Regeringen satte alle kræfter ind for at undersøge mulige problemer med burkaklædte kvinder, da et burkaudvalg endte som et kompromis mellem regeringspartierne, efter at De Konservative havde foreslået et burkaforbud.
Det konservative forslag viste sig at stride mod grundloven, men regeringen ønskede alligevel at gøre noget ved sagen og nedsatte et burkaudvalg. Det var så højt prioriteret, at udvalget bestod af departementscheferne fra fire ministerier.
Ritzau har fået aktindsigt i udvalgets arbejde, og dokumenterne viser, at udvalget satte samtlige ministerier og en lang række styrelser på arbejde for at lokalisere burkaproblemer.
Ministerierne og styrelserne har dog kun peget på ganske få tilfælde, hvor burkaer eller niqaber har givet problemer. Det gælder eksempelvis ved i forvejen offentligt kendte tilfælde med burkaklædte buspassagerer og dagplejemødre.
Til gengæld meldte Skov- og Naturstyrelsen tilbage til burkaudvalget, at man har haft problemer med at identificere syndere i naturen. Det har dog ikke skyldtes, at miljøsynderne har båret burka, men derimod jæger- eller soldatertøj.
Andre styrelser og ministerier peger i stedet på en række problemstillinger, der muligvis kan opstå i fremtiden. Eksempelvis anfører Kulturministeriet, at en burka sandsynligvis vil gøre det svært at være skuespiller.
Sommerrevymateriale
»Det her kan jo ikke bruges til ret meget,« siger Peter Skaarup, integrationsordfører for Dansk Folkeparti.
Økonomi- og Erhvervsministeriet påpegede, at der i en række tilfælde er krav om, at man skal kunne legitimere sig med foto, hvilket er svært iført burka. Det gælder eksempelvis, hvis man skal have et bevis fra Sikkerhedsstyrelsen på, at man er uddannet som festfyrværker, eller hvis man skal have et såkaldt sønæringsbevis fra Søfartsstyrelsen.
Og apropos søfart, så anfører styrelsen også, at »det kan ikke udelukkes, at for eksempel en burka ville kunne udgøre en sikkerhedsrisiko« for styrelsens skibsinspektører.
Socialdemokraterne mener, at regeringens arbejde med at begrænse brugen af burka og niqab nærmer sig en farce.
»Hele den sag er jo efterhånden så morsom, at den er selvskrevet til sommerrevyerne,« lyder det fra integrationsordfører Henrik Dam Kristensen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fulgte op på burkaudvalgets arbejde med en klar melding om, at burkaer ikke hører hjemme i den offentlige sektor. Statens ledere skulle straks føre Løkkes ord ud i livet, og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ville tage et hurtigt møde med kommuner og regioner for at sikre, at der ikke ville optræde kvinder i burka eller niqab på sygehuse eller i skoler. Siden er intet sket.
Det får Dansk Folkeparti til at beskylde regeringen for at forsøge at begrave burkadebatten.
»Jeg frygter da, at regeringen bare sylter hele det her burkaspørgsmål. Derfor vil vi presse på for, at statsministeren holder sit løfte, så der bliver indkaldt til det møde,« siger integrationsordfører Peter Skaarup.







Kommentarer
DF og konservative har heldigvis selv klaret at lukke burka debatten. Der vil gå lang tid før nogen igen vil opfatte det som et væsenligt samfundsproblem. DF vil dog derimod fortsat være et problem som samfundet skal tage meget alvorligt!
Monty Python-regeringen?
Hvad er det du frygter Peter Skaarup?
Du bliver nødt til at forholde dig til virkeligheden såfremt du vil tages alvorligt, for der er et overvældende flertal i befolkningen der ikke vil finde sig i eksempelvis islamister eller andre facister, mens du og DF bliver ved med at snakke om de rene bagateller, der som burkasnakken er dødfødt.
Typisk dobbelt moralsk og fejl fortolkning af humanistiske værdier. Når mange etniske danskere ikke engang ville bede deres egne døtre om dagligt, at iklæde sig et obligatoriske tørklæde, niqab eller burka.
Mænd har åbenbart hellere ingen ansvar for deres egen seksualitet. Næ, det er kvindernes egen skyld. Så muslimske teenager pige og kvinder skal pompte påduttes denne obligatorisk beklædning.
At tolerere denne form for religionskultur er kvinde undertrykkende og misforstået respekt for etniske kvinder og menneskerettigheder.
Når man ser på svarene fra ministerierne kan man ligefrem se for sig, hvordan embedsmændene har lagt på de bonede gulve og skreget af grin over politikernes tåbelige burka-fjolleri.
Jeg vil da lige give en hjælpende hånd til kultur ministeriet. Jeg kunne forestille mig, at det ligeledes ville være en del hæmmende for ansættelses mulihederne på kakadue bar og ligendene steder, som del af underholdningen, såfremt man fremtuer med krav om kun at ville vise sig frem i Burka og Niqab. Hvor ved bolden er givet videre til ministeren med ansvar for beskæftigelse og evt. ansvar for sociale ydelser, at nedsætte et udvalg, der kan vudere effekten af og lovligheden af at trække i eventuelle sociale ydelser såfremt man med et sådan krav, udelukker sig selv fra dette job tilbud. Evt. resultater der peger i retning af at netop disse kvinder, i forvejen måtte have afskrevet sig selv fra modtagelse af ydelser, idet de kunne være så religiøst påvirkede, at de i fuld overenstemmelse med deres religiøse overbevisning anser det for deres mands pligt at forsørge dem, skal der ses bort fra, idet denne form for fact, ikke må forurene resultater af en undersøgelse. ;-)