MENNESKER forsvinder for hinanden. Det kan være den amerikanske eller afrikanske musiker på turne, der gør en dansk kvinde gravid, men straks må rejse videre, hvorefter hun ikke hører et ord fra ham. Det kan være en kvinde, som efterlader en seddel på spisebordet, hvoraf intet andet fremgår, end at hun ønsker sig et andet liv. Farvel familie, tak for dengang! Disse forsvindingsnumre efterlader livslange frustrationer hos de pårørende.

Så er der en del adoptivbørn, ikke alle, som lider under en form for identitetsløshed. Erstatningsforældrene kan være nok så udmærkede, men alligevel vil de give en arm for møde den biologiske mor eller far og dermed få større ejerskab til egen livshistorie. Alt det som led i en helingsproces,

Danmarks Radio så for en del år siden et programmæssigt potentiale i stoffet og satte ressourcer af til at opspore de forsvundne, hvilket for den enkelte forladte borger kunne forekomme uoverskueligt.

PROGRAMMET Sporløs er en sikker publikumssucces, og det er nemt at forstå hvorfor. Den kombinerer en ‘kriminalistisk’ handling med en gribende menneskelig historie. Hvor er brormand? Meldte han sig til Fremmedlegionen, eller blev han pizzabager i en italiensk bjergby? Trin for trin afsøges forsvindingen, og hver gang er der happy end. To mennesker, som har fælles udgangspunkt, falder grædende hinanden om halsen ved gensynets glæde.

Nu er programmet imidlertid faldet i mediernes, nogle mediers, søgelys. Det er rent fup, for det er slet ikke så spontant, som det fremlægges, hedder det. Der er skrevet drejebog for, hvordan de forskellige skal agere i det afgørende øjeblik. Seerne er til grin.

MED RETTE er der opmærksomhed på, om der manipuleres med sandheden i tv’s dokumentarprogrammer. Man må f.eks. ikke lægge falske klip ind, og man må ikke påstå, at man laver optagelser på én location, når man i virkeligheden er på en anden. Der har været sager om begge dele. Seerne skal kunne føle sig trygge ved, at det, de ser, er sandhed. Men er Sporløs således principielt tvivlsom, er der tale om en meget lille forseelse. Udsendelserne er jo harmløse og skader ingen, tværtimod. Man kan selvfølgelig forsyne afmeldingen med en tekst, der fortæller, at her var der tale om ‘rekonstrueret research’, men mon ikke de fleste seere allerede har gættet det, eftersom der er jackpot hver gang, og for resten kunne tv-etikerne få travlt, idet mange debatudsendelser er snakket igennem med en researcher på forhånd. Deltagerne bliver så bedt om at gentage deres synspunkter i udsendelsen. Også nyhedsindslag rummer rekonstrueret research, så det klodser. Moderne tv er langt hen af vejen iscenesat. Men hvis iscenesættelsen er sand i forhold til researchen, er det vel ikke så galt? Pokker skulle da bruge licenspenge på at sende et tv-hold til Afrika, hvis fremmedlegionæren ikke vil lukke dem ind, eller hvis han ikke lige er hjemme den dag.