»Selv om vi så langt fra har nået vores mål, så er den form for målsætninger afgørende at navigere efter.«

MF Tina Nedergaard (V)

Det er godt at sætte sig nogle mål, som Fogh-regeringen gjorde for fem år siden – de såkaldte 2010-mål. Det er et ledelsesredskab, som er kendt fra mange sammenhænge. Men når målene, som i dette tilfælde, ikke nås, når kun et enkelt ud af 13 mål kan siges at være opfyldt, mens ni er langt fra, og når det for nogles vedkommende ligefrem går den forkerte vej, så får målstyringen den modsatte effekt. De bliver ligegyldige og bringer mindelser om det gamle Sovjetunionens femårsplaner. Og næste gang regeringen forsøger sig med konkrete langsigtede mål, har de mistet troværdighed og den motiverende kraft, der skulle ligge i at have et fælles pejlemærke, forsvinder helt og aldeles, fordi de, der skulle handle på baggrund af dem, blot trækker på skuldrene eller smilebåndet.

De 13 mål er vigtige som omdrejningspunkt for regeringens økonomiske politik. Det er så at sige de mål, der skal opfyldes, hvis samfundsøkonomien skal hænge sammen og være bæredygtig på længere sigt, og i forhold til uddannelse og iværksætteri er det de mål, der skal være med til at sikre økonomisk vækst, også i fremtiden.

Når målene ikke nås på trods af, at de på papiret ikke er synderligt ambitiøse, så skyldes det, at hverken regeringen eller oppositionen har haft evnerne, eller modet, til at tage de midler i anvendelse, som er nødvendige.

Tilbagetrækningsalderen er eksempelvis faldet med et halvt år, mens målet var, at den skulle stige med et halvt år. Hvis regeringen vil ændre den udvikling, er det en hel kultur, en tendens i den aldrende del af arbejdsmarkedet, der skal ændres. Den tredje alder anses for et velfærdsgode, som har rodfæstet sig i befolkningen, og det kræver skrappere midler end blot statsministerielle henstillinger, at få de ældre til at ændre adfærd. Det kræver vanskelige og ofte upopulære reformer. Det samme gælder målet om, at mindst 85 procent af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, om at reducere frafaldet på erhvervsuddannelserne og at lette erhvervslivets administrative byrder.

Jo længere tid, der går, siden Anders Fogh Rasmussen forlod Statsministeriet, des mere står det klart, at hans økonomiske kurs var uansvarlig, og at han ikke i den opgangsperiode, hvor der var mulighed for det, formåede at fremtidssikre økonomien.

Det lykkedes ham ikke – trods faste mål – at holde de offentlige udgifter i ro, mens der var behov for det. Og han blæste med skattestop og kreative låneformer til økonomiske bobler, som dansk økonomi i dag fortsat er dybt belastet af.

De ni mislykkede mål fra 2005, som Information kunne fortælle om i går, kan ikke, som Venstres Tina Nedergaard sagde i går, henføres til den akutte økonomiske krise, men ligger helt i tråd med den økonomiske symbolpolitik, som Fogh Rasmussen stod for. Tænk blot på den ambitiøse plan for velfærdssamfundet version 2.0 og den grønne danske revolution, som den daværende statsminister gjorde sig til varmblodet bannerfører for. Men da budskabet og kampagnen ikke længere havde nogen kraft og ikke længere tjente noget politisk formål, så løb planerne og de svulstige tanker ud i sandet.

2010-målene var, da de blev præsenteret i 2005, en betydningsfuld politisk sag, de blev set som vigtige, og der blev refereret til dem i alle tænkelige sammenhænge. De blev taget som udtryk for politisk handlekraft. Men når det kom til konkret handling var det småt med initiativer, og det forblev som rene symboler. Hvis Lars Løkke Rasmussen – hvad noget tyder på, hvis man lyttede til hans landsmødetale sidste efterår – agter at videreføre sin forgængers målstyring, så kræver det en kolossal indsats for at genskabe troværdigheden omkring metoden og de 10 »drømmemål«, som han har lanceret.
Spørgsmålet er, om Lars Løkke Rasmussen i sin nuværende svækkede situation besidder den råstyrke og er i stand til at kommunikere budskabet, så systemer og kulturer retter ind efter dem.

Flere af de politiske begreber, som står tilbage efter Fogh Rasmussens periode, står i dag for fald. Det gælder symbolpolitikken, kontraktpolitikken, det gælder det voldsomme fokus på spin og strategisk kommunikation og det gælder værdipolitikken. Nogle af de politiske virkemidler er slidt op af det politiske ansvar gennem mange år, andre er røget ud i kølvandet på det politiske paradigmeskifte, der er en følge af den økonomiske krise. Men grundlaget for at begynde forfra er til stede. Hvis Lars Løkke Rasmussen skal have en chance for at komme tilbage efter sin krise, gør han klogt i at skifte ikke blot den politiske kurs og nogle ministre ud – hele måden at føre politik på bør have et serviceeftersyn.