Men hvem har talt med Axolotl?

BERLIN - Tre helsider bruger ugeavisen Die Zeit i denne uge på sagen om den tyske teenager Helene Hegemann, der i januar var bogaktuel, som man siger, med romanen Axolotl Roadkill. Straks blev den da 17-årige Hegemann mediernes darling og bestsellerlisternes topscorer. Med samme foruroligende hast blev hun få dage senere dyppet i tjære og rullet i fjer, fordi det viste sig, at nogle linjer i romanen var inspireret af en bog i samme genre.

Nu går så Iris Radisch, Die Zeits litteraturredaktør, på kulturforsiden til angreb på den mandsdominerede tyske medieverden. For netop de mænd, der havde lovprist Hegemann, har siden haft travlt med at ekskommunikere hende. Nu var hun bare ‘en ting’ i Süddeutsche Zeitung, hvor et helt hold af forargede overdommere lagde ved på kætterbålet. Avisen vidste nu, hvad den et par dage tidligere slet ikke anede, at hvad hendes bog så end var, så var den i hvert fald »ikke litteratur«. Frankfurter Allgemeine Zeitung overvejede, om det mon ikke helt ærligt var hendes dramaturgfar, der havde ført pennen.

»Overalt i Tyskland ser det på redaktørmøderne stadigvæk ud som i et jeminitisk tehus,« skriver Radisch, der mener, at Helene Hegemann er symptomatisk for to mediekulturers kollision: »Den ene næsten ren mandlig, akademisk legitimeret og allerede noget oppe i årene, den anden en smule yngre, en smule kvindeligere og meget mere autodidakt.«

En rest af skam

Nå, berøringsangsten fejler stadig ikke noget. Hegemanns forlag, Ullstein Verlag, holdt i fredags et bookreleaseparty for den unge forfatter, der denne dag fyldte 18 år. Inviteret var 1.000 gæster, og eventen blev holdt i techno-katakomberne til klubben Tresor. Hegemanns bog, der foreløbig har solgt 100.000 eksemplarer, foregår bl.a. i dette miljø. Men som man kunne læse i (hr.) Dirk Knipphals’ reportage i avisen Taz, sås overalt i mængden kulturjournalister. Oplagt til sjov og ballade og med en »rest af skam«.

Durs Grünbein, en af landets mest ansete poeter, havde åbenbart også læst Radisch, for i går gik han i brechen for Hegemann i selveste Frankfurter Allgemeine Zeitung. Han skrev, at i Axolotl Road er »hver sætning og hver dialog gennemåndet og gennemstrømmet af en stor skabers inspiration«. Det er det, Hans Magnus Enzensberger engang rosende kaldte ‘tilbagetogets helte’.

Nu har vi så nået et punkt, hvor vi gerne vil vide, hvad en axolotl er.

»Jeg vil alligevel ikke være voksen,« lyder familiens yngstes mest hårdtslående argument for, at hun ved middagsbordet ikke behøver at indtage broccoli/fisk/ris eller det nye hadeobjekt kartofler. Det samme gælder for en axolotl. Jeg ved ikke, om den nægter at spise kartofler, men den vil i hvert fald ikke være voksen. Denne padde udvikler sig, til forskel fra alle andre padder, aldrig længere end til larvestadiet. Indtil for et par uger siden havde ingen nogen sinde hørt om den mexicanske salamander. Alle ved, hvordan Helene Hagemann ser ud, men ingen har set en axolotl. I weekenden fandt Bagsidens udsendte derfor den naturhistoriske sensation i Berlins akvarium. Jeg havde den helt for mig selv. Som en knægt i lømmelalderen lå den og snuede i et hjørne af sit bassin til langt ud på eftermiddagen. På det punkt lignede den utvivlsomt de mindst 100 partyglade journalister, der tror, de kan komme sovende til alt.