Med nazismens, fascismens og kommunismens sammenbrud opstod et tomrum i samfundstænkningen, som vi først nu indser berører demokratiets nerve, fordi det kommer efter klassernes sammenbrud. Bondesamfundet i Danmark varede i årtusinder, industrisamfundet i et par århundreder.
Nu er vi langt inde i videnssamfundet, men det har ikke traditionen at knytte sig til. Vore politiske partier har fundament i bondesamfundet og industrisamfundet, og den idéudvikling, som skete i 1800-tallet. Men nu fremstår partierne idétomme, og deres ledere tumler rådvilde af sted besat af en angst for et folk, de ikke kender, og som ikke kender sig selv.
Når ideerne svækkes, fyldes tomrummet ud med pengebegær som det bærende element i menneskers tilværelse. Finanskrisen er et produkt af dette.
Liberalismen, socialismen og konservatismen giver ikke længere vore politiske partier identitet, for vi har ikke længere bønder og arbejdere, som gav ideerne praktisk form. Sammenhængskraften er gået tabt.
Andelsbevægelsen var engang det bærende demokratiske element i landbruget og i arbejderbevægelsen. Det er slut, for markedsøkonomien har sejret. Fagbevægelsen er en skygge af sig selv uden en stabil arbejderbefolkning, og hvor går i nutiden skellet mellem liberalisme og socialisme?
Den politiske samtale var båret af ideen og knyttet sammen af historie og tradition. Højskolen var kittet, som holdt tingene sammen, og folkeoplysning skete i krydsfeltet mellem viden og idé.
Vi vil ikke se i øjnene, at demokratiet er i nød, for vi har fået spindoktorer, informationschefer og studieværter, som skaber døgnets historier og holder gryden i kog. Men de tænder ikke for den politiske lidenskab, for de er professionelle og brænder ikke for sagen. Deres ageren er deres fag, men det har ikke meget med demokrati at gøre.
For nu 50 år siden, i 1960, skrev Bjørn Poulsen sin bog Ideernes krise i åndsliv og politik. Den blev til i forlængelse af en konference, som blev holdt i samarbejde mellem Krogerup Højskole og det nye Louisiana-museum i Humlebæk. Emnet var valgt af Bjørn Poulsen i samarbejde med Ejvind Larsen på Information og forlagsmanden og forfatteren Ole Wivel.
Den centrale person på konferencen var den mest intellektuelle statsminister, vi har haft, Viggo Kampmann, som i et interview i Information havde vakt opmærksomhed med denne udtalelse: »Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at rådgive os på kærlig og forstående måde, ville meget være vundet«. Og han fortsatte: »De kan naturligvis trække sig tilbage men må være klar over, at regeret bliver der alligevel«.
Det gav genlyd.
Med til konferencen så man Julius Bomholt, Jørgen Jørgensen, K. Helveg Petersen, Villy Sørensen, Erik Knudsen, Thorkild Bjørnvig, Elsa Gress, Erik Aalbæk Jensen, Peter Seeberg, K.E. Løgstrup, K.B. Andersen og Ivar Nørgaard.
Ole Sarvig havde netop skrevet: »Vi er landet på en fremmed klode. Vi er arve-løse. Vi er sået af frø af ukendt art«.
Buldren af tomme tønder
Nu skriver vi 2010.
Verden er en anden, og på »den fremmede klode« har ideernes krise udviklet sig til ideernes død. Demokratiet havde før en modpol, over for hvilket det kunne profilere sig. Kommunismen var en sådan modpol, der udfordrede det demokratiske samfund.
Nu er der opstået et tomrum, og det er på vej til at blive udfyldt af en ny modpol; men det bliver til et had til Islam. Nu trues demokratiet på dets fundamentale værdier: På frisind og på retssyn. Dansk Folkeparti er i alliance med Tidehverv blevet den tydeligste idébevægelse, som overstråler de falmede ideer i de gamle partier.
På det kirkelige felt er der opstået et tomrum parallelt til det politiske, fordi de folkelige bevægelser, grundtvigianismen og Indre Mission, fremstår anæmiske, og derfor giver plads til intolerance og udstødning af folk med anden kultur- og religionsbaggrund end den, som tidehvervspartisterne Søren Krarup og Jesper Langballe formulerer som dansk luthersk kristendom.
Den protestantiske teologi har trukket sig ud af debatten om, hvordan et godt demokrati bør indrettes, og kirkens folk skræmmes af anklager om politisk prædiken og politisk handlen. I samme periode er historieløsheden og manglende viden om kristendommens indhold slået igennem.
Engang forkastede Tidehverv al idealistisk filosofi og alle idealistiske folkebevægelser, som er en del af vort kulturfundament; men i dag udfylder tidehvervspartisterne i Folketinget tomrummet ved at tale om systemskifte og formulere en dansk ideologi.
Men den er fremmed for dansk folkelighed, for frisind betyder: Jeg ved, hvor jeg står med min tro og politik, og dermed kan jeg sætte dig, der står et andet sted, i frihed.
Man har skubbet Grundt-vig ud over skrænten og dermed hans universalhistoriske tankesæt, som peger væk fra det nationalistiske, og hvor han i stedet fremhæver det, der hos de forskellige folkeslag er af universel betydning. Derfor taler han om folke-lighed.
I det tomrum, vi oplever, søges der forgæves efter værdier, og derfor er værdidebatten en buldren af tomme tønder. Ytringsfriheden bringes ind som en pseudo-religion på samme tid, som man vil statsdirigere folks beklædning.
Bjørn Poulsen udtrykte det i 1960: »Det ligger i selve demokratiets væsen, at det appellerer til personligheden, og hvor den ikke findes, tvinges statsmagten til at slå over i kontrol«.
Det er jo lige dér, vi er havnet. Statskontrol afløser menneskelig frihed og ansvarlighed hos dem, der pynter sig med liberalisme i partinavnet, mens intolerancen breder sig som en snigende sygdom af angst fra parti til parti, fra bevægelse til bevægelse.
Angsten for det fremmede er dybest set en følge af, at ideen ikke eksisterer med sin kompromisløse lidenskab for frihed og ansvarlighed.
Kan det gentages i 2010?
Vi bilder os ind, at vi er et oplyst folk, men det er nu en livsløgn, der truer demokratiet. Vi er et overinformeret samfund, som imponeres af internettets vældige vidensrum. Men netop internettet udfordrer demokratiet, fordi sammenhængsfornemmelsen foruden idé forudsætter prioritering, udvælgelse og fælles viden.
Højskolen skal genskabes. En folkelig højskole, en ny højskole. Inspirationen kan hentes i Berlin i det første Liberal Arts College i Europa. Det er et ganske lille privat universitet grundlagt for ti år siden af en række europæiske intellektuelle, som har et ideal om det, vi kan kalde almen dannelse.
Det er her, vi ser forsøget med en bred uddannelse, som ikke rettes mod et særligt erhverv. Den fantastiske viden, som store forskningsresultater bringer med sig, gør det bydende nødvendigt med en generalist-uddannelse.
Den nye højskole ser jeg som et resultat af et samarbejde mellem universitet og højskole. Her kan eleverne bruge halvdelen af deres tid på almendannende fag som historie, litteratur, filosofi og demokrati, og resten af tiden fordybe sig i det, der fagligt optager dem mest. Her skal de store værdispørgsmål sættes i centrum: Frihed, frisind, tolerance, lighed, solidaritet. Og her skal de møde filosoffer, teologer, litteraturteoretikere, historikere, jurister, økonomer.
Fremtidens lærere, både i børneskole og ungdomsuddannelse, har brug for at tænke bredt på et kvalificeret grundlag, fordi verden bliver mere og mere fragmenteret. Og fremtidens journalister må være i besiddelse af indsigt, der giver dem historisk grundlag og forståelse for filosofi og tilværelsens irrationelle sider.
‘Ideernes krise i åndsliv og politik’ kaldte Bjørn Poulsen sit indlæg i debatten i 1960, og statsminister Viggo Kampmann fulgte op på det. I vinteren 1961 indbød han 100 mennesker til et forhandlingsmøde på tværs af politiske tilhørsforhold. Og det satte sig spor i kulturlivet og i politik.
Kan noget sådant gentages i 2010?
Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter
Kommentarer
Asger Baunskab-Jensen ser minsandten finanskrisen som et udslag af ideernes manglende styrke – gid det var så enkelt og nemt! For i virkelighedens verden er det ikke ideernes krise der fremkalder en finanskrise, men lige omvendt: Finanskrisen fremkalder, en analog krise i ideernes luftige verden. For at rette op på skævheden kan jeg kun anbefale Asger Baunskab-Jensen at opfriske sin Marx. Således at det kommer til at stå lysende klart at: ” Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed” (Karl Marx). Som modpol til demokrati havde vi før kommunismen siger Asger Baunskab-Jensen. Meget smart forsøgt men demokrati er et politisk system eller model og kommunisme er en økonomisk model. Den rette måde, at stille modsætningerne op på, vil derfor være: Kommunisme overfor kapitalisme. Man kan sagtens have kapitalisme i et diktatur, og man kan have kommunisme i et demokrati det er ikke der modsætningen skal findes. Så ender kronikken med drømmen om en elite der kan gå forud og berede vejen for alle idioterne – den drøm er drømt før, men det var i andre sammenhænge. I vores tid findes nu muligheden for, bl.a. gennem Internettet, at individet selv kommer til orde – vi behøver ikke længere nogen intellektuel elite der kan tale for os, og hen over hovederne på os. Elitens dage er talte, og Gud ske lov og ære og pris for det!
Værdier har vi nok af, og fri os fra de mange drømme og for den indoktrinering, som Baunsbak-Jensen velsagtens hursker fra 70’erne.
Men sandt er, at forbugerismen har overtaget de demokratiske spilleregler og sendt en skinger værdidebat til tælling, bl.a. de nationale konon’er og den politiske teologi.
Det påståede tomrum kommer af vores erkendelse af fortiden, eftersom historien har leveret mange værdinormer, som vi bare ikke vil kendes véd og nu leder forgæves efter kraften til sammenhæng.
Sammenhængskraftens stærkeste udtryk var højrefløjens miskrediterede ‘blodets bånd’, hvoraf i dag genopstår debatten om interessefællesskab, ‘over- og undermennesker’, religionskrigen mod muslimer eller bare ideen om det største i verden.
Venstrefløjen har dog bevaret iéen om solidariteten, som liberalismen ikke kan fordrage. Den elsker det frie marked og kan ikke fordrage det solidariske marked. For højrefløjen er frihed individualisme og privatisering, for socialisterne solidariet.
Her har Baunsbak-Jensen forlods taget stilling skønt sin socialdemokratiske velvilje, nemlig sammen med liberalisterne imod socialisterne.
Er kronikken blot et forsøg på at uddybe forskellene med en påstand om tomrum! (Hvor var det nu, at Kampmann stod blot 10-20 år før 1961 - i et nederdrægtigt samarbejde med De Radikale og…!
Først tak for artiklen. Det er altid rart, når nogle gør sig nogle tanker. De færreste orker det, kan det eller ser et formål med det.
Desværre for mit vedkommende skubbes der straks et filter ind over det skrevne, når jeg ved, du er præst, for så vælter det op med spørgsmål og indvendinger og ”Ja, men’er”.
Det er synd, men sådan er det altså. Her kunne jeg godt slutte, og burde måske. I stedet vil jeg gå lige på dig, som en modstander jeg respekterer.
Her i avisen blander præster sig sjældent i debatten. Jeg kan på en måde godt forstå det, for de vil blive svinet forfærdeligt til.
Min anke går på, at I ikke er til at tale fornuftigt med om religionens plads i samfundet (jeg ved ikke, om du er). I vores debat om klimaet kalder folk hinanden det værste. Det skyldes selvfølgelig, at der er så frygtelig meget på spil, og det er der sjovt nok ikke i kristendommen, som vi bare kan negligere.
Det kunne være interessant, hvis nogle præster turde optræde her i trådene og lade sig svine til og dermed opfylde NT’s ord: ”Glæd jer, når man forfølger jer!” Jeg er gammel debattør på religionsområdet og har en masse aggressioner pga. jeres fravær. Nu skal jeg ikke, som visse andre, lade det gå ud over dem, der er kommet til stede, men alt det, du skriver om, interesserer mig enormt – bare det ikke kom ud af en præsts mund (pga. det der regnskab, jeg har med jer).
Her på nettet skulle der nok være en enkelt, der ville kalde mig præsteracist. Derefter ville vedkommende få med kæppen, hvis jeg gad. Der skal nemlig også noget ’niveau’ til, før det bliver spændende, men befolkningen er kørt så langt ned i uvidenhed (af jer), så selv en ateist hurtigt kommer til at kede sig. Derfor skal der nogle præster ind i trådene.
Betragt derfor dette som en invitation. Velkommen til den barske virkelighed!
En fornøielse at konstatere, at paratheden til at diskutere “sammenhængs-kraft” er så massivt tilstede under Informations paraply.
Den er tilsyneladende vanskelig at definere på andres vegne, men spiller alligevel en rolle for forståelsen af, hvad der grundlæggende skulle være kulturbærende. Ikke kun i politisk forstand, hvor det drejer sig om at løbe med stemningen på torvet: underholdning, politiske kommentatorer med en særdeles kort udløbsdato, muserer og institutioner som teater, TV (ovkæy digitaliseret) og turismefremstød og campingmesser. Altså en forståelse af kulturbegrebet, som har meldt den enkelte menige dansker ud af foretaget, og som er blevet til noget, man betaler for.
Men kultur og kulturbæren kan man ikke forvalte under et Kulturministerium. Dér kan man man blot give afløb for politiske præferencer med hensyn til, hvor spendabel man er i forhold til egne vælgergrupper og hvor, man kræver noget til gengæld: vælgere. Med andre ord dét, man som hovedregel kalder for: finkultur. En ordentlig omgang operahus…
Men i stedet for at stille spørgsmål om, hvorvidt man faktuelt mener, at det skulle være her her, at såvel kultur som sammenhængs-kraft skulle opholde sig, kan man ligeså godt sige det lige ud. Sammenhængs-kraftens bærende elementer har under politisk præference-forvaltning spillet fallit. Hvorfor? Fordi hverken kultur eller sammenhængs-kraft tager udgangspunkt et helt andet sted: hos den enkelte. Vanskeligere er dét såmænd ikke…
Vi glæder os dermed til at udfordre den kommende kulturminister på netop dét grundlag: må vi så snart være her?…
Med venlig hilsen
Ups, der kom et hverken eller for meget: Fordi kultur og sammenhængs-kraft tager tager udgangspunkt et helt andet sted: hos den enkelte.
Men konklusionen er den samme: hvor blev individet af i ‘forvaltningen’ den store fortælling om, hvordan det er (og var) at være levende på disse kanter?
Så Per Stig Møller kan regne med at få sine ideologiske synspunkter udfordret på, hvorledes de sidste 12 500 år er blevet anvendt på at være menneske på disse kanter. Det skulle jo undre, hvis ikke netop kulturhistorien kan svare på, hvad den bæres af - og hvor man opsøger sammenhængs-kraft i den forbindelse?
Tankeeksperimentet kunne jo være, fra den kant, hvad sådan en snot….. kan bibringe en så langvarig sammenhæng? Håber man tillader det ligefremme udtryk. I mine kredse er man nemlig under ingen omstændigheder parate til bare lige sådan at delegere anliggendet til en enkelt åremåls-ansat politiker. Kultur og sammenhængs-kraft kan ikke adskilles, men det kan politik og sammenhængs-kraft derimod. Så i tillæg til det forrige spørgsmål, om vi snart må være her, kommer her ét til: hvem logrer med hvem - hunden eller halen…
Med venlig hilsen
Religiøse tanker kommer tit til orde i Information og på mange planer, rent ud i diskussionen mellem Krarup og Kemp, der sluttede med Kemps fornemme replik til Krarup, men nok mere teologisk indforstået end mange læsere kan fastholde.
Asger har jo på mange måder ret, når han fremhæver at vi står i noget af et ideernes vakuum for tiden. Der er ikke mange ismer vi kan bekende et tilhørsforhold til uden at kompromitere os selv når historiens lys rettes mod dem.
De såkaldte socialister har det i og for sig lettest, for det står dem frit for at definere sig selv på et individuelt plan da det aldrig er lykkeds for dem at finde et rigtigt fodslag. Men når det kommer til stykket befinder vi os jo netop nu i den udefinerbare socialismes substansløshed.
Socialister gør glædeligt og selvfølgeligt krav på et begreb som solidaritet sålænge denne defineres inden for deres egen begrænsede begrebsverden. Men de havner hurtigt i det evige dilemma som tolerante mennesker havner i når de konfronteres med intolerance: Skal vi være solidariske med de som tænker anderledes end vi eller som er solidariske på andre præmisser end vore? Skal vi udvise tolerance over for mennesker der ikke udviser respekt for vores tolerance? Og hvem skal bestemme hvor solidariske vi skal være og for hvis penge.
Sammenhængskraft … det lyder som et rigtig positivt ord … sammen og sammenhæng og kraft .. lutter positivt. Og leder tankerne hen på et fodboldhold i medvind, en familie (i ordets positive betydning naturligvis og ikke i de faktiske dysfunktionelle enheder der ofte karateriseres som familier i dag). En nationalstat man føler et tilhørsforhold til.
Savnet til en sådan sammenhængskraft bunder måske virkelig i en følelse af ensomhed ..?
Selvom jeg ikke personligt føler mig ensom, kan jeg da godt til tider også savne at tilhøre noget som er større end jeg.
Men så snart jeg konfronteres med mennesker som vil inkludere mig kommer jeg på andre tanker. De er enten forvrøvlede fantaster, der har hengivet sig til troen på tvivlsomme skrifter - religiøse eller politiske. Eller de er magtbegærlige og søger blot et forum hvor de kan forløse deres trang til dominans eller få udløb for et utal af andre neuroser. Eller også er de bare røvkedelige at have med at gøre. Eller også er jeg bare intolerant.
Verden fragmenteres.
Det er idag ligeså let at få kontakt med nogen i Brasilien som det er at få kontakt med naboen.
Tidligere søgte vi jo vores omgagskreds i det nære og vi havde alle mere eller mindre de samme referance rammer. Det har vi ikke længere. Og sammenhængskraften er gået fløjten for det moderne mennske.
Det liv jeg har levet er i sandhed mere unikt end det ville have været tidligere, og det samme gælder for de fleste andre mennesker. Således finder vi pludselig ud af, at vi ikke behøver at nøje os med familiens og nabolagets selskab. Vi oplever pludselig at der er andet i livet en ølbajere i kolonihaven og en tur i Tivoli til mosters fødselsdag.
Ferier i udlandet, studier i udlandet, arbejde i udlandet, partnere fra udlandet, internetkontakt med mennesker fra udlandet. Og pludselig bliver Danmark noget diffust noget.
Men der resterer en taknemmelighed over at være vokset op i et samfund der har lagt en vis bund under os alle, og et samfund der har givet os lov til at udtrykke os frit, og et samfund der ikke tolererer magthaveres censur og ikke tolererer voldsudøvelse uanset bevæggrunde.
Det er værdier jeg kan slutte op om, der synes jeg vi skal søge sammenhængskraft.
Ja, det et var dengang - den samelde presse, herunder naturligvis den borgerlige, kastede sig i dyb forargelse over ovenstående skribent, der havde dristet sig til at stille spørgsmålstegn ved Det Bestående, der dengang var funderet på det omvendte værdisæt af i dag.
Det skete i et forsøg på at rejse en debat om begrebet “indoktrinering”, f.eks. i Folkeskolen. En øredøvende hetz og desinformationskampagne gik straks i gang med de borgerlige i spidsen, og mediernes konkluderend aflivning af debatten, der aldrig var startet, blev i bedste/værste Moskva-stil at lægge Baunsbak-Jensen følgende angrende ord i munden: “Jeg fortryder indoktrineringsdebatten”.
Et Danmark med venstreorienteret socialisme som konsensus! Pittelkow, Jespersen, Blüdnikow … hvor er livet dog mangfoldigt.
Selv overbeviste individualister lader sig indlemme i mange forskellige interessebindinger. Og mange kan åbenbart leve lykkeligt i en opfattelse af en socialismes forfærdelighed. Selv kan jeg ikke frigøre mig fra gamle og ubehagelige erindringen om højrefløjens tiltagede ret til at forfølge undermennesker og socialisters og kommunsters forsøg på at gøre modstand.
Tilstanden er igen ganske aktuel, alt efter øjnene som ser.
Når ideerne svækkes, fyldes tomrummet ud med pengebegær som det bærende element i menneskers tilværelse. Finanskrisen er et produkt af dette.
Er Asger Baunsbak Jensen egne ord og det g¢r det lidt vanskeligt helt at forstå ham, og viser hvor farligt politik er når ens tilgang er religi¢s.
Mig bekent kan man just sige at de i Saudi Arabien eller i det sydlige USA Texas skulle vare specielt svage i deres religi¢se overbevisning.
Den globale ¢konomiske krise er jo en konsekvens af de alt for h¢je priser på olie, som var tilfældet i 2008. Og Asger Baunsbak Jensen vil vel ikke hævde at de olie producerende lande og selvskaberne lider under en grådighed ud over alle græser.
Og vi netop i verden har store problemer med Evangalisterne og Wabaisterne og deres udbredelses af religion og de konflikter det medf¢re, med hensyn til udbredelsen af AIDS og at fattige får for mange b¢rn.
Men ellers også vigtigt at huske det var Bodil Koch der som Sociademokratisk kirkeminister der nedtonde klasse kampen, og dermed forsvant st¢tten til fagbevaegelsen organisation og fra at den lille mand kunne m¢des ligevardige relitionener med mennesker i fældes sag.
Så er det lille menneske idag underlagt nogle modsætnings forhold, når han har brug for hjælp i sin hverdag.
Men ellers st¢tter jeg Asger Baunsbak Jensen om h¢jskoler, og det er helt klart de skal igen spille en mere aktiv rolle i udviklingen af det danske samfund. Hvor jeg personligt gerne ser vi i Danmark ligger os op af svenskerne og deres Hoejskole model.
Den tyske fra Berlin kender jeg ikke til, men en enkelt af dem kan der vel nok blive plads til, men om de skulle kunne forbygge en finans krise tror jeg neppe da i en global verden, er det helt andre forhold der spiller ind på om vi får en finans krise eller ej.
Men at de kan medvirke til en mere positiv kultur i Danmark er helt sikkert, hvis man skaber rum for mangfoldighed i udvalget af kurser, samt vil også kunne forbygge den forestilling om teraputisk og socialpedagogisk behandling kan l¢se Danmark sociale probleme, og som i virkeligheden fremmer st¢rre modstæninger imellem mennesker.
Nutidens mennesker er udsat for et verdenssamfund, hvor identitetsbillederne er ved at krakelerer, hurtigere og hurtigere.
Menneskeheden er ude i en identitetskrise, for hvilken identitetsrolle er sikker af have i dag?
Jobidentiteten er ved at være udvandet og den går ikke længere fra generation til generation. Vi mangler en identitet der er fast som en klippe, hvad de jo netop var førhen, for dengang varede jobidentiteten hele livet.
Nu skifter vi jo nærmest jobidentitet som vi skifter undertøj.
Vi mangler en identitet vi kan have hele livet og når vi ikke har det, får vi et eksistentielt problem, for vi ved ikke, hvad vi er.
Det kan være det er på tide, at vi mennesker begynder at identificere os med det vi ER og ikke med det vi bliver oplært eller uddannet til at være.
Allerede fra barnsben af, lærer vi at danne os nogle identitetsroller der ligger til jobidentiteten og allerede der sker problemet for det nye menneske, der som voksen skal have en rolleidentitet at holde sig fast til. For jobidentiteten er jo netop ikke mere en livslang sikkerhed.
Derfor skal vi mennesker til at lære at have en anden identitet, som vi faktisk alle ved vi har, men som gennem hele menneskehedens historie er blevet tilsidesat.
Den identitet vi mennesker kan tage til os, uden at vi behøver at tage den fra andre eller at uddanne os til den, det er identiteten som det menneske vi er.
Vi overser vor menneskeidentitet og når vi gør det, vil vi faktisk stå over for hinanden som var vi fremmede folk og når de fremmede folk skifter identitet i tide og utide, skaber det usikkerhed iblandt os.
Vi er alle sammen medlemmer af den samme nation, menneskeheden. Men identiteten som menneske, vil den da så ikke koste identiteten som dansker, franskmand, kristen, muslim, socialist, republikaner og alle de andre identitetsroller?
Nej, for er vores identitet som menneske, en identitet vi kan mærke er en klippeblok hele livet igennem, så vil det være nemmere at leve med en sekundær identitetsrolle som de ovenfor beskrevne. De er ikke længere den vigtigste identitet, det er din identitet som menneske og når identiteten som menneske bliver den der lyser op over alt andet, vil vi begynde at opleve, at vi vil se vore medmennesker som er de brødre og søstre til os.
Førhen var det præster, men i dag også politikere, der taler på menneskehedens vegne, og mener vel, at deres forstand rækker.
Én af dem er Søren Krarup, der ikke kunne lade være at fortsætte i Baunsbak-Jensens appel til socialdemokraterne, de vise mænd, der frem for nogen får spalteplads i Information til at provokere ’ de sure socialdemokrater’ (24.febr.) Krarup ser frem til unge og anderledes socialdemokrater, men foretrækker alligevel den gamle H.C.Hansen. Og da tillader jeg mig at gentage: Hvor var det H.C.Hansen og socialdemokratiet stor før? Jo, lidt nærmere Dansk Folkeparti, men i ulækkert parløb med De Radikale og i samarbejde med en besættelsesmagt.
Sådanne historiske forudsætninger er også en væsentlig grund til, at vi i dag ikke forstår krigen i Iraq og Afghanistan, og at de kristelige i DF velsigner soldaternes kamp for fædrelandet. Menneskeheden skal åbenbart undgælde for vores dårlige samvittighed.
Det er for billigt at finde årsagen til identitetskrisen i den finansielle krise (uanset hvordan I så vil vende kausaliteten), den er mere fundamental, nemlig en krise i modernismen: vi savner troen på fremskridt.
Modernismen (uanset om det politisk er Marx’ eller liberalismens udgave) ville sætte mennesket fri i dets fulde, kreative udfoldelse, men jeg vil påstå det ikke er hvad, vi oplever er sket. Vi oplever at skulle arbejde mere, ikke mindre, at udæskes forbrugervalg vi erkender er fundamentalt ligegyldige, men som fremstilles som var de essentielle. Vi mødes ikke af vægtige budskaber eller fordringer i det fælles, offentlige rum, det er i stedet overtaget af reklamer (det slående eksempel for tiden er opfordringen: “Be Stupid”, der ikke skal læses postmoderne legende, men bogstaveligt). Vi erkender tilmed at vores levevis er årsag til klimaændringer og andre miljøtrusler, men føler os magtesløse.
Glimrende idé at lade kloge hoveder - selvfølgelig skal vi have eksperter - samtænke de her udfordringer og tage beslutninger, for der sker ingenting af sig selv. Lad det ske hvor den globale situation indtænkes, så vi ikke forestiller os at vi er i en post-industriel tid, når der aldrig har været mere industri eller flere industriarbejdere end i dag - de findes især i Østasien. Vi kan starte med at vælge politikere, der tør tænke stort, for hvad kunne være et mere episk drama end vores kamp mod egne miljøsynder og forbrugervaner for at sikre fremtidige generationer?
Denne kommentar er anbefalet af:
Fremskridtspartiets genopstandelse i en antimodernisme? Hvor findes identitetspartiet?
I 1945 var mange europæere desillusionerede, i dag lede af politikere? Måske har vi de politikere, som vi har fortjent.
Vi har ikke fortjent de politikere der sidder i de folkevalgte forsamlinger og det er ej heller vores skyld, at vi ikke har andre.
Årsagen til at vi ikke har andre muligheder for at vælge andre politikere end dem der allerede er der, er valgsystemets skyld. Valgsystemet er udformet af de partistukturer der sidder og bestemmer, derfor sker der ingen forandring i de folkevalgte forsamlinger.
Partikraturet er dybt forankret i det danske folkevalgte styresystem og partimagten vil ikke af med denne form for folkestyre, for hvad vil vi få i stedet for?
Anarki? Diktatur?
Partifolkene ser ingen andre muligheder end partikraturet over for de to andre muligheder.
Men vi skal slet ikke fokusere på det folkevalgte styre og i stedet se os om efter, hvad der sker under græshøjde.
Alle de politiske, religiøse, økonomiske og militære magtsystemer er stille og roligt ved at blive undermineret under græshøjde.
Ingen kan endnu se det der om ganske få årtier vil bryde op gennem den hårdt trampede jord, der er blevet trampet fast at soldaters støvler og kørt i madder af krigsmaskiners tonstunge bæltekøretøjer.
Det er ikke svært at se, når bare man bliver gjort opmærksom på det.
Vi kan jo genskabe Platon råd af gamle erfarne mænd og møde op på torvet og sige buh, sådan som JP/Politiken indbyrdes strides om dialogen og ytringsfriheden.
Den ene siger, at ytringsfrihed ikke er dialog, den anden at dialog ikke er ytringsfrihed. På trovet står så nogle af samfundsradikalerne og råber øv, ekstremisten Peter Skaarup er bange for Seidenfaden, mens antimuslimerne Lars Hedegaard og Mchangama overgår hinanden i racistiske tilråb. Mange værdier er til salg på det frie marked, hvor man i øvrigt helst ser alle love ophævet for at indfri liberalismens luftige mål, mens flertallet tilhører underklassen og ikke som frie mænd kan møde op på torvet og fortælle om deres værdier.