Opslag til denne artikel

Emneord:medier, public service, tv
Personer:Jørgen Jensen, Jørgen Schleimann, Niels Grunnet
Organisationer:DR, Jyllands-Posten, Politiken
Steder:Ørestaden

En amerikansk forsker har engang beskrevet den fine journalistiske arbejdsplads som et sted uden detaljerede og nedskrevne beskrivelser af retningslinjer, koncepter og principper. »It’s all in the Walls,« skrev han. Grundprincipperne og erfaringerne sidder i væggene. De er redaktionens identitet - mediets sjæl. Båret videre af en lille gruppe ældre, erfarne medarbejdere - udført af en stor gruppe professionelle i alle aldre - og konstant fornyet af en strøm af unge talenter.

Balancen skal holde: Hvis de gamle beholder magten, forstener organisationen. De professionelle kan køre maskinen på automatpilot uden fornyelse, og de unge risikerer at ofre sjælen på fornyelsens alter.

DR er i en identitetskrise. Det fyger med løse begreber som ‘traditionel public service i en moderne form’ - ‘smal uden at glemme det brede’ eller ‘bred uden at glemme det smalle’. Direktionen leder efter en identitet, nu hvor der er styr på struktur og økonomi. Ikke mindst det sidste: Økonomidirektør David Helleman er nu så stærk, at medarbejderne kalder DR for »Helleman-provinsen«.

Det største antal direktører og underdirektører i DR’s historie skal få det konstante antal på omkring 3.000 medarbejdere til at lave langt flere udsendelser, kanaler og platforme end nogensinde før. Produktiviteten er tårnhøj.

Forfejlet opgør

Det er professionelt. Men usikkerheden breder sig omkring DR’s identitet. Den nye direktion er i gang med at udmønte den ‘nye identitet’ i praktisk programpolitik. DR1’s seertal falder. Man kan kun håbe, at Direktionen ikke vil falde for fristelsen til at tro, at den kan bremse faldet ved at styrke DR1 på bekostning af ‘klassisk public service’ (dvs. DR2, P1 m.m.) Det ville være omsonst. De brede tv-kanaler har som de gammeldags brede omnibusaviser ikke nogen stor fremtid i et segmenteret og individualiseret marked.

Utrygheden breder sig! En fornemmelse af, at de nye vægge i Ørestaden ikke indeholder den identitet, der sad i de vægge, der nu huser Musikkonservatoriet i det gamle Radiohus og - trods alt - var i væggene i den TV-By, hvor bl.a. privathospitalet Hamlet nu bor, er opstået.

I DR-omstillingen fra gammelt til nyt har skiftende ledelser fra Christian S. Nissen og fremover haft blikket stift rettet fremad. De bremsede DR’s kurs mod den seerløse katastrofe så effektivt, at det blev svært at se forskel på DR1 og TV 2. Til gengæld fik vi DR2. Et af instrumenterne var ikke kun et nødvendigt opgør med de dårlige gamle DR-vaner, men en unødvendig udradering af fortiden. En hel generation af det grå DR-guld blev fjernet. DR-historien blev glemt, fordi den jo var kedeligt, skolelæreragtigt, socialdemokratisk højskolefims - uden den jordforbindelse til den almindelige dansker, som TV 2 så effektivt havde opdaget. DR’s opgør med fortiden, specielt på nyhedsområdet, svarer til, at Dagbladet Information forsagede Børge Outze og al hans væsen, Politiken opgav kulturradikalismen som forældet, og Jyllands-Posten kastede den liberale og borgerlige ånd på den jyske mødding.

Tradition glemmes

Nyhederne blev i stigende grad tabloidiseret og udsultet. Musik og effekter pepper nu indslagene op. Væsentlighed er nedprioriteret i forhold til det interessevækkende. Indslag med ‘cases’ (såkaldt almindelige mennesker) florerer og skygger ofte for sagligheden. Onsdag aften blev de første mange minutter af den sene tv-avis brugt på to i store træk informationsløse case-stories, som skulle illustrere årets foreløbigt vigtigste politiske begivenhed - præsentationen af regeringsgrundlaget. Jo, Statsministeren var i studiet, og i et andet indslag blev den politiske analyse erstattet af to flasker dansk-vand med hhv. en Fogh-etiket og en Løkke-etiket.

21Søndag - DR-Nyhedernes flagskib - kunne forleden præsentere ugens to væsentligste personer i to længere indslag. Jetsetdronningen Rigmor Zobel i en sofa og bedrageren Klaus Riskjær Pedersen i en fængselscelle. Begge fik lov at fortælle om samfundets dybt uretfærdige behandling af dem. To gange i den sidste måned, har 21Søndag reklameret for nyheder, som ikke kunne underbygges. I et udslag af en overdreven sensationstrang blev en udokumenteret nyhed udsendt - forklædt som en trailer.

DR synes desperat at lede efter en nye identitet. TV-Avisens - og ikke mindst 21Søndags - modernisering tyder på, at man går efter seertallene og glemmer en lang og rodfæstet tradition for soliditet og troværdighed. Skabt af bl.a. Niels Grunnet, Jørgen Schleimann, Hans Jørgen Jensen og Hans Morten Rubin.

Men det er jo kedeligt: Det værste skældsord i moderne tv. Og for at undgå misforståelser: Dette er ikke en sur gammel DR-medarbejders våde drømme om at skrue tiden tilbage. Det hverken kan, skal eller bør ske. Det handler om balance mellem gamle og nye værdier, mellem form og indhold, mellem det kommercielle og det samfundsforpligtende. Vi skriver ikke længere navneord med stort og med krøllede bogstaver, men derfor kan vi jo godt skele til fortiden.

Denne artikel er anbefalet af: