I det seneste nummer af tidsskriftet Jazz Special gør pianisten Niels Lan Doky sig ret bombastisk til talsmand for, at hvis tovejskommunikationen mellem musiker og publikum ikke fungerer, så er det altid musikerens ansvar at få den til det. Han skynder sig at tilføje, at han bestemt ikke mener, at musikeren skal spille dét, folk vil ha’, men efterlader alligevel det indtryk, at de, der hidtil har set ham som en mand med rigere evner som entreprenør end som kompromisløs kunstner, har set rigtigt.
Mandag morgen bestyrkede Doky det indtryk, da han næsten bogstaveligt tog det meste af Jazzdanmark på sengen og indkaldte til lyn-pressemøde, hvor han sammen med journalisten, netdoktoropfinderen og eks-TV 2-strategen Rune Bech oplyste, at parret, med deres egne sparepenge som eneste kapital, fra 1. maj genåbner det gamle Jazzhus Montmartre i St. Regnegade - stedet, der fra begyndelsen af 60’erne for alvor satte Danmark på jazzverdenskortet og var centrum i det, der kaldes jazzens ‘anden guldalder’ herhjemme.Til at assistere sig på det nye sted har Doky og Bech bl.a. restauratøren fra den Michelinstjernebelønnede københavnske Era Ora-restaurant, Elvio Milleri, og som daglig leder og indretningsarkitekt, en britisk-indisk dame med en zig-zagget karriere i film-, kunst-, restaurations- og medieverdenen, Riz Merchant. Doky selv sætter sig på stillingen som kunstnerisk leder, mens Bech får titel af adm. Direktør, intet mindre.
Jazzby
Uden med et ord at nævne Copenhagen Jazzhouse eller de øvrige bestræbelser, der har været gjort siden Montmartre-lukningen i St. Regnegade i 1976 for at bevare Københavns ry som international jazzby, meddelte Doky og Bech, at det nu var på tide at bringe København tilbage til sin position som jazzbyen i Europa.
Det skal gøres med musik på et kontinuerligt højt, internationalt niveau og med tæt knytning af udvalgte musikere til stedet, som kan signalere dette høje niveau. Et ‘advisory board’ af noget bedagede herrer - bl.a. et par fra de store pladeselskaber, som forlængst er holdt op med at betyde noget i jazzsammenhæng - skal også hjælpe til. Trods den professionalisme, der prægede denne første markedsføring af projektet - en professionalisme, der modsvares af en noget mere famlende hos f.eks. Copenhagen Jazzhouse - så efterlod pressemødet dog flere ubesvarede spørgsmål. Især nægtede Doky meget kategorisk at eksemplificere hvad ‘internationalt niveau’ på musikersiden egentlig betyder, og vi fik heller ikke mere at vide om økonomien end dét om sparepengene samt om, hvor »begejstret« potentielle donorer hidtil har reageret.
Men hvad sker der, når det nye Montmartre åbner dørene for at publikum, som måske slet ikke er der? Er det kun ledelsens vankundighed og imagemæssig slingrekurs, der holder mainstream-jazzpublikummet borte fra Copenhagen Jazzhouse - så langt borte, at stedet i øjeblik kun fungerer takket være kunstigt økonomisk åndedræt.
Sidder der en tusindtallig skare ude i forstæderne og venter på ‘jazz på et højt internationalt niveau’, som ikke finder vej til Niels Hemmingsensgade?
Støttekroner
Og hvad sker der med de offentlige penge, som hidtil er flydt ned i Jazzhouse-kassen? Vil Kunstrådets musikudvalg og, for den sags skyld, Nordeafonden blive ved at holde liv i Jazzhouse, ikke bare som et regionalt spillested men som en jazzens nationalscene, hvis der få hundrede meter derfra ligger et sted, der i modsætning til Jazzhouse kontinuerligt præsenterer den ‘rene jazz’ på et højt niveau?
Kort sagt: er der publikum og støttekroner nok til to jazzsteder med så høje ambitioner i København?
Ambitiøst
Af folk, der føler sig begunstiget med et særligt stort iværksættergen som Doky og Bech, skal man ikke forvente svar på den slags spørgsmål. Det bliver publikum (og til en vis grad, formanden for Kunstrådets musikudvalg, Giordano Bellincampi), der leverer svaret. Er det et ja, kan vi se frem til en lykkelig jazzfremtid i hovedstaden, er det nej, er der stor risiko for, at begge steder går på r…., og det vil vare en rum tid, før noget lige så ambitiøst kommer op at stå igen.
Dét vil til gengæld kunne sætte lidt mere fokus på den københavnske undergrundsscene for jazz og dét, der ligner - og det er måske heller ikk’ så ring’ endda.
Kommentarer
Er der gået X faktor i nattelivet?
Københavns vel nok eneste jazzsted ligger jo på fristaden Christiania, det ved alle og enhver der ved hvad jazz er. Så enkelt er det - Slut.
Jazzhouse er en ramme og det er noget helt andet. Det er en platform man etablerer for at sælge et eller andet, en stander på et marked på en plads.
Men jazz er vel ikke bare et ord på fire bokstaver. Det er ikke en vare, der kan markeds føres, eller en drøm der kan sælges. det er det der sker lige der og publikum er i allerhøjeste grad en del af det band der spiller den aften.
Jeg vil lige tilføje en omskrivning af et berømt ordsprog :
“Jeg spiller, altså er jeg.”
bør ikke forveksles med,
“jeg spilder, altså er jeg en gris”
Dygtigt musik, pæne malerier, til de rigtige mennesker - wow, oser bare af stemning :D
lækkert
Mine Damer og herrer
Jazz er ikke lyden af aktieafkast, gourmet og bilnægler, for helvede.
På en jazzbar er skellet mellem publikum og musiker meget tåget. Ganske enkelt fordi
Jazz er sexet, svedigt, og
Jazz ryster, så glassene klirrer,
Jazz er kvinder der ryger og mænd der skoder, på et sted hvor der bliver snakket, grinet højt og hæftigt, på et jazzsted bliver der danset og stampet i takt og nogen gange for den sags skyld i utakt.
Jazz er udelt og nærværende opmærksomhed, fordi det er det der sker lige der