Historien i Information 16. februar om, hvordan liberaliseringen af elmarkedet har medført heftige prisstigninger, er et lysende eksempel på, hvordan man på få eftermiddagsmøder med den moderne kombination af kortsyn, kaffe og grådighed kan nedbryde, hvad der har taget kloge folk 100 år at bygge op. Mange skrydende abekatte i Venstre burde kunne lære af eksemplet; det vil nu næppe ske. Selvom endda deres egne forgængere i det gamle bondeparti var med til at bære det enestående projekt frem, som dansk elforsyning blev igennem et århundrede. I det mindste kan de sidenhen fortælle deres børnebørn, at de har været med i et parti, som gjorde noget positivt og fremadrettet for landet engang. Man skal ikke tage fejl af, at det Venstre, vi i dag kender som bagstræbets fortrop, før systemskiftet i 1901 grundlagde flere fremsynede ting for Danmark.

Hvad Danmark havde før ‘elreformen’ var på verdensplan enestående - og historien er smuk. Jeg overdriver ikke. Hvor andre lande, Frankrig f.eks., havde store magtfulde elselskaber, som dels var effektive værn mod al fornuftig energipolitik, der kunne genere deres interesser - hvad al fornuftig energipolitik typisk gør, i hvert fald på kortere sigt - dels kunne sætte priserne som de ville, hvilket de minsandten også gjorde, stater i staten, kaldtes de, eller misrøgtede private businesser med en fremtidshorisont i bedste fald til næste udlodning, som vi har set i USA, så havde vi her et system som ingen havde fantasi til at drømme om! Sic!

Foregangsmændene

Grundlaget var ærkedanske særheder:

Vi ejede det hele sammen! Det handlede ikke om døde mursten, men om et gigantisk, sprudlende produktionsapparat i fuld sving - ude i mindste afkrog af landet. Med en vare alle vil have. Konstant. Mere og mere. Dag og nat!

Hvilket fører til min favorit: hvile i sig selv-princippet. Vanvittigt umoderne, men vort land blev bygget på det - à propos sammenhængskraft - princippet er kernen i det hele! For lige præcis hér fjerner man grådighed, kortsyn, modgående interesser og meget andet stads. De gamle foregangsmænd, også i Venstre, så, at hér var et samfundsgode, som skulle komme alle til nytte, og som - nu kommer der noget bundsjofelt - ikke måtte være profitobjekt!

Det havde endda alle talenterne …

El skulle koste dét, det kostede at producere el, plus skal vi sige et meget sirligt vedligehold. Det var hér ingeniørerne blomstrede. Der var præcise regler for prisen, det var før, man afskaffede tilsyn her i landet, så dygtige folk kontrollerede det.

Det sjove ved, at man ikke kunne blive rig af at lave strøm, er naturligvis ikke, at der var grænser for, hvad direktørerne kunne bevilge hinanden i løn, eller at bilerne ikke var så prangende på Elkrafts parkeringsplads. Det fantastiske var alt det, man kunne gøre, når man ikke havde hensynet til klynkende aktionærer med selvmedlidenhed på første række.

Energi betød forurening

Da denne tanke vel i dag virker forrykt på de fleste, skal det huskes, at det ikke var sådan, at elpriserne i de dage sejlede: Danmark havde den billigste og mest effektive elforsyning der eksisterede på jordkloden, slut! Med et gode af den kaliber er det svært at se ideen i at lave det om.

Som udsendt for Energiministeriet husker jeg et i øvrigt morsomt møde i EU-regi med en ultraliberal amerikansk økonom, som Kommissionen af ubegribelige årsager havde fløjet over det store vand for at belære os over here om elforsyning. Under en diskussion forsøgte jeg at forklare manden, at man i Danmark skam slet ikke tjente penge på at producere strøm. Det nægtede han at tro på, for hvis ingen tjente penge, hvordan kunne der så komme strøm ud af kontakterne, hvorfor skulle der det, hvad ville drivkraften være?

Hmtja, drivkraften var naturligvis kul. Og efterhånden forstod man, rettere nogen, at energi betød forurening. I dén situation er en fællesejet elforsyning, der ikke har til formål at generere overskud, en gave mildt sagt.

Så det er logisk, at Danmark vitterligt blev foregangsland på en lang række områder - vores geniale brug af affald og i det hele taget overskudsvarme er eksempler, vindkraften ligesådan.

Nu er der gået ti år siden liberaliseringen og det gik med priserne for ‘den lille forbruger,’ som man kunne sige sig selv. Men hvordan gik det med elbesparelserne? Og med udviklingsarbejdet? Med ‘demonstrationsprogrammerne for miljøvenlige elproduktionsformer’? Før fik elselskaberne broderligt armene vredet om - hvad sker der nu?

Meget interessant …

Vi savner glade budskaber fra branchen. For den såkaldte elreform er der vel kun én eneste i hele Danmark som har glæde af, nemlig just den mand som var ansat til at sørge for, at finansministeren ikke lavede så idiotiske reformer som den!

Maria Grønlykke er forfatter, cand.jur. og tidligere ansat i Energiministeriet

Denne artikel er anbefalet af: