ANALYSE: Ny regering stritter i mange retninger

Søren Gade tabte kampen mod de mange skandaler. Kristian Jensen er degraderet og de mange uerfarne ministre kan være en risikabel satsning – og så savner det nye hold en klar markering af en ny politisk kurs.

Sådan ser det ud på minussiden for Løkke Rasmussen.

Til gengæld har han fået sin egen regering – driftssikre ministre på sundhedsområdet – Bertel Haarder og på kulturområdet Per stig Møller. Han har fået mange kvinder, et yngre hold nye ansigter og en styrkelse af erhvervsdanmark i regeringen.

Med den store rokade har Løkke Rasmussen først og fremmest villet signalere ny regering, og lægge arven fra Anders Fogh Rasmussen bag sig og sætte sit eget hold. Han har oven på sin krise haft behov for at vise styrke og kraft, og det er udskiftnignen af hele 15 ministre et udtryk for. At det først kommer nu kan undre.

Løkke Rasmussen kan endelig efter næsten et år på posten blive herre i eget hus og vifte det irriterende vikar-prædikat af sig. Samtidig har han kunnet smide nogle af de nedslidte og profilløse ministre på porten, som kun fik lov til at blive siddende, fordi hans forgænger havde et særtligt forhold til dem. Men når det er sagt, så stritter holdet i mange forskellige retninger, der mangler en klar markering af, hvad det er for et projekt, der nu er Lars Løkke Ramussens. Javel der har været en række enkeltproblemer der skulle løses, Gade, Sander, Tørnæs m.fl., men nogen linje og prioritering er der ikke tale om.

Tidligere har både statsministrene Fogh Rasmussen og Nyrup Rasmussen benyttet regeringsudnævnelser til at etablere nye ministerier. Vi har blandt andet haft et familieministerium, et turistministerium, et velfærdsministerium og et ministerieum for økonomisk samordning. I Løkkes nye regering flyttes der ikke rundt på resortområder bortset fra, at ligestillingen flyttes fra beskæftigelsesministeren til klimaministeren, og de nordiske anliggender flyttes til miljømiinisteriet.

Halvdelen af regeringen er nu kvinder og endda mange ynge kvinder har fået plads i regeringen, og det er utvivlsomt et signal, som Løkke Ramussen gerne vil sende. Som det tidligere er blevet anbefalet, så gik opgaven ud på at etablere et ministerhold, som ville få Villy Søvndal (SF) og Helle Thorning-Schmidt (S) til at se gamle og trætte ud. Det er ikke utænkeligt at den effekt vil vise sig.

Til gengæld er det en risikabel affære at satse på så mange uprøvede kræfter – socialministeren, fødevareministeren, undervisningsministeren, udviklingsminiseten, forskningsministeren og forsvarsministeren har ikke nogen ministererfaring. Ministre uden erfaring har det med enten at dumme sig eller endnu værre at synke ned i stoffet og lade sig styre af deres embedsmænd i den første lange tid. Det kræver, at man er godt inde i stoffet, hvis man skal sætte sin egen dagsorden – ikke mindst, hvis den strider mod embedsværkets prioriteter.

Afskedigelsen af de erfarne ministre, som for de flestes vedkommende har siddet siden 2001 er brutal, og risikoen er, at de fyrede ministre sammen med dem, der er blevet forbigået vil skabe uro i Venstres og de Konservatives folketingsgrupper. Intet er så demotiverende og ukonstruktivt i det poitiske arbejde som bristede personlige ambitioner.

Søren Gades afgang og det faktum, at han forlader politik helt, er et stort tab for Venstre. Men også uundgåeligt i lyset af de skandaler, som han har været involveret i. Gade har været nævnt som kronprins i Venstre og tiltænkt en større ministerpost. Nu endte det med det modsatte. Gade valgte at kaste håndklædet i ringen trods den megen medvind har har haft gennem hele sin ministertid.

Når Dansk Folkepartis Søren Espersen siger, at han har været udsat for en helt urimelig hetz orkestreret af den ”socialistiske opposition,” så er det ikke rigtigt. Søren Gade har ikke kunnet svare på helt banale spørgsmål og er i øvrigt blevet strøget med hårene i mange år trods kontroversielle beslutninger og en ganske uprofessionel håndtering af sit embedsapparat. Eller også vidste han, at lækagesagen inden længe vil ramme ham selv – det får vi måske aldrig svar på. Hans efterfølger Gitte Lillelund Bech bliver næppe den minister, der iværksætter en undersøgelse af skandalerne.

De kommende år byder på økonomisk hestekur i den offentlige sektor og ikke mindst i kommunerne, og det er et klogt valg af Løkke Rasmussen at sætte Bertel Haarder på posten som indenrigs- og sundhedsminister. Der bliver masser af kampe at tage og masser at politiske opgør at klare, når besparelserne og fyringerne begynder at gøre ondt. På samme måde er placeringen af Per Stig Møller et signal om, at der endelig kommer en tyngde på den post, som burde ligge perfekt til de Konservative. Per stig Møller har med sin viden og aktive deltagelse i kultur og litteratur en mulighed for at trænge igennem og skabe den bevågenhed om kulturlivet, som det fortjener.

På samme måde er udnævnelsen af Søren Pind som udviklingsminister et klart signal om et kursskifte. Pind har tidligere udtalt, at FN er en ubrugelig organisation og hans syn på bistand ligger langt fra i tråd med dne gængse i det NGO-dominerede område.

Men er det værdipolitikken, der nu er vigtig for Løkke Rasmussen, er det på velfærden og den økonomiske politik kabalen først og fremmest skulle gå op. Og så måtte man se stort på at ministerrokaden stritter i alle retninger.