Opslag til denne artikel

Emneord:jobcentrene, tolerance
Steder:Danmark

Jeg kan ikke længere stiltiende bevidne, hvordan syge mennesker jages rundt i manegen af landets jobcentre i et misforstået forsøg på at hjælpe folk til at komme hurtigere i arbejde efter en sygeperiode.

Resultatet er ofte det modsatte nemlig at det forlænger sygeperioden, fordi folks sygdom forværres.

Set fra den syges perspektiv skyldes denne forværring af tilstanden det hårde pres fra jobcentrene for tidsmæssigt at minimere sygeperioden og dermed minimere kommunens udgifter til sygedagpenge.

Jeg taler bl.a. om syge i ansættelsesforhold med løn under sygdom og et fornuftigt samarbejde med arbejdsgiveren om sygefraværet, men hvor jobcentrene kommer ind over med deres pres direkte over for den syge, fordi kommunerne betaler sygedagpenge til arbejdsgiveren som refusion for en del af arbejdsgiverens lønudgift.

Jeg har været vidne til, at dette pres på de syge er vokset meget igennem de senere år, og når det drejer sig om f.eks. stresssyge mennesker med depressive og angstprægede tilstande er det katastrofalt for disse menneskers helbredelsesproces, at jobcentrenes pres i den grad forværrer deres tilstand.

Ikke alene er det katastrofalt for det enkelte individ det er dybt inhumant, uanstændigt og uetisk.

Jeg har været vidne til landets social- og beskæftigelsespolitik siden 1960erne både som aktør indenfor og udenfor forvaltningssystemet og som analytiker/forsker i politikkerne (som kommunalt uddannet sagsbehandler, som socialrådgiver og som psykolog) Og jeg må som vidne til denne politikudvikling konkludere, at aldrig har sygdom været behandlet med så lidt respekt og tolerance og med så meget mistillid som i sidste halvdel af 00erne og her ind i 2010.

Den lovgivning, der styrer jobcentrene, er jo en forudsætning for denne udvikling sammen med den kommunale økonomiske situation. Men derudover ser jeg, at der er sket et markant skred i det menneskesyn og den sygdomsforståelse, som skulle sikre en anstændig, human og faglig etisk indsats, som er fremmende for individernes helbredelse på krop og sjæl. Og den uanstændighed, der foregår, kan ikke engang retfærdiggøres med rationelle argumenter og økonomiske besparelser, for man opnår det modsatte af hensigten; nemlig at folks sygeperioder forlænges mere end ved en human, anstændig og faglig etisk behandling. Det har jeg set mange eksempler på.

Jeg arbejder i dag som praktiserende psykolog i egen praksis og oplever i min dagligdag denne groteske klapjagt på de syge.

Og jeg vil ikke længere stiltiende være vidne hertil.