»Vi skal satse på at få mere vedvarende energi. Det vil hjælpe os til at forebygge klimaforandringer, og det vil gøre Danmark fri af fossile brændstoffer. Det kræver, at regeringen tør træffe de nødvendige beslutninger. Det mod har vi, selv om det har omkostninger.«

Sådan skrev miljøminister Troels Lund Poulsen (V) i Jyllands-Posten forleden. Og modig er han. For ambitionen om at accelerere udnyttelsen af de klimavenlige energikilder fører nu efter planen til et markant indgreb i naturen i det nordvestjyske. Et indgreb der får mange lokale og grønne organisationer til at rase mod ministeren og hans ny, CO2-begrænsende projekt.

»Du lyver, Troels,« blev der råbt efter miljøministeren, da han for nylig stillede op til møde om projektet med flere hundrede vrede borgere i Multicenter Østerild i Thy.

Det handler om det planlagte nationale testcenter for vindmøller. Centret, der vil blive verdens største af sin art, skal etableres for at muliggøre udviklingen af nye, større og mere effektive vindmøller.

I dag omsætter den danske vindmølleindustri for 84 mia. kr., eksporterer for 42 mia. kr. og beskæftiger 25.000 mennesker. Produktionen til det globale marked vokser fortsat markant, men konkurrencen bliver mere og mere indædt med bl.a. kinesiske og amerikanske vindmølleproducenter som hastigt ekspanderende aktører. Kun ved stedse at udvikle endnu bedre vindmøller, kan man hænge på.

»Adgang til afprøvning og demonstration af nye prototyper er et altafgørende parameter og en vigtig del af grundlaget for den fortsatte eksport af vindmøller og dermed beskæftigelse i den danske vindmølleindustri,« forklarede administrerende direktør i Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg, i sidste måned.

Morgendagens vindmøller skal være meget større end dagens. Ifølge vindmølleindustrien op til 250 meter høje og med en elproduktionskapacitet på måske 12 megawatt (MW). Til sammenligning er de største Vestas-møller i dag på tre MW og omtrent halvt så høje. Kæmpemøller på 250 meter - seks gange Rundetårn - skal placeres på havet, men det er af praktiske og økonomiske grunde nødvendigt at udvikle og teste dem på land. Derfor planerne om et nyt nationalt testcenter, der skal placeres i Thisted Kommune.

Problemet er - med Troels Lund Poulsens udtryk - omkostningerne.

Testcentret med plads til syv møller vil i sig selv fylde knap fire kvadratkilometer, men skal omgives af et måleområde og et større ‘vindfelt’, hvor vinden kan blæse uhindret.

»Det kræver plads, og derfor skal der ryddes skov, og ejendomme vil blive ubeboelige,« hedder det i Miljøministeriets ledsageskrivelse til den VVM-redegørelse om testcentret, som er i offentlig høring frem til den 5. marts sammen med det lovforslag om centret, der siden skal behandles af Folketinget.

Skovens værdier

Da centret efter planerne er placeret ved Østerild Klitplantage og Hjardemål Plantage, må der nødvendigvis fældes op til 12 kvadratkilometer af den statsejede fredskov, anlagt siden slutningen af 1800-tallet og præget af bjergfyr, ædelgran og sitkagran. Skovrydningen vil ifølge VVM-redegørelsen bl.a. »betyde tab af yngle- habitat for natravn og andre mere almindelige skovfugle«, mens møllerne i sig selv kan »udgøre en trussel for områdets havørne«.

Ifølge lokale beboere kan også områdets ugler, kronvildt og ynglende traner blive ofre.

Hos Danmarks Naturfredningsforening raser man.

»Projektet er ifølge VVM-redegørelsen nok den største landskabsforandring, der er gennemført i et enkelt projekt i Danmark,« påpeger foreningens vicepræsident Poul Hald Mortensen.

»Skoven i Østerild og naturområderne vest for har store kvaliteter, og staten har gennem mange år satset intensivt på at give naturen de allerbedste betingelser netop i det område. Det er meningsløst at ødelægge alt dette, når der faktisk findes alternativer.«

Naturfredningsforeningen er klar til at anlægge fredningssag for området, men ved godt, at en sådan vil blive overtrumfet af den anlægslov, som regeringen nu vil søge vedtaget.

Foruden fjernelsen af skov skal fem landbrugsejendomme eksproprieres, fordi de ligger for tæt på møllerne. Familier, som har boet her i generationer, skal væk.

Alt sammen har det udløst voldsom vrede blandt de lokale, organisering mod projektet via internettet samt klager til både Naturklagenævnet og EU-Kommissionen.

Bedst egnet

På et borgermøde den 10. februar blev såvel miljøminister Troels Lund Poulsen som Vindmølleindustriens Jan Hylleberg udsat for flere hundrede borgeres vrede, men det får hverken minister eller industritalsmand til at vige.

»En screening af hele Danmark har vist, at Østerild er det bedst egnede sted, hvor vi samtidig kan nøjes med kun fem ekspropriationer. Jeg synes selvfølgelig ikke, at det er sjovt, når mennesker skal flytte fra deres boliger. Og jeg synes selvfølgelig heller ikke, at det er sjovt at fælde skov. Men Østerild er den rette placering,« skriver Troels Lund Poulsen.

Miljøministeriet har angiveligt undersøgt hele landet for egnede steder til testcentret, men ud af 14 potentielle placeringer lever angiveligt kun Østerild op til kriterierne om tilstrækkelig vind, god plads, få naboer og fravær af fuglebeskyttelsesområder.

Med et løfte om gradvist at plante erstatningsskov af samme omfang som den fældede - men spredt over hele landet - og med udsigten til nye lokale og nationale arbejdspladser mener ministeren og regeringen, at projektet for det danske samfund er både forsvarligt og gunstigt. Mens man får støtte af bl.a. Thisted Kommune, råber Jyllands-Posten på sin lederplads ‘magtarrogance’ efter miljøministeren i en sjælden alliance med nogle af de grønne kræfter.

I dag kan Vestas ikke præstere større møller end tre MW. Kinesiske producenter vil i år præsentere møller på fem MW, og flere tyske producenter udbyder allerede seks MW-møller. Det statslige norske selskab Enova gav i sidste uge 137 mio. norske kroner til opførelse af verdens hidtil største mølle, en prototype på en 10 MW vindmølle. Kan og vil Danmark være med, eller er man ved at møde grænserne for vækst i det grønne?