Opslag til denne artikel

Personer:Søren Gade
Organisationer:Forsvarsministeriet, Venstre
Steder:Danmark

Forsvarsminister Søren Gades afgang som forsvarsminister var nødvendig set i lyset af, hvordan skandalerne i hans ministrium har udviklet sig. Danmark er i krig, hver uge bringer meddelser om sårede og dræbte danske soldater, store beslutninger om indkøb af kampfly og Danmarks videre engagement i krigen venter i horisonten. I den situation er det ikke muligt at have en forsvarsminister, der er så svækket som Søren Gade er blevet af først den arabiske oversættelse og senest lækagen om udsendelse af jægerkorpset til Afghanistan.

Forsvarsministeren og hans presserådgiver Jacob Winther har i ugevis været trængt op i et hjørne og spekulationerne har gået på, om han havde et kort i ærmet – det havde han ikke. Gang på gang har han afvist at sagen belastede ham og at det overhovedet var noget der kunne genere hans nattesøvn.

Søren Gade tager ansvaret for lækagen og det mislykkede spinregime på sig og betaler den højeste politiske pris.

Søren Gade vil personligt blive savnet og er en af de mest populære ministre, som Venstre har. Hans runde afvæbnende facon har passet godt til det Forsvarsministerium, der mere end nogensinde har været i fokus på grund af Danmarks krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan.

Hvor involveret Søren Gade har været i de to skandalesager, som har lammet Forsvarsministeriet i mange måneder vil formentlig aldrig blive opklaret. Han afløses af partifællen Gitte Lillelund Bech. Han vil ikke forhaste sig med at undersøge skandalerne, som ud over en minister en spindoktor også har kostet en forsvarschef og to højtstående ansatte i Forsvarskommandoen.