Jeg må begynde med en indrømmelse.
I efteråret 2007 udgav vi på forlaget Athene den svenske forfatter Sara Stridsbergs prisbelønnede roman Drømmefakultetet. Romanen er en slags litterær fantasi over den amerikanske feminist Valerie Solanas’ tragiske historie. Jeg havde hørt om Solanas, før jeg stiftede bekendtskab med Stridsbergs roman, men ikke læst hendes berømt-berygtede SCUM Manifest (Society for Cutting Up Men).
Nogle måneder efter udgivelsen af nævnte roman stod jeg i en boghandel i Brooklyn. Jeg ledte efter SCUM Manifest, men det stod ikke på hylderne. Jeg faldt i snak med ejeren og spurgte, om han mon havde bogen. Han kiggede undersøgende på mig, gik ud bagved og kom lidt efter tilbage med en lille forseglet plasticpose. »Jeg har haft den liggende længe,« sagde han. »Men den har ventet på dig.«
Jeg åbnede posen og tog den slidte, sort- røde paperback ud. Og ja, det var førsteudgaven af S.C.U.M. Manifesto, udgivet i 1968 på forlaget Olympia Press. Med et forord af den franske forlægger Maurice Girodias, der var kendt for udgivelsen af kontroversielle værker som Nabokovs Lolita og Henry Millers forfatterskab.
På forsiden af originaludgaven er der et portræt af Valerie Solanas. På bagsiden en affotografering af forsidehistorien i New York Post den 4. juni 1968. Overskriften: »Andy Warhol Fights for Life«.
Da jeg kom tilbage til hotellet, bladrede jeg hurtigt bogen igennem. Jeg blev fanget af forordet, der var mindst lige så tvetydigt som omslaget. I bedste patriarkalske stil begynder Girodias sin tekst om den forfatter, hvis bog han har valgt at udgive, med en vurdering af hendes udseende:
»Hun kunne have været attraktiv, men ville helt klart ikke være det. Der var noget let fjendtligt over hendes lange kæbe og stædige pande og hendes kedelige, kønsløse tøj.« Til Maurices behagelige overraskelse er Solanas dog til den middag, hvor de to skal fejre kontrakten på en roman, iført »foruroligende feminint tøj«. Han kan endda skelne spor af læbestift, pudder, øjenskygge på hendes ansigt. »Hvad gør en kontrakt ikke for en pige! Jeg var behørigt imponeret.«
Solanas ses i Girodias’ fremstilling som en celebrity killer.
Med sans for timing udgiver Girodias SCUM Manifest få måneder efter, at Solanas i juni 1968 har forsøgt at myrde Andy Warhol. Det var midt under Vietnamkrigen og den voldsbølge, der samtidig skyllede hen over USA. Den demokratiske senator Robert F. Kennedy blev myrdet af en palæstinensisk fanatiker to dage efter, at Solanas havde udøvet sit mordforsøg. Kennedys morder, Sirhan, og Solanas bliver to alen af et stykke: celebrity killers, der på grund af deres kærlighedsløse barndom, forvirrede socio-intellektuelle ambitioner og seksuelle umodenhed ender med at begå mord på en berømthed for derigennem selv at opnå en form for berømmelse.
Her er indrømmelsen:
Forordet fratog mig lysten til at læse videre. Jeg havde en urolig fornemmelse af, at jeg ikke ville kunne lide det studie i vold, som Girodias lagde op til. Og at jeg kunne komme i den ubehagelige situation som feminist at skulle forsvare en tekst, jeg ikke brød mig om. Jeg valgte den lette løsning og lagde bogen tilbage i posen.
Radikal og kompromisløs tekst
Det var med en vis nervøsitet at jeg et års tid senere åbnede den igen og begyndte at læse Solanas’ tekst.
Sjældent er jeg blevet mere overrasket.
SCUM Manifest er en vildt radikal og kompromisløs tekst skrevet af en forrevet kvinde, der ikke har noget at miste. Fandenivoldsk og fortvivlet, ætsende vittig og sort. Men, det er en tekst skrevet fra kærlighedens synspunkt.
SCUM er en erotisk vision om et samfund, hvor kærlighed og venskab har erstattet sjælløs sex. En vision om et samfund, hvor det ikke længere er de mandlige værdier, penge, position, magt og status, der hersker, men hvor det handler om at realisere sig selv som individ. En vision om mennesket som kvindeligt.
SCUM er en tekst, hvor mænd konsekvent anskues og bedømmes ud fra deres evne til kærlighed og empati. Og altså fra dette ideale synspunkt falder fuldstændigt igennem …
Solanas’ synspunkt på manden er, at han er et lavere og defekt væsen, faretruende tæt på det abestadium, kvinderne har formået at løfte sig over. Aberne har dog det fortrin, at de ikke er i besiddelse af den samme veludviklede evne til negative følelser som mænd. Mænd er emotionelle krøblinger, der kun kan formidle deres følelser gennem seksuelle relationer. Mænd er omvandrende dildoer, parat til at svømme gennem floder af snot, vade i bræk til halsen, hvis han tror, der venter ham en venligtsindet kusse.
Hvis man hører en foragt og ækelhed ved det seksuelle her, så hører man ikke forkert. Solanas’ utopiske forestilling om mennesket er kvinden, der har transcenderet det seksuelle stadium og er fri. Til venskab, kærlighed og til følelsesmæssigt tilfredsstillende og meningsfulde aktiviteter. SCUM, siger hun i manifestet, er fandenivoldske og relativt cerebrale kvinder, der bevæger sig i aseksualitetens grænseland.
Solanas, der selv var et neutrumsvæsen, så seksualiteten som en undertrykkende størrelse for kvinderne.
Det er jo et synspunkt, man har set før, i nordisk sammenhæng hos naturalismens kvindelige forfattere, hvis individuelle frigørelse skete i en epoke, hvor kønslivet blev sat fri. Deres frigørelsesproces blev derved i mange tilfælde også en frigørelse fra det seksuelle, som jo kunne have konsekvenser i form af graviditeter og børn.
Man kan bare tænke på den svenske forfatter Victoria Benedictsson, der kontrollerede sin kærlighedslængsel benhårdt for at realisere sig selv som forfatter. Og som dermed var forsvarsløst udleveret til kærligheden, da hun stik mod sine planer mødte den i skikkelse af Georg Brandes.
Seksualiteten er en binding i forhold til kvindernes frigørelsesprojekt. For Solanas, der havde en universitetsgrad i psykologi og kunne sin Freud, er der ikke noget at hente i seksualiteten. Hun ser den ikke som en frisættende kraft, men som en integreret del af den socialisering af kvinden til at være sød, sød, sød, der prægede samtidens middelklasse. »De sødeste kvinder i vores ‘samfund’ er forrykte sexgalninge,« siger hun i manifestet.
Man har i læsningen af SCUM Manifest fokuseret på dets tilintetgørende kritik af mændene. Men Solanas tager ikke med fløjlshandsker på middelklassens kvinder. Disse Farmands piger er afhængige, passive, behagesyge, usikre, bekræftelses- og tryghedssøgende, feje, underdanige, konventionelle, autoritetstro. De accepterer hankønnets hierarkiske definition af manden som overlegen og kvinden som underlegen, og realiserer i overensstemmelse med denne definition sig selv som dørmåtter og avlsdyr.
Dog, for Farmands piger er der håb. De kan nemlig afprogrammeres fra den hjernevask, mandssamfundet har udsat dem for og i bedste fald genopstå som SCUM. Den mulighed har mændene ikke.
Solanas’ beskrivelse af den gennemsocialiserede kvinde har visse fællestræk med det billede, kvindesagsforkæmperen Betty Friedan giver i The feminine mystique. Bogen udkom i 1963 og havde en enorm gennemslagskraft, også internationalt, fordi Friedan her artikulerede den frustration, mange hjemmegående kvinder følte ved at være henvist til den traditionelle kvinderolle. Bogen og dens forfatter blev en initierende kraft i den nye amerikanske kvindebevægelse, National Organization for Women, NOW, i 1966.
Kæmpede NOW for ligestilling og kvindefrigørelse inden for det bestående samfunds rammer, var Solanas’ program revolutionært og antikapitalistisk. Det var selve patriarkatet, der skulle omstyrtes. Hun så ikke noget perspektiv i den mainstreamfeminisme, der vil skaffe kvinderne adgang til de privilegier, som mændene har haft i århundreder. Ifølge hende ville den økonomiske lighed mellem mænd og kvinder overhovedet ikke befri kvinderne fra mænds kontrol.
Systemet, der havde arbejde og penge som sit fundament, skulle omstyrtes, og selve forestillingen om magt, penge og position som identitetsskabende størrelser nedbrydes.
»Når pengene er elimineret, er der ikke længere nogen grund til at myrde mændene - de vil være berøvet den ene magtfaktor, de har over psykologisk uafhængige kvinder.« Kvindebevægelsens syn på Solanas har altid været temmelig splittet. Den radikale sorte advokat Florynce Kennedy, der var hendes forsvarer under retssagen efter mordforsøget på Andy Warhol, betegnede hende som en af kvindebevægelsens vigtigste talskvinder. Betty Friedan lagde derimod kraftigt afstand til hende i sin bog om feminismens andet stadium, The Second Stage (1981).
Outsiderens historie
Man spørger sig selv, hvordan et så skarpt og ubarmhjertigt flænsende blik som det, Solanas anlægger på sin samtids kultur, samfundets institutioner og deres mandlige opretholdere, bliver til.
Solanas’ historie er outsiderens historie. Hele sit liv var hun utilpasset, vild, en oprører. Det, vi ved om hende, er behæftet med en vis usikkerhed og stammer primært fra de få interview, hun gav til Village Voice, og fra de rapporter, som Solanas’ psykiater skrev på baggrund af sine samtaler med hende i årene efter mordforsøget.
Hun blev født i 1936 i Ventor, New Jersey, i en fattig og, med et moderne ord, dysfunktionel arbejderfamilie. Hendes far misbrugte hende seksuelt, fra hun var lille. Den tidlige oplevelse af kønsforholdet som et magtmisbrug er en af nøglerne til forståelsen af hendes dybt splittede forhold til seksualitet og hendes had til manden.
15 år gammel stak hun af hjemmefra og klarede fra da af sig selv, i lange perioder ved at arbejde som luder. Hendes begavelse skaffede hende ind på University of Maryland, hvor hun læste psykologi. I 1958 påbegyndte hun forskeruddannelsen på University of Minnesota, og der var lagt op til en strålende akademisk karriere. Men efter et par år afbrød hun studierne og forlod universitetsmiljøet. Hun kom til New York i 1965-66, en feberagtigt kogende tid med Vietnamkrig, raceoptøjer og vold iblandet hippiekultur, antikapitalisme og kvindebevægelse. Hun færdedes i miljøet omkring The Factory med Andy Warhol, men blev aldrig en del af det, fremmed, som hun var over for dets glamour og ekstreme selviscenesættelse.
SCUM Manifest og dramateksten Up Your Ass om en pige, der går omkring i byens gader og overlever ved at sælge sin kusse, bliver, så vidt vides, skrevet i 1966. Solanas ledte efter en forlægger til de to tekster, men ingen meldte sig, og hun solgte manifestet i stencilerede kopier på gaden for en dollar eller en halv.
Mødet med Andy Warhol i 1967 rummede løftet om et gennembrud for forfatteren Solanas. Warhol var tilsyneladende interesseret i hendes tekster. Eller måske var det snarere hendes mange ideer og tanker, han var interesseret i. »Hun er en omvandrende varmedunk med patter,« sagde han til sin assistent efter at have læst SCUM Manifest.
Manuskriptet til Up Your Ass var i hvert fald blevet væk for ham, da Solanas efter måneders venten på hans respons bad om at få det igen. Han afviste at betale hende for manuskriptet og stak hende i stedet 25 dollar for at optræde i en birolle i en af hans film.
Der er jo unægtelig noget ironisk i, at den kvinde, der i sine tekster hudfletter Den Store Kunsts mandlige repræsentanter og ønsker dem ad helvede til, selv havde brug for en af slagsen til at få adgang til den litterære scene. Ikke desto mindre var det sådan, det forholdt sig, og den enorme skuffelse og frustration, Solanas må have følt, da porten til en litterær karriere blev åbnet på klem for så hurtigt efter at blive smækket hårdt i igen, var formodentlig medvirkende til hendes desperate forsøg på at myrde Warhol. Hun omtalte ham i stærkt negative vendinger i det interview, hun gav til Village Voice i vinteren 67-68, og opsøgte ham i samme periode flere gange for at få de penge, hun mente, han skyldte hende.
I juni 1968 købte hun en pistol for lånte penge og tog, iført sort tøj og makeup, hen på The Factory, hvor hun affyrede tre skud mod Warhol. Det tredje ramte ham i lungen. Derefter vendte hun sig mod kunstkritikeren Mario Amaya, der tilfældigt befandt sig i lokalet, og affyrede to skud mod ham. Det ene sårede ham let.
Samme aften henvendte hun sig til en færdselsbetjent på Times Square. Hun hev pistolen op af lommen på sin sorte regnfrakke, rakte ham den og sagde, at hun havde skudt Andy Warhol.
Under det efterfølgende forhør udtalte hun: »Det er ikke ofte, jeg skyder nogen. Der var en grund til, at jeg gjorde det. Warhol ville gøre noget mod mig, som ville have ødelagt mig. (…) Læs mit manifest, det fortæller, hvem jeg er.«
Hun meddelte, at hun ikke havde råd til en forsvarer og i øvrigt ville forsvare sig selv. Dommeren strøg hendes bemærkninger af retsprotokollen, og hun blev indlagt til mentalundersøgelse. Nogle uger senere blev hun tiltalt for forsøg på mord, voldeligt overfald og ulovlig våbenbesiddelse. Hun blev umiddelbart efter tiltalen erklæret utilregnelig og sendt i forvaring på et psykiatrisk hospital.
Den 23. december 1968 ringede Solanas til Warhol og bad ham om 20.000 dollar for sine manuskripter og om at frafalde alle anklager mod hende. Han afslog, men sagde dog efterfølgende nej til at vidne mod hende. Et halvt år senere erkendte hun sig skyldig i de nævnte anklager og fik en fængselsdom på tre år for »voldeligt overfald med forsæt til legemsbeskadigelse«.
Da hun kom ud i september 1971, var hun færdig. De følgende år var hun flere gange indlagt på psykiatriske hospitaler. Som et stykke vraggods drev hun rundt på vestkysten, forkommen, ludfattig og på stoffer. Hun døde i november 1988, syg og elendig, på et slumhotel i San Francisco.
Stor Mandlig Kunst
Da Warhol var kommet sig efter operationen, hvor han var tæt på at dø, tilkaldte han den berømte fotograf Richard Avedon og bad ham tage billeder af operationssårene. Solanas’ voldshandling genopstod som kunst. Stor Mandlig Kunst, som hun selv ville have sagt.
For Solanas blev voldshandlingen, fadermordet, det definitive styrt ned i den verden, hun havde forsøgt at hæve sig over. Forfatteridentiteten gik under. Visionen gik under. Hun blev, som Sara Stridsberg skriver i sit forord til den svenske udgave af manifestet, til kvinden, der havde forsøgt at myrde Andy Warhol. I denne ribbede skikkelse gik hun over i historien.
SCUM Manifest udkom på Olympia Press nogle måneder efter det stærkt medieomtalte mordforsøg. Bogen blev en skandalesucces. Fra fængselshospitalet protesterede Solanas i et brev til Maurice Girodias mod hans forord.
I et interview i Village Voice 1977 understregede Solanas, at SCUM Manifest var en litterær tekst. Ikke en bevægelse, ikke et selskab, men en tilstand. En måde at tænke på.
Hun udgav manifestet i 1977 i en let ændret udgave i forhold til Olympia Press-udgaven og med egen efterskrift.
Resten er tavshed.
‘SCUM Manifest’ udkommer den 8. marts på C&K Forlag
Kommentarer
.”SCUM Manifest er en vildt radikal og kompromisløs tekst skrevet af en forrevet kvinde, der ikke har noget at miste. Fandenivoldsk og fortvivlet, ætsende vittig og sort. Men, det er en tekst skrevet fra kærlighedens synspunkt.”
.”Mein Kampf” er skrevet ud fra et synspunkt af kærlighed til det tyske folk. Ja, jeg ved godt at jeg hermed forbryder mig mod Godwins Lov, men det er altså ikke nogen vits. Solanas kærlighed til Kvinden og Hitlers kærlighed til Arieren er af samme art, og begge er betinget af had til fjenden, Manden for Solanas og Jøden for Hitler.
Jovist, Solanas havde en ulykkelig barndom og ungdom med seksuelt misbrug at have sit had og sin umenneskeliggørelse af fjenden i. Hitler havde første verdenskrigs skyttegrave. Bortset fra den forrettede skade kan jeg stadig ikke se nogen væsensforskel på de to.
Som én, der bruger en del tid og energi ikke blot på at forsvare lige rettigheder og muligheder, men også på at udbrede kendskabet til og uviljen mod den grimme baggage, vi har med os i form af indskrænkende traditionelle kønsroller og deres forvaltning i en hyperkommercialiseret, hyperseksualiseret moderne sammenhæng, bliver jeg simpelthen så træt i ansigtet, når velmenende mennesker ved at prøve at rehabilitere en åbenlyst uforsvarbar sag som Solanas og SCUM giver gratis ammunition og opmærksomhed til bagstræbere som vil have os tilbage til deres glansbillede af 1950’erne. *Suk*!
” Robert F. Kennedy blev myrdet af en palæstinensisk fanatiker ”
Det er en noget forsimplet udlægning af også det Amerikanske politiske 60’er mord .
Jeg kan ikke forstå hvad der skulle skramme ved dette manifest- tilsyneladende står der jo bare det vi alle ved! Styrken ligger i den kunstneriske fremstilling og debatten kommer nok til at handle om indholdet – men det er heller ikke så dårligt.
SCUM Manifestet kan meget vel gå hen, og blive en vægtig katalysator for en tiltrængt køns debat, som virkelig griber problematikken om nosserne! Gennem et poetisk sprog ( ihukommende Charles Baudelaire, voldsomme poetik) fanger Valerie Solanas ganske sikkert mange sociale, og psykologiske problematikker omkring et mands dominerede samfund. SCUM er en anden side af modernitetens evige skrig, som begyndte med: Edvard Munch og Pär Lägerkvist over Allen Ginsburg og diverse Outlaws og frem til Valerie Solanas. Jeg håber hun vil blive husket for andet og mere end det tidstypiske. Nemlig også det evigt gyldige menneskelige.
…Med det lille store problem, at mænd frakendes deres menneskelighed, ja, selv at have et potentiale for menneskelighed. Og nej, “vi alle ved” ikke at mænd er sådan nogle frådende monstre, som blot har en overfladisk lighed med rigtige mennesker. At projicere alle sin frustrationer over i had mod en gruppe mennesker, som man så frakender deres menneskelighed, kan måske nok være en evigt gyldig menneskelig måde at ordne sin kaotiske verden på. Det er bare ikke særlig nyttigt, for netop den nødvendige kritik af det mandsdominerede samfund bliver tragisk afsporet af hadet.
Når jeg bliver karakteriseret sådan her:
.”han er et lavere og defekt væsen, faretruende tæt på det abestadium, kvinderne har formået at løfte sig over. Aberne har dog det fortrin, at de ikke er i besiddelse af den samme veludviklede evne til negative følelser som mænd. Mænd er emotionelle krøblinger, der kun kan formidle deres følelser gennem seksuelle relationer. Mænd er omvandrende dildoer, parat til at svømme gennem floder af snot, vade i bræk til halsen, hvis han tror, der venter ham en venligtsindet kusse.”
…og sådan her…
.”Dog, for Farmands piger er der håb. De kan nemlig afprogrammeres fra den hjernevask, mandssamfundet har udsat dem for og i bedste fald genopstå som SCUM. Den mulighed har mændene ikke.”
…så kan jeg dårligt reagere ved at nikke forstående. Jeg er glad for min menneskelighed. Jeg vil ikke frakendes den.
Det er noget sludder at det er et mandsdomineret samfund. Det er et patriarkalsk, kapitalistisk samfund, som har fundet ud af, at mændene passer bedst til at tjene det til at reproducere sig selv. Og inden for disse rammer er mænd lige så undertrykte som kvinder. Eller man kunne fristes til at prøve at udtrykke det sådan, at kvinder er undertrykte og mænd er overtrykte, men der er sgu ingen af dem der får lov til at være dem selv.
At der så leveres visse frynsegoder for lang og trofast service til patriarkatet og kapitalismen gør det stadig ikke til et mandssamfund, det er noget forenklet vrøvl.
Jeg turde skam godt at læse Solanas manifest helt selv, da jeg var 20 og boede i USA. Det lyder jo vældigt dramatisk, at den skal findes frem i boghandlernes skumle baglokaler, men en anden en kan nu huske at have hittet hele teksten ved en Google-søgning. Den ligger der nok endnu ;).
“Solanas’ synspunkt på manden er, at han er et lavere og defekt væsen, faretruende tæt på det abestadium, kvinderne har formået at løfte sig over. Aberne har dog det fortrin, at de ikke er i besiddelse af den samme veludviklede evne til negative følelser som mænd. Mænd er emotionelle krøblinger, der kun kan formidle deres følelser gennem seksuelle relationer. Mænd er omvandrende dildoer, parat til at svømme gennem floder af snot, vade i bræk til halsen, hvis han tror, der venter ham en venligtsindet kusse.”
“Disse Farmands piger er afhængige, passive, behagesyge, usikre, bekræftelses- og tryghedssøgende, feje, underdanige, konventionelle, autoritetstro. De accepterer hankønnets hierarkiske definition af manden som overlegen og kvinden som underlegen, og realiserer i overensstemmelse med denne definition sig selv som dørmåtter og avlsdyr.”
Og dette menes at være skrevet ud fra “kærlighedens synspunkt”? Vorherre bevares.
Gad vide, hvordan teksten ville blive beskrevet, hvis Solanas havde været en mand, der havde skrevet om kvinder i samme tonefald?