Danmark sorterer de svageste flygtninge fra

Er du svag eller psykisk syg er dine chancer for at komme til Danmark som såkaldt kvoteflygtning meget dårlige. Sådan lyder konklusionen på et nyt speciale om den danske flygtningepolitik. Bag afhandlingen står Katrine Syppli Kohl, som opsummerer situationen:

»Den danske politik på området er dybt problematisk.« Katrine Syppli Kohl har i forbindelse med sit speciale i faget Politisk Kommunikation og Ledelse på Copenhagen Business School været med på en af de kvoterejser, som Danmark tre gange årligt foretager, når vi skal vælge, hvilke 500 flygtninge, der skal have lov til at komme til landet.

Siden 2005 har disse flygtninge skulle leve op til en række kriterier for integrationspotentiale, og det er i følge Katrine Syppli Kohl en væsentlig del af problemet:

»Hvis man eksempelvis interviewer en familie, hvor børnene virker sløve eller apatiske, så er der stor risiko for, at de bliver afvist. Flygtningene skal vise motivation og lade til at have power hvis de skal have en chance for at komme til Danmark.«

Og det er ikke altid fair, mener Katrine Syppli Kohl:

»Det er her, filmen knækker, for måske virker de apatiske, fordi de har været udsat for nogle frygtelige ting,« påpeger hun.

Samtidig har Danmark faktisk stor erfaring med rehabilitering af torturofre. Det er et område, hvor vi kan måle os internationalt, påpeger specialets ophavskvinde:

»Så måske er det netop nogle af dem, vi kan hjælpe. Men de, der har det værst på grund af de ting, de har været udsat for som flygtninge, kommer ikke med mere.«

Ifølge Katrine Syppli Kohl er Danmark gået fra at have fokus på at tage de flygtninge, der har størst behov, til at tage dem, vi tror, kan bidrage til samfundet.

»Fokus er ændret. I starten af 1980’erne ville man hjælpe folk i nød - og undgå indvandring. I dag vil man tiltrække arbejdskraft, og samtidig prøver man at beskytte os imod indvandring af folk, som har haft det svært. Det er den overordnede ændring i måden vi ser på udlændinge i Danmark.«

Nul psykiatrisk viden

Den kvoterejse, som Katrine Syppli Kohl deltog i, gik til Nepal, hvor omkring 100.000 flygtninge fra Bhutan siden starten af 90’erne har siddet i flygtningelejre. Kvoterejsen var ualmindelig, fordi det var en såkaldt strategisk kvoterejse, hvor Danmark indgår i en international indsats for at løse et flygtningeproblem.

Derfor er der ikke helt så meget fokus på det enkelte individs kvalifikationer som normal i den danske praksis. Alligevel mærkede hun tydeligt, hvordan de danske kriterier virker: »Der var eksempelvis et interview med en flygtning, der havde nogle lidt sløve og måske også underernærede børn. Det er virkelig noget, der får alarmklokkerne til at ringe. Selvom de flygtninge, der kommer til interview med de danske repræsentanter er indstillet af UNHCR er der jo nogle, der skal sorteres fra. Sådan er systemets logik. Og jeg fik efterfølgende at vide, at sådan en familie sandsynligvis ikke var blevet taget med, hvis det havde været en almindelig kvoterejse, hvor man vurderer individuelt,« siger Katrine Syppli Kohl.

Hun beretter om en anden familie, hvor en kvinde havde været udsat for et overgreb, som påvirkede både hende og familien meget.

»De fremstod svage i interviewet. De ville sandsynligvis også være blevet afvist på en normal kvoterejse,« siger Katrine Syppli Kohl.

I det hele taget var det meget tydeligt, hvilke flygtninge, Danmark gik efter: Relativ stærke børnefamilier, hvor man vurderer, at børnene kan blive en fuldt integreret del af det danske samfund og støtte deres forældre.

»Enlige har kun en chance, hvis de er unge og meget stærke.«

Mens man eksempelvis i USA ser pragmatisk på flerkoneri, afviser Danmark konsekvent mænd med flere hustruer. Dem er der ifølge Katrine Syppli Kohl en del af i gruppen af flygtninge. Og skal du gøre dig forhåbning om et liv i Danmark skal din mentale tilstand heller ikke være ustabil. »Psykisk syge kan ikke genbosættes i Danmark, med mindre de har en meget stærk familie - det står der direkte i bemærkningerne til lovforslaget,« påpeger Katrine Syppli Kohl, som samtidig anfører, at det kan være svært for en dansk delegation at vurdere den slags. Derfor bliver udvælgelsen let meget tilfældig:

»Der er ingen psykiatrisk ekspertise med på udvælgelsesrejserne. Min delegation bestod uddannelsesmæssigt af jurister, sagsbehandlere og en enkelt tandlæge. De manglede den faglige viden, som loven egentlig kræver. Det var nogle dygtige mennesker, der var af sted, og de gjorde et godt stykke arbejde, men det er urealistiske krav, loven stiller til dem,« siger Katrine Syppli Kohl og tilføjer:

»For selv ikke en uddannet psykiater kan foretage en psykiatrisk udredning af en patient ud fra en times tolket samtale med en hel familie. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.«

Symbolpolitik

Når et land som Danmark går efter flygtninge, der er nemme at integrere, så overlader man samtidig et større ansvar til de øvrige lande:

»Flere af de andre lande er noget mere sociale i deres måde at vælge flygtninge på. I Canada siger man for eksempel, at de mennesker, der skal genbosættes, skal afspejle den øvrige befolkning. Derfor skal der også være plads til de knap så aktive,« siger Katrine Syppli Kohl.

Når Danmark tager kvoteflygtninge er det imidlertid helt frivilligt, og mange lande tager slet ingen. Man kan derfor argumentere for, at det er rimeligt også at stille disse krav.

»Man kan selvfølgelig sige, at vi bare kunne lade være. Omvendt bruger man i Danmark også kvoteflygtningene til at vise omverdenen, at man tager sin del af flygtningene, nu hvor man ikke tager så mange spontane asylansøgere mere. Kvoteflygtningene kommer ofte til at legitimere stramningerne på udlændingeområdet, fordi vi kan sige, ‘vi tager dem, der har behov’. Der er en tendens til, at man fører symbolpolitik på området,« siger hun. Derfor er det ifølge Katrine Syppli Kohl også problematisk, at man i Integrationsministeriet ikke ønsker at evaluere lovændringen fra 2005.

»Man har valgt at tænke økonomisk, når man vælger. Det er sådan set legitimt nok, men så bør man i det mindste være villig til at undersøge, om det rent faktisk virker, eller om det er ren symbolpolitik, man har gang i,«

Katrine Syppli Kohl understreger, at man reelt ikke ved, om de flygtninge, der siden lovændringen i 2005 er kommet til Danmark i virkeligheden er nemmere at integrere.

»Det var udelukkende ministeriets egne undersøgelser, der lå til grund for lovændringen. Der var ingen uvildige eksperter inde over. Systemet er ikke undersøgt bagefter, og man har ingen planer om at undersøge, om det virker. Man har indført et system, som strammer til, som har store konsekvenser for en lang række mennesker og som desuden er dyrt, fordi man skal på kvoterejser tre gange om året. Men man vil ikke undersøge, om det virker og er fornuftigt. Om de mennesker, som man forventer, vil integrere sig godt i Danmark, rent faktisk også gør det.«