Fed fyr eller bare en fed fyr

Vores statsminister er lavstammet, tyk og utrænet. Det lader sig ikke gå ubemærket hen. Lille Lars fra Græsted, der ryger og drikker og har svært ved at holde sig vågen, når det gælder. Det fortalte aviserne os allerede, da han var sundhedsminister, og da han senere kom i spidsen for hele klodens fremtid i Bella Centeret, var det nærmest også på grund af hans jammerlige fysiske form, at han ikke kunne få USA og Kina til at tale ordentligt til hinanden. Han blev »træt« og »kunne ikke stå distancen«, skrev aviserne, der fulgte op med kropsmetaforikken i forrige uge, da han tillod sig at tage fire fridage for at tage på ferie med sin familie lige dér, hvor alle kommentatorerne havde spået, at der skulle komme en ministerrokade.

»Han er udbrændt«, skrev BT. »Han er træt, tyk og ligner en pryglet hund«, skrev Ekstra Bladet, og i TV 2 var det Hans Engell, der sendte lussinger af sted mod Lars Løkkes skrøbelige krop: »Han virker træt, irritabel, underskudsagtig og slidt«, kom det fra den utrættelige kommentator, der nu ellers ikke er nogen sylfide. Da Lars Løkke endelig kom hjem fra sin ferie, var han heller ikke sen til selv at lede opmærksomheden hen på sin statur:

»Når man cykler op ad bakke i stejlt terræn - og specielt når man er konstrueret, som jeg er og ikke er skabt til at klatre,« sagde han ved det første pressemøde og lavede en bevægelse med armen, som præsenterede hans krop. »Så er man nødt til at holde sit eget tråd og sit eget tempo.«

Lars Løkke Rasmussens fysik synes at være det vigtigste parameter at bedømme ham på, og det er i virkeligheden ikke så underligt, når vi ser på hvilke temaer, der ellers dominerer samfundsdebatten.

»Politikere er naturligvis ikke bare politikere - de er ‘samtaler’,« forklarer den amerikanske kulturhistoriker Eric Guthey, der blandt andet har skrevet bøgerne CEO Portraits and the Authenticity Paradox og Revisualizing Images in Leadership, som analyserer vores opfattelse af lederes fysisk og deres måder at bruge det på.

»De er ‘samtaler’ om, hvordan vi bør være som mennesker, og ligesom andre offentlige personer, der betyder noget for os, bruger vi dem som argumenter i en løbende debat. Så når der i øjeblikket pågår en gennemgribende debat om fedme og sundhed på alle platforme, kommer den også til at foregå gennem statsministeren. Og det skal han sådan set bare være glad for. På den måde er han jo en samlende person, som folk forholder sig til - det modsatte ville være værre.«

De fede er svage

Alligevel er kommentatorernes gennemgående analyse af Lars Løkkes fysiske form som regel negativ og ser man på det historisk, giver det også meget god mening at konkludere, at de runde former kan give problemer hos vælgerne.

Siden efterkrigstiden er vores syn på kroppen trådt mere og mere i centrum, men i løbet af de senere år er det fokus intensiveret, og i dag betragtes kroppen som et af samfundets vigtigste kamppladser. Det er her, vi kan vise overskud. Det er her, vi kan vise selvstændighed og succes, og det er her, vi kan inkarnere det gode liv.

Derfor fylder det også meget, når vi skal betragte og aflæse vores politikere. Vi så det allerede med ‘jernmanden’ Anders Fogh Rasmussen, der blev kendt for at kunne løbe fra sine livvagter. Den nådesløse sammenligning med efterfølgeren var næsten for oplagt.

Inge Kryger Pedersen er lektor i sociologi ved Københavns Universitet og forsker i krop, kultur og sundhed. Hun forklarer, at den øgede fokus på kroppen skal ses i forlængelse af den ungdomskultur og forbrugerkultur, der voksede frem i 60’erne.

Vi kom til at se kroppen som et selvstændigt udtryk og blev optaget af de midler, metoder og ressourcer, vi har til at styre vores krop. Således opleves fedme i dag hurtigt som et udtryk for manglende selvkontrol, mener hun, og derfor ligger det også lige for at læse statsministeren sådan, hvis han ikke kan beherske sin krop.

»I dag har vi nogle meget klare normer for, hvordan en ideel krop skal se ud, og hvad det vil sige at leve et sundt liv, og det er i øvrigt nogle normer, regeringen selv har gjort meget ud af at fremme - mere motion, mindre alkohol og nul rygning,« siger Inge Kryger Pedersen.

»Med så nagelfaste normer kommer man lynhurtigt til at fremstå decideret usoigneret og som en svag karakter, hvis man ikke er veltrænet og i komplet kontrol. Udstiller man det som politiker, kan det være svært at opretholde en respekt omkring sig.«

Nanna Mik-Meyer, der er lektor ved Institut for ledelse og organisation på Copenhagen Business School, har skrevet flere bøger om vores opfattelse af overvægtige, mener desuden, at den øgede fokus på vægt og sundhed hænger sammen med en særlig nyliberalistisk værdi, der er opstået i vores samfund inden for de senere år.

»Her tænker jeg især på værdier som kontrol, ansvar og at holde sig aktiv - værdier, der betoner, at det enkelte menneske skal være ansvarlig for sin situation, og at dette ansvar netop hænger meget stærkt sammen med evnen til at vise kontrol med sit liv. Således kædes overvægt typisk sammen med en manglende evne til selvkontrol,« siger Nanna Mik-Meyer. Hun pointerer, at der også er en sammenhæng mellem overvægt og uddannelsesniveau, der kan give os et særligt negativt syn på tykke mennesker: Jo mere man vejer, jo større er sandsynligheden for, at man har en kort eller slet ingen uddannelse - sådan ser det ud statistisk.

»Kroppens vægt kommer i den forbindelse til at afsløre, hvor man er på uddannelsesstigen, og den overvægtige krop kommer derfor i stigende grad til også at være synonym med at tilhøre en af de lavere klasser i samfundet,« siger Nanna Mik-Meyer.

Lars Løkke Rasmussen slipper altså ikke for kommentatorer og alle os andres bedømmelse af hans krop og sundhed, men blot fordi vores umiddelbare syn på overvægtige eller utrænede mennesker er negativt, er det ikke nødvendigvis en ulempe for en statsminister. Ask Vest Christiansen, der er adjunkt ved Institut for Idræt på Aarhus Universitet har ligeledes forsket i kropsopfattelser.

Han forklarer, at vores klassiske billede af den succesfulde leder har ændret sig, men hvis man som politiker kan bruge det rigtigt, kan man vende sine ulemper til en fordel.

»Tidligere var billedet af en succesfuld leder en velpolstret, cigarrygende levemand, men i takt med at mantraet i erhvervslivet kom til at handle om omstillingsparathed og dynamik blev kropsidealet også ændret til et mere flytbart dynamisk image,« siger Ask Vest Christiansen og bruger en sportsmetafor: »Fra en kuglestøder til en langdistanceløber.«

Den usunde overklasse

Men det er en fordom, man som politiker ret let kan over overkomme, hvis man tager den på sig, forklarer han, og Inge Kryger Pedersen supplerer. For selv om overklassen i Danmark er markant sundere og lettere end underklassen, tegner der sig et lidt andet billede, hvis man går ind i den absolutte økonomiske overklasse:

»For mænd i den økonomiske, men ikke nødvendigvis uddannelsesmæssige, overklasse afslører statistikken en gennemsnitsvægt, der ligger over det normale,« siger Inge Kryger Pedersen.

På den måde afviger Lars Løkke ikke fra mandlige direktører eller andre mænd, der tilhører den øverste økonomiske overklasse, forklarer hun.

Eric Guthey, der i flere omgange har opholdt sig længere tid i Danmark, fremhæver i den forbindelse en særlig udvikling blandt de overvægtige i både Danmark og USA.

»Der er en bevægelse for både stjerner og politikere, der går i retningen af, at det er i orden at være fed. Eftersom mere end 30 procent af amerikanerne i dag er medicinsk overvægtige, giver de meget god mening, at det også bliver mere accepteret, så jeg tror ikke, det betyder så meget for Lars Løkke Rasmussens vælgere, at han har lidt rigeligt på sidebenene.«

- Men er det ikke vigtigt for en politisk leder at udvise dynamik og styrke med sin krop?

»Du må huske på, at hele kernen i politik er at repræsentere folket, og det gælder også visuelt. Hvad der er en objektiv kvalitet, kan have den modsatte effekt på vælgere. Tag for eksempel Sarah Palin i USA. Det er ikke nogen hemmelighed, at hun ikke er den klogeste politiker, der har eksisteret, men hun finder alligevel mange tilhængere, fordi folk føler sig repræsenteret. Og her adskiller politik sig fra forretningslivet,« siger Eric Guthey, der ikke ville være nervøs, hvis han var personlig rådgiver for Lars Løkke

»Tværtimod - jeg ville bruge det og forfølge det. Clinton havde samme dilemma - det handlede utrolig tit om, hvor meget han spiste, og hvor lidt han trænede, men han brugte det virkelig godt, fordi han kunne kombinere det at fortælle befolkningen, at det var vigtigt at leve sundt, men han kunne sige det uden at virke belærende eller nedsættende, for folk vidste, hvad han selv kæmpede med. Det tror jeg bragte ham tættere på folket.«

Og måske er tiden også ved at være løbet fra de veltrænede ledere, påpeger Eric Guthey. I sin seneste forskning har han iagttaget et skifte hos erhvervslivets spidser, og måske det kunne brede sig til politik:

»Vi havde nogle år indtil for nylig, hvor de store ledere var veltrænede, velklædte rockstjernetyper - vi kaldte dem ‘mænd i sort’. De var sexede og prangende. Men nu er vinden vendt, og idealet er mere noget, man kunne kalde ‘mænd i brunt’. Det er mænd som Lars Løkke Rasmussen, der appellerer til noget helt andet. De er almindelige, ansvarsfulde og kedelige. Og i en tid med økonomisk recession er Lars Løkkes mere beskedne og mindre prangende fremtoning sikkert billedet af den perfekte leder.«