I lange tider er det bekvemme slagord sammenhængskraften blevet anvendt af især det nye højre. Mest nidkært ført frem af gamle venstrefløjsfolk af den ekstreme sortering, folk der nu står på mål for hyperliberalismen og den sociale nationalkonservatisme ikke mindst i Dansk Folkeparti og delvis i Venstre.
Sammenhængskraften er uden opsigtsvækkende trang til en forsvarlig definition af begrebet lanceret igen og igen som et ufravigeligt plusord af den ihærdige Karen Jespersen, der i øvrigt og forståeligt nok blev inviteret over i Dansk Folkeparti af partiejeren selv. Mangel på sammenhængskraft fremstilles som farligt; ikke sjældent hævdet som konsekvensen af indvandringen og det flerkulturelle og multireligiøse samfund. Muslimerne udgør ifølge de nye nationalister - eller hvad man skal kalde de indædte - en alvorlig risiko for sammenhængskraften. Denne kan måske bedst lignes ved andre luftige begreber såsom folkesjælen og folkekroppen, størrelser som før i tiden anvendtes i agitationen mod »de folkefremmede«. Jøderne udgjorde således en trussel mod den sunde folkesjæl i et sundt folkelegeme, på samme vis som muslimerne nu udpeges som årsagen til svindsot i sammenhængskraften.
Selvsagt lader det sig gøre ved en eller anden form for nøjere præcisering at begribe, hvad ordet dækker eller kan dække.
Hvad binder os sammen
Et fælles sprog kan binde et folk sammen. Sådan anskuede nationalstatens forkæmpere i sin tid forudsætningen for nationalstatsideens succes. En solidarisk social indretning kan fungere på samme vis: At et folk i et eller andet mere eller mindre præcist omfang føler sig som et hele.
Velfærdstanken indebærer forestillingen om velfærden som bindemiddel. En fælles religion kan også være en given nations klister og har i det mindste været det. Traditioner ligeledes. Fælles moral kan også i ikke alt for bastante vendinger siges at holde sammen på folkeslag. For eksempel kan afsky for visse foreteelser knytte ellers forskelligartede mennesker til et fællesskab.
Antisemitisme fik mange folk, pøbelen, på gaden. Homofobi eller andre seksuelle afvigelser kan samle de bigotte i fælles afsky. Sammenhængskraft kan altså sagtens søges forklaret i negative følelser eller ligefrem i folkemassens trang til had.
Under den franske revolution følte tilskuerne for skafottets fod utvivlsomt et stærkt fællesskab i hadet mod revolutionens fjender og en betragtelig sammenhængskraft i den revolutionære opgejlede ånd, alene af den grund at det ikke var dem selv, der skulle vandre de tunge trin op til mester Samson med republikkens ragekniv.
Totalitære regimer er særligt glade for sammenhængskraften, som gang på gang, om end med andre ord, blev fremhævet af nazisterne og kommunisterne i 1930’erne. Sammenhængskraft kan naturligvis også som antydet udsende positive signaler som enighed: Folkelig konsensus om, at eksempelvis spirituskørsel er forkasteligt og bør straffes, kan siges af være positiv, eftersom denne forbrydelse er ondartet og sætter andre menneskers liv på spil.
Hunde behandles bedre
Stærke fælles adfærdsnormer giver vel sagtens denne følelse af samhørighed. Det er ikke god tone at sparke sin hund offentligt. Går naturen over hundeejerens optugtelse, vil forargelsens reaktion komme prompte, formentlig med efterkrav fra en eller flere folketingspolitikere om strengere straf for spark af hunde. Eller man kan stå sammen om et bestemt normsæt eller en moral, der danner rettesnor for folkets repræsentanters opførsel.
Forudsætningen er at de personer, der bærer de gyldne kæder, foregår deres omgivelser med et godt eksempel. Sådan da.
Det har jo vist sig at kreativ bogføring ikke opfattes som en forkastelig eller karrierefortabende politisk handling, når den der har udført gerningen ender i nationens fremmeste magtposition og siden ydermere krones med en international betydningsfuld stilling.
Ligeledes må bilagsfusk anses som mindre belastende, når en efterfølger til den førnævnte har forlystet sig med fadøl, cigaretter og nøgne pi’r (læs naturfilm) på skatteydernes regning.
Ej heller kan våbenloven siges at være efterfølgelsesværdig, når den person der beklædte det næstvigtigste embede i nationen konsekvent forbrød sig mod elementære våbenbestemmelser. Lovbrud i det hele taget, vel at mærke når noget sådant foregår i en flertalssikret politisk sags tjeneste, synes ikke i afgørende forstand at nedsætte politikere i eget eller i flertallets omdømme.
Kriminelle ministre
Tre finansministre i træk har begået klare ulovligheder, den første med hensyn til sine huse og bopælspligten, den anden, der siden er blevet noget meget finere, med ovennævnte sjove bilag, og den tredje som beskæftigelsesminister med grove lovbrud og vildledning af Folketinget på samvittigheden.
Sidstnævnte ville kunne stilles for en Rigsret og blev det måske, hvis flertallet var et andet. Men der sker intet, skønt en anerkendt journalist i DR har lagt dynger af facts på bordet uden at blive imødegået af ministeren med andet end et par arrogante bemærkninger.
Listen over regerende politikere, der under normale omstændigheder ville have været nødt til at nedlægge deres hverv, er lang.
En ny normalitet dominerer - befolket af en politikertype med platuglen som våbenskjold. For dem indskrænker lov og ret sig til mere straf af lavstatuskriminelle og mindreårige tabere. Såfremt man blot et øjeblik skal tage et begreb som sammenhængskraften alvorligt eller opfatte den som et moralsk direktiv og ikke et synonym for kødklister, kunne det være interessant at høre Karen Jespersen (p.t. Venstre), hvad hun mon mener, adfærden på højeste politiske plan så gør for den højt besungne sammenhængskraft.
Hvad med sammenhængskraften når stadig flere velhavere kan vælge at lade sig behandle på private hospitaler, for en stor dels vedkommende finansieret af det offentlige og på det offentlige sygehusvæsens bekostning?
Det er næppe de tre påståede burkaer på Nørrebro eller den forskruede angst for tørklædeklædte dommere eller mindre svinekød i skolen der truer sammenhængskraften, men det omfattende moralske opbrud i de nationalfikserede danskeres adfærd.
Mangler mod og vilje
Den diskussion er værd at tage, hvis nogen af de toneangivende havde mod og vilje til at stille deres egne udefinerede påstande og åbenbare begrebsmanipulationer på højkant.
En af Informations læsere, Poul Erik Hornstrup, satte apropos forleden spørgsmålstegn ved at udtrykke sig som det sker i denne klumme, og som det - indrømmet - efterhånden er gået for sig i en hel del år. »Du får ikke udrettet en skid,« skrev Hornstrup og tilføjede bl.a.: »Du får applaus fra alle dem, som alligevel er enige med dig. Du lindrer lidt på frustrationen hos os, der er ulykkelige over den politiske tilstand i kongeriget […] Men du når ikke en eneste, og flytter ingen, som ikke i forvejen var af samme opfattelse som dig«.
Sig ikke at den indvending ikke har strejfet protagonisten, for det har den. Og det er sikkert også rigtigt, hvad Poul Erik Hornstrup skriver. Men den selvbestaltede moralist har jo ikke andet at gribe til end indignationen og sproget og så håbe med Brecht, at magtens mænd og koner nu og da ville kunne sove bare en lille bitte smule bedre uden disse skriverier.
Højere kan man nok ikke med nogen ret stile, når lokummet brænder, og nøglen sidder udvendig.
Kommentarer
Indignation er en stærk drivkraft. Bliv endelig ved, Georg Metz. Om det nytter eller ej, er ikke til at vide. Indignation har før udvirket mirakler…
Denne kommentar er anbefalet af:
Husk nu i den regering betyder alting det modsatte, så sammenhængskraft er et opløsningsmiddel. Og formålet er at opløse de ting som holder velfærden sammen, så der bliver plads til minimalstaten.
Denne kommentar er anbefalet af:
Glimrende artikel af Metz.
Angående statsministerens hang til naturfilm, så en lille anekdote om disse naturfilms frigivelse :
I 70’erne sang et familiemedlem i underholdningskoret, i selskab med Tony Landy og andre kammersjukker fra Sankt Annæ.
Sproget var rigsdansk med en tone af de gamle vokaler.
Ind i lokalet ankommer et kormedlem med et naturmagasin, hvori kvinden viser sig frem helt “naturligt.”
Det stiveste mandfolk - altså i forståelsen retlinede og sagte - åbner og bladet hvor et skræv åbenbarer sig for ham. Han udbryder :
” Ved i hvad, hvis man gav sådan en sag fire ben at gå på, så var det sgu’ verdens grimmeste dyr.”
Til finansfyrsternes kreative evner, uddeles højeste karakter.
Om det er godt eller skidt, skal de nye kreative prøver vel afgøre. Jeg formoder godt, når man tænker på hvem der foreslog prøven.
Det er altså svært at være uenig med anstændige stemmer i mørket.
“Jeg skammer mig,”
Han er vores erindring, Sonja.
Ikke at jeg har glemt DET, men de har så dårlig hukommelse derinde, så vi er altså nød til at have denne her stemme.
At Georg er musisk af sind kan ses i varitionerne af det berømte kreative tema, skrevet af vores tidligere statsminister.
Det skal spilles, med Da Capo.
*variationerne
Ja, Metz, vi har nogle udefinerbare størrelser, som vi godt kan fornemme, er dér, men som vi ikke kan gøre håndgribelig, således med sammenhængskraft, hvor stort set alle de elementer du opremser indgår.
En anden er ”tidsånden”, elementer i tidsepoker, der bliver de fremtrædende eller definerende træk for tidsperioden, egentligt et Hegel begreb overtaget af Marx med dialektikken som drivkraft – det går op og ned i bølgetoppe og bølgedale.
Solidaritet og sammenhængskraft betyder egentligt det samme, men ligesom solidaritet er blevet nedslidt – der er noget umiskendeligt 68er over det – er sammenhængskraft snart ubrugeligt, fordi det er belastet af at være tilknyttet en bestemt politisk ”tidsånds” forståelse af det.
”Tidsånden” gennem de sidste par årtier, synes jeg i tiltagende grad har været domineret af rettighedsfundamentalisme.
Uanset hvad jeg ønsker (har behov for), hvornår jeg ønsker det og hvordan jeg ønsker det, har jeg ikke alene ret til at få ønskerne opfyldt, men krav på det, jeg har nemlig mine rettigheder. Egoisme forklædt som og forsøgt legitimeret ved individualisme.
Det gamle socialdemokratiske slogan: Gør din pligt , kræv din ret, er i forståelsen blevet til: Du gør din pligt, når du kræver din ret.
Eller med en omvendt Kennedy: Spørg ikke, hvad du kan gøre for samfundet (de andre), men spørg om, hvad samfundet (de andre) kan gøre for dig.
Så derfor ud med solidaritet og sammenhængskraft og ind med samfundssind.
Denne kommentar er anbefalet af:
Forglemmelse :
Det kreative bogfører tema, førte til en stilling som dirigent af det verdensberømte militærorkester, NATO.
Man skal vel være ærlig, og give manden kredit for hans kompositoriske evner.
PS
Det rygtes at han fremsiger salvelsers om flere mænd til orkestert. Han skulle være ikke tilfreds med klangens voldsomhed - den skal buldrer ! forlyder det.
Sch, kun et rygte.
Denne kommentar er anbefalet af:
Og så har Kim Brinckmann i øvrigt skrevet en kronik om den stupide danske nationale selvfedme, der både med hensyn til form, indhold og skarphed er så god, at den nærmer sig Georg Metz’s niveau. Den kan læses her:
http://politiken.dk/debat/article906020.ece
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg hører til en af dem, der labber skriblerier fra Metz i mig. I al sin enkelhed hamrer han fast, hvad alle burde kunne indse endda med humor. Det skal nok sprede sig - omend i det små, men jeg tror på at skriverierne har en gavnlig virkning. Vi læsere ekspederer jo indholdet videre i mere eller mindre fortyndet form. So keep on pushing - straight ahead!
Selvom det korrekt er påpeget, at du først og fremmest skriver for meningsmenigheden (det vidste du godt selv i forvejen), så bliv endelig ved.
Vi andre skeptiske, der ikke bare ”labber” dig i os (gad vide om du egentlig er særligt enige med dem?), har også brug for dig, om ikke for andet, så for helt egennyttigt at få præciseret over for os selv, hvorfor vi er uenige.
Så fortsæt bare med indignationen, du har ret, den irriterer om ikke nattesøvnen, så dog.
Alligevel er EU fortsat et fremmedelement, som vi kun med års mellemrum orker at forholde os til. Og skulle der endelig være en entusiastisk europæer blandt os, som eksempelvis Sofie Carsten Nielsen, der stillede op for Det Radikale Venstre ved seneste europaparlamentsvalg, så er det sikkert, at vi ikke stemmer hende ind. For Danmark er fortsat forbeholden over for EU-projektet – ikke sådan specifikt, bare generelt og for en sikkerheds skyld.
Skriver Kim Brinckmann i Politiken og anbefalet af Per Thomsen.
Lige med hensyn til EU der har hele den politiske venstrefløj levet af og leveret det mest primitive fremmedhad siden tresserne, da EU kom på tale. Det var katolikkerne, det var tyskerne, det var kapitalismen og sidst var det polakkerne der var de store dyr. International solidaritet blev der skreget og så satte man ungerne i lilleskole, senere på en privatskole, mens man sukker over den rå tone i indvandrerdebatten. De der der stod tilbage stemte nu på DF og sagde stort set det samme som venstrefløjen havde gjort nogle år tidligere. Mere til bistandsklienterne, førtidspensionisterne og folkepensionisterne. De har sågar overtaget ligestillingskortet i debatten. Georg Metz skriver nu på 9. år om jødefejden i 1819 og den indre svinehund og piver lidt over at nogen siger han hele tiden siger det samme.
Men dejligt at konstatere at der er én, der ikke flytter sig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er ganske udmærket ting, at forstyrre deres nattesøvn - lidt.
Men hvis regeringen og DF, samt deres vælgere, ikke også har en ualmindelig dårlig og ulækker smag i munden.
Så trænger deres antenner og medtageudstyr alvorligt til en justering.
Tak for en artikkel der burde oplæses i prime time.
MVH KHA
Ingen - ingen,
som jeg har hørt om, har kunnet styre masserne, har fået sammenængskraften i folket til at virke, for den findes ikke, og den, der forsøger, som Anders Fogh Rasmussen, får splittelse og ingen samling, sagt med generationers udtryk, sår man splittelse, høster man splittelse.
Folkets historie er en organisme, som ingen kan styre lemmerne på. Det mest kraftfulde ord for sammenhængskraft husker nogen af os endnu med gru: blod og blodets bånd. I den gamle nationakonservatisme fandtes ligefrem tidsskrifter for blot eller Blut, som Wilfred Petersen fra Dansk Folkeparti udmalede.
En uhyggelige pest går atter hen over Europa, når vi igen må lægge øre til udlægningen af ‘over- og undermennsker’, med Johs.V.’s påmindelse i en bekræftelse af de ‘Raske i Retten til Riget’ (1906).
Denne kommentar er anbefalet af:
Per Diepgen,
Sandt nok, men den er dér, den der underlige metafysiske sammenhørighed, ligesom ”tidsånden” jf. ovenfor.
Måske kræver det for én gangs skyld en mere dybgående analyse ned Metzes glimrende, men ironisk-sarkastiske indfaldsvinkel: jeg tror, at danskerne - her som i meget andet - blev taget med bukserne nede! Vi har aldrig problematiseret, hvad der er ‘os’, for det har ikke været nødvendigt, og vi har levet i pragtfuld forskellighed på god demokratisk vis, indtil der kom nogen, som potentielt var noget andet.
Der sker åbenbart noget i en gruppe, stor eller lille, når nye folk kommer til! I stedet for at forsøge at forlige sig med dem og finde lighedspunkter, går man i første omgang til angreb på alt det, der afviger. Det er en proces, der tager lang tid, har nogle omkostninger (splittelse i den oprindelige gruppe, som troede sig enige på mange punkter, men hvis åbenbare forskellighed nu kommer op til overfladen); men henad vejen forliger alle sig, finder ud af, at forskellene er ubetydelige, samt at ‘vi skal være her allesammen’.
‘Metafysik’…. overtro?
Det er alt værd, at unge ikke mister troen på fremtiden, når man samtidig indstiller sig på forudsete vanskeligheder og tager de uforudsete i betragtning.
Måske ville indvandringen have gledet lidt nemmere ned, hvis man havde inddraget parametre som hvem, hvor mange og hvordan. Det hele er foregået i blinde - og gør det stadig.
Peter Hansen,
Denne gang vil jeg erklære min enighed med dig. Det er sammenstød af normer – kultursammenstød. Integration er tilpasningsprocesser til fællesnormer. Dér hvor der er uenighed er tilpasningshastigheden, hvor bl.a. jeg til flere af de tilførte normer forholder mig á priori afvisende, som jeg ikke ønsker nogen dialog om. Dér må vores ”med blod, sved og tåre” tilkæmpede normer tages til efterretning, som en forudsætning for den tilstræbte samhørighed.
Peter Olesen,
Også enighed med dig – sikken én sammenhængskraft vi har.
Det er jo ofte sådan, at arkitekten ikke skal bo i de bygninger han tegner. Således også med indvandringen, hvorunder de hyper-optimistiske samfunds-arkitekter har overladt den daglige trummerum, til de borgere der ikke har haft nogen indflydelse på udformningen og størrelsen af byggeriet.
Derefter kommer arkitekterne så og skælder de utilfredse ud, fordi de ikke kan lide indretningen. Det virker da en anelse kontraproduktivt og konfliktfremmende.
Denne kommentar er anbefalet af:
Peter Hansen:
.”Måske kræver det for én gangs skyld en mere dybgående analyse ned Metzes glimrende, men ironisk-sarkastiske indfaldsvinkel: … Der sker åbenbart noget i en gruppe, stor eller lille, når nye folk kommer til!”
Peter Hansen har fuldstændig helt ret i at det kræver en dybdegående analyse at forklare racismens gennembrud i Danmark, men Hansen går selv fuldstændigt galt i byen, når han gentager DF apologeternes sædvanlige bortforklaringer og forsøg på legitimering af racismens gennemslag i Danmark.
Det er efterhånden blevet tradition for at især stand-up kommentatorerne i den danske presse med deres letvægts (b)analyser har gjort det til en ”sandhed” at Dansk Folkepartis succes og hele ”udlændingedebatten” er opstået som om der var tale om en slags naturlov der har sat sig igennem.
Hansen skriver eksempelvis: ” Der sker åbenbart noget i en gruppe, stor eller lille, når nye folk kommer til!” Det er noget forbandet sludder.
Racismen i Danmark er ikke opstået fordi der er og har været specielt mange problemer med indvandrerne eller fordi der har været et folkeligt pres for at bekæmpe indvandrerne.
Debatten forgår og har hele tiden forgået på et symbolsk og abstrakt plan, hvor objektive og saglige argumenter ikke spiller nogen nævneværdi rolle. ”Udlændingedebatten” foregår på et meta-plan løsrevet fra den virkelige virkelighed.
Racismen tager udgangspunkt i en irrationel frygt der ikke har relation til virkeligheden og kendsgerningerne. Pia Kjærsgaard og pressen lever af angst, af at producere og reproducere en kollektiv fobi.
Racismen i Danmark er ene og alene opstået fordi højrefløjen og ikke mindst pressen ukritisk har spillet indvandrerkortet i mere end 15 år.
Racismen er resultatet af en bevidst og villet politisk proces og intet andet. Magthaverne har bevidst valgt racismen. Den er ikke kommet af sig selv.
Racismen i Danmark er med andre ord ikke opstået fordi der er specielt mange samfundsmæssige problemer der kan relateres til indvandrerne, eller fordi der som udgangspunkt har været stor uvilje mod indvandrerne i befolkningen. Hvis det havde været tilfældet ville racismen nemlig også være brudt igennem i Sverige, Tyskland der har mindst lige så mange indvandrere som Danmark.
Per Diepgen,
For mig betyder metafysik ikke overtro, men det der ikke kan forklares (det der står udenfor fysikken).
Per Thomsen,
Jeg anerkender ikke udgangspunktet for din argumentation, at de kultursammenstød, der finder sted, er udtryk for racisme (at der findes racister i Danmark er ubetvivleligt, men de udgør en aldeles forsvindende del af befolkningen), men udtryk for en fastholden af egne normer versus de tilførte jf. ovenfor.
Ligesom, jeg ikke anerkender, at kritikken af Islams indhold i det omfang det praktiseres bogstavstro, er udtryk for en ubegrundet angst (islamofobi), men for en velbegrundet religions –og kulturkritik. ( At der er islamofober benægtes ikke og at sprogbrugen fra visse sider langt overskrider det (mit) ”sømmelige” ej heller).
Vi har ikke ved at invitere fremmede ind ( forpligtet os til at modtage) samtidigt forpligtet os til ”hele pakken” af medbragte kultur –og religionsnormer, ligesom de tilkomne ikke kan gøre kræv på dette.
Men vi kan prøve at skabe fællesnormer ved integrationens tilpasningsprocesser og i disses forløb er det altid majoritetskulturen, der vinder. Man (vi) kan håbe på, at majoritetskulturen er så åben, at det minoritetskulturerne anser for væsentligt også kan inkluderes i den kommende fælleskulturen. Det tror jeg, at den danske kultur kan, men de tilkomne kulturer og religioner her ingen ret til dette og kan ikke gøre krav på dette.
Denne kommentar er anbefalet af:
Per Thomsen,
Jeg anerkender heller ikke din præmis om, at der ikke ” specielt mange samfundsmæssige problemer der kan relateres til indvandrerne” er.
Det fremgår af adskillige statistikker og erfaringerne fra den virkelige virkelighed.
Det første forudsætning for at løse problemer er, at man erkender dem. Jeg ved godt fra tidligere, at du dit politiske ståsted tro, alene vil forklare disse problemer (når du ikke benægter deres tilstedeværelse) med socioøkonomiske årsager (klassetænkningen), men også her er vi uenige. Både i formuleringen og løsningen af problemerne er man nødt til at indtænke de faktisk tilstedeværende kulturelle og religiøse modsætninger.
På floskelvis fremhæves det igen og igen: At vi inddeler i et ”os” og et ”dem”.
Men vi består i en række ”os´ser” og ”dem´er” og tolerance består ikke i at benægte det faktum, men i at acceptere det som et faktum og herefter forsøge at lukke eventuelle ikke acceptable forskelle.
Og det er det integration i al sin enkelthed går ud på.
HVis danskerne begynder at definere et ‘os’ (hvem vi er), så forudsiger jeg, at det danske samfund falder fra hinanden. Under overfladen lurer nemlig konflikter mellem Vestjyder og Sydøstjyder, senest eksemplificeret i en konflikt om lukning af Vestbanen fra Nr. Nebel til Varde. Der er også konflikter mellem Syddanmark og Østjylland, og såmænd også konflikter mellem Jylland og Sjællland. Og så kan det komme til at gå ud over de milde fynboere…
Hvis man ville, kunne rykke det her samfund fra hinanden…
Og sammenhængskraft er oprindeligt ‘cohesion sociale’. Altså social sammenhængskraft, forstået som virksomhedernes sociale forpligtelse til at sørge for, at alle kommer med, også på arbejds-markedet. I Danmark bruges det nu udelukkende om en bestemt opfattelse ifht. national-staten.
Per Thomsen,
Lad være med at misbruge ord, så deres mening fratages, når de virkeligt er berettiget.
Kald dine politiske modstandere for dybt reaktioner, asociale høveder, elendige nationalkonservative eller hvad du ønsker, men misbrug ikke ord som racist, så det svækker dets betydning.
Og som skrevet i anden anledning og omformuleret her henvendt til dig:
Det er politisk ligeså legalt at være en nationalkonservativ som at være en Per Thomsen!
Denne kommentar er anbefalet af:
Karsten Aaen,
Se venligst mit første indlæg vedrørende ”sammenhængkraft” og ”tidsånden” og mit sidste indlæg til Per Thomsen vedrørende ”os” og ”dem”.
Det er mine svar på dine konstateringer (spørgsmål).
Jeg forsøger blot at påvise at hvis politikerne ville kunne de rive dette os (som af nogen er defineret som danskhed) fra hinanden ved at spille på fordommene jyderne har om sjællanderne og omvendt. Og også på fordommene østjyderne har om vestjyderne. Danmark er nemlig ikke et sammenhængende land; der findes stadig nordjyder og sønderjyder. Og dygtige politikere kan ved hjælp af forskellige teknikker spille de forskellige egne af landet ud imod hinanden.
Helt enig med Karsten Aaen.
De personer der stadigvæk opfatter nationen som en homogen Morten Korchsk landsbyidyl, har simpelthen ikke opfattet erkendelserne fra postmodernismen.
Det enkelte individs forståelse af sig selv ind i en større sammenhæng, har man i den postmoderne tid droppet og har nu kun små fragmentariske individuelt organiserede fortællinger. Det er nu op til hvert enkelt individ at skabe sin egen lille livsfortælling - vælge sin egen livshistorie.
Danskerne sætter jo ligefrem en ære i at være forskellige fra hinanden og være så individualistiske og originale som overhovedet muligt. Prøv blot at lyt til, hvad der kommer ud af fjernsynets højtalere på en helt almindelig tv-aften.
Karsten Aaen, det er såmænd ikke engang blot et spørgsmål om egnsforskelle - nej, der er dybtliggende interesseforskelle og ligefrem -modsætninger danskerne imellem. Det er en banalitet, jeg ved det godt.
I virkeligheden er indvandrerdebatten blot et symptom på vidt forskellige opfattelser af vort fælles territorium, som måske når alt kommer til alt har meget lidt med indvandrerne i sig selv at gøre.
Jeg tror oprigtigt, at indvandringen har tvunget os til at se på os selv på nye måder, og det har i høj grad ført til uforsonlighed, fordomme og konspirationsteorier, hvoraf nogle - tillader jeg mig at påstå - har realitet, nemlig regeringspartiernes systematiske nedbrud af den offentlige sektor på så mange måder og planer, at man næsten ikke kan overskue og gøre rede for dem alle, selvom Lars Trier Mogensen gør sit bedste her.
Man får tit den tanke, at danskere egentlig ikke bryder sig så meget om hinanden - dertil er vi for tilbageholdende i karakteren, vore grænser bliver for let overskredet, og fordi vi ikke har gjort noget ved dette ude i virkeligheden egentlig ret problematiske træk, er det bare vokset, så intimsfæren er blevet ganske langtrækkende. Velfærdsstaten har desværre ikke frisat os, som det var meningen, men i stedet gjort hver enkelt af os til allierede med staten - en fornuftig skepsis og selvberoen er her fuldstændig forsvundet, og fordi vi ikke har gjort noget ved det heller, er afhængigheden af staten vokset, hvilket er sørgeligt, fordi det offentlige slet ikke nødvendigvis handler til vores gavn.
Denne kommentar er anbefalet af:
Per Thomsen,
Du er ”tidsåndens” , som tidligere ved andre lejligheder påpeget, sande repræsentant.
Hvis du vil spilde lidt af din søndag, så læs mit første indlæg desangående.
@Peter Andersen
Kan det ikke tænkes at Tove Lodals billede er ironisk ment?
Karsten Aaen,
Synes du ikke selv, at din analogi til vores morskab med drillerier af hinanden (Århus-historier) er ret søgt.
Den politiker, der ville gennemføre dit opresumerede attentat, ville omgående blive offer for vores bedste fælles våben (typisk dansk): Det danske grin.
“Hvad med sammenhængskraften når stadig flere velhavere kan vælge at lade sig behandle på private hospitaler, for en stor dels vedkommende finansieret af det offentlige og på det offentlige sygehusvæsens bekostning?”
Her har Metz fat i det rigtige. De internationale studier jeg kender til viser alle at sammenhængskraften, defineret som tillid til og vilje til at yde hjælp til fremmede (ikke venner og familie) medborgere, grundlæggende afhænger af én faktor: kvaliteten af velfærdssystemet. Det er særligt påfaldende når højrefløjen, især den mest rabiate del af den, påberåber sig at forsvare sammenhængskraften samtidig med at de arbejder aktivt for at demontere dens grundlag. Men sådan er der jo, som Metz ind imellem pointerer, så meget…
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak til Georg Metz for den nødvendige og vedholdende kritiske holdning til magthaverne; der er ikke mange tilbage til at bryde Foghs, DFs, Venstres nærmest totale lammelse af alt anstændighed i den kritiske journalistik. Seneste eksempel er TV2s ‘fyring’ af Kåre R. Skov og nu også lammede ‘tiltag’ fra DRs ledelse. Berlusconi har ikke levet forgæves. Men heldigvis er den yngre generation i live; jvn. forfatteren Carsten Jensens datter, et godt eksempel på at det kan nytte: ‘du skal tro på at det nytter’ , sagde hun til sin far. Det nytter også med de meget skarpe og relevante ‘hudfletninger’ fra din hånd Georg Metz; jeg glæder mig hver uge til at læse dem!! Bliv endelig ved at tilføre stærk iltet blod til debatten, som i den grad er domineret af de sortes iltfattige blod, som kun munder ud i vedvarende uretfærdighed og tiltagende ‘hatespeech’ . Det kan Danmark ikke være tjent med!
Jeg har både boet i Nordjylland, i Østjylland og været en hel del på Fyn. Og nu bor jeg i det sydjydske. Jeg har arbejdet både i Sydjylland og i Vestjylland. Og det er klart, at der er brudflader som har været undertrykt længe, som hvis de bringes op til overfladen kan få vort lille land til at eksplodere.
Om Vestbanen siger en af dem fra arbejde (frit efter jp.dk), at ’ de sidder derovre i Sønderborg og bestemmer det hele’. Og i Nordjylland er man godt træt af at alting skal bestemmes ovre fra Kjøbenhawn.
Og hver i Sønderjylland er man godt træt af at det er Østjylland og København, der render med al udvikling. Så jo, grobunden er der….hvis man vil…
Frej Klem Thomsen,
Ja, sammenhængskraften (samhørigheden) hænger for danskere i høj grad sammen med indretningen af ”det retfærdige samfund”, men netop det, er jo en dansk (Skandinavisk, Nordisk) indforståethed af, hvad der hører med.
Den indforståethed findes ikke nødvendigvis i andre landes ”sammenhængskraft”, der først og fremmest definerer sig ved individernes rettigheder på bekostning af fællesskabet. Den rettighedsfundamentalisme, der også har spredt sig her og er blevet den væsentligste faktor i den tilstedeværende ”tidsånd”.
Per Thomsen,
Først rigtigt fået læst dit indlæg om ”postmodernisme”:
” Det enkelte individs forståelse af sig selv ind i en større sammenhæng, har man i den postmoderne tid droppet og har nu kun små fragmentariske individuelt organiserede fortællinger. Det er nu op til hvert enkelt individ at skabe sin egen lille livsfortælling - vælge sin egen livshistorie”
Det er ultraliberalisme –rettighedsliberalisme, for fuld udblæsning. Enhver er sin egen lykkes smed.
Kunne du ikke begrunde, hvordan du kan få den holdning til at bare antydningsvis at harmonisere med din ellers erklærede marxisme??
“Elsker du mig, Ejner !?
Hvorfor spørger du, Sofie, tvivler du, eller har du andre for øje.”
Ædegilder i Nationalbanken og mangel på
respiratorer…
Af artikler fra konkurrence medier medier er
det fremkommet, at chefgruppen, i NATIONALBANKEN, både den nuværende og tidligere, i de seneste år har delikateret
sig med luksusmiddage på de fineste restauranter i København, for omkring en halv million kroner.
Men samtidig fortæller speciallæger fra RIGSHOSPITALET, at flere og flere må forventes at dø, grundet manglende ressourcer,
mht. RESPIRATORER! En del er allerede døde grundet manglende ressourcer etc.
Kronprinsen og fru Mary har herudover brændt 300 millioner gode skattekroner af på en luksus -renovering af Amalienborg,
deres kommende ”embedsbolig”. Der er ”behov” for tyve toiletter og badeværelser til parret.
Og skal vi så lige huske nogle måneder tilbage til efteråret 2009 hvor det kom frem, at FORSVARSKOMMANDOEN brugte i 2008, over 25 millioner kroner på middage, repræsentation og meget andet, herunder en fransk luksustjenestebils Citroen til Forsvarschef andragende to millioner kroner.
Det er forståeligt, at OVERDANMARK ved dronningens overklassefester for ”landets fineste” griner godt af danskerne.
De bliver røvrendt og tørret i helt historiske dimensioner. Medens hele social og sundhedssektoren køre ned og afskaffes bruges andre off. midler på luksus, frås og ligegyldigheder.
Og samtidig siger Løkke og Hjort, at der må spares 27 milliarder!
Sammenhængskræften, JA, i mængden af røvrenderi!
Hvis Metz virkelig håber på, at skriverierne skal gøre et vist indtryk på de, der ikke allerede er enig med ham, så er Information nok det sidste sted at skaffe sig spalteplads.
Han skal gøre ligesom de politiske partier op til et valg: Gå efter partizapperne og ‘ved ikke’-stemmerne, som måske kan påvirkes - men de læser næppe Information.
Jeg ser frem til intermetzo hver uge.
Grunden er, at Georg Metz forsøger at gennemføre
et akkrediteringsprojekt for de danske politikere.
Partiernes principprogram betyder efterhånden
slet ikke noget. Georg Metz forsøger at fastholde
politikerne på deres udgangspunkt, som man
gjorde i gamle dage.
Akkreditering handler om at skabe overensstemmelse mellem det man siger at man gør, og det man rent faktisk gør.
De danske politiske partier, specielt VKO-blokken,
burde gennemgå en sådan proces, herunder en specificering og uddybning af værdigrundlaget
i hvert tilfælde. Derefter kunne en diskussion af “sammenhængskraften” genoptages.
Georg Metz afslører det fordrejede indhold i begrebet sammenhængskraft. Et begreb, der ofte bliver brugt til at legitimere lovindgreb, og generelt, en politik, der fokuserer på ting og sager af forholdsvis bagatelagtig karakter, f.eks. burkasagen, spørgsmålet om et ja/et nej til stormoskeen i København og udvisningen af irakiske flygtninge, der får ly i en kirke.
Hovedbudskabet i Metz’ artikel er, at den slags ”små ting”, som i et langt historisk løb alligevel har bidraget til at binde den danske kulturarv sammen med hele verdens kultur, intet har at gøre med sammenhængskraft. For Danmark er ikke en statisk størrelse. Sammenhængskraften handler derfor ikke om blot at beholde den historiske arv, men om konstant at udvide samfundets kulturelle og økonomiske grundlag på baggrund af nye realiteter.
De små ting og sager har i løbet af de sidste ca. 15 år meget ofte handlet om etnisk og kulturel differentiering. Disse små ting bruges som afledningsmanøvre fra magthavernes side, for at undgå at tage fat i spørgsmål af stor betydning, som de ved, de ikke magter at løse. Det er jo velkendt, at impotensen inden for et vigtigt område kan bevirke overreaktionen/overerektionen i relation til mange andre sager fra småtingsafdelingen.
Det var allerede Poul Nyrups regering og herunder M. Lykketoft, som i løbet af 1990erne udviste impotens over for de problemer, der vitterlig handlede om et samfundssammenhængskraft. I disse dage, i Informations spalter, tager Lykketoft radikal afstand fra Dansk Folkeparti. Det var dog i høj grad hans partis impotente politik, som var med til skabe Dansk Folkepartis vælgere.
Metz påpeger hykleriet. Det ikke så vigtige bliver der brugt masser tid og energi på. Samtidig forholder man sig ret passivt over for det som vitterligt batter. Metz når ikke i sin ellers skarpsindige og udmærkede artikel at diskutere de forhold, som udgør substansen i begrebet sammenhængskraft. I decennier har Informations Ejvind Larsen påpeget faren ved 2/5 eller 4/5 samfundet. Antallet mennesker på overførselsindkomster har siden 1980erne ligget på nogenlunde samme niveau, dvs. mellem 800.000 og 1.100.000, dvs. omkring ¼ af arbejdsstyrken,(befolkningen mellem 16-65 år). Dette er én af de vigtigste årsager til, at til trods for at Danmark har en indkomst-/velstandsfordeling, som sammenlignet med resten af verden er den mest lige, så vokser økonomisk og social ulighed i landet alligevel. Uligheden eksemplificerer Metz vha. af kun et forhold: de private hospitalers høje service, der i høj grad finansieres af den offentlige kasse, som først og fremmest er forbeholdt den velbjærgede højere middelklasse.
Det væsentligste forhold som bidrager til uligheden er som sagt afstanden mellem kernearbejdsstyrken og arbejdsmarkedseliterne, der aldrig for alvor er truet af lediggangen, på den ene side, og en betydelig del af arbejdsmarke det af vagabonder på den anden side. At en del af de velforankrede på arbejdsmarkedet, der har et selvbillede og image i samfundet, som de stærke og uerstattelige, ikke har det så godt pga. stress, depression m.m., og at en del af vagabonderne endda kan trives med deres vagabondtilværelse på arbejdsmarkedet, idet vagabondfænomenet indebærer en bestemt portion af frihed, hører til det moderne samfunds paradokser. Den store del af arbejdsmarkedets vagabonder har dog økonomiske, sociale og eksistentielle problemer, som netop skyldes deres usikre tilknytning til arbejdsmarkedet. Hver eneste dag bliver fire unge mennesker i alderen mellem 18 og 25 år førtidspensioneret. Det fortæller ikke så lidt om, at udstødningen fra arbejdsmarkedet ikke er faldet, men vokset.
Den danske flexicurity-model har nu i en årrække tjent som et forbillede og håb for andre lande. Modellen og realiseringen af den er dog to forskellige ting. Flere indikatorer tyder på, at modellens realisering ikke har medført de effekter, som man har forventet. At flere hundrede tusinder har vedvarende stresssymptomer, at depressioner er en folkeplage, at lykkepiller hver dag er en redning for flere tusinder mennesker bl.a. skyldes de voksende økonomiske og sociale kløfter i samfundet, m.a.o. et voksende underskud i samfundets sammenhængskraft; kernearbejdskraften og arbejdsmarkedseliterne har travlt med at bevise, at de er den høje løn og sikre positioner værd, mens en stor af vagabonderne ser deres økonomi og sociale liv at vakle ustandseligt. Det at følge forbrugersamfundets normer, som jo er de dominerende, er for de fleste svært at modstå. Begge lejre leverer derfor rigeligt aftagere til lykkepiller.
Metz’ modige påpegning af det politiske hykleri er ganske tankevækkende og fortjener en lang og solid debat. Jo mere den kommer til at berøve magthaverne deres søvn, jo bedre for demokratiet og samfundets sammenhængskraft. På den anden side, som én af kommentatorerne til Metz’ artikler har påpeget, kritikken af magthaverne i dagens Danmark, og ikke mindst i resten af verden har trange kår. Man må gerne kritisere så meget man vil. Kritikken preller dog af på de kritiserede. Så kan man spørge, om det gør nogen forskel om en journalist /skribent er en slags mikrofonholder eller bruger sin skarpe kritiske pen, som Metz. Mon dette er demokrati?
Denne kommentar er anbefalet af:
Nationen er i krig og måske økonmisk mere eller mindre på røven, i hvert fald kun tvivlsomt fremtidssikret og derfor er disse angreb på de siddene politikeres personlige moral alt for inferiøre til at betyden noget. Den der aldrig har “lånt” en bajer fra kassen eller stukket en hvid løgn, kan jo kaste den første sten (som det vist hedder i følge den nationale religion). Nej, det store billede og de lange linjer er derimod noget der optager regeringen uendelig meget. Think big, som de siger overthere, hvorfra vi hovedsaglig henter inspirationen.
Men er postmodernismen ikke forbi? Aflivet af 11. september? Professor Uffe Østergaard, orakel i midt-90’erne, er jo også for længst bragt til tavshed med sin snak om slesvig-holstenernes berettigede oprør mod den danske statsmagt etc. Vi er snarere vendt tilbage til Enevælden.
Jens Thorning,
Den har aldrig været dér, som andet end et pop-smart filosofisk postulat.
Jeg tænkte det nok.
Svend W. Jensen fylder meget mere her end hans indlægs lødighed umiddelbart synes at give grund til…