BEIJING - »Kina har hele 1,3 milliarder indbyggere, så hvis Kina en dag bliver en supermagt, så er der jo nok ikke nogen, der vil blive overrasket. Men det ligger langt ude i fremtiden,« siger Shi Yinhong, professor i internationale relationer fra Folkets Universitet i Beijing.
Uden for Kinas grænser debatteres Kinas voksende magt og ankomst som supermagt stadig mere intenst.
Ikke mindst klimatopmødet COP15 i København, hvor kineserne spillede en obstruerende rolle, og kontroversen om behandlingen af Dalai Lama, har skærpet den vestlige offentligheds forestillinger om Kina som supermagt.
I sidste uge kritiserede Dansk Folkeparti endog den danske regering for i panik over klimatopmødet at have kommet kineserne for langt i møde i Tibet-spørgsmålet med erklæringen sidste år om, at Danmark er imod Tibets selvstændighed.
I Kina anses det dog for at være for tidligt at tillægge landet en status som supermagt.
»Men Kinas indflydelse vil stige betydeligt, og gør det allerede. Hvis man fokuserer på BNP og udlandshandel, så er Kina i dag nummer to i verden, dog langt bagefter USA,« siger Shi.
Det billede, han maler af Kina, er et land, der modstræbende påtager sig at spille den større internationale rolle som kræves af en stormagt:
»Vi er ved at bygge et nyt hus for Kina, og vi er blevet klar over, at det hus bliver mere komfortabelt for os, hvis vi selv indretter det - specielt efter den globale økonomiske krise. Her blev det for alvor tydeligt for Kina, at det var nødvendigt at blive mere aktiv internationalt for at påvirke udviklingen, da vi ikke kunne stole på andre,« forklarer Shi.
»Kina ønsker fortsat at holde en lav profil, men vores økonomi og situationen i verden tillader det ikke. Når vi f.eks. skal kæmpe om adgangen til olie og gas i Afrika eller Mellemøsten, så kan vi ikke holde lav profil. Når vi for at forsvare vores egen økonomi er nød til at bede amerikanerne om at få bedre styr på deres finanser, så kan vi heller ikke holde lav profil,« siger han.
Folkets sårede følelser
»Det samme er tilfældet, når udlandet blander sig i Kinas Tibet-politik, så kan vi ikke være tavst, da det handler om vores kerneinteresser,« mener han.
Og Kina forholdt sig netop ikke tavs, da regeringen i går bittert fordømte USA’s præsident, Barack Obamas møde i Washington torsdag med tibetanernes åndelige leder Dalai Lama, som kineserne anklager for at ville »splitte« Kina.
»USA’s handling har på alvorligste vis blandet sig i Kinas interne anliggender, alvorligt såret det kinesiske folks følelser, og har alvorligt skadet relationerne mellem Kina og USA,« sagde Kinas udenrigsministeriums talsmand, Ma Zhaoxu, i går.
He Weifang, en juraprofessor, der er medlem af kommunistpartiet, men har udviklet sig til en af dets største kritikere, finder, at det er for det hjemlige publikum, at regeringen spiller stadig mere med musklerne internationalt.
»Regeringen opfører sig anderledes end i tiden under Deng Xiaoping, hvor vi følte, vi skulle holde en lav profil. Men nu opfører regeringen sig som om, at verden ikke kan undvære Kina. Den er mere villig til at vise, at vi er magtfulde og har penge. OL i Beijing, militærparaden i oktober og den kommende verdensudstilling i Shanghai bruges til at vise, at vi nu er magtfulde,« siger He.
»Men det er et budskab, som kommunistpartiet først og fremmest retter mod Kinas egen befolkning, for at styrke dens eget legitimitetsgrundlag ved at opbygge folkets stolthed. For er vi i virkeligheden så stærke? Vores hjemlige krise er dyb, og der er megen ustabilitet. Hvis man bor i Beijing, er det måske som at bo i København, men man skal bare 60 km ud af Beijing, før man kan se det virkelige Kina, hvor befolkningen er fattig. Når man ser det, hvordan kan man så tro, vi er en supermagt?«
Ikke attraktiv
Shi Yinhong erkender, at Kinas hjemlige problemer blokerer vejen mod supermagtsstatus.
»Den største begrænsning er os selv, da vi kæmper med store problemer. Den kinesiske model har været delvis succesfuld ved at gøre Kina til en gigant målt i BNP. Men det er en model, der skaber stadig flere alvorlige sociale skel, store miljøproblemer og en udvikling ude af balance. En supermagt skal være attraktiv for andre lande, og det er Kina i vid udstrækning ikke,« siger Shi.
»Kina har måske penge og værdier, og Kina er i gang med en massiv militær opbygning, men for at blive en ægte supermagt skal man også kunne fremstå dragende for andre lande, man skal have et sundt samfund. Når vores ‘hus’ ikke er indrettet ordentligt, hvordan kan vi så gøre vores model attraktiv?« spørger professoren.
Det er den kinesiske regering netop begyndt at eksperimentere med gennem massive investeringer i PR - bl.a. ved at oprette tv-kanaler på adskillige sprog, der skal udbrede kommunistpartiets eget positive syn på Kina for at forbedre systemets image.
»Men det vil ikke have nogen stor effekt,« mener Shi.
»Folk i udlandet er ikke dumme. Når Kina har så store problemer, at selv kineserne har svært ved at være stolte af deres land, hvordan kan vi så få overtalt andre og forbedre Kinas image med ren PR? Kun reelle resultater vil overbevise omverdenen om, at Kina er en stormagt, som repræsenterer en model, der er værd at følge. Måske skulle regeringen hellere have investeret alle PR-pengene på at opbygge et sundere samfund - det ville have været mere effektivt til at overbevise udlandet.«
Under COP15 viste Kina, at landet ikke alene har størrelsen og magten til at bestemme, men at det også har i sinde at bruge den magt. Men hvad gør det ved resten af verden, når USA ikke længere er den eneste supermagt? Hvad betyder det for fremtiden? Er det en trussel eller en mulighed? Vil Kina stille og roligt integrere sig i et liberalt, kapitalistisk og demokratisk verdenssystem, eller vil verdenssystemet indrette sig efter Kina? Information har i denne uge bragt fem kronikker med Kina-eksperters vurderinger af dets voksende rolle.
Kina bliver en stormagt, men ikke en supermagt
Sven Burmester, forfatter, tidl. direktør i Verdensbanken, bosiddende i bl.a. Kina
Kina er ikke en supermagt og bliver det ikke i nær fremtid
Minxin Pei, professor ved Claremont McKenna College, tidl. professor på Princeton og direktør på China Program ved the Carnegie Endowment. Forfatter til flere bøger om Kina
Kinas indre udfordringer har førsteprioritet
Jørgen Ørstrøm Møller, Visiting Senior Research Fellow på Institute for Southeast Asian Studies, Singapore og tidligere dansk ambassadør for Singapore. Tilknyttet Asia Research Centre på CBS. Forfatter til flere bøger om bl.a. Asien
Kina og Vesten i ny kold krig?
Jørgen Delman, professor på Institut for Tværkulturelle og regionale studier, Kinastudier
Med Kinas opkomst står Vestens hybris for fald
Martin Jacques, journalist og forfatter til bestselleren When China Rules the World: the Rise of the Middle Kingdom and the End of the Western World.
Kommentarer
KINA ER IKKE EET FOLK
Det er socialistisk propaganda, når man siger at Kina er eet folk. Det er mange forskellige folkeslag. Det er mange forskellige etniske folk. Det er en “union” ligesom Sovjet-unionen, med en styrende storebror. I det øjeblik begrebet frihed får rodfæste blive Kina et kludetæppe, værre end Balkan.
Citat fra CONSTITUTION OF THE PEOPLE’S REPUBLIC OF CHINA ; Adopted on December 4, 1982:
After waging hard, protracted and tortuous struggles, armed and otherwise, the Chinese people of all nationalities led by the Communist Party of China with Chairman Mao Zedong as its leader ultimately, in 1949, overthrew the rule of imperialism, feudalism and bureaucrat capitalism, won the great victory of the new-democratic revolution and founded the People’s Republic of China.
Kina er allerede en politisk og økonomisk samt militær stormagt i det globale spil, men det skyldes udelukkende den kendsgerning, at politikere og erhvervsfolk i de vestlige demokratier med USA i spidsen har lukket øjnene for, at verdens største totalitære kommunistiske et-parti regime har udskiftet deres oprindelige ideologiske planøkonomi med den frie markedsøkonomi, der ellers altid har været forbundet med demokrati og menneskerettigheder.
Millioner af hårdt arbejdende europæiske og amerikanske lønmodtagere i det private erhvervsliv, er gennem de sidste 10 år blevet permanent arbejdsløse på grund af en uhæmmet udflytning af store firmaer til et totalitært kommunistisk land, hvor 1,3 milliarder borgere lever med politisk enhed under tvang. Uden ytringsfrihed og religionsfrihed samt andre personlige frihedsrettigheder, som vi kender det i frie demokratiske lande, hvor man respekterer menneskerettighederne.
Lige netop Martin Gøttske fra dagbladet Information skrev for nogle måneder siden et fremragende interview med Bao Tong, den 77-årige systemkritiker, der blev udstødt af Politbureauet og Det Kommunistiske Parti, fordi han protesterede mod regimets nedslagtning af de fredelige demonstranter på Den Himmelske Fredsplads i juni 1989, i stedet for at skabe en dialog med dem om demokrati og menneskerettigheder.
Bao Tong understreger, at der i dag kun findes to slags mennesker i Kina: dem som er privilegeret af Det Kommunistiske Parti … og så alle de andre. De privilegerede tæller 400 millioner borgere, der nyder gode sociale og økonomiske rettigheder, hvis de blot hver dag makker ret og gør, hvad partiet beordrer dem til. Mens ”alle de andre” må leve fra hånden til munden – altså 900 millioner sjæle – og de straffes hårdt af politiet og militæret, hvis de på nogen måde kritiserer systemet.
Systemkritikeren har ret, når han blandt andet siger, at der ikke findes nogen som helst social lighed og retfærdighed i Kina, fordi kommunistpartiet fastholder magten for enhver pris. Hele det politiske system er korrumperet fra top til bund. Regeringen i Beijing tjener ikke længere folket, men kun den særligt udvalgte elite af middelmådige opportunister, der er parat til enhver følgagtighed for selv at kunne overleve socialt og økonomisk.
Man kan stille det overordnede spørgsmål til politikerne i de vestlige demokratier, hvordan det er gået til, at man overhovedet tillader samhandel med et land, hvis økonomiske styrke alene skyldes en grov udnyttelse af underbetalte fattige kinesere, hvis produktivitet udelukkende kommer den privilegerede elite til gode i Kina, som altså er de mennesker, der altid makker ret over for de siddende kommunistiske magthavere.
Det var utænkeligt for 30 år siden, at store danske firmaer som Grundfos, Danfoss, Mærsk, Jysk Sengetøjslager og andre udflyttede deres produktionsapparater til kommunistiske lande som Kina og Vietnam samt det tidligere Sovjetunionen, fordi de ikke havde demokratiet som politisk styreform med deraf følgende menneskerettigheder som ytringsfrihed, religionsfrihed, privat ejendomsret samt fri markedsøkonomi uden konkurrence fra statsmagten.
Kinas politiske og økonomiske status anno 2010 er den bedste dokumentation for, at begrebet ”globalisering” i den sidste ende kun handler om, at kunne flytte rundt på store mængder kapital og billig arbejdskraft på tværs af grænserne. Uanset det enkelte lands politiske styreform. Man skeler ikke længere til om en nation overholder FN-menneskerettighederne som betingelse for, at kunne være medlem af blandt andet verdenshandelsorganisationen (WTO).
Riget I Midten, der med kommunistpartiet i spidsen har myrdet over 60 millioner af sine anderledes politisk tænkende borgere siden formand Maos revolution i 1949, er på vej til at blive en reel trussel mod samtlige vesteuropæiske demokratier og USA, fordi regimet i Beijing systematisk opkøber værdier for milliarder af kroner i mange lande for de samme penge, som de har tjent ved at producere billige forbrugsvarer som for eksempel madrasser og kontorstole til Jysk Sengetøjslager.
Kina har i årevis undermineret flere af de vestlige demokratiers nationaløkonomier gennem massive opkøb af statsobligationer og hæderkronede firmaer i det private erhvervsliv, men ingen protesterer det mindste over denne udvikling, der betyder millioner af arbejdsløse mennesker i USA og Europa, fordi regimet i Beijing kan levere næsten èn milliard ”slavearbejdere” til under 10,00 kroner i timen.
Det værste er imidlertid, at hverken EU-kommissionen eller andre politikere råber vagt i gevær over den ubestridelige kendsgerning, at Kina med enorme statsmidler i ryggen er ved at udkonkurrere det europæiske private erhvervsliv. Hvilket blandt andet FIEC som fælleseuropæisk organisation for de store entreprenørselskaber har gjort opmærksom på, fordi Kina som diktaturstat får lov til at byde med, når store europæiske statslige byggeprojekter lægges i licitation.
For nogle måneder siden vandt et statsejet kinesisk entreprenørselskab bygningen af et stort motorvejsprojekt i Polen, fordi de tilbød at bygge det til 50 pct. under motorvejens udbudspris. Ingen europæiske firmaer kan hamle op med dèt tilbud, fordi Europa har fagforeninger, der i generationer har kæmpet for rimelige overenskomstmæssige lønninger til sine arbejdere, mens kineserne råder over en ”slavehær” med fattige indbyggere uden rettigheder af nogen art.
Men det mest skræmmende ved den uretfærdige forvridning af konkurrenceevnen fra Kinas side er deres forklaring på, hvorfor de er i stand til at bygge en motorvej i Polen til halvdelen af prisen i forhold til europæiske selskaber. Nemlig at man selv medbringer 100 mio. dollars for at slippe for en dyr europæisk finansiering, men også kommer med billigt produceret materiel samt billige eksperter og arbejdere fra hjemlandet, og så kan de europæiske lønmodtagere ellers bare se på som tilskuere.
”Der er ingen EU-regler, som dæmmer op for, at blandt andet kinesiske selskaber kan udkonkurrere selskaber med dumpingpriser. Ikke mindst finanskrisen har gjort, at mange europæiske entreprenørselskaber har en udfordring med at finde den fornødne kapital, og derfor er det svært at konkurrere med et statsejet kinesisk selskab”, sagde Dansk Industri for nylig i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten.
Lige netop derfor er forestående statslige byggerier som Metroen i København, den nye Femern-bro mellem Danmark og Tyskland, kommende moderniseringer af jernbanenettet og nye motorveje meget attraktive for de statskontrollerede kinesiske entreprenørselskaber.
Hvis ikke EU og de nationale regeringer sætter en stopklods for denne ulige konkurrence, bliver små lande som Danmark hurtigt forvandlet til en kinesisk provins, hvor danskerne kommer til at bo til leje i deres eget land, fordi Kinas statskapital opkøber alle vores store firmaer og landbrugsarealer.
”Kina investerer i øjeblikket massivt i Danmark”, sagde en glædesstrålende Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti, da han for nogle måneder siden var gæst hos Clement Kjærsgaard i Danmarks Radio.
SF-formanden betragter denne udvikling som noget meget positivt for Danmark, også selvom det indebærer masser af opholds- og arbejdstilladelser til kinesiske arbejdere, for regimet i Beijing har selvfølgelig ikke tænkt sig, at betale en gennemsnitlig timeløn på 180,00 kroner til en dansk bygningsarbejder med overenskomst fra en fagforening.
Så, ja, Kina er i sandhed blevet en politisk og økonomisk stormagt af dimensioner, hvor det måske inden for ganske få år ender med, at millioner af danskere står arbejdsløse og sultne på gaden. Her kommer de til at leve af en skål ris om dagen, fordi al vores landbrugsjord er solgt ud til statslige kinesiske selskaber, der skal brødføde deres egen befolkning med oksekød og svinekød fra den agerjord, der har tilhørt danskerne som folk gennem mere end 1000 år.
Hvad skal der blive af vores børn og børnebørn?
Denne kommentar er anbefalet af:
Stormagt eller ej, så gik Kinas retorik overfor Tibet da lige til hjertet på Lille Lars fra Græsted der staks lå på knæ for dem og lod Tibet sejle deres egen sø. ”Man er vel ikke buddhist udtalte han”, hvor nedværdigende kan man dog være. At de, kineserne, så totalt overså Lille Lars ved COP15 havde han jo nok ikke regnet med.
Med hensyn til Kinas stormagtsdrømme skal man ikke tage fejl, de har i flere år sat sig på store dele af det Afrikanske kontinent med en form for olie / våbenhandelsprogram samt massive investeringer i bla. Sudan og flere vestafrikanske lande, oven i købet med tilførsel af kinesisk arbejdskraft så det rent økonomisk ikke kommer mange af de fattige befolkningsgrupper i Afrika til gode. De har sågar forskanset sig i egne bydele hvor de servicerer sig selv ved egen kinesisk arbejdskraft. Jo, de er så sandelig ved at puste sig op til en stormagt.
@Ole Brockdorff
Dit sortmaleri er imponerende . Som de siger i Kina:跳楼吧.(Spring ud fra et højt hus)
Set fra et almindeligt snusfornuftigt synspunkt, så kan man betvivle at 1.3 milliarder mennesker kan opdeles i to grupper, dem der er privilegeret og dem der ikke er det . På den anden side er der masser af den slags generaliseringer . For eksempel at 1.3 milliarder mennesker kan udgøre en politisk helhed - Den Kinesiske Folkerepublik - eller at det rige Europa lever stort på Afrika . Sådanne generaliseringer optræder i en sammenhæng, og det er i sammenhængen man, alligevel, ser en art mening i de store generaliseringer . I dit indlæg synes jeg du overbebyrder din generalisering . De 900 millioner som ikke er privilegerede “straffes hårdt af politiet og militæret” . Jeg har manipuleret lidt i syntaksen, men læser man dit indlæg tilstrækkeligt hurtigt så er det egentlig det du skriver . Der kan sikkert siges noget fornuftigt om Bao Tongs samfundsbeskrivelse, men det du skriver lyder ikke troværdigt .
Når du skriver om Grundfoss og flere andre store danske firmaer, så er jeg faktisk med dig . Vi deler ikke på nogen måde synspunkt hvad angår hvorfor . Elendige arbejdsvilkår findes alle steder, og ussel aflønning findes også alle steder . Konglomeratet “demokratiet som politisk styreform med deraf følgende menneskerettigheder som ytringsfrihed, religionsfrihed, privat ejendomsret samt fri markedsøkonomi uden konkurrence fra statsmagten” er jo en fristende ide-gruppe at bruge, som ledetråd i en vurdering af større sammenhænge . Den kan eksempelvis bruges til at fortælle at nogle lande ‘hører til’ ide-gruppen, og andre ikke . Ide-gruppen kan også bruges til at argumentere for at alle lande burde høre til ‘der’ . Jeg anser ide-gruppen for et utopia, eller rettere et foresvævende utopia, eller med andre ord et ikke særlig redegjort for utopia, hvis eksistens består af slogans . Det er ikke virkelighed .
Globaliseringen handler dybest om flytningen af kapitalakkumulationer, det lyder også meget rigtigt .
Resten af dit indlæg er for ekstrem kost for mig . Retorisk ville det være på sin plads her at tilføje et råd til børn, børnebørn, og hvad der ellers findes derude, men jeg fattes ord . Måske noget med “Husk nu at læs artiklen” .
..dybest set..
@ Steen Engholm
Nu forstår jeg bedre. Jeg har altid troet at 吧 betød Pacman med IPhone.
Men bortset fra det, så ser det for mig ud til, at Kina er på vej til en udvikling som tidligere er set i de vestlige demokratier. Der er næsten alle startet med en feudalt forankret samfundsmodel, med priviligerede og udnyttede, men har med tiden bevæget sig mod mere rimelig fordeling af rettigheder mv. som følge af pres nedefra.
Det er min opfattelse at det samme vil komme til at ske i Kina, for jeg tror ikke at det vil være muligt at styre en stigende social uro, uden en mere rimelig fordeling af goderne. Og det vil i sidste ende medføre et mere ensartet niveau hvad angår produktionspriser og således fratage bl.a. Kina fordelene ved billig arbejdskraft.
Men det er jo ikke noget som sker fra den ene dag til den anden.
@Birger Nielsen
Det er ikke lykkedes mig at genfinde forbindelsen mellem Pacman på Ipod og 吧 .
Kilde ?
Efter opslag hedder Pac-Man 吃豆人, og Iphone hedder Iphone . (?)
@ Steen
Det var ment som min egen oversættelse af tegnet - rent visuelt og jeg beklager hvis du opfattede det seriøst! :)
Det anede mig . Men jeg tjekkede da faktisk efter .
Maoismen i sin moderne, kapitalistiske version, udgør formentlig en lang større fare for vor del af verden, end islamismen