Jeg kender ikke til hverken medicin eller kirurgi, der HELBREDER spiseforstyrrelser. => Den eneste langtidsholdbare kur er at få bearbejdet de årsager der ligger bag overspisningen og andre spiseforstyrrelser. Det gør kun psykoterapeutisk behandling - når dét altså virker…
Tænk hvor mange liv der kunne spares andre steder for 200.000 kr plus det løse.
Det er skammeligt at umådeholdent spiseri er blevet gjort til et samfundsproblem. Det er et individuelt problem, men der er som altid mange som ser en egenfordel i at sprede ansvaret.
Udbud af underlødige fødevarer er problemet.
alskens såkaldt sunde mælkeprodukter med alt for meget fedt og sukker og tilsætningsstoffer fyldes i ungerne. De hænger hurtigt på sukkerbølgen.
sodanvand i store flasker med skruelåg, mindre nemme og håndterlige chipsposer, kæmpeposer ned lørdagsslik til helel ugen og så videre.
alt sammen for at man nærmest ikke kan UNDGÅ at blive vænnet til at fylde sig unødigt.
Det er vores egen skyld, hvis vi bliver for fede, men med den bombadering, man udsættes for af underlødige produkter, kan det være svært.
Stil en bajer foran en næsten fravænnnet alkoholiker, og døm ham så, hvis han ikke kan stå imod.
Madvarer er nødvendige for at opretholde livet, men har man lyst til mere end godt er, så er det sikkert endog meget svært.
Jeg troede, at jeg blev klogere med alderen, men det har jeg opgivet. Jeg forstår stadig ikke folk, der spiser, ryger eller drikker sig ihjel. Jeg må bare nøjes med at konstatere, at det gør de, og at afhængighed er årsagen. Hvad afhængighed er, burde diskussionen dreje sig om, og når Mona Larsen banker på tindingen og siger, at det er der, problemet sidder, tja, så er det vel også der, man skal tage fat.
Gør vi så det? Ikke effektivt nok. Spørgsmålet er jo også, hvor megen terapi, der skal til, og hvor meget det vil koste, når nær sagt vi alle sammen skal i terapi for et eller andet. Hvem skal først i køen og hvem sidst?
Problemerne er ikke private alene, og vi har dem inde på livet, så vi ikke kan vende ryggen til dem. Der er ikke en familie, der ikke har et eller flere problemer. I et solidarisk samfund, kommer vi til at hæfte for hinanden – er det ikke 25.000, der nu er for fede?
Det ender jo med, at vi når en grænse, og så må folk bare dø, hvis vi ikke i tide sadler om og går fra en materialistisk kultur til en kultur, der har andre værdier. Jeg kan kun se den mulighed.
@ Nils Brakchi og Niklas Monrad !
Når det nu er de overvægtige/fede mennesker, der efter jeres mening, selv skal betale det, det koster at få få en gastric banding eller gastric bypass, er det så ikke det samme som at sige, at man også selv skal betale, hvis man ødelægger sit knæ på en skitur eller ved at spille fodbold? Alle tre ting er jo selvforskyldt.
Er der nogen, der har spurgt mig, om jeg vil betale for diverse elitesportsudøveres mange ortopædkirurgiske operationer og efterfølgende genoptræning? Er der nogen, der har spurgt mig, om jeg vil betale for behandlingen af de bandemedlemmer, der skyder hinanden rundt om i byen?
Nej, det er der ikke. Men jeg gør det - med glæde, fordi jeg ved at sundhedsvæsenet også vil hjælpe mig, når jeg har brug for det. Hvis jeg har brug for en fedmeoperation, så har jeg vel ret til det, netop fordi jeg har bidraget med mine skattekroner igennem hele mit arbejdsliv.
Hvorfor er der forskel på folk og deres sygdomme? Der er masser af ting her i livet, der er selvforskyldt, men som ‘samfundet’ alligevel betaler til - uden at kny.
Jeg mener ikke, at man udelukkende skal operere sig ud af problemet. Der skal også en massivt ind med forebyggelse. F.eks ved at fjerne /sætte momsen på frugt og grønt ned, hæve momsen på sukker og fedtholdige varer.
Denne her debat handler ikke kun om, hvorvidt man selv skal betale for en operation eller ej. Det, der skinner igennem i jeres indlæg er, at I synes, at fede mennesker er ulækre, uden hæmninger, dumme osv.
Så selvom I færdes her blandt Informations åh-så-tolerante-læsere, der mener, at alle er lige, så er der alligevel nogen, der ikke er helt så lige som jer.
Denne kommentar er anbefalet af:
M L
Principielt er jeg dyb modstander af signaturer som din med kun nogle få ukendelige bogstaver.
Men du har så meget ret i dit indlæg, at heg har anbefalet det.
Det handler nemlig om de øjne der ser på sagerne. Om man synes at en overvægtig person er ulækker og selvforskyldt mens en håndbold eller andet sportsperson i sin fritid udsætter sig for skader og fremstår lækker og appetitlig.
Nu har vi behandlet nakomaner i årtier uden at det forhindrer andre i at blive narkomaner.
Det er et godt eksempel på, at man somme tider ikke kan handle på andre menneskers vegne.
For meget at spies, at drikke, for lidt motion, for mange udfordringer til helbredet på alle måder, for hurtig fart i motorkøretøjet og alt i beregnet kan man ikke hindre nogle at komme ud for at skyulle bruge hjælp.
Og den skal alle have på lige fod.
Men vores samfund kunne godt bruge flere ressourcer på at dæmpe de dårlige fristelser.
Når man internationalt set betragter Danmark som et af de mest amerikaniserede lande i Europa, kan det vel ikke undre, at man også får de samme livsstilssygdomme.
Det er også den amerikanske underklasse der er fede, og selvfølgelig gør det samme sig gældende i Danmark.
At Niels Brakchi og Niklas Monrad ikke kan forstå den solidariske baggrund for offentlig sygesikring, siger jo mest om dem.
Nu er rygerne jo trængt ret så meget.
De koster samfundet siges det men de betaler også en stor klat til samfundet for deres last.
M L Mona Larsen går jeg udfra.
Du har ret det ser underligt ud, med alle deres selv retfærdige bemærkninger.
Hvis samfundet ikke sidestiller fedme og andre såkaldte livstilsygdomme med andre sygdomme og behandler dem efter samme pricipper så brydes sammenhængskraften i samfundet.
Det er jo netop der i vi har et velfærds samfund og ikke bare et samfund af rige mennesker. Man skal føle sig sikker på at man kan blive behandlet, når der er en lægelig begrundelse.
Nogle af dine forslag til forebyggelse er udemærket, om end jeg ikke kan lide afgifter, dels tvivler jeg på effekten, dels er de altid socialt skæve.
Men man kunne også tage fat i butikkernes ansvar, idag er stort set alle dagligsforretninger store kæder.
Man kunne forlange et socialt ansvar (CSR).
Forretnigerne kunne bla sikre at alt det usunde som slik mm står et sted i forretnigen som ikke er det mest besøgte.
Det skal være nemmere at få hjælp inden man kommer så langt ud som damen i artiklen.
Jeg kan anbefale en slags sundhedsplejerske for voksne. Én, der kan følge gennem de mange mange år (ca.8-10år), det tager at lære kroppen at blive på et lavere vægtniveau. Har man først tabt sig, bliver man modarbejdet af sin egen krop, som ihærdigt forsøger at genvinde det tabte. En sundhedsplejerske, der er uddannet i vægttabsstrategier er guld værd for folk som skal tabe sig og forblive slankere.
Jweg mener, at det skal starte i barnealderen.
Det er for nemt at blive afhænigig af underlødig e produkter.
Jamen, Mona start du bare med at lære dine børn at spise mad uden sukker, og lær dem at spise morgenmad. Og find så ud hvor svært det er, når de kommer i puberteten.
Nå, jeg blev pr. mail bedt om at bruge mit fulde navn og ikke bare initialer, så det må jeg jo rette mig efter, hvis jeg vil deltage i debatten. Så nej, jeg er ikke Mona Larsen, som Per Langholz forslog.
Jeg mener, at der er flere måder at forebygge fedme på.
I størsteparten af landets daginstitutioner, anbefaler pædagoger + forældrebestyrelser, at forældrene undlader at servere sukkerholdige ting til børnenes fødselsdage. I stedet foreslåes det at servere frugt, pizzasnegle, pasta med kødsovs osv. Slik og kage er jo i virkeligheden ikke (vuggestue)børnenes behov, men et behov eller en tradition som forældrene har med sig.
En lignende ordning kunne ønskes i folkeskolen. Ligesom det kunne være nyttigt at tilbyde eleverne både morgenmad og frokost på skolen.
Jeg er lærer og oplever tit elever,der er trætte og ukoncentrerede om morgenen, fordi de ikke har fået morgenmad. De små elever har mælkesnitter, resterne af gårsdagens pizza osv, med på madpakken. De store elever har penge med, så de kan gå ned til grillen, bageren eller supermarkedet .
Hvis alle fik tilbudt et sundt måltid mad midt på dagen, vil vi kunne nå et stykke vej - også for de børn, der kommer fra socialt belastede familier.
Derudover er jeg enig i, at supermarkedskæderne også har et ansvar. Hvorfor sælge slik i 2 kilos spande? Hvorfor er sodavandsflaskerne vokset fra 1½ til 2 liter?
I Bilka uddeler man en gratis pose med en hvedebolle, en juicebrik og noget kinesisk legettøjsbras til alle børn i butikken. Kunne Dansk Supermarked have tænkt anderledes her?
Jeg synes, at det er rigtig svært at gennemskue, hvilken vej, der er den rigtige. Måske er det, som der også står i artiklen, dele af vores kultur omkring mad, der også skal kigges på. Er det nødvendigt at spise for at hygge sig? Behøver man få noget til aftenkaffen? Viser man sine børn kærlighed ved at servere slik for dem, når der kommer Disney sjov?
Michelle…
Artiklens fokusering på omkostningerne ved at operere sig ud af fedme - istedet for at ændre sin livsstil - kan vel ikke undgå at påvirke læseren. Specielt i en tid hvor folk kvæles mens de venter på en respiratorplads
http://www.information.dk/telegram/225094
Ja - hvis der var penge NOK var det vel helt fint at få fjernet fedtet efterhånden som det ophobede sig- på statens regning osv. - ny lever til alkoholikere - nye lunger til rygere - fortsæt selv listen…
Desværre er det en benhård verden hvor der må prioriteres - så mit spørgsmål til dig er :
hvor højt vil du sætte vigtigheden af disse skattebetalte fedme operationer i forhold til den lange liste af presserende og helt eller delvist livsvigtige indgreb for andre grupper.
For vi er vel enige om at der SKAL prioriteres?
Forøvrigt kan jeg da rigtig godt lide store piger …
Nils Brakchi:
“For vi er vel enige om at der SKAL prioriteres?”
Det er ikke et spøgsmål om der skal, men at der må. I modsat fald bliver det helt tilfældigt hvem der tilbydes hvilke behandling, og økonomien løber løbsk.
Det er politikerne, der burde definere, hvordan prioriteringer skal ske. Politikerne er nødt til at have modet til at sige højt og klart, at der ikke er råd til alt, og hvad der ikke er på positivlisten (svarende til de afsatte midler) betales der ganske enkelt ikke for.
De eneste jeg erindrer, danske politikere eksplicit har fravalgt, er in vitro befrugtning af lesbiske. De kunne jo blot bevæge til ned til den lokale bodega, så skulle det jo nok være muligt at finde en villig sæddonor, var beskeden. Sjovt nok fik heteroseksuelle kvinder ikke samme besked…
Heinrich…
Jeg MÅ jo nok erkende at du altid SKAL ha´det sidste ord…
Rachel
Mine børn har altid spist morgenmand, de kom nemlig tidligt nok i seng, så de havde appetitten i orden.
sukker var heller ikke en hverdagsingrediens. Men desværre gik den store amok i cola da hun flyttede hjememfra som 18 årig.
Hendes 3 børn holdes også fra sukkerholdige hverdagsting og spiser morgenmad hver dag.
Det kan godt læres, bare man gider investere tiden og kræfter deri.
@ Nils Brakchi
Nu er det vel et spørgsmål om, hvordan man definerer livstruende sygdomme, er det ikke? Selvfølgelig skal syge mennesker med vejrtrækningsproblemer hjælpes med respirator, og selvfølgelig skal patienter med kræft, grå stær, diskusprolaps osv også hjælpes. Men er man ikke syg, hvis man som kvinden i artiklen, vejer så meget, at selv et bad er en udfordring? Risikoen for for tidlig død, for sukkersyge, hjerte-kar- sygdomme osv er betydelig forøget, når man er overvægtig, Det er vel almen kendt.
Risikoen for disse følgesygdomme bliver, i følge artikelen reduceret væstenligt efter en fedmeoperation. Ved at give pengene ud til en fedmeoperation, sparer man måske penge til behandling af ovenstående i det lange løb.
Det, der forarger mig mest i denne debat er ikke, at der skal prioriteres i sundhedsvæsenet, men at enkelte grupper bliver gjort til syndebukke og får skyld for, at andre grupper ikke kan få behandling. Som jeg tidligere skrev, var det først rygerne, nu er det de overvægtige, hvilken gruppe står for skud næste gang?
Michelle Lyngsdal
“Som jeg tidligere skrev, var det først rygerne, nu er det de overvægtige, hvilken gruppe står for skud næste gang?”
Det er jo blot at lave en brainstorm med debattørerne!
Hvem kan nævne et sundhedsproblem, der i overvejende grad rammer personer i de “lavere sociale lag”???
Mona, jeg ser ikke nogen som helst sammenligningsgrundlag mellem at ødelægge sit knæ under udøvelse af sport og overvægt forårsaget af umådeholden spisning. Knæskaden må kategoriseres som et hændeligt uheld som alle kan komme ud for, blot ved at stå ud af sengen. Et overvægts problem tager år at udvikle. Det er desuden visuelt tydeligt, i modsætning til for eksempel en rygelunge.
Jeg selv er ryger, men må indrømme, at det er svært at skulle forsvare en bekostelig behandling af rygere - som vel at mærke har fået besked på af deres læge, at der er tydelige tegn på sundhedsforringelse - hvis ikke de efterfølgende stopper rygning.
Der tales meget om forebyggelse her i debatten, men det lader til at man altid mener at det er andres opgave - jævnfør ovennævnte forslag om øgede afgifter, supermarkeder osv - hvor bliver det personlige ansvar af i alt dette?
Hvis et menneske er så ulykkeligt eller ligeglad at det er villigt til at ryge, drikke, spise eller på anden vis junke sig ihjel, synes jeg bestemt at et sådant menneske bør have et behandlingstilbud. Jeg foreslår ikke at vi blot skal passere dem på gaden og vende blikket den anden vej.
Men - ingen kan hjælpes, hvis de ikke samarbejder og aktivt bidrager til en løsning.
Vi skal alle dø. Nogen dør tidligere end andre, det er livets vilkår. Men når vi skal prioritiere definite resourcer, vil jeg til enhevr tid mene at de skal tilfalde de mennesker som selv gør en indsats, når det er muligt.
Niklas
Jeg ser derimod ganske betydeligt en sammenlignsingmulighed mellem en overvægtig, der slide sit knæ og en uforsigtig ja nærmst dumdristig - engang om året skiløber - der komemr til skade grundet mangel på rutine og omtanke.
Da samfundet påtger sig at lægge hindringer i vejen for rygere, afvænne utallige narkomaner og anoreksiramte og ludomaner, så må man også som fed kunne regne med lidt hjælp.
Og starten på hjælp kunne fint være, at man ikke skulle kunne modstå fristelser konstant i form af reklamer og ande præsentation af underlødige fødemidler.
Det er naturligvis ikke fordi det sundhedsbegejstrede danske mainstream-folk snyder i fitnesscentret og æder steroider istedet, uha nej da … ;-)
Tror sørme bare folk har skippet smøgen efter middagen ….
… men det er deres eget valg … eller var det nu det ?
@Niklas Monrad, JESUS FUCKING CHRIST! en gang bullshit du skriver…. jeg ved at denne “kommentar” blir’ slettet, i dont’ mind if six was nine! skod så din smøg ven !
Vi bruger masser af penge i Danmark på behandler overvægtige, so det er sluder det du kriver Mona Blenstrup.
Det sidste tal jeg har læst det koster Danmark at behandle overvægtige er 1,3 milliard kroner, samt har vi specielle hospitaler, man kunne komme på som overvægtig Brasstrup sygehus har varet speciel hospital til behandling af overvægtige, jeg er sÅ ikke bekendt med om den er det endnu.
Men angående forbyggelse spiller kosten selvf¢lgelig en rolle, men det vil vare ganske hensigtsmassigt om vi Danmark havde 5 timers motion om ugen i folkeskolen.
Samt alle der arbejder inde for omsorgssektoren b¢r også f¢lge trop, hvor de sammenværd med bruger af systemmet ud¢ver fysisk aktivitet 5 timer om ugen.
Overv☺gt rammer jo specielt fatttige og udst¢dte mennesker, og overvægt virker jo ikke ligefrem fremmende for mennesker for letter ved at begå sig i samfundet.
Udover motion og fysik aktivitet forebygger overvægt har den lang rakke af andre positive sider som kun er gavneligt for samfundet.
@ Klaus,
Ja du må undskylde mig at min argumentation ikke er i klasse med din … Jeg synes redaktionen skal lade din kommentar stå, den generer ikke mig …
Er der ingen af jer, der undrer sig over, hvorfor det danske folk er topscorere i ’lykkelotteriet’, samtidig med at vi altid underholder os selv med initiativer mod fedme, rygning, druk, narkotika, medicinmisbrug, spillelidenskab, stress, selvsnitning, udstødelse og ensomhed osv. osv. ?
Det kunne jo være, at vi ikke vil se sandheden i øjnene og hellere vil leve på en løgn? Vi har jo kun råd til at operere på vores luksusproblemer, fordi vi lever på solsiden af en skævvredet verden, der knap er til at holde ud at tænke på.
Diskussionen om misbrug går tit på, at det er for meget med den og den, og hvorfor skal de fede til sidst have plasticoperationer? Det er skruen uden ende, hvis ikke økonomien sætter grænsen. Den dag alvorlige stramninger sætter ind, vil vi pege fingre og råbe, stop!
Derfor skal debatterne handle om måden, vi lever på. De, der sidder fast i suppedasen, har ikke overskud til den diskussion, så den må vi andre tage.
Claes
Hvor har jeg skrevet, at der ikke afsættes og anvendes penge til behandling af overvægtige?
Men at man nu begynder med at ville undlade at behandle selvforskyldte skader frem for andre, det bryder jeg mig ike om.
alle skal behandles efter behov.
Overvægt blandt unge er stigende. Det samme er diabets 2 blandt børn og unge.
Der skal sættes ind i den tidlige alder.
5 timers motion i skolen er fintmed mig, og så lige at cykle noget mere, frem for at blive transporteret i bil.
@Niklas…guud et øjeblik troede jeg at du var sarkastisk. Ej…jeg vil gerne ha’ lov at undskylde mit ? vredesudbrud, hvis jeg forstår dig ret, er jeg såmend bare Meget uenig, lige i skrivende stund er jeg ikke oplagt til at begrunde det, men vender måske tilbage. no hard feelings! mvh.