Atmosfærens indhold af metan – en drivhusgas, som er langt mere kraftig end kul-tveilte – er vokset markant de seneste tre år, viser nye og netop offentliggjorte videnskabelige data. En konstatering, som giver øget næring til frygten for, at en af den globale opvarmnings uafvendelige ’feedbackmekanismer’ kan være ved at sætte ind.
I de senere år har der været stigende bekymring for, at de vældige mængder metan, eller naturgas, som er indefrosset i det arktiske områders vidtstrakte tundraer, skal sive op i atmosfæren, efterhånden som den globale opvarmnings optøning af permafrosten tager til. Dette vil kunne medføre en stærkt forhøjet global temperatur – en effekt, der undertiden betegnes som ’den tidsindstillede metanbombe’.
Grunden til dette er, at metan, eller CH4, er langt mere effektiv til at tilbageholde solens varme i atmosfæren end den mest almindelige drivhusgas CO2, som har stået i fokus for de sidste to årtiers internationale bekymring for klimaforandringer. Over en relativt kort periode – cirka 20 år – har CH4 et globalt opvarmningspotentiale, som er over 60 gange så stærkt som CO2, skønt det svinder i hurtigere tempo.
Nu kommer så den første melding om, at atmosfærens niveau af metan, som begyndte at stige i 2007, da en hedebølge uden fortilfælde i det arktiske område medførte en rekordafsmeltning af havis, er fortsat med at stige markant også op igennem 2008 og 2009.
Feedbackmekanismen
Selv om forskerne ikke kan være helt sikre, og selv om der kan være ikke-truende forklaringer, er der hermed givet næring til frygten for, at de stigende temperaturer allerede er begyndt at udløse den positive feedbackmekanisme. Dette vil betyde, at en højere atmosfærisk koncentration af drivhusgasser vil føre til et yderligere forøget udslip af metan, som igen vil frembringe endnu mere global opvarmning og så fremdeles i en ukontrollabel og selvforstærkende ’løbe løbsk’-effekt. En sådan mekanisme, mener man, satte ind ved udgangen af den sidste istid med temperatur der steg hastigt over to årtier som resultat.
De nye data blev fremlagt i går i Royal Society i London på en konference om drivhusgasser i atmosfæren. Bag påvisningen af de forøgede metanmængder står professor Euan Nisbet fra London Universitets Royal Holloway College og dr. Ed Dlugokencky fra forskningsinstitutionen Earth System Research i Boulder, Colorado, som drives af det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOOA).
Begge forskere er førende CH4-eksperter, navnlig Dr. Dlugokencky, som står i spidsen for NOOA’s globale netværk til overvågning af metan. Under deres fremlæggelse i går – præsenteret i forskningspapiret ’Global Atmospheric Methane in 2010: Budget, Changes and Dangers’ – afslørede de to forskere, at efter næsten et årti med lille eller ingen vækst »voksede det globale atmosfæriske gennemsnitsindhold af CH4 med syv ppb (milliardedele) om året i 2007 og 2008.«
Yderligere hedder det: »I første halvdel af 2009 var det globale atmosfæriske gennemsnitsindhold af metan omkring syv ppb større end i 2008, hvilket antyder, at væksten er fortsat op igennem 2009. Der er potentiale for forøgede CH4-emissioner i kraft af stærke klimafeedbacks i det arktiske område, hvor der er ustabile lagre af kulstof i permafrosten (…) Der er brug for at analysere årsagen til disse seneste vækstrater.«
Kan falde igen
Professor Nisbet siger dog, at de nye tal ikke nødvendigvis betyder, at der nu er udsigt til en jævn opadgående kurve.
»Der kan udmærket være et par år med stærk vækst, hvorefter niveauet falder tilbage til det gammelkendte,« siger han.
»Men omvendt er der grund til bekymring for, at en udvikling er sat i gang i retning af forstærket udledningsvækst som følge af feedbacks.«
Produkter af mikrobers biologiske aktivitet, i reglen i forrådnende vegetation eller andet organisk materiale, ’naturgas’, udledes fra naturlige kilder og menneskelige aktiviteter. Vådområder afgiver måske op til en tredjedel af den totale mængde, der produceres. Men store dele stammer også fra produktion af gas eller brændsel og fra landbrug, herunder fra risproduktion og fra tarmgasser fra drøvtyggende kvæg. Imidlertid nedbrydes metan ret hurtigt i atmosfæren og forsvinder, og indtil for nylig mente man, at Jordens ’metanbudget’ balancerede så nogenlunde.
Det globale atmosfæriske indhold af denne gasart andrager nu omkring 1.790 ppb (dele pr. milliard). Man begyndte at måle niveauet i 1984 – det lå dengang på 1.630 ppb – og det er siden steget jævnt. Man mente, at dette især skyldtes den russiske gasindustri, som i tiden før Sovjetunionens sammenbrud, var ramt af enorme lækager.
Efter 1991, da betydelige midler blev investeret i at stoppe lækagerne fra den nu privatiserede russisk gasindustri, blev stigningstaksten i metanniveauet da også udjævnet.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen







Kommentarer
“I første halvdel af 2009 var det globale atmosfæriske gennemsnitsindhold af metadon omkring syv ppb større end i 2008, hvilket antyder, at væksten er fortsat op igennem 2009”
Metadon? en helt ny klimagas.
Er det stofmisbrugerne, der prutter for meget?
Det er snarere de kanadiske og russiske tundra-områder der begynder at rådne op nu hvor permafrostgrænsen er rykket 150km mod nord igennem de sidste år.
Også jeg spærrede øjnene op da “metadon” lige pludselig blev blev rodet ind i sagen. En af de mere pudsige stavefejl i Informations repertoire af den slags.
Det bliver ikke mindre pudsigt af, at en læser ved navn “Gasbjerg” kom før mig med at kommentere på dette ;-).
Igen en alarmerende artikel, som skeptikerne vil pille i og derefter kassere hele (som de vil sige) lortet.
Hvis permafrostlaget bliver blødt, går det ud over gasledningerne, og så kan man forestille sig stop i forsyningerne til Vesteuropa.
Der er så store ændringer ’i horisonten’, at politikerne ikke tør tale om det. Befolkningen skal jo ikke bryde sammen i permanent depression, så hellere sige: ”Det går nok alt sammen”.
At isen smelter på polerne er vi begyndt at vænne os til rent mentalt (åh, den har vi hørt før). Hvad der sker, når isen på Grønland smelter for alvor, ved vi ikke. Nogle forskere hævder, at landet vil løfte sig.
At havstrømmene vil ændres med afsmeltningen og Grønlandspumpen komme i fare, er heller ikke noget, som danske politikere synes er egnet til udbredelse (det kan vi alligevel ikke gøre noget ved). Forskerne er heller ikke på det område enige, og vi må se tiden an.
Jeg spørger mig selv hver dag: Når jeg nu er blandt verdens lykkeligste mennesker, der for et år siden kunne købe hele verden og har verdens bedste religion, hvorfor lukker man så øjnene for fremtidens virkelighed?
Denne kommentar er anbefalet af:
Mon det er en Googleoversættelse? ‘Metaindhold’ ‘meta’ hvad for noget?