Marianne Bender er leder af Energitjenesten og formand for Organisationen for Vedvarende Energi (OVE), der i sin tid udsprang af den hjemlige bevægelse mod de store, farlige, landskabs-ødelæggende atomkraftværker.

»Vi har brug for et testcenter for vindmøller. Vi har savnet at have et demonstrationssted, hvor vores vindmølleindustri kan vise, hvad den kan, og teste de nye teknologier,« siger hun.

Det er ikke fordi, Marianne Bender synes, det er enkelt at give sin anbefaling af et stort nationalt testcenter for 250 meter høje kæmpemøller midt i en plantage i Thy.

»Den er altså svær,« siger hun. Men konklusionen er alligevel klar:

»Det er så vigtigt, at vindmølleindustrien får lov til at have centret her i Danmark. Får den ikke det, så laver man det i et andet land, og så mister Danmark en hel masse goodwill, eksport og arbejdspladser. Så selvfølgelig skal vi have centret her i landet.«

»Det svære er, at hver gang man vil placere noget, der er så stort, og som påvirker både landskab og borgere, så er der problemer. Og det uanset om det er en motorvej eller et testcenter for vindmøller.«

»Det har altid været OVE’s holdning, at vindmøller skal accepteres af lokalbefolkningen, men dette testcenter er så stort, at uanset hvor i landet, du lægger det, vil det gå ud over nogle. Nogle må gå fra deres hjem. Det er bestemt ikke sjovt at høre, men sådan er det mange gange med ting, samfundet ønsker at prioritere: Det går ud over nogle.«

Marianne Bender mener, at man med placeringen af testcentret i Østerild Plantage - som altså til dels skal fældes - har fundet et sted, hvor vindforholdene er optimale for undersøgelserne.

»Jeg ved det jo ikke med fuldstændig sikkerhed, men jeg mener ikke, det kan ligge andre steder og være lige så optimalt. Det er ikke OVE’s normale politik at være så barsk og sige, at så må folk flytte, men der har været talt om det testcenter i så mange år, og hvis man udsætter det igen, så sker der blot det, at mere og mere af vores vindmølleindustri flytter til udlandet.«

Vindmøller med en kapacitet på 12 megawatt og en højde på 250 meter skræmmer ikke OVE-formanden.

»Der skal produceres utrolige mængder energi via vindkraft i takt med, at verden stiller om fra fossil energi, og derfor skal vi kunne lave så store møller, hvis vi vil begå os på verdensmarkedet. Men de skal stå på havet. Møller på land skal selvfølgelig være mindre. Centret er blot stedet, hvor det skal testes, at de kan holde, og hvor vindmølleindustrien skal kunne demonstrere sit ypperste.«

Marianne Bender vender tilbage til den lokale modvilje:

»Det gør ondt, når det går ud over mennesker. For nogle er det måske den fædrene gård, der må fraflyttes. Men når der er gået 10 år, og centret først er der, så garanterer jeg for, at ikke mindst lokalbefolkningen bliver hammerstolt af området.«

»Centret vil tiltrække stor international opmærksomhed. Tænk på den vedvarende energi-ø Samsø. Der er faktisk ikke så afsindig meget at se på Samsø, men folk kommer alligevel fra hele verden for at se og høre om øen.«

»Så eftersom testcentret på sigt vil gavne lokalbefolkningen på en masse måder, så skylder vindmølleindustrien virkelig at bruge tid og energi på at skabe tryghed om projektet. Det er jo industrien, der kommer til at tjene på det, så de kan godt investere i ordentlig information og dialog.«

Omstilling i fare

OVE’s formand er ikke blind for, at kæmpestore vindmøllers indgreb i den smukke natur kombineret med politikernes fiasko ved COP15, det kolde vintervejr og klimaskeptikeres kampagne kan friste mennesker til at afvise hele klimaproblemstillingen og sætte den folkelige opbakning til den grønne omstilling over styr.

»Når man med COP15 så klart får illustreret politikernes manglende mod, så bliver den almindelige forbruger da også i tvivl. Hvorfor skal jeg tage klimaudfordringen alvorligt? Hvorfor skal jeg gøre noget? Hvis ikke politikerne tager affære og siger højt og tydeligt, at nu går vi denne vej, så er der en kæmpe risiko for, at omstillingen kører af sporet,« siger hun.

Omvendt understreger Bender, at der mange steder faktisk er en stærk lokal forankring.

»Netop i Vestjylland har vi oplevet, hvordan anparter i en ny vindmøllepark blev revet væk, fordi folk følte, at de kunne være med, at det var deres egne møller. Det handler om at have en aktie i omstillingen.«

Det er knap så let, når det drejer sig om 250 meter høje møller, dikteret fra København:

»Det er hammersvært at skabe tryghed hos dem, det i første omgang går ud over. Hvis der kommer flere borgermøder i Østerild, kunne vi godt være med for at bakke projektet op. For jeg er sikker på, det er noget, man også lokalt vil blive stolte af. Selv om det kan være svært at se i dag.«