18-årige Helene Hegemanns debutroman Axolotl Roadkill er navngivet efter en særlig nataktiv salamander, der ligesom bogens 16-årige hovedperson aldrig undergår metamorfosen til voksenstadiet. Et billede på en generation, Hegemann ikke lægger skjul på selv at være en del af. Og nu er også hun, som ordet Roadkill hentyder til, involveret i lidt af en kollision. Kørt over af hele mediemaskineriet.
Først lovprist som litterær sensation, en ny Christiane F, dernæst, som Information den 9. februar kunne fortælle, hængt ud som tyv. Flere passager i romanen er nemlig ordret identiske med beskrivelser fra en blog skrevet under aliasset Airen, der senere blev udgivet under titlen Strobo og solgte i ganske få eksemplarer. Forfatteren selv mener dog ikke, der er tale om tyveri: »Jeg opfatter det ikke som plagiat, eftersom jeg har bygget materialet ind i en anden og selvstændig kontekst,« siger Helene Hegemann i et interview til avisen Die Welt.
Samtidig pointerer hun, at det før så enige anmelderkorps også må se indad. For et par uger siden lovpriste de bogen som en rå og nødvendig samtidsroman for 2000-tallet, og derfor må også de anerkende, »at selve tilblivelsesprocessen har at gøre med dette årti og dets fremgangsmåder. Altså, at hele ophavsretshysteriet opløses gennem kopiering og transformation«, forklarer den unge forfatter, der nu ligger nummer fem på Der Spiegels bestsellerliste.
Hun erkender dog, at der er etiske grunde til at oplyse sine kilder: »Men det faktum, at jeg forsømte at gøre det, afspejler blot min tankeløshed og narcissisme,« siger hun til Die Welt. »Der findes ikke originalitet, kun ægthed.«
Potentiel forandring
Oven i beskyldningerne om ærekrænkelse, tyveri og tomt plagiat er romanen nomineret til en pris på 100.000 kr. på Leipzig Book Fair - indstillet af en jury fuldt bevidst om sagen. Jurymedlem og anmelder på Frankfurter Allgemeine Volker Wiedermann mener ikke, den lemfældige brug af kilder forandrer noget:
»Indlysende nok er det ikke helt reelt, men det ændrer ikke min ros af bogens tekst. Det er en del af dens koncept,« siger han og er dermed enig med forlaget, som har udtalt, at den miksede tilværelse og strøm af samplinger, som forfatteren skildrer, som pointe også afspejles i formen. På samme måde er bogens sprog også et miks af kortfattet sms-sprog, flygtig mailudveksling og hårdtslående punchlines a la sangtekster.
Imens raser debatten i de tyske medier, og både Helene Hegemann og Ariens Strobo storsælger på Amazon.com og i de tyske boglader. Og vi kan lige så godt forberede os på lignende sager herhjemme, mener lektor i Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet Søren Pold. For debatten tydeliggør behovet for at tage opfattelsen af copyright og kunstnerisk ejendom op til revision, siger han: »En hel generation er vokset op med den moderne mediekultur, der opererer med en enorm informationsstrøm, og de har andre værktøjer og kulturelle normer. Musikbranchen har debatteret det længe, og vi kommer afgjort til at se mere til det i litteraturen. Diskussionen er interessant, fordi den sætter ord på et konkret forandringsbehov.«
Problemet er, mener han, at vores opfattelse af originalitet og copyright ikke er fulgt med netkulturen: »Forestillingen om bogen som materielt objekt og forfatteren som beåndet individ går langt tilbage. Men spørgsmålet er, om det ikke altid har været løgn. Tekst er frit flydende, og sproget vil altid have været brugt af andre før os,« forklarer han.
Hvad med Warhol
Lisbeth Worsøe-Schmidt, lektor på Danmarks Biblioteksskole og medlem af Kulturministeriets Bogudvalg, finder det derimod ironisk, at Helene Hegemann afskriver originalitet, men fastholder ægthed: »Mon ikke der er én, som er besat af de 30 minutters berømmelse? For hvad er ægte? Ægte oplevelse af et liv, hun aldrig har levet, ægte følelse baseret på oplevelser, hun aldrig har haft, eller ægte plagiat?,« siger hun og hentyder til de beskrivelser fra en tysk natklub, som det har vist sig, Helene Hegemann har taget fra bloggeren Arien. »At kopiere uden at kreditere er i øvrigt heller ikke udbredt i ‘rigtig’ litteratur,« siger Lisbeth Worsøe-Schmidt, der ikke ser andet end en typisk teenager i Hegemann.
Søren Pold fastholder dog, at selv om Axolotl Roadkill bevæger sig i en gråzone, så kan kravet om kildeangivelse være en kulturel væksthæmmer: »Hvad med Warhol? Ville hans værker blive forbudt i dag? James Joyce brugte også af både Odysséen og andre litterære hovedværker. Vores forestilling om copyright og originalitet er blevet gevaldigt strammet igennem det 20. århundrede, og det dræber kreativiteten,« siger han og tilføjer: »I og med at vi bombarderes med mediemateriale fra alle vinkler, må vi også have lov at lege med det. Ellers bliver vi æstetisk fattigere. Men det handler om at navigere fornuftigt, og måske har vi i den henseende brug for et nyt rettighedssystem.«
Retfærdigt tyveri
Spørgsmålet er, om Helene Hegemann leger. Med sit stof, sit sprog - måske endda medierne? Et sted i bogen erklærer en af karaktererne, Edmond: »Berlin is here to mix everything with everything«. Et udsagn, der har vist sig også at stamme fra bloggeren Arien, der efter sigende selv har det fra en popsang. Da en anden af bogens karakterer anerkendende spørger, om han har fundet på det selv, svarer Edmond: »Nej, jeg tager for mig af alt, hvad der inspirerer mig. Jeg har det fra en eller anden blogger.«
Forfatter og digter Rasmus Nikolajsen har selv udgivet flere litterære remix og samplinger, og han forstår ikke forargelsen: »Hvis man er i stand til at finde de rigtige steder at sample fra og formår at dramatisere det, er det da en lige så stor kunstnerisk præstation, som at opfinde det selv,« mener han. Da Rasmus Nikolajsens I Athen udkom sidste år, var han selv urolig for beskyldninger om plagiat: »Jeg bruger ret meget fra På sporet af den tabte tid (roman af Marcel Proust fra 1913, red.), men nævner det ikke direkte nogen steder. Grundlæggende mener jeg ikke, at måden, en bog er skrevet på, bør spille ind i vurderingen af dens værdi.«
Problemet i debatten er ikke selve plagiatet, mener han, men ærgrelsen over at se myten om det 18-årige unikke talent punkteret: »Ideen om, at hun selv har opfundet det hele, fascinerer så kraftigt, at man går i kollektiv panik, når det alligevel ikke er tilfældet. Så er det pludselig mindre fint, det, hun har lavet. Det viser, synes jeg, at sampling som kunstform ikke er litterært anerkendt.«
Det interessante ved et remix, mener Rasmus Nikolajsen, er, om det er godt: »Og hvis vi antager, at romanen bliver bedre, eller mere autentisk af at indeholde en beskrivelse af det her diskotek, som Helene Hegemann grundet sin lave alder ikke selv har haft adgang til, så må det da, kunstnerisk set, være et retfærdigt tyveri, hun har begået. Måske man i stedet bør rose hende som en god dj-forfatter.«
‘Axolotl Roadkill’ udkommer på dansk på C&K Forlag til november
•Helene Hegemanns debutroman ’Axolotl Roadkill’ handler om sex, vold og stoffer centreret omkring den 16-årige Miftis liv i Berlins narkomiljø. Den udkom i Tyskland på forlaget Ullstein den 22. januar og blev af anmelderne kaldt ’fænomenal’ (Süddeutsche Zeitung), ’et kuglelyn i prosaform’ (Die Zeit) og en ’sensation’ (Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung). Få uger efter kom det frem, at flere sider i bogen var skrevet af fra bloggeren Arien, og det ændrede medieomtalen markant. Forlaget forsvarer forfatteren med, at hun bevidst inddrager remix, sampling og copy-paste som ny litterær genre. Bogen ligger nr. fem på Der Spiegels bestsellerlister og er nu trykt i 2. oplag. 18-årige Helene Hegemann, der bor i Berlin, har tidligere fået produceret en film og et teaterstykke.
Kommentarer
Literatur sampling og popliteratur, hvorfor ikke det er jo blevet anderkendt i musikken.
Warholds værker ville netop ikke være blevet forbudt i dag. Og det ville de netop ej, fordi Warhol f.eks. tog campbell soup mærkaten og lavede en særegen, unik og kreativ udgave af denne mærkat.
Og ja, forfattere stjæler fra (eller bliver inspireret af)
mange ting, også ældre litteratur, bevidst eller ubevidst. Og sikkert også nyere litteratur.
Hovedproblemet er dog her, at folk har ophavsret til det, de skriver. Og her må man altså citere eller angive kilden, hvis man copy-paster hele afsnit eller flere sider af en blog, en bog, eller en artikel.
Det er sådan, at man ikke kan tage patent på en idé eller have ophavsret til en idé. Man kan alene have ophavsret på udførelsen, dvs. den konkrete udførelse af ideen.
Og nej, det er altså ikke nogen særlig stor præstation at at finde de rigtige steder at sample fra; og så bare sætte det sammen på en måde måske. Det kan godt være, at det er kreativt; unikt og originalt er det bestemt ikke.
Der er forskel på at være inspireret af Marcel Prousts roman og så på at citere store dele, hele afsnit af en roman, uden kildeangivelse. (og er rettighederne ikke udløbet til Prousts bog?)
@Karsten Aaen: Princippet i denne diskussion er fuldstændig uafhængigt af om de juridiske rettigheder er udløbet til en given bog eller ej.
Konsekvensen af at spekulere i sådan nogle juridiske spidsfindigheder bliver jo ellers at den samme bog vil få betegnelsen “plagiat” hvis den udgives i ét år, og betegnelsen “selvstændigt værk” hvis den udgives i et andet år. Det er jo absurd.
@Artiklen:
I kunstens verden er kopiering en nødvendig, anerkendelsesværdig og meget almindelig ting. Sådan har det været i umindelige tider.
Malere lærte i gamle dage håndværket ved at kopiere “mesteren” og skulptører ligeså. Musikerer lærer deres fag ved at kopiere andre musikeres håndværk (“spille de samme melodier”). Der er absolut intet odiøst i dette - det er en fuldstændig normal og absolut nødvendig aktivitet.
Hvordan skal en kunstner nogensinde udvikle sig hvis han/hun ikke kan prøve kræfter med “de store”?
Det som er det egentlige problem er at kunstens verden er blevet invaderet af spekulanter og pengemænd, som nu om dage har udviklet hele lobby-organisationer til at påvirke “meningsdannere” og politikere.
Disse personer/organisationer handler IKKE i kunstnernes interesse, selvom det altid lykkes dem at bestikke nogle enkelte blåøjede eksemplarer til at tale på deres vegne (Fauli comes to mind…)
Det er vigtigt at kunsten sikres frie rammer at udfolde sig i. Al denne kopierings-debat er noget der hører hjemme i pengemændenes verden, ikke i kunstens.
Må jeg ikke minde om at man gerne må (stadig i malerkunsten) kopiere de game mestre, hvis man IKKE sætter sit eget navn på. Men netop angiver, at det ern kopi, (frit) efter f.eks. Monet, van Gogh eller andre malerier.
Og ja, musikere lærer også at spille ved at spille andres melodier. Det er der nemlig intet odiøst i. Det odiøse kommer, når musikere copy-paster (sampler) hele stykker fra andre musikere, uden kilde-angivelse eller uden at have fået lov af den musiker, der oprindeligt har skrevet musikken.
Og man lærer ved at skrive, og ja, man lærer også at skrive ved at skrive i andres stil. Men man lærer altså intet som forfatter ved at copy-paste andres værk.
Og ang. den juridiske diskussion er det altså sådan, at der er love om ophavsret i det her land. Og de skal, må og bør følges….
Teksten (eller teksterne!) er fine, det er fremgangsmåden, man kan diskutere. Men teksten er jo vigtigere end ophavsmanden. I dette tilfælde er originalen blevet trukket med ind i interessefeltet. Hun har jo ikke “stjålet” for at berige sig selv, men fordi hun - ja, også syntes at den originale tekst var god. Så tak for en fremragende roman, men næste gang skal hun nok overveje at variere den tekst, hun kopierer!
Sammenligningen med Warhol holder ikke. Warhol brugte ready-mades og kopier af billeder, som han så anbragte i en ny sammenhæng så de fik en anden betydning. Men samtidig kunne folk jo tydeligt se, hvad det var han kopierede, fordi han tit brugte kendte motiver og ikoner og han præsenterede det jo også som konceptkunst, ikke som klassisk kunst. Det var det han ville væk fra.
Med Helene Hegemann er det anderledes. For det første kan man ikke sammenligne det med nogen, der har kopieret fra “gamle mestre” i og med, at hun har kopieret fra en anden ukendt forfatter. For det andet skulle hun jo have præsenteret sin bog, som en tekstcollage eller et udtryk for en ny generations sampling. Istedet præsenterer hun det som en roman i klassisk forstand. Det er jo det der skaber nogle problemer, både i forhold til hvad det er for en tekst og copyright o.s.v. Gad vide hvad hun og hendes forlag ville sige, hvis nogen begyndte, at sample fra hendes bog og udgav det for deres eget.
“Hvad med Warhol
Lisbeth Worsøe-Schmidt, lektor på Danmarks Biblioteksskole og medlem af Kulturministeriets Bogudvalg, finder det derimod ironisk, at Helene Hegemann afskriver originalitet, men fastholder ægthed: »Mon ikke der er én, som er besat af de 30 minutters berømmelse? ”
Måske, men man kunne måske forvente at et medlem af Kulturministeriets Bogudvalg, var i stand til at citere Andy Warhol korrekt?
“In the future everybody will be world famous for fifteen minutes.”
Teksten (eller teksterne!) er fine, det er fremgangsmåden, man kan diskutere. Men teksten er jo vigtigere end ophavsmanden. I dette tilfælde er originalen blevet trukket med ind i interessefeltet. Hun har jo ikke “stjålet” for at berige sig selv, men fordi hun - ja, også syntes at den originale tekst var god. Så tak for en fremragende roman, men næste gang skal hun nok overveje at variere den tekst, hun kopierer!
@Nils Brakchi
.”Hun har jo ikke “stjålet” for at berige sig selv, men fordi hun - ja, også syntes at den originale tekst var god. Så tak for en fremragende roman, men næste gang skal hun nok overveje at variere den tekst, hun kopierer”
Selvfølgelig er kopiering den mest oprigtige form for smiger, men gad vide om hun tænkt sig at dele pengene hun får for den bog med Airen, som hun har kopieret fra.
Undskyld @ Maria Helleberg og Nils Brakchi
.”Hun har jo ikke “stjålet” for at berige sig selv, men fordi hun - ja, også syntes at den originale tekst var god. Så tak for en fremragende roman, men næste gang skal hun nok overveje at variere den tekst, hun kopierer”
Selvfølgelig er kopiering den mest oprigtige form for smiger, men gad vide om hun tænkt sig at dele pengene hun får for den bog med Airen, som hun har kopieret fra.
he he …
Jeg forstår ikke forargelsen. Hvis man er i stand til at finde de rigtige steder at sample fra og formår at dramatisere det, er det da en lige så stor kunstnerisk præstation, som at opfinde det selv mener jeg.
Teksten (eller teksterne!) er fine, det er fremgangsmåden, man kan diskutere. Men teksten er jo vigtigere end ophavsmanden. I dette tilfælde er originalen blevet trukket med ind i interessefeltet.
Hun har jo ikke “stjålet” for at berige sig selv, men fordi hun - ja, også syntes at den originale tekst var god. Så tak for en fremragende roman, men næste gang skal hun nok overveje at variere den tekst, hun kopierer!
Nice touch Erik ;)
Finally, Samuel Beckett leaned forward and said, “What can you tell me, Mr. Burroughs, about this cut-up method of yours?”
“Well, Mr. Beckett,” Burroughs said, “what I do is I take a page of my writing and a page of the Herald Tribune [or Rimbaud, etc.], I cut them up and then I put them back together, and I gradually decipher new texts. Then I might take a page of your writing, and line it up with what I already have, and do the same thing all over again.”
Suddenly indignant, Beckett asked, “You’re using other writer’s words?”
“Words don’t have brands on them the way cattle do” Burroughs said.
“You can’t do that!” Beckett said. “You can’t take my writing and mix it up”.
“Well, I’ve done it,” Burroughs said.
“That’s not writing,” Beckett snorted, “it’s plumbing.”
(fra ‘Literary Outlaw: the life and times of William S. Burroughs)