»Jamen, hun er jo så glad og køn, jeg kan slet ikke forstå, hvordan det er kommet så vidt«. Det er en mor, der taler og hun taler om sin 16-årige datter, der nu er indlagt med det, der så bredt og upræcist kaldes ‘en depression’. Det siger hun da også, moderen. »Det er en depression«. Som om det er et nøgleord, et mantra, som om, at så kan vi da forstå det.
Men det er svært at forstå, at en køn, ung intelligent pige endte med at fortælle sine nærmeste veninder om selvmordstanker. De fortalte det heldigvis videre til moderen, så der blev grebet ind. Med så meget medicin, at alle er sikre på, at hun ikke gør noget som helst.
Min steddatter går til dans med pigen, ingen har anet uråd eller set, hvordan det gik ned ad bakke for hende. For hun har altid det smarteste tøj på, de rigtige sko, det nu obligatoriske pandehår langt ned i øjnene, skævt, og så er hun dygtig i skolen. Hun er endnu en af disse perfekte piger, der så alligevel rammes, tilsyneladende pludseligt, af et livsfarligt knockout indefra.
Det var bare et par dage efter, jeg snakkede med denne fortvivlede og undrende mor, at jeg i medierne stødte på nogle helt nye fotos af Marylin Monroe. Fotografen Len Steckler tog dem en decemberdag i New York i 1961. Det foregik i hans lejlighed, han havde en ven, den Pulitzerprisvindende digter Carl Sandburg, på besøg, en hvidhåret, 83 år gammel mand.
»Der kommer én på besøg om lidt,« sagde Sandburg, ligesom lidt tilfældigt.
Fire timer efter ringede det så på døren. Og dér stod hun, Marilyn. »Jeg er lidt for sent på den, jeg skulle have mit hår til at passe til Carls,« sagde Marilyn og trådte ind. »Hun så vidunderlig ud,« fortæller Steckler det selv i tv-interviews.
Og så fortæller han videre, at han var som en flue på væggen, mens de to holdt hånd og snakkede, og han listede Nikonkameraet frem og tog billederne. Derefter drak de Jack Daniels, en hel del vist nok, og nu er billederne så gravet frem og er til salg, så vi alle lige kan se dem på nettet.
Dér så jeg dem så. Jeg så dem faktisk, før jeg læste historien om, hvordan de blev til. Før jeg hørte intervieweren og Steckler nydende tale om, hvor forbavsende smuk hun var, og så »naturlig« og »afslappet«.
Og de mærkelige er så, at jeg i al fald, bare ud fra billederne, så noget helt andet.
Det, jeg så, var en kvinde gemt inde bag en paryk. Med solbriller på, midt om dagen. Korrekt klædt på, ja, så det forestiller ‘afslappet’ måske. Marilyn var god til at forestille ‘afslappet’. De fleste gange, hvor man har set billeder af hende ‘afslappet’ i en seng, for eksempel - hvor man formodes at være opløst af kærlighed - var det med fuld make-up og posering. Billedet på forførelse.
Men især på ét af disse ‘nye billeder’ er der et blik, der går gennem marv og ben. Man kan se, at hun har grædt. Blikket er på én gang fraværende og fuldkommen fokuseret. Hvis man endelig skal være lidt klinisk, er pupillerne unormalt udvidede, det virker forførende, men er især tegn på, at der var stoffer af både alkoholisk og anden art, som gik forud for mødet.
Under alle omstændigheder er det billedet af en kvinde, som holder sig lige dér, på kanten. På kanten af det billede, hun er, på kanten af en venten på, at få et blik fra den anden. Fra denne gamle mand, med hår så hvidt som hendes eget hår, hun måske derfor har gjort kunstigt hvidt, en mand, som kunne være hendes far, så rigeligt endda. Marilyn er 35, det kunne ret beset være hendes bedstefar, hun udveksler blikke med.
Tomheden bare vokser indeni
Jeg kan samtidig forestille mig, at Marilyn havde forestillet sig, at hun for en gangs skyld ikke ville være på scenen. Endnu engang er hun forrådt. Værten trækker kameraet frem. Den store pulitzerintellektuelle har ikke kunnet modstå fristelsen til at lade et kamera være tilstede. Og hun vidste det måske godt, hun havde en mistanke om det, hun har forklædt sig som Marilyn endnu engang.
Man kan måske godt undskylde folk, at de dengang ikke kunne se, hvad der var på færde. Man kan også undskylde Steckler, som gerne vil sælge sine billeder, at han bliver ved at fortælle alle medier samme historie nærmest ord for ord. Han fortæller mellem linjerne og igen og igen, at han ganske simpelt ikke så noget den dag. Men måske kunne i det mindste kommentatorerne i bakspejlet drage en erfaring af, hvad der er at se på billedet.
Er man totalt uenig med mig i, at Marilyn ser fortvivlet ud, så kan man vel ikke være uenig i, at hun nærmest ser forklædt ud. Og hvis man så bare synes, at det da er skønt, at kvinder går til frisør og kommer fire timer for sent, så kan man da undre sig over set-up’et med den gamle hvidhårede mand. Og i stedet for at kalde Marilyn ‘naturlig’, kan man bemærke, at hun poserer. Der var ikke et øjeblik, hvor den kvinde ikke poserede. Det tragiske for Marilyn var måske ikke så meget, at andre gjorde hende til et billede. Men at hun vitterlig var et billede og spærret både inde og ude af det.
»Jamen hun er så glad og så køn, jeg kan ikke forstå, hvordan det kunne komme så vidt«. Der var desværre ingen veninder, der sladrede, og der hjalp ingen kære mor, da Marilyn så tog sit liv.
Og det svære er jo, hvordan man dog skal hjælpe disse stadig yngre kvinder, der lader en tomhed vokse i sig samtidig med, at det ydre plejes mere og mere? Eller måske rettere sagt, konstruerer hele deres væren i billedet og perfektionen ud til en grænse, de næsten ikke definerer? Der er ikke noget at se, fordi alt det, der kan ses, ser så godt ud.
På ungpigeværelserne er Marilyn stadig ikon, hendes perfekte billede pryder væggene.
Min steddatter har været på besøg hos sin veninde, og jeg spurgte så til, hvordan hun havde det.
Jamen nu har hun det fint. Hun har taget nogle kilo på af medicinen, og det er hun virkelig ked af. Ellers går det godt.
Kommentarer
Jeg håber sandelig at historien om steddatteren og veninden er opdigtede. Ellers vil jeg vove den påstand at Tine Byrckels har nogle meget lave etiske standarder overfor sine nærmestes omgangskreds. Man hjælper ikke selvmordstruede teenagere ved, få måneder efter depressionen og selvmordsforsøget, at gøre dem til offentlige anekdoter, som hele verden skal læse med på. Denne artikel sætter en højst kritisabel lav standard for, hvordan man kan tillade sig at bruge sine nærmeste og ikke mindst deres omgangskreds på nettet.
Nu kan jeg jo også lige fortælle at min nevøs bedste veninde blev voldtaget i foråret osv osv. Nu har hun taget nogle kilo på, spiser cipramil og skal i retten på tirsdag osv osv. Jeg vil gerne lige understrege at ovenstående to sætninger er løgn (jeg har ikke nogen “nevøs bedste veninde” og alt det der). Men hvis jeg havde, ville det så være i orden at jeg skrev artikler om hende i Information? Eller fortalte intime detaljer om hende i Informations kommentarfelt, så hun og hendes omgangskreds kunne genkende sig selv?
Nu skal i høre alle sammen - hun bruger tamponer og snorker om natten og vejer 56 kilo og bor ude i kæret. Hun er bare 16 år. De siger at hun er meget glad men det tror jeg ikke på. Hvad mener i, kære læsere fra Frederikshavn til San Francisco?
Det var dog en voldsom reaktion fra dig Vibeke. Overreaktion kan man godt karakterisere det som. For det første kan man næppe kalde en mor til steddatterens danseveninde for den “nærmest omgangskreds”. For det andet er det jo åbenbart moderen selv der render rundt i byen og fortæller om sin datters problemer.
Historien her er den gamle om at omslaget ikke siger noget om bogen, andet end det udgiveren vil at det skal sige.
Vi pakker os ind og forstiller os, vi bærer ikke vort følelsesliv uden på tøjet.
Og tak for det skulle jeg hilse og sige. Det ville sgu i sandhed være en deprimerende verden hvis folk bar deres følelser uden på tøjet.
Spørgsmålet der stilles - “Og det svære er jo, hvordan man dog skal hjælpe disse stadig yngre kvinder, der lader en tomhed vokse i sig samtidig med, at det ydre plejes mere og mere?” - burde måske formuleres på en anden måde: “Hvorfor tillader vi at vore børn udvikler et lavt selvværd i kraft af mangel på grundlæggende omsorg og kærlighed fra vores side”?
Vibeke Nielsen
Du kan tage det ret roligt, jeg bor som det nok er en del læsere bekendt i Frankrig. Ellers har du ganske ret ,så ville jeg nok ikke skrive om det på den måde.
Og de gange jeg har skrevet om de helt nære, har jeg været meget varsom. Men alligevel sagt det voldsomme. Og det har jeg ofte fået tak for, også når det var “min søster er psykisk syg og har været på medicin hele livet”. Det var hun glad, for at jeg skrev, fordi det samtidig var en kritik af det danske psykiatriske system. Men du har ret i at det altid er en etisk probelmatik, for en klumme skriver, der på den ene side skal bringe noget tæt på, og ophæve det til noget generelt.
Jeg tror så,det er vigtigt , og har sådan set fra avisens side, fået til opgaveat skrive om tingene når de er helt tæt på. Det kan jeg så gøre desto friere, men aldrig helt frit selvfølgelig, fordi de involverede ganske enkelt ikke risikrier at læse med elelr blive genkendt. Og så synes at lige denne sag er ektremt universel, hvilekt jeg bringer ind med sammenstillinge med Marylin.Kan vi blive ved med ikke a tse?
Og så er det, ja, er det ganske enkelt et stort problem , at vi opdgrager vore børn til at “være” i billedet, selvom man måske ikke helt selv bestemmer at man gør det. Det er typisk for det tvangsneurotiske, der i denne forstand befinder sig i det man kan kalde “narcisisme”, men det lyder så.. egoistisk. Hvad jeg ikke tror det er.
Til gengæld kan man som narcissus, dø af det, så jeg synes ,man skal holde øje med alle de andre tegn der e,r end lige udseendet. Man kan for eksempel holde øje med overdreven perfektion.
Den opfordring håber jeg så, at man forstod.
bedste hilsner fra Tine Byrckel