Kynisk fremtidsvision om Kina er næsten virkelig

BEIJING - Kina har rejst sig. Kommunistpartiets ledere hylder sig selv. De førte ikke Kina ned ad den sti, som Vesten havde slået, og de vandt på det. For de vestlige lande er igen sendt til tælling af en ny økonomisk krise, mens Kina er rigere og stærkere end nogensinde før. Kineserne er høje af lykke, mens al dissens er udryddet. Selv udlandet tør ikke kritisere Kina af frygt for at fornærme landet, som de er blevet økonomisk afhængige af.

Året er 2013. Og scenariet udspiller sig i en ny roman af forfatteren Chan Koon-chang. Men virkeligheden er hastigt ved at indhente den fremtid, han beskriver.

»Det er skræmmende, så hurtigt det går. Meget af det, jeg beskriver i bogen, sker allerede nu,« siger Hongkong-forfatteren, der har boet i Beijing det sidste årti.

»I lang tid har den liberaldemokratiske model været fremherskende, og vi troede, det ville påvirke Kina. Nu er der i stedet for første gang i lang tid en seriøs udfordrer, den såkaldte kinesiske model,« siger Chan.

»Nu, hvor landet bliver stærkere og stærkere, bevæger landet sig længere væk fra Vesten, og vil måske trække flere med sig. Vi må derfor diskutere, hvad det er Kina kommer til at stå for.«

Gylden tidsalder

Han giver selv et dystert bud i sin bog, der på kinesisk hedder Shengshi, eller på dansk Den Gyldne Tidsalder.

‘Den gyldne tidsalder’ er et udtryk, kineserne ikke har brugt til at beskrive deres land siden kejsertiden, men siden OL i 2008 tager de det stadigt hyppigere i brug for at markere, at Kina igen er på toppen.

I romanen er der rigeligt for kineserne at være tilfreds med i år 2013. Som en af hovedpersonerne siger det: »Det Kina, jeg ser for mig, er storslået. De udviklede kapitalistiske lande, anført af USA, har ødelagt sig selv. Imens har Kina overlevet krisen, og har ikke kun omskrevet den globale økonomis regler, men har også sikret social harmoni.«

Men befolkningen har betalt for velstanden med at give afkald på friheder. Chan Koon-chang bruger sin roman til at kritisere den ukritiske glæde, mange kinesere i dag føler over landets stigende magt og velstand, og hvordan de har ladet sig købe af styret.

I romanen er en lille gruppe kinesere frustrerede over, at deres landsmænd har opgivet kampen mod undertrykkelse. På deres færd finder de, at landet er blevet ramt af et kollektivt hukommelsestab og ikke mindes, at landet blev plaget af voldsom uro i år 2012.

Styret lader kalkulerende uroen eskalere, indtil befolkningen tigger regeringen om at gribe ind. Da hæren i sidste ende marcherer ind i byerne for at oprette ro og orden, hyldes den af folket, der accepterer, at Kina har brug for en stærk autoritær hånd for at undgå kaos. I den efterfølgende ‘slå hårdt’ kampagne udnytter kommunistpartiet det mandat, folket har givet det til at udslette alle sine fjender. Al information om partiets forbrydelser i fortiden slettes fra internettet, aviser og bøger. De få mennesker, der insisterer på at have en hukommelse, behandles som sindssyge. Og for at være på den sikre side inficerer styret landets drikkevand med et stof, der gør befolkningen høj af lykke.

Folket affinder sig med regeringens hårde taktik, og lever i lykkelig uvidenhed med deres materielle goder.

Partiets fortælling

»Bogen er et sindbillede på det, der sker nu. Partiet udrydder al kritik, og befolkningen går med på partiets fortælling og glemmer villigt fortiden. De accepterer præmissen, at det er nødvendigt at holde dem ufrie for at sikre deres velstand, og de ser de ‘sindssyge’ dissidenter som en trussel mod deres goder,« siger Chan.

»Så vi taler ikke om historien længere, de fejl, der er sket under kommunisterne de sidste 60 år. Vi taler ikke om folks tidligere krav om demokrati, frihed og menneskerettigheder. Alt det er vi i gang med at undertrykke minderne om,« mener han.

»Og det er farligt, hvis der ikke er nogen kritisk stemme. I Kina, hvor al magt er koncentreret i et enormt bureaukrati, skaber manglen på kritisk feedback et system, der løber løbsk, og som kan lave enorme fejl. Men partiet kræver i stadig større grad loyalitet og kritiske stemmer marginaliseres.«

Ifølge Chan er regeringen i gang med at give befolkningen en ny hukommelse, der kun har som formål at styrke kommunistpartiets greb om magten.

»Regeringen fortæller historien om Kina mod Vesten. Regeringen fortæller, at Kina tidligere var storslået, og at det var Vesten, der forårsagede Kinas nedgang. Men så kom kommunisterne og reddede Kina og sikrede nationens genopblomstring. Kineserne køber den historie om, at det er Kina mod Vesten, så når det går økonomisk godt for Kina og skidt for Vesten, og specielt USA, så er kineserne lykkelige, og er dermed villige til at give afkald på diskussioner om andre emner, såsom frihed,« mener Chan.

Nok frihed

I romanen finder en af hovedpersonerne, at kineserne nyder 90 procents frihed, og at det simpelthen vil være umuligt for dem at kapere mere.

»Spørgsmålet er om kineserne i dag i virkeligheden leder efter frihed,« siger Chan.

»De oplever velstand, og finder de er lykkelige uden de sidste 10 procents frihed, og er måske oven i købet bange for, at mere frihed vil true deres velstand. Vi har derfor en til tider skånselsløs, undertrykkende autoritær regering, som folket støtter, og de er villige til at være ligeglade med dem, der undertrykkes i Kina.«

Chan Koon-changs bog er udgivet i Hongkong og Taiwan, men er pga. dens kritik umulig at få udgivet lovligt i Kina. Det til trods har den allerede udviklet sig til en kultbog, der sælges på det sorte marked i Kina, og som kan læses på internettet.

»Kinesere, der har læst romanen, siger, den afspejler den nutid de lever i, og skildrer den fremtid de frygter,« siger Chan.

»At så mange læser den viser, at der stadig er en del som i år 2010 bekymrer sig om udviklingen. Jeg er ikke sikker på, at der vil være mange af dem tilbage i 2013, hvis Kina fortsætter sin økonomiske optur og Vesten sin nedtur.«