I næste uge skulle den nu tidligere udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) have fremlagt regeringens nye strategi for udviklingsbistand. Men med tirsdagens omfattende ministerrokade skal den nye mand ved roret, Søren Pind (V), overtage opgaven. Flere hjælpeorganisationer opfordrer deres nye minister til at lægge afstand til det udkast til en strategi, som hans forgænger havde lavet - og som Information i sidste uge kunne afsløre vil betyde øget fokus på vækst i den private sektor. Ellers vil det medføre et paradigmeskifte i dansk u-landsbistand, mener generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær.

»Danmark plejer at fokusere langt mere på fattigdomsbekæmpelse. Men med Ulla Tørnæs’ udkast til den nye strategi bliver den private sektor forgyldt på bekostning af NGO’er og bæredygtig vækst for den menige u-landsborger. Vi håber, at Søren Pind vil lægge en helt ny strategi,« siger Henrik Stubkjær. Folkekirkens Nødhjælp har sammen med Mellemfolkeligt Samvirke før været ude med riven i forbindelse med den nye strategi. De mener, at det nuværende udkast fokuserer for meget på økonomisk vækst i private virksomheder og for lidt på fattigdomsbekæmpelse og rettigheder. Med den nye mand i klassen, håber Henrik Stubkjær, at der er større chancer for lydhørhed.

»Vi forventer bestemt af Søren, at vores indsigelser vil blive hørt, og at han lægger afstand til Ulla Tørnæs’ udkast,« siger Henrik Stubkjær.

Ideologi

Han bliver bakket op af generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frans Mi- kael Jansen. Ikke blot skal Søren Pind lægge afstand til Ulla Tørnæs’ fokus på private virksomheder men også hendes ideologiske islæt i strategien.

»Det nytter ikke, at man fører en ideologisk kampagne i en bistandspolitik, hvor man giver private virksomheder store fordele. Ideologien skal lægges på hylden, og det skal Søren Pind have sig for øje,« siger Frans Mikael Jansen.

Han understreger, at hele samarbejdet om u-landsbistand med diverse internationale ambassader og FN vil blive kortsluttet, hvis Søren Pind begynder at køre en ideologisk kampagne som udviklingsminister.