For nogle år siden udkom der i Tyskland en bog, skrevet af en række fremtrædende politikere og universitetsfolk, alle med det til fælles, at de var engagerede i SPD, det tyske socialdemokrati. Ud over det usædvanlige i en bog skrevet af både politikere og videnskabsfolk, vakte bogen opmærksomhed ved sit markante opgør med et af de kendteste udsagn om forholdet mellem stat og religion.
Religion er ikke nogen privatsag lød bogens titel, og i 30 kapitler blev temaet belyst med tysk grundighed og med den konklusion, at samfundet ikke har brug for, at kristendommen trækker sig isoleret tilbage til det kirkelige rum. Den skal være til stede i samfundet som et grundlag, der bl.a. sikrer, at politik ikke kun bliver et spørgsmål om udfoldelse af magt.
Lærd politiker
Det er samme ærinde, den tyske finansminister Wolfgang Schäuble bevæger sig ud i med en ny bog: Har samfundet brug for religion?. Den 67-årige CDUer er en af Tysklands mest erfarne politikere. Han er det eneste nuværende regeringsmedlem, som også har været minister før Murens fald. Ud over sin politiske karriere har han en juridisk doktorgrad.
Schäuble var i flere omgange indenrigsminister, men efter den nyeste regeringsdannelse i 2009 er han nu landets finansminister. Som indenrigsminister stod han bl.a. for en stram og ofte kritiseret overvågnings-politik, hvor staten blev givet ganske vidtgående beføjelser.
Det er ikke lige den mentalitet, der er på tapetet i en ny lille bog, som indeholder tre meget kloge og reflekterede bidrag fra Schäuble. De er udgivet i udgivelsen Berliner Reden zur Religionspolitik (Berlin-taler om religionspolitik) i tilknytning til et særligt universitetsprogram ved det berømte Humboldt-universitet om forholdet mellem religion og politik. Udgangspunktet er ifølge universitetets egne oplysninger, at trods adskillelsen mellem kirke og stat, kan man ikke ignorere forholdet mellem religion og politik.
Religion som ressource
»Politik finder ikke sted i det lufttomme rum,« er bogens første sætning. Religion er en nødvendig forudsætning for politisk etik. Naturligvis kan religion udarte til fanatisme, men i reglen er religion en »afgørende vigtig ressource, fra hvilken der udspringer en samfundsmæssig værdiorientering«, skriver Schaüble.
I det første bidrag belyses religion som en politisk udfordring ikke mindst i lyset af den udvikling, der de senere år er sket i synet på religion som fænomen. Navnlig Habermas og hans tanker om sekulariseringens dialektik, som følge af hvilke det er legitimt at spørge, om sekulariseringen nu også har givet løsningen på vore problemer, er et af de nedslagspunkter, Schäuble medtager, og dermed bringer han den berømte dialog fra 2004 mellem Habermas og den daværende kardinal Ratzinger, nu pave Benedikt, i erindring.
Men Schäubles fokus er ikke kun den kristne religion, men religionerne i det tyske samfund, hvilket navnlig også betyder islam. Hans ærinde er på historisk baggrund at redegøre for, hvorledes han ser religionen som en kraft, der kan få det moderne pluralistiske samfund til at hænge sammen. Det er jo en sætning, som ville kunne få de store alarmklokker til at lyde hos mange danske politikere på begge sider af midten, men Schäubles argumentation er, at det forhold, at de store monoteistiske religioner hævder, at der er noget, som er større end mennesket og som mennesket står i forhold til, er en afgørende faktor. Forholdet til en gud indebærer, at ens holdninger og handlinger skal ses i lyset af, at man står i et ansvarsforhold til noget uden for sig selv. Netop dette forhold har samfundssammenholdende karakter, mener Schäuble.
Den svære integration
»Men de religiøse terrorister tænker jo netop sådan de gør jo Guds vilje,« vil nogen så hævde. Men konstateringen er kun et argument, hvis man anskuer en religion ud fra den version, der hyldes af dens mest fanatiske minoritet, hvilket ville være en temmelig ubegavet tilgang til f.eks. islam. Schäuble minder om, at netop i spørgsmålet om integration er der ingen vej uden om at integrere islam i det tyske samfund. En sådan opgave sker ikke på kort tid; tænk på, at det tog flere århundreder at finde den (nogenlunde) rette balance for forholdet mellem kristendommen og staten. Dermed lægger han afstand også til folk i egne rækker, der enten kommer med skingre og idiotiske udmeldinger om islams forbandelser eller anser det for en umulig opgave at få et sammenhængende samfund med flere religioner repræsenteret i det offentlige rum, og som i stedet satser på en slags parallelsamfund. Integration er en gensidig proces, minder han om, og dermed er også sagt, at alle parter er nødt til at medvirke.
Wolfgang Schäuble: Braucht unsere Gesellschaft Religion? Vom Wert des Glaubens, 76 sider, 18,40 euro
Kommentarer
Man burde holde op med at skelne mellem politik og religion. Begge dele er bygninger af regler og syner, der skal styre samfundet. Politik er religion og relilgion er politik.
Derimod vil det give mening at skelne mellem tro og religion. Tro (på et eller andet) er et menneskligt grundvilkår, mens religion er nogens forestilling om det ideelle samfund.
Det er vel ideologi og religion, der ikke er den store grund til at skelne mellem?
Ellers ganske med Erik Damskiers betragtninger.
At Schäuble, der er Kristen Demokrat, mener at religion og politik hører sammen, må vist være en sensation i klasse med at fisk holder af vand.
Denne kommentar er anbefalet af:
Mærkværdigt.
Information burde måske efterhånden skifte navn til
Religiøst Forum
eller noget i den stil
Denne kommentar er anbefalet af:
Hans Jørgen Lassen:
“Information burde måske efterhånden skifte navn”
Alle de mange religionsartikler burde de forære Kristeligt Dagblad, der sikkert med glæde ville bringe dem.
Så kunne der måske blive plads til andre artikler, med mere substans og relevans?
Syndikerede artikler fra eksotiske kvalitetsmedier, der kan give andre udsyn på verdensituationen, ville f.eks. vække glæde.
Denne kommentar er anbefalet af:
Erik Damskier
Man burde holde op med at skelne mellem politik og religion. Begge dele er bygninger af regler og syner, der skal styre samfundet. Politik er religion og relilgion er politik.
Det er jo nærmest hvad man kalde totalt ordkløveri. Naturligvis skal man skelne, og i et land med tradition for demokrati, er en sådan betragtning, ikke bare direkte forkert, den er også fuldkommen nedstemt - af et demokratisk flertal.
Hans Jørgen
Der er flere religiøse tossehoveder, med lav selvopfattelse end hvad mange almindeligvis forstår.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der ka’ jo være mange fordele for politikere udi at kunne BEGRUNDE udfra religion - fordi meget at det religiøse, jo næppe kan være - end ikke i princippet -
fælles efterprøvbart. og sånt’ kan jo være en god ting - for mange politikere.
Kim Gram
Det tror jeg at mange politikere allerede gør, eftersom religiøse blev frataget deres politiske overdømme, samtidig med adlen og kongen.
Religion=politik skulle være ordkløveri.
Efter Hansens opfattelse forkert, men ordkløveri?
Alle mennesker må tro på noget for at overleve og komme gennem livet. Præsterne tilbyder en færdigret af evigt liv og trøst, mens politikerne tilbyder en ret af dennesidig frelse og trøst.
Jeg foretrækker politik for religion.
Erik Damskier
Ja Okay Erik, jeg fortrækker nu ikke bare politik, eller rettere demokratisk ideologi, jeg vil til enhver tid bekæmpe politisk religion, med alle forhåndenværende midler oven i købet, ligesom jeg vil bekæmpe diktaturisk ideologi.
MEN man kan ikke kalde al tro for religion, i den forbindelse du gør det, Jeg er dog godt bekendt med at udtrykket også bruges i forbindelse med IT, mens det her kun er ment som en joke, for at nedgøre kompulsiv tro.
Wolfgang Schäuble er tilsyneladende en af disse religiøse mænd der mener at mennesker ikke kan være ansvarlige hvis de ikke forholder sig til en religion. I artiklen står der ” man står i et ansvarsforhold til noget uden for sig selv”. Eller sagt på en anden måde man vil opføre sig uansvarligt og hæmningsløst hvis man ikke forholder sig til en religion.
Dermed siger han jo også at ateister ikke kan føle ansvar, fordi de har ikke noget uden for dem selv der kan navigere dem, og videre at de forskellige religioner vil betyde mere eller mindre ansvarsfulde mennesker.
Denne kommentar er anbefalet af:
Per
Ja den hører jeg tit fra religiøse. Det skyldes uden tvivl religiøses ofte manglende selvværd, og sikkert også nogle gange manglende selvtillid, måske ligefrem manglende intelligens - for nogles vedkommende.
Denne kommentar er anbefalet af:
Per Langholz:
“Dermed siger han jo også at ateister ikke kan føle ansvar”
Deri tager han jo netop fejl. Og mange andre med ham. Selv John Locke, lullede sig ind i den forestilling.
Ateister er i sagens natur ansvarlige over for sig selv, hvilket for en nogenlunde mentalt velfungerende én af slagsen medfører, at de må opføre sig i henhold til de regler, de selv har besluttet sig for at følge.
I værste fald, vælger teister at bilde sig ind, at de kan opføre sig uansvarligt, alternativt mere eller mindre forrykt og uhensigtsmæssigt i bestræbelserne på at følge en absurd adfærdskodeks eller magisk håndbog.
Heinrich,
Intet forhindrer en ateist i at være ansvarlig for noget “udenfor sig selv”. Man kan være ansvarlig overfor forskellige fællesskaber – f.eks. ens familie, det samfund man lever i, eller menneskeheden som sådan.
Det eneste, ateister på den konto har tilfælles er at vi *ikke* er ansvarlige overfor nogen forestilling om guddomme.
vh Simon
Simon,
du har ret, ateister kan have lige så meget ansvar overfor andre, som enhver anden.
Det jeg forsøgte at udtrykke, var, at ateister sædvanligvis ved at de selv er ansvarlige for de valg de træffer, og tørrer ikke ansvaret af på nogle andre / noget andet.
Dén der med, at ateister ikke står til ansvar overfor noget, og derfor kan opføre sig som skruppelløse nihilister, voldpsykopater og lystløgnere, er en kortslutning af rang.
Ateister har ikke en gud, eller hans stedfortræder en præst, der kan forlade dem deres synder.
Den byrde må de selv bære. Eller håbe på omgivelsernes overbærende mildhed.
Giver Hans JØrgen komplet og aldes ret, når han spørger, hvorfor der skal være så meget religion i Informations site.
Det hører mere til i en religiøst dagblad.
Men Information mener måske, at det er det allervigtigste debatemne i nyere tid?
I så fald er jeg helt uenig. Jeg mener derimod, at vores demokrati er det vigtigste og det mest udsatte i disse tider.
Når en lovligt varslet og godkendt demostration kan udvikle sig til at blive anholdelse af tusinde mennesker, så er troen på de demokratiske rettigheder på spil.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja, det er interessant at så mange ateister kommenterer på det “religiøse” ;-)
Men det er altså “petit-stof”…
Mona har fat i noget ganske væsentligt - men det er jo redaktionen der sætter dagsordenen, og måske er det vanskeligere at hægte sig fast i det demokratiske underskud i DK, og diverse spin-doktorer - der med deres “poetiske” tilgang til sandheden, boltrer sig som ål i mudder.
Men hvis det drejer sig om “seer-tal” - så er religion tilsyneladende godt stof.
@Simon Kongshøj
“Intet forhindrer en ateist i at være ansvarlig for noget “udenfor sig selv”. Man kan være ansvarlig overfor forskellige fællesskaber – f.eks. ens familie, det samfund man lever i, eller menneskeheden som sådan.
Det eneste, ateister på den konto har tilfælles er at vi *ikke* er ansvarlige overfor nogen forestilling om guddomme.”
Ja vi forholder os vel alle til det store fællesskab eller noget der er større end os selv, det er vi jo ligesom nødt til for overhovedet, at få samfundet til at fungere, ligesom det er svært at forestille sig politiske beslutninger, der ikke er begrundet i hensynet til almenvellet.
Forskellen er vel netop, at for religiøse mennesker er det forholdet til Gud der er det vigtigste og det er så det udgangspunkt de tænker fra, når de skal forholde sig til konkrete samfundsproblemer. Mens ikke-religiøse, der ikke umiddelbart føler Guds nærvær, nok mere tager udgangspunkt i de konkrete samfundsproblemer, som de bliver formuleret såsom miljø, økonomi o.s.v.
Bortset fra det kan jeg ikke se hvorfor information ikke skulle skrive om religion, det er jo en kulturel faktor ligesom så meget andet. Det bliver jo heller ikke til en nazistisk avis, fordi der er artikler om nazisterne.
@Niels Mosbak
Ja, det er interessant at så mange ateister kommenterer på det “religiøse” ;-)
Men det er altså “petit-stof”…
–-
Jep ! La’ os i stedet for gi’ os te’ å’ samle å’ frimærker.
Så såre præsteskabet blander sig i politik, må alle andre tage stilling. Schäuble springer dog over i religionens politiske betydning og giver den en “samfundssammenholdende karakter”, og politik bliver igen et religiøs fænomen ala moralen.. Schäuble manøvrerer (i anmeldelsen) uden om de demokratiske processer og forstår “sekularisering” som en verdsliggørelse af religionen fremfor kulturens egne fornyelser uanset konfessionerne. Alligevel behøver den ikke-religiøse/politikeren med den demokratiske religionsfrihed ikke at tilsidesætte eller underkende den enkeltes tro eller en troende menighed og behøver altså ikke at afvise flerreligioner eller foretrække den ene religion for den anden.
Kim Gram
Det er ganske naturligt. Ateister kan ikke fordrage religiøs mørkemandspolitik.
Vi tilslutter os Humes afslutningsord i Enquiry Concerning Human Understanding:
“If we take in our hand any volume; of divinity or school metaphysics, for instance; let us ask, Does it contain any abstract reasoning concerning quantity or number? No. Does it contain any experimental reasoning concerning matter of fact and existence? No. Commit it then to the flames: for it can contain nothing but sophistry and illusion.”
Jeg har Hume mistænkt for at være skabsateist.
Den af Schäubel nævnte Habermas kan vel siges at beskæftige sig med den del af Humes emperi og radikale skepticisme , som angår sansning og erfaringsslutning, der går ud over de fysiske kendsgerninger, som Newtons mekanik. Hume døde i revolutionernes tilsynekomst, men foretager med en forestilling om sjælens og legemets adskillelse - så vidt jeg forstår - et skridt ind i de moralske forestillinger, som han anerkendte (det, du lover, skal du holde), mens Habermas, mig bekendt, har en langt bredere sociologisk filosofi, der ikke blot afviser religion, rationalisme og spekulation, men går i diskussion med teologien.
Kære Hans Jørgen Lassen,
smukt citat - tak for det!
Og så må jeg lige kritisere kære, gamle Marx, - han tog så åbenlyst fejl i sin påstand om at “religion er folkets opium”, for i de senere år ser vi flere og flere magtfulde politikere, som praler af, at de er forfalden til denne “illusoriske trøst”.
Og er det egentlig så mærkeligt? Medmindre en politiker er både døv og blind (og de findes naturligvis), så vil vedkommende hurtigt erkende, at ingen politik kan gennemføres uden at skade en del mennesker.
Og i den situation er det jo rart at kunne tro på, at ansvaret ligger et højere sted, så når man som ikke-troende angribes for at man ikke kan føle ansvar for andre, så kan man med lige så god ret anklage de troende for, at de ikke tør påtage sig ansvaret for deres egne handlinger.
@Hans Hansen
Skrev:
Det er ganske naturligt. Ateister kan ikke fordrage religiøs mørkemandspolitik.
–––-
Muligvis er her en forklaring på venstrefløjens manglende opbakning til ikke-kommunistiske ateisters bekrigen religion, nemlig: At sådanne ateister er: Gratist-ateister !
At de ateister forsømmer at tilføje at: Ateismen’s vedvarende udbredelse FORUDSÆTTER dannelsen af kommunistiske samfundsgrundlag ( basis ) , fællesje til ALLE samfundet’s produktivkræfter osv.
Grundet sådan forsømmelse fra de ateisters side kan de jo næppe anses for at være monistiske materialiser - at det jo så derfor er temmeligt tvivlsomt hvorvidt de VIRKELIGT er ateister.
For at blive i den naturvidenskabelige betragtning:
Enhver handling har en konsekvens, ofte tillige for andre, endog den handling, som man ikke udførte, men kunne have udført (f.eks. at hjælpe en gammel dame på benene).
Skal vi gå et skridt videre, men dog uden religionernes bestemmelse, kan vi som Sven Karlsen er inde på, tale om et ansvar for handlingen. I samme øjeblik får vi nogle moralske forestillinger om, hvad vi gjorde, dvs. godt eller ondt, den etiske fordring, som også omtalte Hume foruden utroligt mange andre har spekuleret i.
Også religionen er forsøgt begrundet moralsk, nogle argumenter er egoistiske og nogle hedonistiske, men hvis man ikke er bundet af religiøse forudsætninger, kan man lidt naivt svare på Svens problem, som består i, at man ikke kan gøre alle tilpas, ved at henvise til Bertrams etiske teori, kaldet utilitarismen.
Lidt indskrænket sagt: En handling bør udføres, hvis og kun hvis den maksimerer tilfredsstillelsen hos de folk, den berører (kan formuleres i variationer), men i praksis også forkortet til: man skal gøre det, som er godt for de fleste.
Handlingen er da blevet uafhængig af gudstroen.
Her er et link til en artikel “Are There Secular Reasons”, som er et udmærket supplement til diskusionen i den her tråd.
Postet af Nikolaj Thyssen i Nyhedsbloggen,
http://opinionator.blogs.nytimes.com/2010/02/22/ar…
Nu har videnskaben bevist at moralen ikke kommer fra religionen. Alle mennesker forholder sig nogenlunde ens til alle moralske valg også ateister.
Så måske behøver man ikke være kristen for at have en høj moral, og kunne godt blive et habil folketings medlem med stor integritet, selvom man er ateist eller muslim.
Så mangler der bare en forklaring på religioners anden dogme, nemlig liv efter døden. Der er jo inden for de forskellige religioner forskellige dogmer her, nogle religioner havner man i paradis/helvede andre genopstår man i forskellige forklædninger.
Nogle shopper jo også lidt rundt mellem religionerne for at få det bedste tilbud til tiden efter livet. Der er vist ikke bytteret hvis man har valgt en religion der ikke passer en.
Man kan også tage en test i moral, som forskerne har udformet, men den tør jeg bare ikke tage. http://www.cell.com/trends/cognitive-sciences/fulltext/S1364-6613(09)00289-7#Morality%20without%20religion?
Personligt bruder jeg mig om religion, skal have en store plads i politik og tværtimod, har den haft overordentlig negativ påvirkning på udviklingen i mange ulande.
Hvor religionerne ikke har kunne formå at se denne sammenhæng imellem fattige får for mange b¢rn, i forhold til hvor meget mad et stykke jord kan give.
For selvom man måske er fattige, så er det letter at hjælpe mennesker, der får sit daglige br¢d. Som jeg også vil mene det er bedre at bruge penge og resurser på skoler og idrats haller frem for på kirker og moskeer og pilgrims rejser.
Jeg er på Philippinerne pt. hvor der kommer vildt mange mennesker her i Huset jeg lejer for spille bordtennis, og hvorfor mon der g¢r det ?.
Fordi der mere vigtig for de religi¢se at malke folk for penge til kirken eller bebyggelse af dem, en at skabe sunde interesser for sine medmennesker.
Og såkal man i andre artikler i Information læse om en hetz imod Philippinske mænd uden af have sociologisk forståelse for hvordan vi udvikles som mennesker.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila