At være venner med en utilregnelig oberst

Det er en af den slags kriser, der slet ikke burde kunne blive til en krise i en moderne verden. Men det er også en af den slags kriser, der gør det klart, at alt kan ske, når man er tvunget til at holde sig gode venner med en fyr som Libyens leder Muammar Gaddafi. I mandags lukkede han for visumansøgninger fra de 25 europæiske lande i Schengen-samarbejdet, heriblandt Italien og Østrig, der har milliardinvesteringer i Libyens olie- og byggeproduktion.

Krisen, der kaldes ‘Hannibals Krig’ har rod i sommeren 2008, hvor Gaddafis yngste søn, 33-årige Hannibal Gaddafi, havde booket sig ind på et luksushotel i Geneve i Schweiz. Hannibal, der er kendt for vilde fester og dyre vaner, boede i hotellets suite med sin højgravide kone Aline og ud på aftenen den 15. juli måtte personalet tilkalde politiet efter højlydte skænderier fra hotelværelset. Hannibal havde øjensynligt brækket næsen på én af parrets tjenere, der lå blødende på gulvet, og mens Aline blev kørt på hospitalet med ‘utilpashed’, smed det schweiziske politi statslederens søn i håndjern.

Nu er det ikke første gang, Hannibal Gaddafi, der i øvrigt har tilbragt en del af sine studieår i København, bringer sig selv og sin familie i centrum. Således sendte han fire italienske politibetjente på sygehuset efter blandt andet at have tømt en pulver-slukker i hovedet på dem, ligesom det franske politi i 2005 satte efter hans Porsche med 150 kilometer i timen op ad Champs-Élysées - mod trafikken. Da franskmændene endelige fik bilen stoppet, blev de mødt af seks body-guards, der gennempryglede dem.

Konsekvenser

Hannibal påberåbte sig diplomatisk immunitet og kunne selv køre der fra, men den gik ikke i februar 2006, da han blev anholdt for at tæve en kvindelig ledsager på Hotel Intercontinental i samme by. Han blev dog hurtigt løsladt kun for at komme tilbage på hotellet og splitte værelset ad, før han til sidst trak en 9mm Walther PKK mod et lettere rystet hotelpersonale.

Det er altså ikke helt uvant for Hannibal Gaddafi at støde sammen med europæisk politi, men hvor de fleste lande har ladet sønnen slippe for videre tiltale med henvisning til diplomatisk immunitet, valgte schweizerne at tilbageholde ham i to dage og nægte 188 libyske diplomater og forretningsfolk indrejse i landet - heriblandt familien Gaddafi. Reaktionen kom omgående fra Tripoli, hvor Hannibals søster Aisha udtalte, at man havde tænkt sig at reagere med ‘øje for øje, tand for tand’. Libyen smed således de schweiziske diplomater, der opholdte sig i landet, ud, stoppede olieleverancer til landet, lukkede libyske afdelinger af schweiziske fabrikker, suspenderede udstedelsen af visum til schweiziske borgere og hævede 40 milliarder kroner fra schweiziske banker. Presset fik senere den schweiziske præsident, Hans-Rudolf Merz, til ved en pressekonference i Tripoli at undskylde for landets »uberettigede anholdelse af libyske diplomater«, uden dog at slå fast om indrejseforbudet for de 188 diplomater dermed var hævet. Gaddafi var stadig ikke tilfreds, og i mandags lukkede han så for visumgodkendelse for hele Schengen. EU »beklager« Libyens beslutning, men har ikke fundet ud af hvilket ben, det skal stå på.

Gensidig afhængighed

Situationen er symptomatisk for både EU, Libyen og for det forhold, at vi som europæere på flere punkter er bundet sammen med Libyen.

»For EU er afhængig af Libyen,« siger Peter Seeberg, der er studieleder for Center For Mellemøststudier ved Syddansk Universitet og har forsket i relationerne mellem EU og Mellemøsten - og flere gange har besøgt Libyen. Han peger på tre forhold, der gør, at vi er uløseligt forbundet med et land som Libyen: Olien, flygtningestrømninger og terrorbekæmpelse.

»Libyen har meget store mængder af en let rafinerbar olie, der tilmed er meget let tilgængelig. Italien har en pipeline direkte over Middelhavet, og flere af de Syd- og Mellemeuropæiske lande har store økonomiske interesser på spil,« siger Peter Seeberg.

»Desuden har Libyen været villig til at hjælpe Sydeuropa med at holde illegale immigranter væk fra Europa. De har været meget håndfaste i deres metoder med at sende flygtninge til Sudan eller Chad eller ørkenfængsler og byer i det sydlige Libyen, hvor der slet og ret ikke er til at holde ud at være. Der er hovedsageligt tale om flygtninge fra det øvrige Afrika, men mange af dem er selv fra Libyen.«

Og også på det punkt har Libyen vist sig at kunne presse Europa med ret enkle midler. Således meddelte Gaddafi i foråret 2008, at han ikke længere ville forhindre flygtninge og migranter i at tage sejlturen fra den libyske kyst til den lille italienske ø Lampedusa, som Information beskrev det sidste lørdag. Eksplosionen i antallet af bådflygtninge var Gaddafis måde at straffe Italien for at have udnævnt den stærkt højreorienterede politiker Roberto Calderoli til minister. Gaddafi udnyttede flygtningestrømmen som politisk pression, og resultaterne udeblev ikke. Sidste år rejste Silvio Berlusconi til Libyen med fem milliarder dollar, en uforbeholden undskyldning for Italiens opførsel under kolonitiden, økonomisk støtte til etableringen af flygtningefængsler og en motorvej i ørkenen, samt en smuk sen-antik statue af Venus af Cyrene, som Italien engang havde stjålet.

Den slags aktioner gentager Muammar Gaddafi med jævne mellemrum for at bevise, at han er en betydningsfuld politisk aktør, forklarer Peter Seeberg, og det ikke bare over for Vesten.

»Han laver lignende markeringer over for resten af Mellemøsten, når han gang på gang udvandrer fra Arab Leagues årsmøder. Der er et mønster her: Han møder op, holder en brandtale, der markerer sig voldsomt over for de lande, der har mere diplomatiske hensyn at tage, og så går han.«

Men der er en uoverensstemmelse mellem de lejlighedsvise markeringer og så den daglige praksis for Gaddafi, påpeger Peter Seeberg. Normalt fungerer samarbejdet med EU om grænsepolitiet glimrende, ligesom han også har været aktiv i den nyoprettede the Mediterranean Union som kom op at køre i 2008.

Desuden har han op gennem 00’erne arbejdet sig længere og længere ind i det gode selskab. Blandt andet ved langt om længe at tage sin del af skylden for terrorangrebet mod det amerikanske PanAm-fly over den skotske by Lockerbie i 1988, ved at forpligte sig på at bekæmpe al-Qaeda, ved at tage stærkt afstand fra 11. september, ved at være vært for FN’s Menneskerettighedskongres og ved at tage imod besøg fra store vestlige ledere som Sarkozy, Tony Blair og Condoleezza Rice. For Libyen kan også godt se store økonomiske fordele ved at være på god fod med Vesten, forklarer Peter Seeberg.

»Libyen har et stort potentiale som turistland, og desuden har de det samme problem som et land som Iran, der døjer med at få infrastrukturerne omkring olie og gasproduktionen til at køre ordentligt. Derfor har man brug for Vesten, hvis man skal sikre at der findes en gensidighed sted omkring de økonomiske udvekslinger, der foregår i oliehandlen, så man ikke bare er en olieeksportør uden et udvlikingsperspektiv.«

Svagt EU med diktator

Maummar Gaddafi har siddet på magten i 40 år, men har gennem næsten hele sin regeringstid haft svært ved at finde sin plads og sine allierede, forklarer Peter Seeberg. Hans personlige stil peger i lidt forskellige retninger, og han er blandt andet kendt for sine flagrende selvdesignerede afrikanskinspirerede gevandter, sit medbragte beduintelt, der peger mere i retning af mellemøstlig kultur, og sine kvindelige livvagter, der muligvis henviser til middelhavsmyten om amazonerne.

»Men den personlige postulerede autenticitet spiller slet ikke sammen med, at landet gerne vil være et moderne mellemøstligt land rent økonomisk - han er i det hele taget meget modsætningsfuld,« siger Peter Seeberg.

»Libyen er ikke rigtig en del af Magrebstaterne, Tunesien, Marokko og Algeriet, og heller ikke rigtig en del af Mellemøsten med Egypten. Han har flere gange forsøgt at gøre sig til Mellemøstens talsmand og har også for nyligt forsøgt at køre sig i stilling som Afrikas talsmand, da han sidste år blev valgt til formand for den Afrikanske Union, men det lykkedes ham ikke at forlænge perioden, da der var valg.«

Alligevel har EU svært ved at stå samlet, når der skal forhandles med Libyen og Muammar Gaddafi. Hver gang, det har været nødvendigt at trække i det diplomatiske jakkesæt siden 2000, har det været enkeltstående lande, og næsten hver gang har de været eftergivende.

»I EU har vi valgt en meget blød linje over for Libyen, hvor man går meget langt for at tækkes Gaddafi,« siger Peter Seeberg.

»Det kan kun være et valg, man har truffet ud fra økonomiske hensyn med import af gas og olie, og vores problemer med grænsekontrollen fra Afrika, men jeg mener sagtens, man kunne markere sig langt stærkere over for en ryggesløs diktator, som han jo er. Der foregå uhyrligheder i Libyens fængsler, og det politiske system er en parodi - det har intet med demokrati at gøre. Det mener jeg ikke, EU bør leve med, og her er EU en underlig institution, der har en officiel meget normativ position, hvor man siger en masse om, at man ønsker at fremme demokrati og menneskerettigheder, men næsten altid antager en meget pragmatisk position, hvor man blot ønsker at opretholde ro og orden i til eksempel Mellemøsten. Det gør man så ved at støtte de diktatorer, der sidder på magten.«

Og i Libyen kan vi gøre det mange år endnu, spår Peter Seeberg, for selv om Gaddafi nærmer sig rekorden for det regeringsoverhoved, der har siddet længst i Mellemøsten, er han stadig kun 67, og nogen reel opposition findes ikke i Libyen.

»Vi oplever jo store problemer, når vi er tvunget til at samarbejde med stater som Libyen, som vi enten geografisk eller økonomisk er involverede i. Her oplever vi ofte et EU, der ikke kan handle som en konsistent samlet aktør. Det gør det sværere for EU at stå samlet mod en type som Gaddafi, og samtidig gør man det meget let for ham.«